26.09.2016

Migrantkrisen har sat Tysklands politiske landskab i skred. Hvem bliver revet med? Merkels politiske liv kan nærme sig afslutningen.

Analyse af Uffe Gardel

Nu er det alvor: Det tyske politiske landskab er i opløsning, og vælgerne er i drift. Midt i det hele står en stadig mere vantro og desorienteret forbundskansler Merkel.
For nylig var der valg i Mecklenburg-Vorpommern, og søndag valgte Berlin nyt bystyre, Abgeordnetenhaus.

Begge steder gik både SPD og CDU kraftigt tilbage. Det nye højreparti, Alternative für Deutschland, kom ind med 21 procent i Mecklenburg-Vorpommern og 14 procent i Berlin. I Mecklenburg-Vorpommern er AfD større end CDU, i Berlin næsten lige så stort.

Den pressede kanslers svar kom allerede mandag på en pressekonference, som blev en af de mere bemærkelsesværdige i Tysklands historie. Merkel begyndte nemlig at holde en tale, og det lød som om hun erkendte sine fejl:

”Også jeg har i lang tid gerne ville forlade mig på Dublin-processen (tilbagesendelse af asylansøgere til det EU-land, de først er registreret i, red.), som enkelt sagt ville have fjernet problemet fra os tyskere. Det duede ikke. Hvis jeg kunne, ville jeg skrue tiden mange, mange år tilbage, så jeg og hele regeringen og alle andre med et ansvar kunne have forberedt os bedre på den situation, som vi i sensommeren 2015 stod ret uforberedte på. Siden da har vi af al magt bestræbt os på at forme, regulere og styre tingene.”

Citatet siger ganske meget om Merkels måde at arbejde på: Tingene skal ordnes, styres og reguleres, og den eneste fejl, hun reelt indrømmer, er, at hun ikke havde forberedt sig. Men selv det må have været en overvindelse at indrømme for en politiker, der er kendt for at analysere på nærmest videnskabelig vis, før hun træffer en beslutning. Som hun så står fast på.

”Folk interesserer sig ikke mere for fakta, de følger kun deres følelser.” Angela Merkel
_______

 

Hvad hun derimod ikke sagde noget om, det er, hvorfor vælgerne reagerer så stærkt på migrantkrisen. At vælgerne i en delstat som Mecklenburg-Vorpommern, en af de delstater som har absolut færrest asylsøgere og flygtninge, reagerer så stærkt på migrantbølgen. Det forstår Merkel ikke.

”Folk interesserer sig ikke mere for fakta, de følger kun deres følelser,” sagde hun.

Ny virkelighed i Tyskland
Man har vidst længe, at noget afgørende var på vej i tysk politik.

Meningsmålingsinstitutterne har således løbende, uge for uge, fortalt os om AfD’s tiltagende styrke. Men én ting er meningsmålinger, og én ting er et enkelt delstatsvalg eller to. En anden ting er virkeligheden. Efter sidste weekend har vi nu fem delstatsvalg at kigge tilbage på i år. Og alle steder har vælgerne placeret AfD som en betydelig politisk kraft.

De to seneste lokalvalg – landdagsvalget i lille Mecklenburg-Vorpommern og valget til Abgeordnetenhaus i Berlin – gav for så vidt ingen nye oplysninger om partiernes styrkepositioner. Men konkrete valgresultater er alligevel noget andet end meningsmålinger; valgresultater er virkelighed.

Virkeligheden er, at de to gamle folkepartier, socialdemokratiske SPD og kristendemokratiske CDU, er historisk svækkede
_______

 

Og virkeligheden er, at de to gamle folkepartier, socialdemokratiske SPD og kristendemokratiske CDU, er historisk svækkede. Og at der samtidig har etableret sig et nyt højreparti i Tyskland, et parti til højre for CDU/CSU. CSU har historisk set det som en del af sin eksistensberettigelse at sikre, at der ikke opstår sådan et højreparti, selv om partiet selv kun opstiller i Bayern. Men nu er det her.

Det foruroliger CSU dybt. Det bayerske unionsparti har igen og igen krævet en skrappere kurs af Merkel; partiet har krævet internering af asylsøgere i særlige zoner ved grænsen, og det har krævet en fast overgrænse for flygtningemodtagelse.

Partiets leder, den bayerske regeringschef Horst Seehofer, har advaret mod, at man gav plads til et nyt højreparti, og han har advaret om, at unionspartierne CDU og CSU vil falde under 30 procent ved det forbundsdagsvalg, som skal holdes i dette efterår. Det første har han fået ret i, og det sidste kan snart blive virkeliggjort. CDU/CSU ligger kun lige over 30 procent i meningsmålingerne, og tendensen er faldende. Ved valget i 2013 fik unionspartierne 41,5 procent af stemmerne.

