Martin Lidegaard i RÆSON26: Venstre gør Danmark mindre

Martin Lidegaard i RÆSON26: Venstre gør Danmark mindre

27.05.2016

.

På bare ét år har Venstre skåret mere i udviklingsbistanden, end det har taget skiftende regeringer fire årtier at bygge op. Ikke alene har regeringen skåret bistanden til 0,71 pct. af BNP. Danmark er nu også selv den største modtager af den danske udviklingsbistand, der er tilbage, fordi stadig flere udgifter til flygtninge tappes fra Danidas kasse. Heraf tilsyneladende en del i strid med OECD’s regler. Sammenlagt er der tale om næsten en halvering af den danske effektive udviklingsbistand. På bare ét år.

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkom 26. maj.

Af Martin Lidegaard

Nedskæringerne er først og fremmest en mindre katastrofe for de fattige mennesker, der nu går glip af uddannelse, ligestilling og udvikling. Der er også tale om en hjerteskærende dårlig timing i forhold til de millioner af flygtninge, som kunne være hjulpet yderligere i nærområderne. Men vi svigter de mange store og små lokale partnere, der har stolet på Danmark, kæmpet for ligestilling, demokrati, børns rettigheder, bedre miljø og øgede investeringer i svært tilgængelige områder, og som over få måneder brutalt har fået fjernet deres eksistensgrundlag. Årtiers indsatser er spildt, alene ved den hårdhændede måde, som besparelserne er blevet gennemført på. Allerede i 2015 blev der skåret ind til benet, selvom Venstre først kom til magten den 28. juni. Juridisk havde regeringen ret til at foretage besparelserne med tilbagevirkende kraft, men moralsk er der tale om en helt utilstedelig opførsel over for Danmarks mangeårige partnere.

Det er verdens svageste, der betaler den højeste pris for Venstres politik. Men Danmark betaler også selv. Dansk udviklingsbistand har ikke kun været brugt til at lindre smerten i verden, den har også været småstaten Danmarks vigtigste udenrigspolitiske redskab. Der er ikke tal på de partnerskaber, indsatser og fremstød, som er blevet gennemført med udgangspunkt i bistanden. Det gælder både bilateralt, hvor bistanden er blevet brugt som spydspids til at fremme både vores politiske og økonomiske interesser, og det gælder multilateralt, hvor Danmarks strategiske bidrag er blevet brugt til at sætte solide fingeraftryk i store organisationer som EU og FN. Ofte fremføres argumentet om, at Danmark leverer over sin vægtklasse, når vi sender militære bidrag til Mellemøsten. Men det er intet imod, hvad vi har gjort inden for det bistandspolitiske område, og det har givet bemærkelsesværdige resultater. Frem til nu.

 

Dansk udviklingsbistand har ikke kun været brugt til at lindre smerten i verden, den har også været småstaten Danmarks vigtigste udenrigspolitiske redskab.
____________________

 

Det bedste eksempel er nok de 17 nye FN-mål for bæredygtighed, der i meget vidt omfang er forhandlet og masseret igennem af de nordiske lande, der har fungeret som donorer og brobyggere mellem den rige og den fattige del af verden. En kæmpe sejr for dansk og nordisk diplomati. Lykkes vi med at implementere disse mål, er vi nået meget langt med at skabe stabilitet og grøn vækst i verden efter nordisk forbillede, hvilket er et uundværligt bidrag til at bekæmpe nød, ekstremisme og konflikter verden over, men også en måde at give vores virksomheder ideelle betingelser for at kunne begå sig på verdens nye markeder. Det er således et ondt paradoks, at regeringen vælger at amputere både den danske bistand og den danske udenrigstjeneste ¬– netop som Danmark skulle til at høste frugterne af ti års diplomatisk indsats. Det koster os dyrt. I sikkerhed, indflydelse og eksport.

 

Det er således et ondt paradoks, at regeringen vælger at amputere både den danske bistand og den danske udenrigstjeneste ¬– netop som Danmark skulle til at høste frugterne af ti års diplomatisk indsats. Det koster os dyrt.
____________________

 

Man kan således definere målet for dansk udenrigspolitik som at arbejde for dansk sikkerhed, danske værdier og dansk velstand. Den danske udviklingsbistand har stået i centrum for alle disse indsatser. Regeringens kortsigtede, hovedløse og brutale rundbarbering vil skade både verdens fattigste og danske interesser i mange, mange år fremover.

Martin Lidegaard (f. 1966) er cand.comm. fra RUC (1993) og medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Tidligere klima-, energi- og bygningsminister samt udenrigsminister under Helle Thorning-Schmidt (2011-2015).

[Foto: Miriam Dalgaard/Polfoto]