03.07.2016

Med den nye integrationsydelse og kontanthjælpsloftet skaber et politisk flertal i det danske folketing ægte, absolut fattigdom. I kan ikke være uvidende om, at familier som en direkte konsekvens kommer til at gå sultne i seng. Jeg forudser, at vi kommer til at se tiggende børn på gaden i Danmark. I kan ikke påstå, at I ikke blev advaret. Og det vil ske.

 

KOMMENTAR af Lisbeth Zornig

LØKKE OG CO. har pr. 1. juli 2016 introduceret ’absolut fattigdom’. Indtil da har en stor gruppe børn ”blot” oplevet det, vi kalder ’relativ fattigdom’. Altså den fattigdom, børn oplever som at mangle de oplevelser og materielle goder, deres kammerater har adgang til.

RELATIV FATTIGDOM er nu rædselsfuldt nok. Det betyder f.eks. at Patrick og Ibrahim som de eneste to i 2. klasse sidder med knugede hænder og en voksende klump i halsen, når den søde klasselærer tager runden om, hvad børnene har lavet i sommerferien. De ved begge to, at det på ingen måde er ”street” at sige ”ingenting” eller ”på ferie med Dansk Folkehjælp sammen med en større gruppe enlige forsørgere”. (I øvrigt et meget prisværdigt arbejde, Dansk Folkehjælp udfører). Måske står de det igennem og får sagt sandheden. Måske laver de ballade, så den søde lærer bliver rasende og sender dem uden for døren. Sandsynligvis bliver de hjemme den første dag med en pludselig opstået sygdom. For de husker med rædsel 1. klasse, hvor de uvidende om, hvad der tæller i venskaber og grupper ubekymret sagde ”ingenting” eller ”Dansk Folkehjælp”. Den fejl begår de ikke igen. Og når de når 9. klasse er de mestre i at navigere mellem løgn og angsten for at falde igennem. I 9. klasse har de begge ”besluttet”, at de ikke kan li’ pizza og derfor med et skuldertræk takker nej til at gå med over på pizzeriaet, når de andre drenge går derover. De har nemlig madpakke med. Eller også er de ikke sultne. ”Not”. Men det er det, de siger. For ikke at falde igennem.

I Børnerådets rapport til FNs internationale Børnekomité fortæller børnene historier præcis som de beskrevne. Og ved seneste eksaminering af Danmark, som jeg deltog i, fik vi en næse for ikke at have nok fokus på børnefattigdom. Det var dengang. Det var, da vi kun havde relativ fattigdom.

Kunsten er at falde hurtigt i søvn [om at drikke sig mæt i vand]
_______

 

NU INTRODUCERER REGERINGEN med et flertal bag sig ’absolut fattigdom’ i form af integrationsydelse og kontanthjælpsloft. Absolut fattigdom er ikke noget, vi kender så forfærdelig meget til i Danmark. Det blev afskaffet før jeg husker og selv om jeg voksede op i den fattigste del af befolkning, gik vi mætte i seng. Nuvel – maden var af og til mærkelig og ernæringsmæssigt mangelfuld. Men vi havde ikke ondt i maven af sult. Nu kommer Danmark til at have en gruppe af børn og voksne, der skal lære at drikke sig mætte i vand, inden de skal sove. Det er nemlig et godt trick til at falde i søvn inden sulten melder sig. Kunsten er at falde hurtigt i søvn.

Når sulten bliver tilstrækkelig langvarig, begynder både børn og voksne at blive kreative. Og ikke på middelklassemåden, hvor de tegner fine tegninger. Nej, det handler om at skaffe penge. Og børnene bliver inddraget. I starten på den lovlige måde. Der kan samles flasker og gås med aviser. Men det vil næppe være nok med de ufattelige lave indkomster og det høje udgiftsniveau, vi har i Danmark. Og så begynder kriminaliteten. I den milde ende butikstyveri – i den grove ende handlinger, der kan ende med at gøre skade på andre mennesker også. Altså røverier og den slags.

Er det det vi vil? ”Nej, vi vil bare motivere de voksne til at tage et arbejde”, vil flertallet sige. Well, man kan banke et menneske nok så meget i hovedet. Hvis jobbet, helbredet og mulighederne i øvrigt ikke er til det, giver det ikke arbejde. Det giver depressioner, selvmedicinering, skænderier, modløshed, vrede mod samfundet og mistrivsel. Og et forbandet dårligt afsæt for børnene til at få et godt og bæredygtig voksenliv.

Vi har kloge politikere. Også blandt de røvhuller, der udgør regeringens flertal
_______

 

JEG TÆNKER, vi har kloge politikere. Også blandt de røvhuller, der udgør regeringens flertal. Og de ved, jeg har ret. Regeringen har oveni købet selv dokumenteret, hvor få der kommer i job, når man skærer i ydelserne. Alligevel gør de det. Af ondskab? Næ, det tror jeg ikke. De gør det, fordi de tror, flertallet af borgerne ønsker det. Og borgere er stemmer.

Jeg tror, de tager fejl. Når borgerne opdager, vi konsekvent ødelægger børns muligheder for et godt liv, vil de ændre holdning. Og så vil de kræve en forklaring.

HVORNÅR BLIVER DET TYDELIGT for borgerne? Det bliver det, når vi møder børn, der tigger i gaderne. For det kommer. Indenfor ganske få år, vil vi møde sorte, hvide og brune børn, der tigger. Medmindre en eller anden velgørende organisation som f.eks. Hus Forbi udvikler aviser eller børnebøger, børn kan sælge. Det føles jo ikke helt som tiggeri, og så kan borgerne måske bedre leve med det. Vi får se. Jeg får ret.

Indenfor ganske få år, vil vi møde sorte, hvide og brune børn, der tigger
_______

 

Lisbeth Zornig Andersen (f.1968) er uddannet cand. polit med speciale i spilteori, finansiel programmering og industriøkonomi. Første del af karrieren tilbragte hun som programmør og senere chef i virksomheder som Codan, Danske Bank, KMD og Specialisterne. De seneste seks år har hun kæmpet for udsatte børn og deres familier, først som børnerådsformand og fra 2013 som stifter af Huset Zornig og Zornig & Partner, foreningen “Stemmer På Kanten” og tænketanken “Social Innovations Forum”. ILLUSTRATION: Lærke Posselt/Polfoto