18.04.2016

Borgerkrigen i Syrien har sat sit aftryk på mange aspekter af samfundet i nabolandet Libanon. Hvad end man taler økonomi, bureaukrati, affaldssortering eller politik, dukker flygtningestrømmen op som et tilbagevendende emne.

Libanon er under betydeligt pres og gennemgår i øjeblikket en række kriser, men det er ikke nødvendigvis flygtningene der udgør en sikkerhedstrussel i landet, mener forsker Filippo Dionigi fra London School of Economics. Ifølge Dionigi kan flygtningene i stedet ende med at blive brugt som et strategisk middel til at optrappe den politiske konflikt der forligger mellem tilhængere og modstandere af det syriske regime i Libanon: ”… risikoen for konflikt ligger mellem de, der støtter det syriske regime og de, der er i mod,” siger han til RÆSON.

Af Anne Kirstine Rønn

Siden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, har nabolandet Libanon gennemgået en voldsom demografisk forandring: Strømmen af flygtninge, der anslås til at være på 1,5 million, har løftet befolkningstallet med hele 20-25 pct. Fra kaffeboderne på markedet til landets parlament udtrykkes bekymringer om, hvad dette gør ved stabiliteten i landet. For Libanon har i forvejen verdens højeste koncentration af flygtninge per indbygger, bærer dybe ar efter årtiers sekterisk borgerkrig og oplever store problemer med økonomi, infrastruktur og politik.

Spørgsmålet om Libanons stabilitet er imidlertid ikke kun relevant for landet selv – men også for os i Europa. For hvis Libanon destabiliseres, brister samtidig et af de største modtagerlande for de syriske flygtninge.

Spørgsmålet om Libanons stabilitet er imidlertid ikke kun relevant for landet selv – men også for os i Europa. For hvis Libanon destabiliseres, brister samtidig et af de største modtagerlande for de syriske flygtninge.
____________________

 

Filippo Dionigi er forsker på London School of Economics’ Middle East Center og forfatter til en større rapport om flygtningestrømmens konsekvenser for Libanon. Rapporten giver et billede af, hvor komplekst det er at forstå flygtningestrømmens konsekvenser. Flygtningesituationen ræsonnerer med tidligere konflikter; både økonomisk, politisk og socialt, forklarer Dionigi. Og derfor skal man skal være varsom med at tilskrive flygtningene årsagen til landets sikkerhedssituation.

Skrantende nationaløkonomi – men er det flygtningenes skyld?
Ser man på Libanons økonomiske tilstand, ser man et land, der langt fra er rustet til håndtere halvanden million krigsflygtninge. En samlet statsgæld på 132 pct. af BNP, sætter landet på niveau med Italien. Eksporten er siden 2013 faldet støt, og turismen – landets kerneindustri – er siden krigen mellem Hezbollah og Israel i 2006 skrumpet ind til et minimum. Alligevel skal man ifølge Dionigi være forsigtig med at konkludere, at tilstedeværelsen af syrere destabiliserer landets økonomi yderligere. Man er blevet flere mennesker om at efterspørge de samme services, de samme veje, det samme vand og den samme elektricitet. Men flygtningene udgør også arbejdskraft og købekraft i den libanesiske økonomi.

“Syrere har altid været Libanons muskler,” siger Filippo Dionigi og refererer til, at Libanon gennem de seneste 5-6 årtier har haft mellem en halv til en million syriske gæstearbejdere; et omfang, der langt overgår de andre lande i regionen. Udtrykket “Libanons muskler” kommer af, at syrere traditionelt har været bygningsarbejdere og landarbejdere, kendt for at tage sig af de opgaver, som libanesere takker nej til; for en løn, der ligger langt under, hvad libanesere vil acceptere. Selvom der er kommet mange flere syrere til landet nu, er der tegn på, at deres arbejdskraft stadig er efterspurgt. Da Libanon indførte en strammere grænsepolitik sidste år, har landbrugssektoren rettet klage til myndighederne over, at man ikke kunne ansætte tilstrækkeligt med syrere længere, fortæller Dionigi.

