07.06.2016

Med Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan står landet snart alene over for korruption og inkompetence, et forenet og hævngerrigt Taliban, historisk stor opiumshøst samt destabiliserende indflydelse fra nabolandene. Kan Afghanistan overkomme disse udfordringer og bevæge sig mod et mere stabilt og sikkert samfund, eller vil landet kollapse totalt, hvis Vesten trækker de sidste soldater ud af landet i løbet af 2017?

ANALYSE af Malthe Harvald

Ved årsskiftet 2014-15 endte International Security Assistance Force’s (ISAF) mission og dermed Vestens direkte militære aktivitet i Afghanistan. Som opfølgning har NATO iværksat Resolute Support Mission. Nøglefunktionerne i NATO’s mission inkluderer støtte til planlægning og budgettering; sikring af gennemsigtighed, ansvarlighed og tilsyn; støtte til overholdelsen af retsstatsprincipper; samt støtte til rekruttering, træning, ledelse og udvikling af militært personel. Oprindeligt var planen, at USA kun skulle beholde 6.800 soldater i Afghanistan til dette formål, men det har siden vist sig nødvendigt at opjustere til 9.800 indtil årsskiftet. Resten af koalitionen bidrager med ca. 6.000 soldater til sammen, hvoraf 160 kommer fra Danmark. Da ISAF’s indsats var på sit højeste, var der til sammenligning ca. 130.000 soldater, fra 51 NATO- og partnerlande i Afghanistan, og deres hovedformål var at sørge for sikkerheden i landet og træne de afghanske sikkerhedsstyrker, så at Afghanistan ikke igen kunne blive et tilholdssted for internationale terrorister.

Både det ændrede formål og det drastisk reducerede antal af udenlandske soldater betyder, at Afghanistan siden januar 2015 i stigende grad har stået på egne ben – hvilket giver os et grundlag for at vurdere, hvordan Afghanistan vil klare de mange udfordringer i fremtiden.

Korruption og inkompetence truer sikkerheden
Ifølge planen skal de resterende soldater trækkes ud af Afghanistan i 2017, hvorfor NATO er i et kapløb mod tiden for at klargøre de afghanske sikkerhedsstyrker til at fungere uden støtte. Dette vil formentlig vise sig umuligt inden for den udstukne tidsramme, da der stadig er alvorlige problemer, som skal løses, før Afghanistan effektivt kan yde sine borgere den sikkerhed, de har krav på. Dette til trods for, at USA alene de sidste 14 år har postet 68 milliarder USD i udstyr og træning. Problemerne er mangeartede og inkluderer korruption, inkompetence, manglende kapacitet, lav grad af disciplin og udpræget brug af narkotiske stoffer.

Med hensyn til korruption så står det så slemt til, at tidligere kommandør for USA’s og NATO’s tropper i Afghanistan, General John Allen, forrige år udtalte, at Taliban blot er en irritation sammenlignet med korruptionen i landet. Korruption nævnes sammen med mangel på tilsyn og dårlig organisering som hovedårsagen til, at de 68 milliarder USD ikke har haft større effekt. De fleste af pengene er blevet formidlet gennem ineffektive og utroværdige institutioner uden efterfølgende revision, og mange af de våben, der er blevet givet, kan ikke spores. Udover at koste donorlandene og den afghanske stat milliarder af dollars, har korruption og inkompetence også en meget synlig effekt på sikkerhedsstyrkernes kampdygtighed.

… Taliban er blot en irritation sammenlignet med korruptionen i landet.
____________________

 


Således kunne The Washington Post den 5. maj rapportere, at som et resultat af bl.a. korruption og dårlig ledelse har de afghanske sikkerhedsstyrker utilstrækkeligt, forkert eller manglende fodtøj i felten. Derfor har USA været nødt til at genovertage ansvaret for indkøb af uniformer og fodtøj. Et andet problem, som kom frem i lyset ved Talibans tilbageerobring af deres kerneområder i Helmand-provinsen, er, at dele af hæren består af såkaldte ”spøgelsessoldater” – falske navne eller allerede afdøde soldater, som ikke desto mindre stadig er indrulleret og får udbetalt løn. I Helmand, som siden koalitionens invasion i 2001 har været skueplads for de allerhårdeste kamphandlinger, manglede således 40 pct. af en kampstyrke, der i forvejen er præget af lav disciplin og kampmoral. Hertil skal lægges, at Afghanistans sikkerhedsstyrker også kæmper med et omfangsrigt narkomisbrug blandt tropperne, der kun forstærker de andre problemer.

