25.07.2016

Den seneste uges klapjagt er den mest bekymrende udvikling for Tyrkiets demokrati siden 1980.

Af Mathias Findalen

Selvom Erdogans behandling af sine kritikere ikke er ny, og ofte har mødt udbredt modstand, synes hans tilhængerbase kun at være vokset siden i fredags. For Erdogan og hans støtter viste fredagens kupforsøg, at AKP-regeringens undertrykkelse af oppositionel modstand over de senere år faktisk har virket. Som mange i Tyrkiet bemærker, ville kupforsøget være lykkedes, hvis ikke det var fordi modstandere var blevet ryddet af vejen over de senere år.

Fredag nat var ikke første gang, at Erdogan var i konflikt med militærets politiske magt. Tre partier, han har været aktiv i, er blevet lukket ned af militæret. I 1999 blev han selv fængslet i fire måneder, efter han nogle år tidligere som Istanbuls borgmester havde citeret et digt, der havde religiøse undertoner. I 2007 fremførte militæret igennem det såkaldte ”E-kup” en række trusler på internettet. Det påpegede, at det ser sig selv som den standhaftige forsvarer af sekularisme – parat til at demonstrere sin rolle og holdning, når som helst det bliver nødvendigt. Man ville forhindre parlamentets valg af den daværende udenrigsminister Abdullah Gül (AKP) til ny præsident. Det mislykkedes.

Lige siden Erdogan kom til magten i 2003 har han – ofte i det skjulte – kæmpet for at formindske militærets magt
_______

 

Erdogan vs. Gülen
Lige siden Erdogan kom til magten i 2003 har han – ofte i det skjulte – kæmpet for at formindske militærets magt. I 2007 påbegyndte han – sammen med den i USA bosiddende tyrkiske imam Fethullah Gülen – et samarbejde en grundig udrensning af militæret, hvor hundrede af mediefolk og prominente militærgeneraler blev anholdt, beskyldt for at ville styrte regeringen. Sagen gik under navnet ”Ergenekon” – et navn, der henviser til et mytisk land i Centralasien, hvor det tyrkiske folk ifølge myten havde sin oprindelse.

Ikke alene er Fethullah Gülen ikke længere Erdogans allierede – og betragter ham i dag som en større modstander end militæret. Efter kupforsøget i fredags har Erdogan derfor igen bedt USA om at udlevere Gülen – som han mener var indblandet i kupforsøget – fra sin bopæl i Pennsylvania. Erdogans kamp mod Gülen har for alvor stået på siden 2013, hvor en række dommere fra Gülen-bevægelsen lod fire AKP-ministre anholde med beskyldninger om korruption og hvidvaskning af penge. Efterfølgende beskyldte AKP Gülen-bevægelsen for at ville undergrave staten. Tusinder af folk i politiet og dommerstaben med relation til Gülen blev derefter fyret eller arresteret.

På nuværende tidspunkt hersker der i Tyrkiet udbredt uenighed om hvorvidt Gülen var involveret i fredagens kupforsøg. Selvom der stadig ikke er fremlagt klare beviser påpegede den anerkendte tyrkiske skribent Mustafa Akyol – der normalt ikke er bleg for at kritisere Erdogan- forleden på net-mediet Al Monitor, at det er velkendt, at Gülens filosofi hersker i hæren. Ifølge Akyol tyder meget på en alliance mellem soldater med forbindelser til Gülen-skolerne, og den gamle garde af stærkt sekulære officerer og generaler. Det er to grupperinger, som tidligere har været fjender, men som i givet fald har set en alliance som en nødvendighed i deres sidste forsøg på at forhindre Erdogan i at skabe et system med endnu stærkere magtbeføjelser. Omvendt mener andre observatører, at en så indflydelsesrig figur som Gülen næppe kunne stå bag et så dårligt udført kupforsøg, og at det går mod hans filosofi, netop fordi Gülen selv har været modstander af militæret og i sin tid flyttede til USA bl.a. pga. adskillige konfrontationer med militæret, der beskyldte ham for anti-sekulære aktiviteter.

