01.06.2016

Obama åbner debatten om sit internationale eftermæle:

Den mest afgørende dag i Barack Obamas tid som præsident er fredag den 30. august 2013. Ni dage tidligere var 1.400 civile blevet myrdet med saringas i Damaskus. Obamas ʼrøde linjeʼ fra 2012 var blevet overtrådt, og USA var klar til at straffe Syriens diktator Bashar al-Assad: ”Når over tusinde mennesker bliver dræbt, herunder hundredvis af uskyldige børn, med et våben, som 98 eller 99 pct. af menneskeheden siger ikke bør anvendes, selv i krig, og der ikke er nogen handling, så sender vi et signal om, at de internationale normer ikke betyder meget. Og det er en trussel for vores nationale sikkerhed,” sagde Obama. ”Hr. Præsident. Har du truffet en beslutning om Syrien?” havde en journalist spurgt. Det havde han. Svaret var krig.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkom 26. maj.

AF Mathias Bay Lynggaard

Det troede både amerikanernes allierede, amerikanske politikere og præsidentens egne folk. Den eneste, der havde talt imod en militær intervention på møder i det nationale sikkerhedsråd, var Det Hvide Hus’ stabschef, Denis McDonough, der havde haft jobbet i et halvt år. Alle andre mente, det var i USA’s interesse at angribe Assad. Vicepræsidenten, Joe Biden, havde argumenteret for, at ”store nationer ikke bluffer”. Udenrigsministeren, John Kerry, havde talt for angrebet i stærke vendinger: ”Det hænger direkte sammen med vores troværdighed, og om lande stadig tror på USA, når vi siger noget. De holder øje med, om Syrien kan slippe afsted med det. For så kan de måske også sætte verden i større fare,” sagde den amerikanske udenrigsminister fredag den 30. august 2013 i en tale halvanden time før Obamas bemærkninger. Beslutningen var truffet. Næste dag skulle USA endnu en gang i krig i Mellemøsten.

Vicepræsidenten, Joe Biden, havde argumenteret for, at ”store nationer ikke bluffer”. Udenrigsministeren, John Kerry, havde talt for angrebet i stærke vendinger: ”Det hænger direkte sammen med vores troværdighed, og om lande stadig tror på USA, når vi siger noget.
____________________

 

Hvornår begynder vi at bedømme den amerikanske præsidents udenrigspolitiske eftermæle? Nu, lyder hans eget svar. Obama har selv åbnet for diskussionen – med flere lange samtaler, han har ført med journalisten Jeffrey Goldberg fra magasinet ʼThe Atlanticʼ, hvis forsidehistorie i april bar titlen: The Obama Doctrine. Her fortæller Obama, hvordan han ser verden: Mellemøsten er et morads, amerikanerne skal undgå. Det er en region, som bliver stadig mere irrelevant for USA’s økonomi takket være den amerikanske energirevolution. Terrorangreb er en overvurderet trussel, der igen og igen trækker opmærksomheden væk fra de langsigtede og mere vigtige udfordringer: Asien og kampen imod klimaforandringer. Europa er en kilde til stabilitet i verden, mener Obama, der til gengæld ærgrer sig over, at vi skal holdes i hånden af amerikanerne, når det brænder på.

Obama synes at være tilfreds med sine egne beslutninger. De fejl, der er begået i hans tid på den internationale arena, er andres. Amerikanernes allierede trækker ikke deres del af læsset. Og både de uafhængige udenrigspolitiske eksperter og hans egne rådgivere og ministre er alt for glade for militære løsninger på verdens problemer. Amerikanerne får mere ud af diplomati og samhandel end trusler og soldater. Kun en direkte trussel imod USA bør få amerikanerne til at bruge den magt, der følger med at have verdens suverænt stærkeste militær, ved at sende amerikanske soldater i krig.

Beslutningen, der definerede en præsident
Efter at han og Kerry havde talt den 30. august 2013, gik Obama senere en tur på en time ved Det Hvide Hus sammen med Denis McDonough – den eneste i hans inderkreds, der var imod angrebet i Syrien. Da de vendte tilbage til det ovale værelse, gav Obama ordren: Angrebet næste dag var afblæst. Selvom han ikke var tvunget til det, ville han sende beslutningen til afstemning i Kongressen.