Et forenet Taliban?
Over for denne amputerede sikkerhedsstyrke står Taliban, der stadig udgør den største sikkerhedstrussel mod den afghanske stat. Taliban udsprang af den borgerkrig, der fulgte efter Sovjetunionens tilbagetrækning fra Afghanistan i 1989. Gruppen blev stiftet af den berygtede og myte-omspundne Mullah Omar, som også var gruppens leder officielt indtil sommeren 2015, til trods for at han trådte tilbage fra lederskabet i 2008 og døde i 2013. I kølvandet på offentliggørelsen af Omars død gennemgik Taliban en blodig konsolideringsproces, der dels handlede om intern uenighed omkring efterfølgeren, og dels om at vise omverdenen, at bevægelsen stadig var slagdygtig. Bevægelsen blev dog aldrig for alvor samlet bag Omars efterfølger, Mullah Akhtar Mansoor, og hans hårdhændede lederskab blev af mange anset for at være resultatet af et kup.


Mansoors lederskab kom for nyligt til en brat afslutning, da han i slutningen af maj i år blev dræbt i et amerikansk droneangreb på pakistansk territorium. Formentlig i et forsøg på at undgå endnu en intern strid, samledes Taliban hurtigt og udnævnte ifølge gruppen selv inden for få dage enstemmigt Mullah Haibatullah Akhundza som deres nye leder. Haibatullah er en relativ anonym skikkelse uden for Talibans cirkler, men der kendes allerede visse informationer om hans person. Haibatullah stammer fra Talibans spirituelle kerneområde i Panjwai-distriktet i provinsen Kandahar. Han har også en høj religiøs status, idet han er tidligere chefjurist og overhoved for bevægelsens gejstlige råd. Dette kan potentielt gøre det muligt for Haibatullah at samle Talibans fraktioner bag sig og dermed gøre ende på den voldelige interne konflikt, der det seneste år har kostet mange civile livet og hæmmet fredsforhandlingerne mellem Taliban og regeringen.

Hovedårsagen til, at USA valgte at dræbe Mansoor, var, at han blev anset for at være en uoverkommelig forhindring i fredsforhandlingerne mellem Taliban og den afghanske regering. Fredsforhandlingerne blev initieret sidste sommer af Afghanistan, Kina, Pakistan og USA. Men processen blev kritiseret af mange for ikke at involvere Iran og Rusland, der også har vigtige interesser i Afghanistan, og forhandlingerne brød sammen, da Omars død blev offentliggjort. Siden har Taliban stædigt nægtet at deltage i forhandlingerne. Det er stadig for tidligt at sige præcist, hvordan Haibatullahs lederskab vil påvirke situationen: På den ene side gør et samlet Taliban med en bredt anerkendt leder (teoretisk set) forhandlings- og implementeringsprocessen lettere; på den anden side har Haibatullah ry for at være en kompromisløs hard-liner, og Taliban kan let tænkes at være mere interesseret i at hævne Mansoor, end i at indgå fredsaftaler med den afghanske regering.

… Haibatullah har ry for at være en kompromisløs hard-liner, og Taliban kan let tænkes at være mere interesseret i at hævne Mansoor, end i at indgå fredsaftaler med den afghanske regering.
____________________

 

Meget tyder på, at de afghanske sikkerhedsstyrker som et resultat af den førnævnte blanding af korruption, inkompetence og lav kampmoral ikke har været i stand til at matche Taliban militært, siden koalitionen indstillede sin direkte deltagelse i kamphandlingerne. Dette har trods Talibans interne problemer givet bevægelsen kontrol over flere dele af landet det seneste år. På et kort over Afghanistan som The New York Times offentliggjorde den 19. april i år, kan man således se, at Taliban nu kontrollerer det meste af Helmand-provinsen, den sydlige halvdel af Kandahar-provinsen samt dele af flere andre provinser – eller hvad, der svarer til godt 1/5 del af landet. Derudover er der en række områder, hvor Taliban er stærkt tilstede uden for byerne uden effektivt at have magten.

Taliban har dermed fået kontrol over vital infrastruktur, og tidligere i år havde bevægelsen held med at afskære Kabul fra de strømforsyninger, der kommer fra nabolandene Tadsjikistan og Usbekistan. I maj dette år blokerede Taliban også den vigtigste motorvej mellem Kabul og den nordlige del af landet, og afskar dermed muligheden for trafik og varetransport til og fra storbyen Mazar-e Sharif og Usbekistan. Den slags hændelser sætter den allerede skrøbelige økonomi og levestandard yderligere under pres og understreger, hvor underudviklet Afghanistans infrastruktur er.