Ifølge Dionigi er det altså ikke flygtningene, men snarere ustabiliteten inde i selve Syrien, der rammer Libanon økonomisk. Med borgerkrigen har Libanon mistet en vigtig eksportrute. Fordi grænsen til Israel er lukket, udgør Syrien den eneste landvej ud for libanesisk eksport. Ifølge Verdensbanken tabte libanesiske eksportører mellem 2010 og 2012 gennemsnitligt omkring 440.000 kr., fordi veje i Syrien blev ufremkommelige. Men samtidig har borgerkrigen også skabt nye forretningsmuligheder; borgerkrigen har begrænset den syriske produktion, som i stedet er blevet overtaget af libanesiske virksomheder. Et studie fra Verdensbanken fra 2015 viste at eksporten på hvede, drikkevarer og tobak er steget markant, og at denne stigning endda opvejer den tabte eksport under krigens første år.

Ét faktum ligger dog stadig uden for diskussion: Libanons økonomi bløder. Og jo mere den bløder, des mere afhængigt bliver landet af international bistand til at dække udgifterne til flygtningenes sundhed, skole og nødhjælp.
____________________

 

Ét faktum ligger dog stadig uden for diskussion: Libanons økonomi bløder. Og jo mere den bløder, des mere afhængigt bliver landet af international bistand til at dække udgifterne til flygtningenes sundhed, skole og nødhjælp. Så længe der kommer penge fra det internationale samfund, kan Libanons økonomiske situation – i det mindste på kort sigt – blive håndteret, vurderer Dionigi. Men i det øjeblik, den udefrakommende hjælp ryger ned under 50 pct. af det anmodede budget, er det ikke muligt at dække flygtningenes behov med Libanons hullede statskasse. Og det leder videre til næste spørgsmål: for er der garanti for, at der kan rejses penge nok fra det internationale samfund? Den såkaldte “Lebanon Crisis Response Plan” for 2015 manglede 37 pct. af sit budget ved årets slutning. Planen for 2016 er indtil videre kun dækket med 5 pct., men Dionigi mener alligevel, at de internationale donorer er villige til at støtte økonomisk. De har et stærkt incitament for det, fordi alternativet er, at flere syrere vil søge mod Europa.

Flygtningene øger kløften mellem fattig og rig
Hvad angår økonomi, er den store bekymring i Libanons flygtningedebat snarere befolkningens socioøkonomiske vilkår, end statskassens indhold. Mange libanesere frygter, at syrerne vil tage deres jobs. Hvorvidt dette er sandt, er svært at sige, vurderer Filippo Dionigi. Men det ændrer ikke ved, at den store økonomiske udfordring ligger i at sikre, at både flygtninge og libanesere er i arbejde, siger han. Det er en vurdering, han deler med mange, også hos de organisationer, der arbejder med flygtninge.

Ifølge Michael Bates, som er landekoordinator hos Dansk Flygtningehjælp i Libanon, er det vigtigt, at man laver en mere langsigtet indsats, der sigter mod det libanesiske samfund og ikke flygtningene alene. Vil man sikre arbejde til alle, må man forstærke de strukturer, som arbejdsmarkedet hviler på; blandt andet ved at forbedre strømsystemet, og løse problemet med det affald, der hober sig op i Beiruts forstæder og kan lugtes helt inde i byens centrum. Samtidig må man også løfte de økonomiske vilkår for de mange libanesere, som lever i arbejdsløshed og fattigdom. For selvom Libanon sammenlignet med dets naboer er velstående, lever over en halv million libanesere og palæstinensere under landets officielle fattigdomsgrænse på 2,4 dollar om dagen. Michael Bates giver et eksempel på et af Dansk Flygtningehjælps nuværende projekter, der netop søger at hjælpe både syrere og libanesere i arbejde. Projektet går ud på at sætte libanesere og syriske flygtninge sammen efter deres arbejdskvalifikationer og lade dem starte en forretning op sammen. Dansk Flygtningehjælp tilbyder træning og rådgivning, og de bedste 5-10 forretningsprojekter kan vinde mindre pengepuljer.

