11.01.2016

Socialdemokratiet har for længst taget afstand fra De Radikales selvfedme, og i stedet omfavnet Venstre og DF’s indvandrer- og justitspolitik. Mette Frederiksens store dilemma består nu i, om hun skal prioritere en genvækkelse af Socialdemokratiets idepolitiske identitet, eller fastholde den blegrøde kurs og satse på potentialet i samarbejdet mellem en kommende S-regering og DF.

KOMMENTAR af Jakob Terp

Mange havde forventet, at Mette Frederiksen som ny formand for Socialdemokratiet ville rykke partiet mod venstre og tegne en mere traditionel, socialdemokratisk fordelingsprofil. En del centrumvenstre-vælgere står imidlertid skuffede tilbage og må konstatere, at Socialdemokratiet umiddelbart er trukket længere mod partiet Venstre og DF, end mod traditionelle, socialdemokratiske kerneværdier.

I realpolitikkens verden er der imidlertid to gode grunde til, at Mette Frederiksen i øjeblikket omfavner både Venstre og DF på en række områder, hvor de snærende bånd til de radikale tidligere har bragt partiet i konflikt med en stor gruppe af sine egne vælgere.

FOR DET FØRSTE er det nødvendigt for Socialdemokratiet, én gang for alle, at få lukket indvandrerflanken til Dansk Folkeparti hvis det gamle lønmodtagerparti igen skal gøre sig forhåbninger om at genvinde mange af de tabte stemmer, og komme i dialog med, hvad mange socialdemokrater betragter som ”sine” DF-vælgere. Det skaber fortsat dyb frustration i S, at uanset hvilken økonomisk politik DF lægger ryg til hos de borgerlige samarbejdspartnere, så sværger DF´s vælgere fortsat troskab til partiet; alene af den grund, at DF tog den traditionelle S-vælgers bekymring over den fejlslagne integration, alvorligt.

Store dele af Socialdemokratiet, med Sass-Larsen i spidsen, hader af et godt hjerte, hvad man betragter som De Radikales humanistiske selvfedme.
____________________

 

FOR DET ANDET skal S endegyldigt have sat De Radikale på plads. Store dele af Socialdemokratiet, med Sass-Larsen i spidsen, hader af et godt hjerte, hvad man betragter som De Radikales humanistiske selvfedme. At Sass, med sin S-SF akse, selv gødede bunden for Margrethe Vestagers historiske hævntogt i det sorte tårn i 2011, er tilsyneladende glemt. De Radikale kostede i mange socialdemokraters øjne SR-regeringen valgsejren i 2015. Den utvetydige omfavnelse af Venstre og DF´s indvandrer- og justitspolitik er en kærkommen og mærkbar payback til de illoyale radikale, som man aldrig igen vil se som storebror i et rødt flertal.

UDFORDRINGEN for Mette Frederiksen består nu i, at søge forbrødring og tillid hos de mange DF-vælgere, som ud fra en fordelingspolitisk tilgang slet ikke hører hjemme på højrefløjen, samtidig med at hun får genskabt fortællingen om Socialdemokratiet som velfærdsstatens bærende parti. Fortællingen gik tabt et sted mellem murens fald og Tony Blairs såkaldte ”tredje vej”, hvor markedet og Bjarne Corydons konkurrencestat udmanøvrerede fællesskabet som Socialdemokratiets ledestjerne. Befriet for den symbolpolitiske katastrofe som Helle Thorning Schmidt´s regering med sænkning af selskabsskatten, SU-massakren og udsalget af de statsejede DONG-aktier, reelt var for partiet, er vejen kridtet op for den idépolitiske diskussion, som efter mange år i skammekrogen kan være med til at skabe en tiltrængt kant til de borgerlige.

Men spørgsmålet er, om Mette Frederiksen finder, at fordelene ved at pudse den ideologiske glorie står mål med risikoen? Vejen back to basics indeholder nemlig mange faldgruber som gør det åbenlyst svært for hende at fyre op under de gamle paroler.

Den utvetydige omfavnelse af Venstre og DF´s indvandrer- og justitspolitik er en kærkommen og mærkbar payback til de illoyale radikale, som man aldrig igen vil se som storebror i et rødt flertal.
____________________

 

Thornings udsalg til De Radikale og Venstres ualmindeligt professionelle løftebrudskampagne viste nemlig, at socialdemokratiske ledere fortsat skal være forsigtige med at have et standpunkt til man tager et nyt. Af samme grund er Mette Frederiksen, som selv var en af Thorning-regeringens mest centrale ministre, nødt til – i hvert fald en tid endnu – at forsvare SR-regeringens politik, hvis hun skal fastholde den høje troværdighed hun har i mange vælgeres øjne. Medmindre hun virkelig har ladet sig forblænde af Corydons konkurrencestat, og i øvrigt vil stille sig tilfreds med at Socialdemokratiet vedbliver at ligge mellem 20-25% i meningsmålingerne?

Dansk Folkeparti er og bliver dog jokeren for S. DF´s satsning på en social og fordelingsorienteret profil, får det stadigt sværere i selskab med Venstre og det topskattefikserede Liberal Alliance. Et samarbejde med en S-regering efter næste valg, synes derfor ikke usandsynlig. Men netop dette socialdemokratiske drømmescenarie – at Mette Frederiksen kan kopiere Løkkes smidighedsstrategi og udnytte den smalle regerings mulighed for forskellige flertalskonstellationer – betinger dog, at S holder sig på dansk politiks smalle midtersti.

Et venstredrejet Socialdemokrati risikerer nemlig at blive det figenblad Thulesen Dahl kan bruge som undskyldning for, at han også efter næste valg lægger sine æg i Løkkes kurv.

DF´s satsning på en social og fordelingsorienteret profil, får det stadigt sværere i selskab med Venstre og det topskattefikserede Liberal Alliance. Et samarbejde med en S-regering efter næste valg, synes derfor ikke usandsynlig.
____________________

 

Mette Frederiksens udfordring i 2016 består således i et svært valg. Enten at vende tilbage til en revideret fortid med høj ideologisk cigarføring – og hvem ved, måske er tiden faktisk ved at løbe ud for vælgernes tro på liberalismens lyksaligheder? Eller en fortsættelse af den moderate centrumhøjre-kurs, selvom den kurs de sidste ti år har lignet en blindgyde for S´ drøm om at vende tilbage til fordums mandattal. Valget bliver ikke lettere af, at centrumhøjre-kursen som sagt kan vise sig at være forudsætningen for, at DF vil pege på en S-regering. Endelig skal man ikke underkende, at et mere højredrejet S gør det mindre åbenlyst, at man atter står tilbage i bar røv hvis man endnu engang skulle ende med at blive blackmailet af De Radikale efter en kommende rød valgsejr.

Spørgsmålet er med andre ord, om Mette Frederiksen på den lange bane vil satse på at blive en af partihistoriens store ledere – eller hun blot vil stille sig tilfreds med at blive statsminister?

Spørgsmålet er med andre ord, om Mette Frederiksen på den lange bane vil satse på at blive en af partihistoriens store ledere – eller hun blot vil stille sig tilfreds med at blive statsminister?
____________________

 

ILLUSTRATION: S-kongres [foto: Mads Nissen/Polfoto]