Kampen mod opium
Udover at true Afghanistans infrastruktur har Talibans kontrol over især områderne i syd givet opiumsproducenterne frit spil. Produktion, eksport og forbrug af narkotika (særligt opiater såsom opium og heroin) er blandt Afghanistans største udfordringer. Ifølge tal fra UNODC (United Nations Office on Drugs and Crime ) var der sidste år omkring 183.000 hektar valmuemarker i landet, hvilket dog er mindre end de 224.000 hektar i 2014 – et fald der skyldtes myndighedernes indsats for at destruere markerne. Også produktiviteten faldt betragteligt mellem 2014 og 2015 fra 28,7 kg opium pr. hektar til 18,3 kg pr. hektar, hvilket fortrinsvist skyldtes dårligt udbytte på de tilbageblevne marker. Tallene fra i år er endnu ikke tilgængelige, men der rapporteres om en bedre høst end de seneste år med specifik henvisning til myndighedernes manglende evne til at destruere markerne i de Taliban-kontrollerede områder.

Opium er ikke noget nyt problem for Afghanistan, der siden statens kollaps i 1992 har været verdens største opiumsproducent, og siden 2005 har været stort set alene på markedet. Det er også et problem, der trækker tråde til landets øvrige problemer: Korruption, manglende kapacitet til effektiv myndighedsudøvelse og Taliban. I nogle distrikter produceres opium med de lokale myndigheders velsignelse, der til gengæld beskatter udbyttet. Det er imidlertid fortrinsvist i Taliban-kontrollerede områder, at opiumsproduktionen foregår, og bevægelsen er involveret i alle led i produktions- og distributionskæden inden for landets grænser, hvilket ifølge UNODC årligt indbringer ca. 3 milliarder USD. Dette er imidlertid kun en brøkdel af de 65 milliarder USD, der som et resultat af den afghanske opiumsproduktion ender i lommerne på internationale kriminelle organisationer. Opiumsproblemet er således ikke blot et lokalt afghansk problem, men en del af en global udfordring med narkotikasmugling. Afghanistan har allerede tiltrådt de fleste relevante internationale traktater på området, men er ude af stand til at leve op til sine forpligtelser.

Opium er ikke noget nyt problem for Afghanistan, der siden statens kollaps i 1992 har været verdens største opiumsproducent, og siden 2005 har været stort set alene på markedet.
____________________

 

Den del af de narkotiske stoffer, der bliver i landet, gør stor skade. Antallet af narkomaner vokser dramatisk med 1,6 millioner i 2012 til ca. 3 millioner i 2015 – i en befolkning på i alt ca. 31,6 millioner – og næsten ingen af dem får hjælp til behandling og afvænning. Årsagerne skal findes i landets høje arbejdsløshed og den lette adgang til hårde stoffer. Størstedelen af narkomanerne er mænd, og med mænd som de eneste familieforsørgere i de fleste hjem, har narkomisbruget katastrofale følger for børnene og kvinderne i de ramte familier.

I Afghanistan spilles ”The Great Game” stadig
Udover interne konflikter og udfordringer må Afghanistan også slås med forstyrrelser og modstridende dagsordener udefra. Landet har gennem hele sin historie ligget under for omkringliggende magters interesser, og dette har ikke udsigt til at ændre sig. USA og de vestlige lande er ikke de eneste, der søger at påvirke udviklingen – også Iran, Saudi-Arabien og ikke mindst Pakistan har deres egne dagsordener i Afghanistan, der kun bidrager til den kaotiske situation.

Afghanistans problemer med Pakistan er mangeartede og har dybe historiske rødder. Før Pakistans selvstændighed, da området var en del af Britisk Indien, fungerede Afghanistan som en stødpude mellem de ekspanderende russiske og britiske imperier i hhv. Central- og Sydasien. Afghanistans ydre grænser blev derfor i høj grad defineret af imperialistiske kræfter, og særligt grænsen mellem Afghanistan og Pakistan – den såkaldte Durand-linje – har siden været bestridt af Afghanistan. Durand-linjen skærer midt igennem et uvejsomt område beboet fortrinsvist af pashtunere, der aldrig har anerkendt grænsens eksistens, hvorfor den har været genstand for stridigheder mellem Pakistan og Afghanistan i mange år. Men grænsestridigheder er ikke den eneste destabiliserende indflydelse fra Pakistan. Da Afghanistan i 1980’erne var besat af Sovjetunionen, fungerede Pakistan som fristed for en række grupper af afghanske og internationale mujahideener (herunder Osama bin Laden), der bekæmpede russerne. Det var disse grupper, der efter russernes tilbagetrækning kastede Afghanistan ud i en grusom borgerkrig, der som tidligere nævnt var baggrunden for Talibans opståen og succes i sidste halvdel af 1990’erne.