De ansvarlige bag kuppet må dog have vidst, at der var stor sandsynlighed for, at det ikke ville lykkes – Erdogans magtbase er på nuværende tidspunkt for stor. Men flere af de officerer, som er anholdt som kup-plottere stod alligevel til at blive fyret i august, hvor en ny stor udrensning i militæret stod til at finde sted. De har muligvis håbet på, at dele af befolkningen ville vende sig mod Erdogan under kupforsøget – som man så i Egypten for et par år tilbage.

Erdogan har vidst, at et militærkup kunne finde sted og fredagens begivenheder viste også, at han har haft et stærkt apparat klar, der kunne igangsættes, hvis det skete
_______

 

Den seneste klapjagt
Siden kupforsøget har der gået rygter om at det var orkestreret af Erdogan. Dette er dog svært at forestille sig, og man kan tvivle om sådan en planlægning kunne foregå uden, at delelementer var blevet lækket. Som da et bånd et par år tilbage blev lækket til pressen – her kunne man høre Tyrkiets udenrigsminister som efter al sandsynlighed var i samråd med militærstaben om at orkestrere falske angreb fra Syrien, så et angreb på Syrien kunne legitimeres.

Erdogan har vidst, at et militærkup kunne finde sted og fredagens begivenheder viste også, at han har haft et stærkt apparat klar, der kunne igangsættes, hvis det skete. Ifølge adskillige tyrkiske medier blev kupforsøget lækket til efterretningsvæsenet flere timer før det gik i gang, og de kunne derfor nå at klargøre beredskabet.

I internationale medier møder man undren over, at Erdogan allerede dagen efter kupforsøget havde en liste klar med navnene på 2700 dommere som skulle afskediges. Sådan er det Tyrkiet, vi ser i dag. Som den engelske journalist i Tyrkiet Andrew Finkel skrev så rammende i The Guardian forleden, har Tyrkiet allerede undergået et ’slowmotion’-statskup i mange år, udført af Erdogan selv. Siden i lørdags er over 50.000 soldater, dommere, lærere, universitetslektorer og politifolk blevet afskediget, suspenderet eller arresteret. Over 100 af hærens admiraler og generaler er blevet arresteret. 21.000 er blevet fyret alene i uddannelsessektoren, og akademikere har fået udrejseforbud, hvor der frygtes retssager mod flere af dem. En stor del er i større eller mindre grad muligvis associeret med Fethullah Gülen, men man kan tvivle på om alle i så fald har været med i en stor sammensværgelse mod Erdogan, eller ’blot’ kritikere af Erdogans enevælde.

Den seneste uges klapjagt er den mest bekymrende udvikling Tyrkiets demokrati har oplevet siden 1980 (det var under militærkuppet i 1980, at militæret slog hårdt ned på den demokratiske kultur i landet og anholdte tusinder af borgere). Erdogans mål er tydeligt: At forhindre al modstand inden han gennemtrumfer det præsidentielle system. Et sådan systemskifte kræver en forfatningsændring – som 330 medlemmer af parlamentet skal sende til folkeafstemning. AKP har pt. kun 317 af de 550 medlemmer. Der snakkes i Tyrkiet i disse dage allerede om et valgt til efteråret.

Hvor står Tyrkiets befolkning?
Selvom Erdogans nye jerngreb rettet mod al form for opposition i landet udstiller den dybe splittelse mellem pro og anti-Erdogan-grupper, har iagttagere fremhævet det som positivt, at befolkningen netop sagde fra overfor militæret. Protesterne lød nemlig også fra oppositionen i parlamentet og store dele af civilsamfundet, der ellers har mange grunde til at afsky AKP-regeringen.

I dag er én samlet tyrkisk befolkning dog svær at få øje på. Mange borgere som godt nok ikke støtter et militærkup følte sig i fredags fastklemt mellem Erdogan- loyalisterne og hæren. Som en universitetsstuderende i Istanbul sagde i lørdags: ”Jeg støtter ikke et militærkup, men jeg havde heller ikke lyst til at gå på gaden med Erdogans folk, da der ikke eksisterede andet end had fredag nat, og jeg frygtede for mit liv”.