Hvem er AfD
Jeg blev for nylig spurgt, om AfD er bekymrede borgere eller nationalistiske ekstremister, og mit svar er, at AfD er begge dele. Jeg mødte selv en stor del af medlemmerne i AfD’s delstatsorganisation i Schleswig-Holstein i foråret 2013, og de mindede mig mest end det hedengangne danske midterparti Centrumdemokraterne: Pæne mennesker i pænt tøj, advokater og lægesekretærer, håndværksmestre og skolelærere, tidligere CDU-vælgere som simpelt hen syntes, at tingene havde taget en forkert drejning. Dengang var det eurokrisen, som bekymrede, men partiet har siden været igennem et lederskifte og en profilændring, og i dag er det primært migrantkrisen, som optager AfD.

Og måske er AfD’s ret lille organisation blevet revet med af den menneskestrøm, man har sat i gang; storsejren i Mecklenburg-Vorpommern blev således vundet af en delstatsafdeling med omkring 500 medlemmer.

Men hvem stemmer så på AfD? Her viser analyserne, at det i høj grad er folk, som ikke stemte ved sidste valg. Både i Mecklenburg-Vorpommern og i Berlin kom næsten en tredjedel af AfD’s stemmer fra tidligere sofavælgere. Derudover har CDU, SPD og die Linke bidraget en del – nævnt i rækkefølge. Men samlet set var det kun hver syvende AfD-stemme i Mecklenburg-Vorpommern og hver sjette i Berlin, der kom fra en tidligere CDU-vælger. Det er ikke specielt CDU, som leverer vælgere til det nye parti; Hele det politiske landskab er i skred.

Et hus i München
Spørgsmålet er, om Merkel bliver revet med. I CDU er der spøgelsesagtigt stille. Ingen tunge navne kritiserer Merkel; det er højst blevet til et pip fra den ene af partiets fem næstformænd, Julia Klöckner, om at kommunikationen med vælgerne kunne være bedre. Klöckner selv er ikke længere nogen troværdig trussel, efter at hun i marts tabte valget i sin egen delstat Rheinland-Pfalz på grundlag af en Merkel-kritisk kurs.

Merkel har endnu ikke sagt, om hun overhovedet vil genopstille som kanslerkandidat i 2017. Hvis hun gør, vil det være en sensation, om hun tabte; i hele forbundsrepublikkens historie er det kun sket tre gange, at en siddende kansler er blevet fjernet ved et valg.

Merkel kan alligevel være i sit politiske efterår, på vej til at blive væltet af en folkelig reaktion, hun ikke forstår.

Lige nu synes forbindelsen mellem CDU og CSU at være det svageste punkt. Efter et lille års offentlige skænderier om migrantpolitikken står de to tvillingepartier nemlig længere fra hinanden, end de har gjort i en menneskealder, og i andet og tredje geled begynder CSU’ere at tale om at bryde med CDU – hvilket pludselig kunne give Tyskland endnu et nyt højreparti.

Merkel kan alligevel være i sit politiske efterår, på vej til at blive væltet af en folkelig reaktion, hun ikke forstår
_______

 

Sidst CSU brød med CDU, var i 1976 efter et tabt forbundsdagsvalg; bruddet, kaldet Kreuther Trennung efter stedet, beslutningen blev truffet, blev helet på et par måneder, men først efter at CSU havde truet med at opstille i resten af Tyskland, mens CDU gjorde sig klar til at rykke ind i Bayern. En del af forliget bestod i, at CSU-lederen Franz Josef Strauss blev CDU/CSU’s fælles kanslerkandidat ved det følgende valg, et valg som unionspartierne i øvrigt også tabte.

Lige nu er status, at CSU har indstillet skydningen. Seehofer og bayerne har besluttet at erklære sig meget, meget tilfredse med Merkels indrømmelser. I München vælger man at overse, at”indrømmelserne” handler om ting, der ligger mange år tilbage – nemlig da EU aftalte Dublin-proceduren – og ikke om beslutningerne sidste sommer. Man ser også bort fra, at Merkel stadig afviser at indføre den faste overgrænse på 200.000 asylsøgere pr. år, som CSU kræver; det ville være forfatningsstridigt, mener hun.

Måske er CSU skræmt af den advarsel, der forleden udgik fra en anden af CDU’s fem næstformænd, Volker Bouffier, ministerpræsident i Hessen:

”Hvis angrebene (fra CSU, red.) fortsætter, vil jeg anbefale at købe en ejendom i München,” sagde han. Og måske har man i CSU simpelthen indset situationens alvor: Det tyske politiske landskab er i opløsning, og ingen ud over yderfløjene vil vinde på, at man fremskynder processen. Stilheden i CDU kan have samme årsag; situationen er så ustabil, at ingen vil påtage sig ansvaret for at udløse ragnarok med et kup mod Merkel. ■

ILLUSTRATION: Angela Merkel. Foto: Michael Sohn/AP Photo/Polfoto