Men Pakistans indblanding i afghanske forhold sluttede ikke med borgerkrigens ophør. Taliban, der som bekendt overtog magten og afsluttede borgerkrigen, bestod dengang primært af afghanske flygtninge, som modtog undervisning i radikal islamisme i Pakistan. Efter invasionen i 2001 gav den porøse grænse mellem landene Taliban mulighed for at trække ind i Pakistan og omgruppere, og det har siden vist sig, at Pakistans efterretningstjeneste, ISI, trods løfter om det modsatte, var dybt involveret i Talibans kamp for tilbageerobringen af magten. Det er derfor næppe kommet som en overraskelse, at både bin Laden og senest Mullah Mansoor er blevet fundet og dræbt på pakistansk territorium. For at forstå denne ageren, må man skelne mellem ISI og den pakistanske stat. Mens Pakistan selv kæmper med truslen fra Taliban samt andre regionale og internationale terrorgrupper, ser ISI Indien som den største trussel mod Pakistans eksistens. Indien har allerede flere gange vist sig som den siddende afghanske regerings støtter, og for ISI er et styrket Taliban et langt mindre onde end udsigten til øget indisk dominans i regionen og en geografisk omringning af det pakistanske territorium.

Mujahideenerne og Taliban er også uløseligt forbundet med Saudi-Arabien, der både var en af hovedsponsorerne af kampen mod Sovjetunionen i sin tid og en af Taliban-regeringens få udenlandske politiske og økonomiske støtter. I den senere tid ses Saudi-Arabiens indflydelse i Afghanistan primært som en del af kongerigets verdensomspændende mission for at sprede deres helt særlige fortolkning af islam, wahhabismen, til fattige muslimske lande. I Afghanistan der kæmper med at kunne tilbyde undervisning til børn og unge, kan Saudi-finansierede religiøse skoler ofte udgøre det eneste alternativ til analfabetisme. På denne måde spredes en ekstremistisk udlægning af islam, som står i modsætning til Afghanistans lange tradition for en mere rummelig sufi-inspireret religiøsitet.

I Afghanistan der kæmper med at kunne tilbyde undervisning til børn og unge, kan Saudi-finansierede religiøse skoler ofte udgøre det eneste alternativ til analfabetisme. På denne måde spredes en ekstremistisk udlægning af islam …
____________________

 

På den anden side står Iran, der trods sit generelt kølige forhold til Vesten har åbenlyse sammenfaldende interesser i Afghanistan, som strækker sig et stykke tilbage i historien. I 1998 dræbte Taliban ni iranske diplomater, hvilket næsten ledte til krig dengang og siden til stor modstand mod Taliban. Iran har også en stor interesse i at få stoppet eksporten af opium og heroin, da en stor del ender i Iran, som har et af verdens højeste forbrug af stoffer. Iran ønsker et stabilt Afghanistan, der kan beskytte sit shia-mindretal, og standse udvandringen af afghanske flygtninge til Iran. Endeligt har Iran også en interesse i stærkere forbindelser til Central- og Sydasien via rørledninger, jernbaner og handel. Samtidig må man ikke glemme, at selv om Irans præsident Hassan Rouhani og atomaftalen har gjort meget til at forbedre forholdet til Vesten, er der stadig lang vej at gå, før disse sammenfaldende interesser også kan lede til et konstruktivt samarbejde i Afghanistan.

Forsigtig optimisme
Afghanistan kæmper altså med særdeles store udfordringer, og landet er stadig yderst ustabilt. Men der er alligevel grund til forsigtig optimisme. Først og fremmest fordi, at til trods for Irans og Saudi-Arabiens forsøg på at inddrage Afghanistan i en regional sunni-shia-konflikt, så er situationen i landet markant bedre end i Irak og Syrien, hvor man graver sig dybere og dybere ned i en tilsyneladende uløselig, sekterisk konflikt med statskollaps til følge. Dette hænger sandsynligvis sammen med afghanernes lange tradition for en stærk nationalfølelse, der er i stand til at tilsidesætte etniske og sproglige forskelle.