Flygtninges socioøkonomiske situation er svær at sætte tal på. Det er svært at gøre op, hvem der er på arbejdsmarkedet og hvem der ikke er, hvem der har en indkomst, og hvem der ikke har. Mange arbejder i den sorte sektor eller ernærer sig gennem, såkaldte “casual jobs”, 10 dage om måneden. Det anslås at 90 pct. er i gæld, og mange har taget lån gennem private udlånere. Hvad der er sikkert er, at de syriske flygtninge bliver stadig fattigere, og at en stor del af dem er uden fast arbejde, og de flygtninge, som havde penge med sig ind i Libanon, bruger dem op, hvis ikke de finder et arbejde. Kigger man på, hvor flygtningene bosætter sig, så er det i områder, som i forvejen er fattige. Dermed er flygtningene ikke kun med til at øge den fattige del af befolkningen. De er også med til at udgrave den i forvejen dybe kløft mellem fattige og rige regioner, fortæller Dionigi.

Manglende registrering – den skjulte katastrofe
Registreringen af flygtninge er et alvorligt problem, og udsigten, til løsning er svær at få øje på. I oktober 2014 vedtog Libanons kabinet at gøre op med den såkaldte “open door-policy”, som tidligere lod flygtninge strømme frit over grænsen uden anden kontrol end spørgsmål til baggrundsstatistik. Beslutningen førte til, at man i januar 2015 strammede kravene til dokumentation, tog ansvaret for registrering af flygtninge fra FNs flygtningekommission UNHCR, og lagde det i hænderne på de libanesiske myndigheder, der ifølge Dionigi slet ikke har den tilstrækkelige lovgivning til at håndtere det.

“Vi ved sådan set ikke, hvad der er den retslige status for de syriske flygtninge i Libanon,” siger Dionigi. Så længe man har et arbejde eller en lejekontrakt, og bidrager økonomisk, har man lov til at opholde sig i landet. Det er et problem for de, der beder om adgang til Libanon ud fra et humanitært grundlag, og for de, der ikke har en lejekontrakt eller arbejde på papir – hvilket man ikke almindeligvis har. Er man allerede i Libanon, uden at være registreret ved UNHCR, kan det også være svært at forny sin opholdstilladelse. Enten fordi man har mistet sit arbejde og ikke længere kvalificerer sig til opholdstilladelse, eller simpelthen fordi man ikke har råd til at betale de 200 dollar om året, som det koster at forny den.

Ifølge FNs opgørelser bliver 70 pct. af de børn, der fødes inden for Libanons grænser af syriske forældre ikke registreret og de er derfor reelt statsløse.
____________________

 

De mange papirløse flygtninge skaber et nyt, og værre problem. Forældre, som ikke har de nødvendige papirer for deres eget ophold frygter at blive anholdt eller deporteret, hvis de går til myndighederne for at registrere deres nyfødte børn. Ifølge FNs opgørelser bliver 70 pct. af de børn, der fødes inden for Libanons grænser af syriske forældre ikke registreret og de er derfor reelt statsløse. Allerede tilbage i 2014 advarede UNHCRs chef for international beskyttelse, Volker Türk, i en pressemeddelelse om, at de papirløse flygtningebørn risikerer at forblive statsløse resten af livet, hvis ikke registreringsproblemet bliver løst. Har man ikke mulighed for at bevise sin nationalitet, mister man sine rettigheder til sundhed, skolegang og fri bevægelighed. På organisationens egen nyhedsportal kalder UNHCR nu problemet for en skjult katastrofe.

