10.11.2016

Det nuværende oplæg til en task force på konventionsområdet er urealistisk og kan give bagslag, mener direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen.

Af Jonathan Tybjerg

Regeringen vil ifølge Politiken nedsætte en task force, der op til det danske formandsskab for Europarådet næste år, skal udfordre den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Task forcen, der vil bestå af embedsmænd fra justitsministeriet og udenrigsministeriet, skal gøre op med den ”dynamiske fortolkning” af konventionerne, som ifølge regeringen giver menneskerettighedsdomstolen for vide rammer. Det er endnu uvist, hvad resultatet skal være, men en af mulighederne er en tillægsprotokol, der skal forhindre domstolen i at blokere for nye stramninger i udlændingeloven. Direktør i Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, mener det er vigtigt, at vi diskuterer konventionen og domstolen, men det nuværende oplæg er urealistisk og kan give bagslag.

RÆSON: Ifølge Politiken er et muligt slutprodukt for task forcen, at man vil have lave en tillægsprotokol til konventionen, så domstolen ikke kan blokere for stramninger i den danske udlændingepolitik. Hvor realistisk vurderer du, at det er, at få lavet en tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention?

Det, tror jeg, er meget urealistisk. Og det baserer jeg på, at da Storbritannien i 2011 begyndte at lægge op til væsentlige ændringer af domstolen i opløbet til Brighton-erklæringen (planer om reform af domstolen fra 2012, red.), mødte de betydelig modstand, når de ville ændre noget konkret ved domstolens praksis, mens man mødte forståelse for forslag på det generelle plan om at overlade et større spillerum til nationalstaterne. Hvis en dansk regering nu kommer og vil ændre konkrete områder ifht. sociale ydelser eller udvisninger, vil man meget hurtigt møde modstand.

Jeg synes, det er et relevant projekt at udfordre magtbalancen mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de nationale myndigheder. Jeg synes dog, at man med det nuværende forslag går for langt og vil bore huller i menneskerettighederne. Det vil også skade den diplomatiske dagsorden ifht at få ændret nogle mere generelle ting ved domstolen.

Jeg synes dog, at man med det nuværende forslag går for langt og vil bore huller i menneskerettighederne
_______

 

RÆSON: Hvor vil Danmark finde støtte og modstand ift. en tillægsordning?

Den nyere forskning viser, at det kun er i få lande, hvor der er en egentlig politisk diskussion om domstolen. Det er lande som Storbritannien, hvor det er udtryk for en klassisk EU-skepsis; Ungarn, hvor det føres an af premierminister Victor Orban; og lidt overraskende Schweiz, der dog som ”alpeland” har tradition for at isolere sig lidt.

En række andre lande bakkede også op om Storbritanniens forsøg på at reformere, mens Tyskland, Polen, Belgien og Tjekkiet ikke ville bidrage til at stække domstolens uafhængighed. Der er dog en bred enighed om, at man må debattere, hvordan balancen bliver bedre, og domstolen kan give mere råderum til de nationale myndigheder.

RÆSON: En del af diskussionerne om balancen og råderummet vedrører domstolens dynamiske fortolkning af konventionen, der betyder, at konventionen ikke skal tages ord for ord, men fortolkes efter de nutidige forhold. Formålet med regeringens task force skulle efter sigende være at gøre op med den dynamiske fortolkning. Hvilken rolle spiller den dynamiske fortolkning i den europæiske menneskerettighedskonvention?

Den spiller en meget væsentlig rolle, man dog heller ikke skal overdrive. Den dynamiske fortolkning sørger på den positive side, for at tiden ikke løber fra konventionerne, og at de ikke bliver forældet. I international ret overlader man det i praksis til juristerne at justere den oprindelige fortolkning. Så selvom konventionen blev vedtaget i 1950, følger den udviklingen, så f.eks. homoseksuelles rettigheder blev indfortolket i løbet af 1980’erne.

På den mere kritiske side bliver den dynamiske fortolkning problematisk, hvis domstolen går for langt, i forhold til hvad landene synes er fornuftigt, eller hvis domstolen farer for hurtigt frem og dømmer for noget, der er for småt. Det skaber en modstand over for domstolen.

Man skal dog heller ikke overdrive betydningen af den dynamiske fortolkning. De ting, som Danmark vil have ændret med udvisninger og sociale ydelser, har ikke noget at gøre med den dynamiske fortolkning, men med det konkrete spillerum.


RÆSON: Du siger, at regeringen ikke vil have succes med at være så konkret i det, den vil ændre, og at den dynamiske fortolkning ikke har noget at gøre med det, de egentlig vil ændre. Hvor burde regeringen så tage fat?

Der er to ting, man kunne tage fat på. Det ene er, at domstolen har virkelig mange sager. Den har allerede gjort meget for at afvise de sager, der faldt uden for skiven. Der er dog stadig en pukkel på 70.000 sager, hvor i hvert fald de 30.000 er reelle sager, der skal behandles ordentligt. For et år siden sagde domstolen, at de kan klare det på otte år, hvis den får tilført 30 millioner kr. ekstra.

Der er dog stadig en pukkel på 70.000 sager, hvor i hvert fald de 30.000 er reelle sager, der skal behandles ordentligt. For et år siden sagde domstolen, at de kan klare det på otte år
_______

 

Det mener jeg ikke er en hensigtsmæssig løsning, fordi Europarådets regeringer har besluttet, at man ville se på sagerne i 2019. Domstolens forslag viser, at domstolen ikke kan håndtere puklen af sager inden for den nuværende ramme. Derfor må man have færre sager, enten ved at løse flere ting i landene eller ved opstille en højere barre for, hvornår menneskerettighedsdomstolens ressourcer kan bruges på det.

