15.06.2016

Mads Silberg, kaptajn i hæren og Afghanistan-veteran, efterlyser en samlet evaluering af den danske krigsindsats i Afghanistan, da den nyligt udkomne rapport fra DIIS m.fl. er mangelfuld og kun dækker ”en meget lille del af det store puslespil.”

”En af mine anker er, at der ikke har været en samlet strategi for, hvad man rent faktisk gerne ville i Afghanistan,” siger Silberg til RÆSON.

Ifølge Silberg lader det ikke til at politikerne har lært noget af erfaringerne fra krigen i Afghanistan: ”… når man ser på politikernes handlingsmønster, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de har lært særligt meget. De er stadigvæk superfriske på at indsætte det danske militær i nye aktivistiske operationer uden de store udsigter til succes.”

Mads Silberg (f. 1972) er kaptajn i hæren og veteran fra Afghanistan, hvor han fungerede som CIMIC-officer i Forward Operating Base „Armadillo‟. Han er også debattør og foredragsholder.

INTERVIEW af Malthe Harvald

RÆSON: Du har i lang tid efterspurgt en udredning af Danmarks indsats i Afghanistan. Nu foreligger der en rapport i tre dele fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), konsulentfirmaet Landell Mills og Forsvarsakademiet – lever den op til dine forventninger?
SILBERG: Ja, i forhold til de rammer der blev sat for lige præcis denne erfaringsopsamling, så gjorde den det.

Men i forhold til at jeg godt kunne tænke mig en samlet evaluering af hele den danske krigsindsats i Afghanistan, så lever rapporten bestemt ikke op til mine forventninger – fordi den dækker kun en meget lille del af det store puslespil.

RÆSON: Og hvad er de andre brikker i det puslespil?
SILBERG: For mig som kaptajn i det danske forsvar så er det helt sikkert den militære indsats, som jeg rigtigt gerne vil have vurderet. Samt at få frem i lyset hvad det er for nogle ting, der er gået galt; også i forhold til hvor politisk styret indsatsen egentlig har været, eller hvor lidt styret den har været. En af mine anker er, at der ikke har været en samlet strategi for, hvad man rent faktisk gerne ville i Afghanistan.

RÆSON: I formålsbeskrivelsen står der: ”Opgaven her er ikke at vurdere, i hvilket omfang indsatserne i Afghanistan har virket efter hensigten, eller om resultatet stod mål med anstrengelserne.” Hvad er efter din mening årsagen til, at man bevidst har fravalgt denne del af spørgsmålet, som du og mange andre har efterspurgt?
SILBERG: Det interessante er, at det var daværende udenrigsminister Martin Lidegaard, som offentligt efterspurgte, at det nu var på tide at få lavet en evaluering af den danske krigsindsats. Dengang blev han bakket op af De Konservative. Så gik man til forhandlingsbordet og kom ud et par måneder senere med det erfaringsopsamlingsoplæg, det vil sige nogle rammer som blev sat på halvanden A4-side, hvor ordet ”krig” på intet tidspunkt blev nævnt.

Så der er nogle politikere, som bestemt ikke er interesseret i at få lavet en samlet evaluering; det må man bare konstatere. Hvem det så er, og hvad de har sagt ved forhandlingsbordet, ved kun de, der har siddet med omkring det.

RÆSON: Nogenlunde samtidigt med den danske Afghanistan-rapport blev der udgivet en rapport i Norge om den norske indsats i Afghanistan. Hvordan adskiller den danske tilgang til spørgsmålet sig fra den norske?
SILBERG: I den norske rapport har man sat to mål: For det første at vurdere om indsatsen har nyttet. For det andet at drage nogle erfaringer til fremtidige indsættelser. I den danske rapport handler det ikke meget om at tage ved lære; det er jo bare en erfaringsopsamling, det er ikke engang en evaluering, hvilket også blev understreget af de forskellige forskere, der fremlagde rapporten for Folketinget. Der blev rigtig meget vægt på at fortælle, hvordan rammerne havde været, og hvad præcist deres rapport ikke var.