Der er to forhindringer, som gør registreringsproblemet svært at løse. Den første er økonomisk. Ved en FN-konference om flygtningesituationen, der blev afholdt i februar i år, stillede libanesiske politikere et forslag om at gøre det gratis at forny sin opholdstilladelse. Men dette forslag vil kun realiseres ved hjælp af bistand udefra, siger Filippo Dionigi, som tror, at Libanon får svært ved at overbevise det internationale samfund om at give støtte til forslaget. Mens der er stor vilje til at donere til humanitært, er omverdenen ikke interesseret i at donere penge til registrering og administration, siger han. Den anden er politisk: Tammam Salam, Libanons premierminister sagde ved lanceringen af Libanons såkaldte “Crisis Response Plan” for 2016, at man ikke skal naturalisere flygtningenes tilstedeværelse. Det er vigtigt at slå fast, at deres ophold er midlertidigt, og at de skal vende tilbage, så snart Syrien er stabilt nok, mener han. At tildele syriske flygtninges børn fødselsattest i Libanon bliver netop set som en måde at naturalisere flygtningene på.

Kan Libanon rumme 1,5 million flygtninge?
Særligt ét billede har indprentet sig i debatten om flygtninges nærområder. Og det er billedet af Zataari refugee camp i Jordan. Et stort ørkenareal, der strækker sig ud i horisonten, hvor 83.000 beboere, vandrer rundt mellem støvede telte og lever af rationeringer fra humanitære organisationer. Det billede kunne ikke være mere forskelligt fra virkeligheden i Libanon.

Landets myndigheder har nemlig vedtaget, en såkaldt ”no-camp-policy”, et tiltag imod at etablere officielle flygtningelejre for de mange syrere. Fire ud af fem syriske flygtninge bor derfor til leje i store flerfamiliesbygninger, som oftest huse, der er blevet ladt tomme, eller ikke er bygget færdigt. Kører man i bjergene kan man se, hvor flygtningene har slået sig ned. Det kan være et hus, hvis vægge er smadrede og ufærdige, men hvor der er nye vinduer og gardiner, og haven er dyrket. Selvom der stadig er teltlejre i Libanon er disse små. Teltbeboelser i Libanon er dyre og ustabile løsninger, da ejeren af jorden kan beslutte sig for at smide flygtningene ud og bruge sin grund til noget andet. Telte er ikke særlig robuste, og sidste vinter, hvor der faldt tykke lag sne i bjergene, kollapsede teltenes tage under vægten af snedækket.

Landets myndigheder har nemlig vedtaget, en såkaldt ”no-camp-policy”, et tiltag imod at etablere officielle flygtningelejre for de mange syrere […] Libanons beslutning imod flygtningelejre er først og fremmest en beslutning, der skal sikre stabilitet.
____________________

 

Beboelse er et problem nordpå, hvor de små landsbyer på 10.000 mennesker pludselig bliver befolket med 30.000 ekstra indbyggere, oplyser Dansk Flygtningehjælps landekoordinator i Libanon Michael Bates. Spørgsmålet er derfor, om der i fremtiden vil være boliger nok til alle eller om Libanon på et tidspunkt vil være nødsaget til at bygge officielle flygtningelejre.

Det scenarie er Filippo Dionigi ikke bekymret for. Han forudser, at man i stedet vil etablere såkaldte refugee communities, som eksempelvis et nedlagt indkøbscenter, der er indrettet til lejligheder. Libanons beslutning imod flygtningelejre er først og fremmest en beslutning, der skal sikre stabilitet. Den er baseret på erfaringerne med de palæstinensiske flygtninge, som kom til landet i perioden 1948-1967. De palæstinensiske flygtningelejre blev anset som autonome områder, hvor det libanesiske militær ikke havde adgang, og hvor palæstinensiske militser havde et fristed til at træne deres egne folk og bruge deres egne våben. De kristne og shia-orienterede grupper, som traditionelt har været imod palæstinenserne i Libanon, er bange for, at det samme vil ske med de syriske flygtninge, fortæller Dionigi, og indtil videre har debatten om flygtningelejre ikke rykket sig nogen steder.

