04.08.2016

Vi skal fortsat søge dialogen med Rusland, og vi skal for alt i verden undgå en krig på europæisk jord, men den kolde krig er beviset på, at dette ikke opnås ved eftergivenhed.

KOMMENTAR af Steen Holm Iversen, Folketingskandidat (LA)

NEJ, NEJ OG ATTER NEJ. Der hersker ikke en hysterisk stemning i vesten overfor hverken Vladimir Putin eller Rusland, og det er derudover noget sludder at påstå, at Danmark eller NATO ikke har en politik overfor Rusland, som Marie Krarup fra Dansk Folkeparti gør i sin kommentar i RÆSON 17. juli 2016.

Marie Krarup argumenterer videre med at påstå, at vi på vigtige områder deler interesser med russerne.
For at starte med det sidste tror jeg egentlig, Marie Karup har ret. Jeg tror stadig på, at den almindelige russer gerne vil have demokrati, retssikkerhed og frihed. Problemet er jo bare det, at Putin de sidste 10 år langsomt, men sikkert, har genindført noget, som russerne kun kender alt for godt fra Sovjettiden. En elitær stat, et skindemokrati og en retsstat og domstolsystem der er styret af, hvad Kreml dikterer!

Vi har igennem de sidste 10 år set den Russiske statsmagt genvinde tidligere tiders magt og styrke, samtidig med at Vladimir Putin sikkert og bevidst har fået tilført præsidentembedet en større og større de facto magt, hvorved Dumaen, underhuset i det russiske parlament, og premierministeren i større og større udstrækning minder om en permanent siddende partikongres.

Stribevis af regimekritiske NGOer er blevet forbudt, journalister er forsvundet eller døde på mystisk vis, ligesom andre systemkritikere forfølges og sættes i fængsel på falske eller opdigtede anklager. Mest aktuelt er vel sagen om den tidligere chef for det russiske dopingagentur RUSADA, Nikita Kamayev, der døde under mystiske omstændigheder, da han indledte en korrespondance med journalisten David Walsh om at offentliggøre detaljer om RUSADA og hans egen medvirken i den russiske statsdopingskandale i en bog! Skandalen om statsfinansieret og styret doping er blot det seneste eksempel på, hvilken retning Putins Rusland bevæger sig!

Sidst men ikke mindst har Putin gennemført noget, der kunne minde om en nationalisering af medierne i Rusland, ligesom som Putin og FSB i stadig større grad kontrollerer russernes internetadgang. Herved er russerne prisgivet til den statsstyret propaganda , så lad os holde dem udenfor denne diskussion.


Jeg har svært ved at få øje på de værdier og interesser vi deler med Putins administration. Er det mon retten til at kontrollere medier, journalister og presse? Er det mon retten til at annektere Krim – blot fordi man har en historisk forbindelse med området, eller er det retten til invadere sine nabolande og starte en borgerkrig i det østlige Ukraine med tusindvis af ofre, Marie Krarup mener?

Hvad er det for en dæmoniseringspolitik, som Marie Krarup mener, vi i vesten forsøger at skabe?


Når jeg lytter til de russiske medier, er retorikken og budskaberne klart og entydigt dæmoniserende og propaganderende – tangerende til en serbisk tragedie i forhold til vesten, NATO og USA er Ruslands fjender og det er konsekvent russerne der behandles uretfærdigt og som forfølges.

Det er ikke det billede, jeg ser beskrevet af Rusland eller Putin i de vestlige medier, med mindre det da er noget Putin selv har iscenesat, som da han sendte hans private rockerklubs flag op i den internationale rumstation. Klubben hedder i øvrigt Night Wolves og fungerer i øvrigt også som Putins private uofficielle tæskehold, mafia og femtekolonne-gruppering. Gruppen turnerer i øvrigt rundt i de tidligere sovjetrepublikker og opildner russiske befolkningsgrupper til at gøre oprør og til at løsrive sig. Senest har Putin oprettet en paramilitær enhed – Nationalgarden direkte under hans egen kommando, med det formål at bekæmpe ulovlig offentlig uro og terror, hvilket vel blot er endnu et kendetegn ved en snart enevældig diktator, der manifesterer sin magt.