Den mest tungtvejende grund til at afblæse angrebet for præsidenten var, at missilangreb hverken ville kunne ødelægge de kemiske våben eller slå Assad ihjel. Det ville styrke Assad, at han efterfølgende ville kunne bebrejde USA, at landet var gået i krig uden et FN-mandat. At Assad alligevel i dag står stærkere end dengang, spiller ikke en rolle for Obama, når han ser tilbage på beslutningen.

Susan Rice, daværende national sikkerhedsrådgiver, indvendte, at afblæsningen ville skade USA’s troværdighed. Hverken den daværende forsvarsminister, Chuck Hagel, eller udenrigsminister, John Kerry, var til stede til at kommentere beslutningen – de blev først orienteret om aftenen. Flere af USA’s allierede, store europæiske spillere som Storbritannien og Frankrig samt Jordan og Saudi-Arabien, blev både overraskede og skuffede.

Ruslands rolle
Forslaget om at angribe Assad fandt ikke opbakning i Kongressen. I stedet blev der i samarbejde med Rusland lavet en aftale om, at Assad skulle overgive alle sine kemiske våben, mens krigen fortsatte. Og Rusland ser også ud til at blive en del af en løsning i Syrien, efter at Vladimir Putin i 2015 gav omfattende luftstøtte til Assads regime. I 2014 lykkedes det Putin at annektere en del af Ukraine – og han er uden repressalier sluppet afsted med, at hans folk skød det civile fly MH17 ned. 298 døde. Alligevel mener Obama, at Ruslands rolle i verden er betragteligt formindsket. Hverken Putins annektering af Krim eller støtten til Assad ”gør ham til en spiller”, mener Obama: ”Forestillingen om, at Rusland på en eller anden måde er i en stærkere position nu, i Syrien eller i Ukraine, end de var, før de invaderede Ukraine, eller før han måtte indsætte militære styrker i Syrien, er en fundamental misforståelse af magt i udenrigsanliggender eller i verden generelt. Rigtig magt betyder, at du kan få, hvad du vil, uden at skulle udøve vold,” siger præsidenten til Jeffrey Goldberg.

Den store fejl
I april fortalte Obama Fox News, hvad han til gengæld selv betragter som sin største udenrigspolitiske fejl: krigen mod Libyen i 2011.

Da Det Arabiske Forår ramte landet, gik lederen Muammar Gaddafi på TV og talte om de rebeller, der krævede hans afgang: ”Der er tale om bander, rotter og lejesvende, som ikke repræsenterer det libyske folk. Når vi fanger jer, vil I tigge om nåde. Men vi vil være nådesløse.” De politiske ledere i Storbritannien, Frankrig og Danmark talte om at forhindre folkedrab, mens Obama erklærede, at han ”nægtede at vente på billeder af nedslagtning og massegrave”. Det var USA, der bestemte over operationen, siger Obama nu, selvom han dengang lod europæiske ledere få spotlyset i medierne. Den 21. marts 2011 gik NATO ind i landet med et FN-mandat i ryggen. Imens fastslog en undersøgelseskommission under FNʼs Menneskerettighedsråd, at al tale om folkemord var voldsomt overdrevet. Med Vestens støtte vandt rebellerne frem. Da Gaddafi blev dræbt, faldt hele statsapparatet sammen med ham, og landet blev kastet ud i kaos. En vestligt støttet overgangsregering skulle få landet på rette kurs. Det skete aldrig. I dag er Libyen et kaos med flere grupper, der gør krav på regeringsmagten, og islamiske fundamentalister, der indtager stadig flere områder. I september sidste år kritiserede Obama missionen under en tale i FNʼs Generalforsamling: ”Vores koalition kunne og skulle have gjort mere for at fylde tomrummet, der opstod,” sagde Obama dengang. I samtalerne med journalisten fra ʼThe Atlanticʼ forklarer Obama, hvorfor det ikke skete: ”På det tidspunkt [2011] har du Europa og en række golflande, der afskyr Gaddafi, som opfordrer til handling.” Han lægger dermed ansvaret over på sine europæiske allierede, som han anklager for at være ”gratister” – hvor USA’s tilbagetrukne ledelsesstil under den FN-sanktionerede mission i Libyen ifølge præsidenten selv var ”en del af anti-gratist-kampagnen”. ”Det, der har været en vane i de sidste adskillige årtier […] er, at folk presser os til at handle, men så viser en manglende vilje til selv at sætte noget på spil,” siger Obama til ʼThe Atlanticʼ om gratisterne i Europa.