Det andet punkt er råderummet. Her må man få det til at fungere bedre, så de nationale myndigheder får mere plads og en mindre stram spændetrøje. Der er områder, hvor domstolen allerede giver et mere råderum, og der må man se, om man kan gøre noget mere.

Hvis regeringen skal have held til at få en god debat om de spørgsmål, kræver det, at man tager en stilfærdig og diplomatisk vej. Man er nødt til at rejse spørgsmålet inden for de rammer, der er i Europarådet, og man skal erkende, at vi ikke kan ændre det her selv. Hvis man spiller for skingert og konkret ud, og Danmarks forslag derfor bliver banket i jorden, så mister Danmark muligheden for at komme igennem med generelle ændringer. Så jeg ville skrue ned for den politiske retorik om rettighedernes kerne og den dynamiske fortolkning for i stedet at tage en diplomatisk og faglig diskussion inden for de rammer, hvor man stadig kan skrue på mange knapper.

Hvis man spiller for skingert og konkret ud, og Danmarks forslag derfor bliver banket i jorden, så mister Danmark muligheden for at komme igennem med generelle ændringer
_______

 

RÆSON: Hvis regeringen lykkes med en tillægsprotokol, kan det så blive starten på en glidebane ift. vores eget retssamfund og frihedsrettigheder?

Ja, det kan det, for hvis man lukker op for at fjerne konkrete rettigheder på for eksempel udvisningsområdet, kan det være, at andre kommer med ændringer til noget, vi gerne selv vil beholde. Så Danmark kan komme i en situation, hvor vi skal give afkald på noget for at få det her igennem.

Sidst man havde den her diskussion i 2005, konkluderede daværende justitsminister Lene Espersen, at det ville være mere skadeligt end gavnligt, fordi alle andre vil komme og have alt muligt andet ændret. Men det er altså det, man trods den risiko vil forsøge nu.

Men den samme glidebane kan vise sig, selv om man kun forsøger med en generel påvirkning af Danmarks spillerum. Hvis man vil have større råderum til de nationale myndigheder, så koster det på beskyttelsen af alles frihedsrettigheder. Nogle vil kalde det glidebane, andre vil kalde det ønskeligt.

Hvis man vil have større råderum til de nationale myndigheder, så koster det på beskyttelsen af alles frihedsrettigheder
_______

 

RÆSON: De indvandringskritiske partier peger ofte fingre af konventionerne, når de ikke kan få lov til at stramme nok. Hvilken betydning har den europæiske menneskerettighedskonvention haft for den politik, der er blevet ført i Danmark?

Jeg vil sige, at det har haft rigtig stor betydning. Hvis man går tilbage i tiden, har eksistensen af menneskerettighedskonventionen været et værn, der har legitimeret, at politikerne kunne gå, så langt de kunne, uden at de behøvede at begrunde det politisk. På den måde har det været en undskyldning for ikke at træffe en beslutning om, hvad grænsen skulle være. Da SR-regeringen for første gang laver udvisningsstramninger i 1996, så strammer de bare så meget de kan inden for konventionerne. Det samme skete med asylreglerne i Anders Fogh Rasmussens periode som statsminister. Der var ikke de store politiske diskussioner, så menneskerettighedskonventionen har sørget for, at strammerdiskursen var nemmere, fordi der allerede var sat nogle klare grænser. Det kaldte fx Birthe Rønn Hornbech for ansvarsforflygtigelse, fordi politikerne smurte ansvaret af på de danske domstole.

Den anden konsekvens er, at dem der ville stramme rigtig, rigtig, hårdt, de er blevet standset. I starten var det primært Dansk Folkeparti. For dem har konventionerne den negative funktion, at det stopper dem. Der er man nu nået til stedet, hvor det ikke er nok at spille til kanten eller puffe til grænser, men vil tegne en ny bane op.

Der skal man huske, at Danmark har altid understøttet eksistensen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kæmpet for at reformere den og støttet den økonomisk, når der var brug for det. Danmark har aldrig sagt fra, og nu kommer vi så og siger, vi vil lave det om.

Vi skal huske, at det danske politiske system har både et medsansvar og en ære for, at domstolen er der, hvor den er, men man må derfor også tage konsekvenser af for stramme bindinger fra domstolen. Som demokratisk borger og direktør for Institut for Menneskerettigheder, synes jeg, det er fornuftigt at debattere domstolens grænser. Uden den debat kan man hurtigt miste den politiske opbakning, og uden den kommer vi hurtigere til det punkt, hvor for mange siger, at vi skal helt ud af konventionerne. Det risler mig koldt ned ad ryggen, når der er lande og befolkninger, der siger, at de vil ud af konventionerne. For at bevare stærke menneskerettigheder, må vi have en noget slankere europæisk menneskerettighedsdomstol, der griber ind lidt senere. ■

Det risler mig koldt ned ad ryggen, når der er lande og befolkninger, der siger, at de vil ud af konventionerne
_______

 

Hør også vores podcast med Jonas Christoffersen, hvor vi går i dybden med konventionernes rolle for dansk flygtninge- og indvandringspolitik.

ILLUSTRATION: Jonas Christoffersen. Foto: Pressefoto