Den sammenligning, som Marie Krarup foretager af Vesten og NATOs position og politik overfor Rusland med Marshallhjælpen i Tyskland efter Anden Verdenskrig, giver slet ingen mening, og slet ikke når Marie Karup tillige påstår, at vi ikke har læst på Ruslands historie og dermed ikke forstår Ruslands ageren.

At påstå yderligere at Ruslands optræden har været ”pragmatisk og stabiliserende” i diverse konflikter er i en kategori, hvor enhver fornuftigt har forladt debatten! Rusland har nemlig ved en række handlinger brudt med eller har direkte meldt sig ud af det samarbejde, der har været normen og normalbilledet siden midten af 1990érne.

Det er Putin, der har forladt samarbejdets vej, og Putin der har brudt det strategiske samarbejde med NATO.
_______

 

Det er Putin, der har forladt samarbejdets vej, og Putin der har brudt det strategiske samarbejde med NATO.
Er der noget, Marie Krarup har ret i, er det, at Vesten og NATO har fælles interesser med Rusland i bla. at sikre fred og stabilitet i Europa og ikke mindst at bekæmpe truslen fra radikal Islam. En trussel som Rusland også selv er ramt af.

Problemet er jo bare, at Putin ikke længere ønsker at bekæmpe radikal islam i fællesskab med Vesten, ligesom Putin heller ikke længere ønsker at respektere det simple forhold, at en aftale er en aftale. Hvis han ville det havde han opsagt aftalerne om Krims tilhørsforhold til Ukraine i stedet fro at at invadere og annektere Krim, ligesom han ville have overholdt våbenhvileaftalerne i det østlige Ukraine.

Jeg er en enig i, at NATO har optaget lande som medlemmer, der ligger i Ruslands interessesfære. I modsætning til Rusland er de nye medlemsstater for flertallets vedkommende nogle forholdsvis velfungerende demokratier, der ønsker at sikre sig imod den historisk set største trussel som de ser true deres selvstændighed og frihed. Derfor ønsker de at blive omfattet af NATO’s kollektive sikkerhedsgarantier og blive en del af forsvarsalliancen.


Der er i de fleste af de nye medlemslande russiske mindretal, som Putin påstår bliver forfulgt. Det gør de også helt rigtigt i nogle lande, men med til historien skal vel også tilføjes, at de russiske mindretal er resterne af en elitær sovjetisk reminiscens, da man i Sovjet ikke havde fuld tillid til andre end netop russere! Dette berettiger dog hverken til forfølgelse eller invasion.

NEJ, DER ER ALT MULIG GRUND TIL AT VÆRE KRITISK overfor Rusland, Ruslands udvikling og Dansk Folkepartis holdning til samme. Vi skal fortsat søge dialogen med Rusland, og vi skal for alt i verden undgå en krig på europæisk jord, men den kolde krig påviste, at dette ikke opnås ved eftergivenhed, men kun ved regional som kontinental militær balance samt håndfasthed, hvorved der ikke er tvivl om NATO’s vilje eller evne.

Sådan er det desværre nødt til at være, indtil Rusland, som det var for Sovjet, indser, at de økonomiske omkostninger ved den nuværende ekspansive og aggressive udenrigspolitik, uanset om den gør Rusland stor igen, er for høj.
De eneste, der er hysterisk naive i denne debat, er dem der påstår, at der intet er at frygte fra Putin eller fra Rusland.

■

ILLUSTRATION: Vladimir Putin besøger den russiske cruiser Aurora i Skt. Petersborg på den russiske flådedag 31. juli. Mikhail Klimentyev/ITAR-TASS/Polfoto