”Når jeg spørger mig selv, hvad der gik galt, kan man kritisere mig. For jeg havde mere tiltro til, at europæerne, set i forhold til hvor tæt de er på Libyen, ville investere mere i opfølgningen,” siger han til ʼThe Atlanticʼ og kritiserer specifikt Storbritannien og Frankrig.

I dag er Libyen det, Obama offentligt kalder ”a mess” [et rod] og i private samtaler ”a shit show”. ISIS er i færd med at overtage landet, og amerikanerne har bombet der igen siden sommeren sidste år – nu med stigende intensitet og bidrag fra flere europæiske lande.

Brud med eksperterne
Samantha Power, der i dag er USA’s FN-ambassadør, er en af dem, der støttede Barack Obama, længe inden han blev præsident, på grund af hans udenrigspolitiske visioner. ”Barack Obama har ret i sin vurdering; den konventionelle lære er forkert. Vi har brug for en ny æra af hård, principfast og engageret amerikansk diplomati til at beskæftige sig med det 21. århundredes udfordringer,” skrev hun i august 2007, da hun sluttede sig til Obamas præsidentkampagne som udenrigspolitisk rådgiver. Dengang stod Hillary – med dobbelt så kraftig opbakning – til at vinde stort.

Men Obama blev præsident og bragte både sin ”rigtige dømmekraft” og Power med ind i Det Hvide Hus. Han gav hende i første omgang en plads i det nationale sikkerhedsråd. I december 2009 skulle Obama i Oslo takke for Nobels fredspris. I en Pulitzerpris-vindende bog har Power argumenteret for, at amerikanske politiske ledere i højere grad bør tage ansvaret for at lede militære interventioner, hvis det kan stoppe folkedrab. Den pointe forsøgte Power at overbevise Obama om, at han skulle bruge i sin nobeltale – men han afslog: ”Når det kommer til de nationer, der bryder regler og love, mener jeg, at vi skal udvikle alternativer til vold, der er hårde nok til rent faktisk at ændre adfærd – for hvis vi ønsker en varig fred, må det internationale samfunds ord betyde noget. De regimer, der bryder reglerne, skal holdes ansvarlige,” lød det i talen. Det tætteste, Obama kom på at give Power ret, var, da han i talen medgav, at ”passivitet tærer på vores samvittighed og kan føre til dyrere intervention senereˮ.

I sikkerhedsrådet diskuterede de to så intenst, at præsidenten – ifølge ʼThe Atlanticʼ – engang vrissede af hende: ”Så er det nok, Samantha. Jeg har allerede læst din bog.”

Præsident Obama fastholder i dag, at han ”er stolt over det øjeblik”, hvor han besluttede at afstå fra at gå i krig imod Assad.
____________________

 

Præsident Obama fastholder i dag, at han ”er stolt over det øjeblik”, hvor han besluttede at afstå fra at gå i krig imod Assad. Det var det øjeblik, hvor han brød med det, han i en hånende tone i interviewet med Jeffrey Goldberg kalder ”Washingtons drejebog”. ”Der er en drejebog i Washington, som det er meningen, at præsidenter skal følge. Det er en drejebog, der kommer ud af det udenrigspolitiske etablissement. Og drejebogen foreskriver reaktioner på forskellige begivenheder. De reaktioner har en tendens til at være militariserede reaktioner. I de tilfælde, hvor Amerika er truet direkte, fungerer drejebogen. Men bogen kan også være en fælde, som kan føre til dårlige beslutninger. Midt i en international udfordring som Syrien bliver du bedømt hårdt, hvis du ikke følger drejebogen, selvom der er gode grunde til, at den ikke finder anvendelse.”

Obama fulgte drejebogen, da han sendte yderligere tropper til Afghanistan i 2009. Det var drejebogen, der fik USA trukket ind i Libyen i 2011. I 2013 skulle den ikke have lov til at trække amerikanerne ind i endnu en krig i Mellemøsten.
”Det faktum, at jeg var i stand til at trække mig tilbage fra det umiddelbare pres og selv tænke igennem, hvad der var i Amerikas interesse – ikke kun med hensyn til Syrien, men også i forhold til vores demokrati – var en af de hårdeste beslutninger, jeg har taget – og jeg tror i sidste ende, at det var den rigtige beslutning,” siger han.