RÆSON: I hvilket omfang kan betragtningerne i Norges Afghanistan-rapport overføres på danske forhold?
SILBERG: Det kan man selvfølgelig. Det ville være meget underligt, hvis vi havde to vidt forskellige opfattelser af, hvordan vores indsats har været i Afghanistan. Den norske rapport stemmer også meget godt overens med de ting, som man snakker om i USA, hvor man debatterer meget mere åbent og grundigt end i Danmark. Der er en meget mere kritisk debat derovre. Også med hensyn til deres eget statslige apparat; SIGAR (Senatets undersøgelseskomité for den amerikanske indsats i Afghanistan) går virkeligt også til stålet med hensyn til kritik – og det har vi slet ikke i Danmark. Så selvfølgelig kan de udenlandske betragtninger sagtens overføres. Fordi vi har jo været en lille del af hele den store indsats, så selvfølgelig ligger vores resultater i samme retning. Vi har bare ikke lyst til at snakke om det.

Så selvfølgelig kan de udenlandske betragtninger sagtens overføres. Fordi vi har jo været en lille del af hele den store indsats, så selvfølgelig ligger vores resultater i samme retning. Vi har bare ikke lyst til at snakke om det.
____________________

 

RÆSON: Kan du give nogle konkrete eksempler på udenlandske betragtninger, som vi kunne lære af?
SILBERG: Ja. Nu har jeg været aktiv i debatten i ca. fire år, og jeg synes faktisk kun, at niveauet er blevet lavere blandt danske politikere – det er blevet endnu mere forfladiget. Hver gang man kritiserer den danske indsats, så trækker de danske politikere den altid ned til spørgsmålet om, hvad alternativet var.

Forleden da Udenrigsminister Kristian Jensen forholdte sig til mine udtalelser i medierne, fremdrog han de punkter, som hele tiden bliver taget frem; den forventede levealder i Afghanistan er gået op, der er kommet flere i skole, og der er blevet afholdt frie valg. Det er også rigtigt, at med hensyn til de tre ting er der sket nogle forbedringer – men det står slet ikke mål med indsatsen.

Hvis vi ser på fx skolen, så behandlede SIGAR i en rapport for nylig netop skolesystemet, og det viser sig, at korruptionen også har inficeret skolesystemet; der er rigtigt mange skoler, som slet ikke fungerede, men alligevel fik penge fra undervisningsministeriet, og man regnede med, at der var over fire millioner ”spøgelseselever”, det vil sige elever der reelt ikke eksisterer i skolerne, men som alligevel trak midler fra undervisningsministeriet. Så mange af de ting, som danske politikere bruger til at feje kritik væk med, holder ikke.

RÆSON: Det lyder i høj grad som en efterrationalisering. Hvordan blev målet med indsatsen kommunikeret til soldaterne i felten, mens du var i Afghanistan? Hvordan blev målene opfattet af soldaterne? Var de helt overordnede mål noget, man italesatte?
SILBERG: Ja, præcis. Jeg vidste godt, hvorfor jeg skulle til Afghanistan. Det var for at skabe et godt forhold til lokalbefolkningen og få dem overbevist om, at projektet ”Den Islamiske Republik Afghanistan” var værd at satse på, og at de skulle stole på den lokaladministration, som var indsat i Helmand-provinsen, og de skulle lytte til, hvad der kom inde fra centraladministrationen i Kabul. Det var derfor, jeg var der, og det var det, vi brugte vores tid på. Det vidste soldaterne godt.

Men nu var vi et sted, hvor der var rigtigt mange kampe; så det var rigtig svært og blev i stedet en overlevelseskamp. En del af problemet, især på et sted som Helmand-provinsen, det var, at den kinetiske del af indsatsen, det vil sige selve kamphandlingerne, fyldte rigtig meget. Når man skal føre en overlevelseskamp, så er det rigtig svært at stabilisere og genopbygge ved siden af. Så målene blev i stedet udført på mikroniveau af den enkelte soldat.

RÆSON: Blev målene overordnet set opfyldt?
SILBERG: Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det. Problemet er også, at italesættelsen af de forskellige mål er skiftet så mange gange. Så man sidder tilbage som veteran uden et fælles narrativ, der kan sige: ”Det var derfor, vi var i Afghanistan; det var de mål, vi skulle prøve at opnå”. For det blev slet ikke fastlagt på noget tidspunkt. Politikerne shopper lidt rundt i argumenterne, som de har lyst til. Det samme kan kritikerne også gøre. Så jeg kan godt forstå, at der er rigtigt mange soldater hjemme, som er lidt forvirrede, og som egentlig ikke rigtigt har lyst til at forholde sig til det. Vi mangler en fælles forståelse nationalt for, hvorfor vi var i Afghanistan.