Derudover viser afghanerne en oprigtig vilje til at forbedre deres samfund. Mest markant i denne retning har været valget af Ashraf Ghani som præsident og Abdullah Abdullah som hans højre hånd (i en nyoprettet stilling kaldet Chief Executive Officer) i 2014. Alene den høje valgdeltagelse (50 pct.) – trods elendig infrastruktur samt trusler og vold fra Taliban – giver grund til respekt for det afghanske folks vilje til forandring.

Alene den høje valgdeltagelse (50 pct.) – trods elendig infrastruktur samt trusler og vold fra Taliban – giver grund til respekt for det afghanske folks vilje til forandring.
____________________

 

Den nye politiske duo, Ghani og Abdullah, er også radikalt forskellig fra den tidligere præsident Hamid Karzai – både mht. deres visioner for Afghanistan og deres initiativer. Mens Karzai jævnligt blev beskyldt for selv at være korrupt og favorisere sine egne, har Ghani og Abdullah indledt en indædt kamp mod korruptionen. Umiddelbart efter sin indtrædelse afskedigede og strafforfulgte Ghani adskillige korrupte politikere og forretningsfolk, og senest har man under chefanklageren oprettet en ny anti-korruptionsenhed, hvilket i flere år har været anbefalet af Transparency International. Derudover har Ghani stærke visioner for genopbygningen af landet, som bl.a. kom til udtryk i hans bog fra 2009 ”Fixing Failed States: A Framework for Rebuilding a Fractured World”. Ifølge en række indberetninger offentliggjort på Wikileaks blev Karzai af udenlandske diplomater anset for at være uberegnelig, følelsesladet og tilbøjelig til paranoide konspirationsteorier og betragtet som en svag leder. Modsat nyder Ghani, der bl.a. har arbejdet for Verdensbanken og taget sin uddannelse i USA, stor anseelse og tillid i udlandet. Hvad denne tiltro kan udmønte sig i konkret vil vise sig til oktober, når Afghanistan-Konferencen i Bruxelles løber af stablen. Her skal op til 70 donorlande og 30 organisationer og agenturer mødes for at diskutere fremtidig støtte til Afghanistans udvikling. Der har tidligere været to lignende konferencer i Tokyo (2012) og London (2014).

Afghanernes vilje til forandring ses ikke kun i valget af Ghani og Abdullah som landets overhoveder, men også i et stadigt mere aktivt civilsamfund. I 2013 var der registreret 4.280 civilsamfundsorganisationer og NGO’er i Afghanistan, og der er ikke grund til at tro, at tallet er blevet mindre siden. Organisationerne er fortrinsvist sammensat af unge, veluddannede byboere og varetager en bred vifte af interesser. Civilsamfundet i Afghanistan er stadig ungt og uudviklet, og det er svært at vurdere, hvor stor indflydelse organisationerne har på forskellige områder, men det viser, at der er en hidtil uset vilje blandt unge mennesker til at vende frustration til motivation.

Et af de områder, der i stigende grad er i civilsamfundets fokus, er kvinder og deres rettigheder; over halvdelen af civilsamfundsorganisationerne har kvinder som deres primære fokusområde. Dette ligger helt i tråd med den generelle forbedring af kvinders vilkår i Afghanistan. Selv om Afghanistan stadig rangerer meget lavt på internationale opgørelser over kvinders forhold, så har der været en betragtelig positiv udvikling siden 2001, da Taliban blev sat fra magten. Kvinderne tager også i stigende grad del i ledelsen af landet: 28 pct. af parlamentsmedlemmerne kvinder, og for nylig blev en kvinde for første gang i landets historie udnævnt til en ledende stilling i chefanklagerens kontor, ligesom Afghanistan for indeværende har fire kvindelige ministre i regeringen og fire kvindelige ambassadører udstationeret.

Afghanistan står over for uoverskuelige udfordringer, der med Vestens tilbagetrækning i stigende grad må løses af landet selv. Situationen er uden tvivl overvældende, men trods alt ikke håbløs.

Malthe Harvald (f. 1991) er freelanceskribent hos RÆSON. Han har en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet og et diplom i Mellemøststudier fra SDU Odense. Han har skrevet speciale om islam i Afghanistans, Pakistans og Irans forfatninger og beskæftiger sig primært med folkeret, ret i den muslimske verden samt historie og politik i Vest- og Centralasien. Han har tidligere været bosat i Ankara ifm. et praktikophold ved den politiske afdeling på den danske ambassade i Tyrkiet.

ILLUSTRATION: Britiske soldater forlader Afghanistan, 13. november 2014 [foto: Crown Copyright 2014 / Corporal Andrew Morris / RAF]