Blandt de udenrigspolitiske eksperter i Washington er der ikke mange, der er enige. Selv Gideon Rose, der er redaktør på magasinet ʼForeign Affairsʼ, og som normalt står på Obamas side, skrev i efteråret 2015, at den måde, hvorpå præsidenten ”først henkastet annoncerede en stor forpligtelse, derefter vaklede i forhold til at leve op til den og så febrilsk kastede bolden over til Kongressens afgørelse – var et casestudie i pinlig amatøragtig improvisation”. Herfra bliver kritikken kun hårdere.

De mange reaktioner på artiklen i ʼThe Atlanticʼ viser en udbredt skepsis over for Obama blandt de udenrigspolitiske eksperter. De anklager præsidenten for at have omgivet sig med folk, der ikke har alderen, erfaringen eller talentet til at vejlede ham. Nogle mener, at Obama har valgt at omgive sig med unge folk, der først og fremmest giver ham ret i, at han er på rette kurs.

Nogle mener, at Obama har valgt at omgive sig med unge folk, der først og fremmest giver ham ret i, at han er på rette kurs.
____________________

 

Obamas første forsvarsminister, som han beholdt efter George W. Bush, var Robert Gates, der bestred posten til 2011. I marts fortalte han, hvordan han mener, præsidenten traf det forkerte valg i håndteringen af Egyptens præsident Hosni Mubaraks afgang under Det Arabiske Forår. Militæret anbefalede en forsigtig fremgang, men Obama skubbede på for Mubaraks øjeblikkelige afgang. Gates sagde til Fox News: ”Bogstavelig talt hele det nationale sikkerhedsteam anbefalede enstemmigt, at vi håndterede Mubarak anderledes, end vi gjorde. Præsidenten tog imod rådgivning fra menige juniormedlemmer, i forhold til hvordan vi behandlede Mubarak.”

I sine erindringer lagde Gates klar afstand til Obamas udenrigspolitik. Det samme har begge hans efterfølgere, Leon Panetta og Chuck Hagel, gjort. Af Obamas fire forsvarsministre har kun Ashton Carter, der stadig sidder på posten, afstået fra at kritisere præsidenten. Tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har også kritiseret Obamas udenrigspolitik – især beslutningen om at afstå fra at gribe ind i Syrien. Derudover mener hun, at USA burde have gjort mere for at støtte Assads modstandere i 2014, så de ikke – som nu – vendte sig mod de islamiske fundamentalister for at få hjælp. Hun savner også en hårdere kurs over for Kina. Og det er tydeligt, at den nuværende udenrigsminister, John Kerry, heller ikke ser verden, som Obama gør. Flere gange har Kerry bedt Obama om at affyre missiler imod Assad for at presse den syriske præsident til forhandlingsbordet. Hver gang er Kerry blevet affejet. Jeffrey Goldberg fortæller, at en af Kerrys seneste skitser til at lægge mere pres på Assad blev mødt af bemærkningen ˮÅh, endnu et forslag?ˮ fra præsidenten. I december, da præsidentens sikkerhedsråd var samlet i Pentagon, gjorde Obama det klart, at ingen andre end forsvarsminister Ashton Carter skulle give ham forslag til militære indsatser.

Der er så få udenrigspolitiske eksperter i landet, der ser USA’s rolle i verden, som Obama gør, at præsidenten ikke har kunnet fylde sine rådgiverstillinger og sit kabinet med folk, der deler hans verdenssyn. Derfor har Obama styret sin administration på mikroniveau. På det internationale område har det været et ensomt præsidentskab.

Terror stjæler dagsordenen
Selvom mange af hans kritikere gerne så en mere aktivistisk udenrigspolitik, skal man ikke tage fejl: Dagligt bruger Obama militærets værktøjer. Han har både benyttet sig af støtte til lokale oprørere og specialstyrker på jorden i konfliktområder. Men hans foretrukne våben er droneangreb. Han har beordret langt flere droneangreb end sin forgænger – med størst hyppighed i Pakistan, Yemen, Somalia og Afghanistan. Det uafhængige amerikanske Bureau of Investigative Journalism anslog i januar 2015, at Obamas droneangreb havde dræbt knap 2.500 personer i hans tid som præsident.