… italesættelsen af de forskellige mål er skiftet så mange gange. Så man sidder tilbage som veteran uden et fælles narrativ, der kan sige: ”Det var derfor, vi var i Afghanistan; det var de mål, vi skulle prøve at opnå”. For det blev slet ikke fastlagt på noget tidspunkt. Politikerne shopper lidt rundt i argumenterne, som de har lyst til […] Vi mangler en fælles forståelse nationalt for, hvorfor vi var i Afghanistan.
____________________

 

RÆSON: Og hvorfor blev målene ikke klarlagt?
SILBERG: Som jeg ser det, er det fordi der går politiske diskussioner i det. Det klareste eksempel, jeg kan komme på, er, at jeg var i P1 Debat med Marie Krarup (DF) og en anden Afghanistan-veteran, og så nævnte vi, hvorfor vi var i Afghanistan. Jeg sagde, at jeg var der for at promovere den afghanske regering og prøve at skabe en bedre fremtid for befolkningen, og så sagde Krarup, at det var helt misforstået, fordi vi var ikke i Afghanistan for afghanernes skyld – vi var der for vores egen. Hun mente også, at politikerne havde været rigtigt dårlige til at formidle over for soldaterne, hvorfor vi var i Afghanistan. Det er meget sigende for mig, at politikerne heller ikke selv kan blive enige. Så derfor kan vi selv vælge, hvad det er for et narrativ, vi vil klistre op på indsatsen.

RÆSON: Blev der gjort noget for at evaluere indsatsen undervejs?
SILBERG: Nej, det gjorde der ikke. På mikroniveau evaluerede vi hver patrulje rent militær-fagligt, men ellers blev det ikke evalueret. Det var ikke sådan, at mit halve års erfaringer blev brugt til noget som helst. Det er jo også et af problemerne. Mens jeg var dernede, lavede man stadig månedsrapporter hjem til det politiske niveau og til Forsvaret, hvor vi fortalte, hvordan vi syntes, at det var gået den sidste måned i Helmand-provinsen. Det holdt man op med i løbet af hold 10, det vil sige i løbet af 2010.

RÆSON: Blev månedsrapporterne brugt til noget?
SILBERG: Det ved jeg ikke. Nu var jeg helt ude i den spidse ende og har samtidigt været soldat i 25 år, så jeg kender lidt til systemet. Og jeg kunne se, når jeg sad til møder i staben i Camp Price, som ikke var så langt væk fra Camp Armadillo, at de rapporter, som vi sendte ude fra felten og ind til dem, blev opfattet meget forskelligt. Så kan man forestille sig, hvordan rapporter videre oppe i systemet ændrer karakter, når de kommer igennem forskellige niveauer. Så den virkelighed, man har fået præsenteret herhjemme, har været væsentlig forskellig fra, hvordan det var på jorden.

RÆSON: Ifølge Udenrigsminister Kristian Jensen har Danmark gjort en positiv forskel, at meget er gået godt i Afghanistan, og at vi allerede har lært af de fejl, der blev begået i forbindelse med indsatsen. Er du enig i de påstande?
SILBERG: Det er det, man kalder en ”gratis omgang”, for vi har ingen beviser for det.

Udenrigsministeren kan godt sige, at man har lært noget, og selvfølgelig har de også det som politikere, men det er bare ikke en læring, der er stadfæstet nogen steder, eller som befolkningen kan se. Men når man ser på politikernes handlingsmønster, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de har lært særligt meget. De er stadigvæk superfriske på at indsætte det danske militær i nye aktivistiske operationer uden de store udsigter til succes.

Jeg synes simpelthen, at det bliver hævet op på så højt niveau, at det er svært at modsige ham, og selvfølgelig har vi da gjort en forskel; vi har været i krig i femten år, så selvfølgelig har vi gjort en forskel dernede -men igen er min anke, at det slet ikke står mål med indsatsen. Amerikanerne har brugt flere penge på Afghanistan, end de gjorde på Marshall-planen omregnet til nutidsdollars, og SIGAR anslår, at det kun er ca. 20 pct., som er blevet brugt på genopbygning; resten er gået til korruption eller er blevet transporteret ud af landet til Dubai osv.