Over 100 civile blev dræbt af militæret. Men forløbet viste samtidig en ny bekymrende udvikling i det tyrkiske samfund, som er skabt af Erdogans barske retorik. Blandt Erdogan-loyalister blandes en stringent nationalisme med en konservativ sunni-islamisk identitet. Det er en ideologisk kombination, der hos Erdogan ikke inviterer nogle former for minoriteter til at deltage i samfundet. Ligesom hans autoritære tendenser bekymrer kritikere, påpeger flere af dem den stigende italesættelse af den sunni-muslimske identitet i landet. Som tidligere medlem af regeringspartiet, men i dag regeringskritiske Dengir Mir Mehmet siger: ”Det nye Tyrkiet er blevet et land for sunni-muslimsk tænkning”. Det stemmer overens med den religiøse polarisering, der hersker i landet, og som faktisk ikke er unik for AKP-regeringen, men som historisk altid har eksisteret i landet. Flere minoriteter føler ikke, at den tyrkiske nation beskytter deres interesser.

Det er den religiøse-nationalistiske fløj Erdogan taler til, når han forleden advarede om, at dødsstraf kan bliver en realitet. Det handler om at vise sig fra sit publikum – sine tilhængere, som faktisk ønsker kupmagerne straffet med døden – at han er demokratiets mand, der lytter til befolkningen.

Blandt Erdogan-loyalister blandes en stringent nationalisme med en konservativ sunni-islamisk identitet
_______

 

Udfordringerne for Erdogan
Om han er villig til at ofre internationalt samarbejde for at genetablere dødsstraf er svært at vide på nuværende tidspunkt. Tyrkiet er på vej ind i en økonomisk krise, hvor han er afhængig af Europa. Flygtningeaftalen er et godt forhandlingskort, som han nok ikke vil skille sig af med i første omgang. Desuden vil han nødig stå med over 3 millioner flygtninge alene uden at kunne hente bistand fra EU.

Det er svært at vurdere status for samarbejdet omkring nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Efter kuppet er det kommet frem, at generalen for Incirlik-basen i Tyrkiet, hvor koalitionens styrker har baseret en del af de kampfly, der bekæmper IS, var en af kupmagerne. Dette forstærker Erdogan-tilhængers idé om, at USA var involveret i kuppet, men det får på nuværende tidspunkt ikke konsekvenser for samarbejdet med amerikanerne, da de to nationer er for afhængige af hinanden i kampen mod IS (i år har IS-celler i Tyrkiet udført flere terrorangreb i landet).
Derimod er det helt klart, at Tyrkiet er økonomisk presset. Udenlandske investeringer fra EU holder sig stigende grad væk efter det seneste års voldsomme terrorangreb. Turismen er faldet drastisk, ikke kun fra Europa, men også på grund af. den seneste konflikt med Rusland – hvor Putins sanktioner mod Tyrkiet har medført et fald i turismen på intet mindre 98 procent for russiske turister.

En styrkelse af demokratiet i Tyrkiet er i disse stunder svær at forestille sig. Flygtningeaftalen har vist, at det internationale samfund ikke er parat til at lægge pres på AKP-regeringen. Omvendt kan man dog også tvivle på om Erdogan kan beholde magten i længden på baggrund af det seneste års politiske og økonomiske krise. En mere markant del af befolkningen er dødtrætte af at leve i et land, hvor usikkerheden er blevet så markant. Minoriteter lever i stor frygt, der hersker borgerkrigslignende tilstande i Sydøsttyrkiet, flygtningesituationen har medført en enorm paralleløkonomi og derfor bidraget til stigende arbejdsløsheden. Det er nu heller ikke mere end 3 år siden, at millioner vis af borgere gik på gaden i utilfredshed med Erdogans stadig mere autoritære metoder. ■

Det er ikke mere end 3 år siden, at millioner vis af borgere gik på gaden i utilfredshed med Erdogans stadig mere autoritære metoder
_______

 

ILLUSTRATION: Demonstration for Erdogan på Bosphorus-broen i Istanbul, 21. juli 2016 [foto: Tola Sezgin/NARPhotos/ABACAPRESS.COM/Polfoto]