Hvis Obama antog, at disse angreb ville mindske rekrutteringsgrundlaget for hans fjender i Mellemøsten, har han taget fejl. At udøve amerikansk hård magt mindre synligt opfattes i stedet som fejhed. Pakistanske børn på ned til ni år har stået i den amerikanske kongres og fortalt, hvordan de har mistet uskyldige forældre og bedsteforældre, og hvordan de er blevet bange for en skyfri himmel, fordi det giver bedre sigtbarhed for dronerne. Lækkede hemmeligstemplede dokumenter, der blotlægger dele af det amerikanske droneprogram, blev sidste år offentliggjort af mediet ʼThe Interceptʼ: I en bestemt dronekampagne over fem måneder i Afghanistan ramte ni ud af ti angreb personer, der ikke var en del af målet. Men i den amerikanske administration opfattes droneangrebene som et nødvendigt middel i kampen mod terror – målrettede henrettelser af de folk, der udgør en trussel imod USA.

Den 2. maj 2011 gik præsidenten på amerikansk TV med en besked, der sendte amerikanerne ud på gaderne for at feste: Osama bin Laden var død.
Al-Qaeda var blevet alvorligt svækket, og kampen imod islamisk fundamentalistisk terror gik i den rigtige retning, mente Obama. Det fastholdt han helt op til 2014. I januar dét år kaldte han i et interview med ʼThe New Yorkerʼ ISIS for et ”ungdomshold”. En holdning, han måtte revidere, da ISIS i begyndelsen af juni samme år indtog den irakiske by Mosul. Daværende forsvarsminister Chuck Hagel forsøgte efter eget udsagn tidligt at klassificere ISIS, for hvad det er – en ny slags magtfuld terroristhær, der er opsat på at skabe en stat. Men da kom Obamas rådgivere efter ham: ˮJeg blev anklaget for at forsøge at hype noget, overdrive noget og gøre det til mere, end det var,” har han fortalt til magasinet ʼForeign Policyʼ.

Obama er meget bevidst om, hvordan han omtaler de problemer, amerikanerne står overfor. Det gælder især terror. Han undgår at tale om ʼkrig imod islamʼ, ʼkrigen mod terrorʼ eller kalde terroristerne fra ISIS og al-Qaeda for ʼradikale islamisterʼ. Han blev kritiseret, da han kaldte terrorangrebet i Paris i november 2015 – det dødeligste i Europa i mere end ti år – for et ”tilbageslag”.

Hans rådgivere forsøger løbende at få ham til at italesætte terrortruslen, så den adresserer de bekymringer, mange amerikanere har. Selvom han medgiver, at ISIS er en direkte trussel, der er hans topprioritet i sit sidste år som præsident, har han flere gange i år fastslået: ”ISIS er ikke en eksistentiel trussel imod USA” [min fremhævning].

Han tæller Parisaftalen blandt sine udenrigspolitiske sejre – sammen med åbningen over for Cuba, frihandelsaftalen med de sydøstasiatiske lande, håndteringen af ebola-epidemien i Vestafrika og atomaftalen med Iran.
____________________

 

Obama vil hellere fokusere på andre ting end Mellemøsten og terror – de langsigtede planer med Asien og de klimaforandringer, som han kalder ”den største trussel imod vores fremtid og fremtidige generationer”. Han tæller Parisaftalen blandt sine udenrigspolitiske sejre – sammen med åbningen over for Cuba, frihandelsaftalen med de sydøstasiatiske lande, håndteringen af ebola-epidemien i Vestafrika og atomaftalen med Iran. Den slags ændringer i den internationale orden kan fortsat kun opnås, hvis amerikanerne går forrest, mener han. Selvom han tror på at styrke de internationale institutioner, sker der intet uden USA. Agendaen bliver sat af USA, og resultaterne kan tilskrives amerikansk lederskab, siger han. ”Det er sandt, uanset om du taler om atomsikkerhed, om at redde verdens økonomiske system eller om klimaet,” siger han til ʼThe Atlanticʼ og beskriver det ansvar, han mener følger med at være en supermagt: ”På trods af alle vores vorter har USA klart været en kraft for det gode i verden. Hvis du sammenligner os med tidligere supermagter, handler vi mindre på grundlag af nøgne egeninteresser og har været interesseret i at etablere normer, der gavner alle. Hvis det er muligt at gøre noget godt til en tålelig pris for at redde liv, vil vi gøre det.”