Der er blevet begået rigtigt mange fejl og mange fejldispositioner, og der kan Kristian Jensen sagtens sige, at det har vi lært af – men det kan man bare ikke se nogen steder. For det er aldrig blevet italesat; det er kun, når det tilfældigvis dukker op i en kritisk artikel eller de bliver bedt om at forholde sig til det af en journalist. Det er ikke sådan, at politikerne selv har taget initiativ til at sige ”nu skal vi tage ved lære” og vise deres vælgere, at de rent faktisk har tænkt sig at gøre noget.

RÆSON: Det ser ud til, at Danmark kommer til at deltage i mange internationale, militære operationer i fremtiden. Hvad kan vi lære af indsatsen i Afghanistan?
SILBERG: For mig at se som soldat betyder det rigtigt meget, at den indsats, som jeg skal ud at sætte mit liv på spil for, er gennemtænkt, og at man rent faktisk mener det. Jeg har ikke lyst til at sætte mit liv på spil for en lost cause.

For mig at se som soldat betyder det rigtigt meget, at den indsats, som jeg skal ud at sætte mit liv på spil for, er gennemtænkt, og at man rent faktisk mener det. Jeg har ikke lyst til at sætte mit liv på spil for en lost cause.
____________________

 

Jeg mener, at den vigtigste lære af krigen i Afghanistan er, at hvis man vælger at gå i krig, så gør man det for at gennemføre det. Problemet er, at det er et pseudo-engagement, vi har haft. For det første italesætter vi det slet ikke som en krig længere; juridisk er begrebet ”krig” ret udvandet. Det synes jeg er helt sort, for når man står ude i den spidse ende, og kugler flyver, og bomberne sprænger, så føles det ens, uanset om vi kalder det en humanitær intervention, en fredsskabende operation eller noget andet. Mennesker dør, og ting bliver sprængt i luften; for mig er det krig, uanset hvordan man vender og drejer det.

Jeg mener, at hvis vi vælger at involvere os i en krig som et land, så skal vi gøre det 100 pct., og fordi vi mener, at den indsats er så vigtig for vores land; at vi investerer det, der skal til. Jeg synes, at man bruger Forsvaret som et økonomisk virkemiddel; man afsætter så og så mange penge, så og så meget materiel, og så og så mange soldater i så og så lang tid, og så må det briste eller bære – om vi vinder, er fuldstændig lige meget, bare vi er der. Det er det, man kan kalde for symbolpolitik.

Jeg mener, at hvis man går i krig, så er det, fordi man mener, at nationen er truet, og så investerer man det, der skal til for at vinde. Når man bruger Forsvaret som et økonomisk virkemiddel, efterlader man også soldaterne med et moralsk dilemma over, hvad de har været med til og sat deres liv på spil for.

RÆSON: Mener du, at den offentlige debat om Forsvarets mål og midler er tilstrækkelig set i lyset af, hvor relativt ofte Danmark deltager i væbnede aktioner?
SILBERG: Nej, slet ikke. I USA siger man, at ”the mil-civ gap”, det vil sige kløften mellem den civile og den militære verden, bliver større og større.

Forståelsen for, hvad den militære del af den offentlige sektor laver, hvad pengene bliver brugt på, og hvad konsekvenserne af det, bliver mindre og mindre. I Danmark er vi 12-13.000 fastansatte soldater i hele Forsvaret, så det er en meget lille del af den danske befolkning, som har berøring med militæret, og som har en grundlæggende forståelse for, hvad det egentlig handler om.

RÆSON: Skyldes det manglende interesse fra den civile, politiske side?
SILBERG: Helt sikkert. Det fylder ingenting; når man ser på den seneste valgkamp, så blev der overhovedet ikke diskuteret udenrigspolitik. Man må bare konstatere, at lige præcis den militære indsats fylder meget i den danske udenrigspolitik, men det bliver slet ikke diskuteret. Der er også en bred enighed i næsten hele Folketinget, at vi bare engagerer os hele tiden. Så det bliver ikke diskuteret særligt meget og bliver besluttet meget hurtigt – det går virkelig stærkt nogen gange.

RÆSON: For nylig har man diskuteret åbenhed og ytringsfrihed i Forsvaret. Er det den anden side af problemet?
SILBERG: Helt sikkert. For som sagt så bliver afstanden større, og den eneste måde, vi kan lukke den på, er, at der er soldater, der ligesom mig giver deres besyv med og fortæller deres historier; og har en mening og en holdning til de ting, der foregår.