Vold forbliver en frygt – men det er ikke på grund af flygtningene
Frygten for udbrud af voldelig konflikt gennemsyrer Libanon, hvis befolkning er delt op af sekteriske skel. De to største grupper: muslimer og kristne fordeler sig med henholdsvis 54 og 40 pct., og den muslimske befolkning er lige opdelt i sunni og shia-muslimer. Det er ikke mere end 26 år siden, at disse grupper sluttede fred efter 15 års borgerkrig.

“Når vi skriver og læser om Libanon, er der altid denne følelse af urolighed, for at en konflikt på et tidspunkt skal begynde. Og da den syriske krise brød ud, forventede alle, at Libanon ville blive påvirket af borgerkrigen,” siger Filippo Dionigi. Men konflikten i Syrien har endnu ikke haft den spil-over effekt til Libanon som omverdenen frygtede, fortæller han. Og selvom sekterisk konflikt altid er en risiko, er Dionigi påpasselig med at forvente, at situationen vil forværres.

“Jeg tror ikke, konflikten kommer til at opstå langs de sekteriske skel. Jeg tror snarere, risikoen for konflikt ligger mellem de, der støtter det syriske regime og de, der er imod,” siger Dionigi. Spørgsmålet om Syrien opdeler Libanons politikere i to lejre. Landets to shia-muslimske partier, Hezbollah og Amal, er hovedsøjler i den såkaldte 8. marts-koalition, som støtter Assad. På den anden side er den såkaldte 14. marts-koalition, anført af the Future Movement, som er et sunni-baseret parti, hvis leder, Saad Hariri er søn Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri. De to lejre har traditionelt været i konflikt, og der er en risiko for, at flygtningene bliver brugt strategisk til at optrappe konfliktens niveau.

“Vi har ikke nogen tidligere erfaringer eller opgørelser, der kan sige noget om, hvor sandsynligt det er, at dette scenarie kan finde sted,” fortæller Dionigi. Men han tilføjer, at syrernes behov for bolig og humanitær hjælp kan blive udnyttet af politiske grupperinger til at skaffe sig tilslutning. Derudover har der også været eksempler på, at 14. marts-koalitionen har brugt flygtningekrisen som en anledning til at understrege deres modstand over for Assad-styret. Hvis flygtningene bliver brugt som brændstof i en politisk kamp, kan det forværre sikkerhedssituationen i Libanon, forudser Dionigi.

“Jeg tror ikke, at de sikkerhedstrusler, som Libanon står over for i øjeblikket, relaterer sig direkte til flygtninge,” konkluderer Dionigi. “Libanon gennemgår i øjeblikket en række kriser. En af dem er, at landet siden 2014 ikke har haft en præsident. Et andet aspekt er den Syriske konflikt, som er i konstant forandring.” Flygtningene er altså ikke årsagen til Libanons ustabile situation – men snarere dens ofre. De er udsatte og sårbare, og ender Libanon med at knække sammen, kan man kun gætte på, hvor den halvanden million flygtninge så vil tage hen.

Flygtningene er altså ikke årsagen til Libanons ustabile situation – men snarere dens ofre. De er udsatte og sårbare, og ender Libanon med at knække sammen, kan man kun gætte på, hvor den halvanden million flygtninge så vil tage hen.
____________________

 

Anne Kirstine Rønn er BA i Statskundskab fra Københavns Universitet, hvor hun har taget valgfag inden for international politik i Mellemøsten og Afrika. I øjeblikket bor hun i Beirut, hvor hun er i praktik hos The Samir Kassir eyes (SKeyes) Center, en NGO der arbejder for pressefrihed i Mellemøsten.

ILLUSTRATION: Flygtninge i registreringskø hos UNHCR i Tripoli, Libanon, 8. januar 2014 [foto: Mohamed Azakir/World Bank]