Skyggen af Mellemøsten
I marts talte jeg med syriske flygtninge i Mellemøstens største flygtningelejr, Zaatari, og i en mindre lejr ved navn Azraq syd for den syriske grænse i Jordan. De havde siddet der i årevis, mens deres familie og venner var døde i Syrien. Da de forlod deres hjemland, troede de, at de skulle være væk i et par uger – højst nogle måneder, hvis krigen virkelig trak ud. For Obama havde jo trukket den røde linje, der var blevet overskredet. Nu måtte amerikanerne komme den syriske befolkning til undsætning og befri dem fra deres tyran. Men det amerikanske kavaleri kom aldrig. FN har opgivet at opgøre antallet af døde. Men det uafhængige Syrian Centre for Policy Research, der i skrivende stund har de nyeste og mest pålidelige tal, vurderer, at mere end hver tiende syrer er død eller såret i løbet af den mere end fem år lange borgerkrig. Knap halvdelen af landets befolkning er på flugt. 470.000 mennesker er blevet slået ihjel – de fleste af Assads styrker.

… det uafhængige Syrian Centre for Policy Research, der i skrivende stund har de nyeste og mest pålidelige tal, vurderer, at mere end hver tiende syrer er død eller såret i løbet af den mere end fem år lange borgerkrig.
____________________

 

Generelt har USA fået et bedre ry i det meste af verden under Obama. Men i Mellemøsten går det fortsat skidt. Eller som ambassadøren i Irak fra 2010 til 2012, James Jeffrey, formulerede det for et år siden: ”Vi befinder os i et forbandet frit fald.”

I 2008 – inden han vandt valget – talte Obama til 200.000 tilskuere i Berlin:
”Det er nu, vi må hjælpe til med at skabe den nye begyndelse for Mellemøsten, regionen længes efter,” sagde han. Under starten af Det Arabiske Forår i 2011 talte han om at ”forfølge verden, som den burde være”. Men forår blev til vinter, og præsidenten mistede troen i takt med den stigende brutalitet.

I et meta-interview hos ʼForeign Policyʼ om hans eget interview med præsidenten i ʼThe Atlanticʼ siger Jeffrey Goldberg, at det mest slående ved Obamas indstilling til verden netop er hans syn på Mellemøsten. Når det var meningen, at de skulle tale om Asien, vendte præsidenten alligevel tilbage til at snakke om Mellemøsten. Når de var på tur i Asien, kom terrorangreb udført af grupper fra Mellemøsten i vejen og stjal dagsordenen.

Regionen har skuffet ham. Mellemøsten er fortabt de næste mange år, og det ville kun koste amerikanske liv og troværdighed at blive en del af problemerne, mener Obama. Han er også skuffet over sine allierede i området. Skuffet over Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans manglende vilje til at finde en tostatsløsning med palæstinenserne. Skuffet over Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og hans autoritære fremgangsmåde og manglende hjælp i Syrien. Skuffet over, at kong Abdullah II af Jordan taler dårligt om Obama bag hans ryg til amerikanske politikere. Skuffet over Saudi-Arabien, der undertrykker dets eget folk, især kvinderne, og bidrager til proxykrige i Syrien, Irak og Yemen i kapløbet med Iran om at være den største regionale magtfaktor.