Hvis man ikke vil det, så bliver det journalister, forskere, eksperter og politikere, der skal diskutere vores brug af militæret – og det ser man jo ikke i andre sektorer. Man ser og hører ingenting fra militæret, og det er helt klart med til at forfladige debatten og gøre den mindre nuanceret; at der ikke er en kultur i Forsvaret for, at det er legitimt og velset, at man stiller sig op og har sin egen mening.

RÆSON: Der er du jo undtagelsen.
SILBERG: Ja, og det er trist. Fordi jeg har jo ikke svarene på alle spørgsmål – heller ikke i forhold til Afghanistan-krigen. Jeg har kun været udsendt et halvt år ud af sytten halve år i Helmand-provinsen, så der er masser af andre soldater, der har haft flere oplevelser, end jeg har, og som også burde have en mening. Men når ikke flere kommer på banen, så bliver det ofte meget ensidigt, da det er mig, som bliver bragt frem hele tiden. Jeg så rigtigt gerne, at mange flere af mine kolleger ville byde ind, så man netop kunne få alle nuancerne på bordet.

Jeg så rigtigt gerne, at mange flere af mine kolleger ville byde ind, så man netop kunne få alle nuancerne på bordet.
____________________

 

RÆSON: Danmark indgik som en ud af rigtigt mange bidragsydere til en amerikansk ledet aktion i Forsvaret. Kunne man fra dansk side reelt have gjort noget anderledes?
SILBERG: Vi kunne i det mindste have taget stilling. Vi kunne sagtens have været mere ambitiøse, og vi kunne undervejs have sagt, at vores indsats i Helmand ikke gik, som vi gerne ville have det, og prøvet at ændre på det; vi kunne have prikket lidt til englænderne og amerikanerne. Selv om vi er en lille aktør, så burde vores stemme stadigvæk gælde, for det betyder stadigvæk noget for amerikanerne, at danskerne er med – ellers ville de ikke spørge. Der mener jeg, at vi er alt for uambitiøse – også i forhold til når vi engagerer os i nye krige.

Den nationale analyse af, hvad der giver mening i fx Syrien, ser man slet ikke; der er det bare et spørgsmål om, at vi skal være sammen med vores nærmeste allierede og se, hvad de beslutter sig for at kaste sig ud i. Det er ikke sådan, at regeringen eller Folketinget bestiller en analyse fra diverse danske universiteter og inddrager alle de eksperter og forskere – vi har jo masser af kloge mennesker i Danmark – der kan komme med et bud på, hvordan man kan løse konflikten. Det er trist, og det er det samme, jeg så i Afghanistan; vi var der bare for at være der, og hvad der foregik derude, var man ligeglad med herhjemme. Det fik vi selv lov til at ligge og rode med. Tilbage i 2012 efterlyste jeg en evaluering, hvor Forsvarschefen var ude at sige, at for ham gav det ikke mening at lave en samlet evaluering. Han sagde, at han ikke ville være med til at pege fingre, og at det var dem, der var ude i Helmand, som havde ansvaret. På den måde skubber man ansvaret for krigsførelsen 5.000 kilometer væk.

RÆSON: Mener du generelt, at politikerne har skubbet ansvaret for deres beslutninger væk fra sig?
SILBERG: Ja, det synes jeg. Når man ikke interesserer sig mere for, hvad der foregår, og om det rent faktisk giver mening – og det synes jeg ikke, at det tyder på, når man ser tilbage på Afghanistan-krigen.

Det, der var problemet i Helmand, var, at der aldrig var nogen af parterne, der fik overhånd; det kørte altid på samme lave blus. Det er sådan nogle ting, man skulle have set, evalueret og gjort noget ved. Også når man ser på antallet af døde; da jeg tog af sted på Hold 9, vidste jeg, at rent statistisk så skulle vi miste fem soldater, for det var, hvad der var sket på de andre hold. Det blev holdt på samme niveau hele tiden – og rent militært er det helt godnat.

Man går ind for at vinde et slag, og man bliver ikke ved med at kæmpe i syv år på samme lave niveau; man går i krig for at vinde.

ILLUSTRATION: Dansk kampvogn på den sidste opgave. Helmandprovinsen, Afghanistan, 27. januar 2014 [foto: Nicholas Lundgard/Forsvarsgalleriet]