Saudi-Arabien bærer et væsentligt ansvar for ISIS, mener den prisvindende journalist Patrick Cockburn, der har været mellemøstkorrespondent siden 1971 for britiske medier og skrevet flere bøger om Irak. I bogen The Rise of Islamic State argumenterer han for, at Irak faktisk var temmelig fredeligt, og at det kun var takket være saudiske donorer, at ISIS voksede, som organisationen gjorde, i 2014. Lækkede dokumenter fra Hillary Clintons tid som udenrigsminister, som WikiLeaks har frigivet, viser, at hun mener, at ”Saudi-Arabien fortsat er en kritisk base for økonomisk støtte til al-Qaeda, Taleban, LeT [Lashkar-e-Taiba] og andre terrorgrupperˮ. Den demokratiske senator Bob Graham, der var med til at skrive rapporten om angrebet på USA den 11. september 2001, sagde i april, at ”alle beviser peger på”, at Saudi-Arabien ”hjalp terroristerne, der er ansvarlige for 9/11”. Rapportens afsnit om saudiernes indblanding har udsigt til at blive offentlig tilgængeligt til juni. I interviewet med ʼThe Atlanticʼ konstaterer Obama blot, at hans forhold til de saudiske allierede er ”kompliceret”.

I ʼThe Atlanticʼ forklarer Obama, hvorfra han selv mener, konflikterne kommer: ”Lige nu, i hele verden, ser du steder, der er under alvorligt pres på grund af globaliseringen, på grund af kulturer, der kolliderer som følge af internettet og sociale medier, på grund af knaphed – hvoraf nogle kan tilskrives klimaændringer i de næste mange årtier – og på grund af befolkningstilvæksten. Og i disse steder, med Mellemøsten som det bedste eksempel, er udgangspunktet for mange mennesker at organisere sig tæt i stammer og skubbe tilbage eller angribe dem, der er anderledes,” siger præsidenten.

Philip Christian Ulrich, der er analytiker ved det danske website Kongressen.com, kaldte det en ”underdrivelse,” da jeg anførte, at Obamas Asien-strategi pivot to Asia ”ikke er gået skidegodt”. Han siger: ”Den internationale situation har simpelthen bare ikke spillet efter Obamas regler. Efter han lancerer den her strategi i 2012, prøver han jo benhårdt de første par år at sige ’Asien, Asien, Asien’. Og verden lytter bare ikke. Og Putin er ikke særlig venlig og invaderer Ukraine og annekterer Krim og intervenerer i Syrien. Lige pludselig, så har vi Islamisk Stat i Irak og Syrien, og Libyen kollapser. Kort sagt: Der er ingen, der spiller efter drejebogen, som Obama ellers pænt har lagt frem.”

Seniorforsker Vibeke Schou Tjalve fra DIIS er enig: ”For ti år siden, da jeg blev autoriseret forsker på international politik, der var Mellemøsten virkelig sådan et sub-område. De mennesker, der lavede noget om Mellemøsten, var sådan en helt særlig gruppe af journalister og forskere, der interesserede sig for det. I dag er international politik nærmest blevet lig med Mellemøsten. Når vi snakker om international konflikt, så er det Mellemøsten. Hvad går Obamas udenrigspolitik ud på? Så handler det om, hvad han har at sige om Mellemøsten. Det er simpelthen kommet til at overskygge alle andre politikområder på den globale scene. Og det er jo tydeligt, at Obama er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv,” sagde Vibeke Schou Tjalve.

”Det eneste, jeg har brug for i Mellemøsten, er et par smarte autokrater,” siger Obama til ʼThe Atlanticʼ og tilføjer: ”Hvis alle var som skandinaverne, ville alt det her være nemt.” Men det er ønsketænkning.

Når historien skal dømme Obama, vil hans udenrigspolitiske eftermæle, som det skete for hans forgænger, blive defineret af hans valg i Mellemøsten. Der er to muligheder: Enten vil han blive husket for at tillade en halv million civile at dø på hans vagt i Syrien. Eller også vil han blive husket for, at han havde modet til at sige fra over for en amerikansk krigsmaskine, der gang på gang vælter rundt i Mellemøsten, til den en dag sidder helt fast. Han satser på det sidste.

Når historien skal dømme Obama, vil hans udenrigspolitiske eftermæle, som det skete for hans forgænger, blive defineret af hans valg i Mellemøsten.
____________________

 

Mathias Bay Lynggaard (f. 1990) er uddannet journalist og er vært på Radio24syvs udenrigsmagasin, ʼGlobusʼ. Tidligere journalist på ʼDeadlineʼ, ʼDebattenʼ og ʼVi ses hos Clementʼ på DR2 samt ʼOrienteringʼ på P1. Hovedbestyrelsesmedlem i Journalistforbundet.

[foto: Matt Crossick/AP Photos/Polfoto]