06.07.2016

Siden 2001 har de vestlige regeringer fokuseret meget på bekæmpelsen af terrorismen og meget lidt på forebyggelsen. På en række punkter skal vi tænke større og mere langsigtet, hvis ikke krigen skal vare evigt.

KRONIK af Andreas Sugar

Blodige terrorhandlinger er desværre blevet en del af den globale hverdag og skaber frygt og usikkerhed overalt. Da enhver stat i høj grad bedømmes ud fra evnen til at beskytte og skabe tryghed for sine borgere, er terrorbekæmpelse blevet en prioritet for de fleste vestlige regeringer. Der er blevet sat hårdt ind, og der bruges mange ressourcer. Men en stor del af indsatsen er desværre reaktiv og består ikke i meget mere end symptombehandling. Vi synes låst fast i en korttidsmentalitet, hvor fokus er på bekæmpelse i stedet for forebyggelse.

En ond cirkel
Lige nu befinder vi os i en ond cirkel, ikke ulig den udvikling vi har set i Israel/Palæstina i de sidste mange år. Det er hårdt mod hårdt, handling og modreaktion. Hvert terroranslag udløser flere slagkraftige efterretnings- og militæroperationer, som nok er berettigede og nødvendige men samtidig med til at styrke terroristerne i deres forestilling om, at de kæmper en regulær krig mod en jævnbyrdig ideologi. Derudover er hver nye terroraktion med til at trække linjerne hårdere op, hvilket også er i terroristernes favør. Der er ingen tvivl om, at Islamisk Stat og relaterede grupper jubler over – og sikkert også tager med i deres kalkuler – at deres aktioner ikke blot udløser frygt men puster til fremmedhadet og giver vind i sejlene til den yderste højrefløj i Vesten. Racisme og uforsonlig retorik er benzin på bålet og skubber endnu flere udstødte unge mænd i terroristernes arme.

Siden angrebet mod USA den 11. september 2001 har verden oplevet en global polarisering og stigende radikalisering. Krigen mod terror, lanceret af daværende præsident Bush, har bl.a. haft den bivirkning, at dele af den muslimske verden er blevet mere konservativ og fundamentalistisk. Flere kvinder og unge piger går i dag med slør, og mange har skiftet amerikanske tv-serier ud med religiøse programmer. Men holdningerne i Vesten er også blevet mere ekstreme. Radikaliseringen foregår på begge sider, og de moderate røster drukner blandt de skingre stemmer. Cirklen fortsætter i en nedadgående spiral. Og så længe det er tilfældet, vinder terroristerne.

Kampen mod terrorisme er først og fremmest en ideologisk kamp, og den onde cirkel kan kun brydes, hvis vi for alvor engagerer os i opgøret mod radikale og hadefulde ideer. Et centralt element i denne kamp er at forstå, hvad der ligger til grund for terrorismen. Hvorfor eksisterer disse grupper, hvorfor vækker deres ideologi genlyd, og hvori ligger appellen for deres tavse støtter og de tusindvis af unge mænd og kvinder, der slår sig til dem? Hvordan bliver de villige til at lade livet for sagen og endda tage uskyldige mennesker med i døden? Det lette svar er, at terroristerne angriber os, fordi de hader vores levevis og frihed. Men det er et alt for forsimplet syn på et fænomen, som er meget mere komplekst, og som kræver, at vi kigger både udad og indad.

Kampen mod terrorisme er først og fremmest en ideologisk kamp, og den onde cirkel kan kun brydes, hvis vi for alvor engagerer os i opgøret mod radikale og hadefulde ideer
_______

 

Hvorfor bliver man terrorist?
Mens Vesten for de fleste folk i resten af verden stadig repræsenterer frihed og demokratiske værdier, så er der også mange, der opfatter os som hykleriske og arrogante. Hvad enten man er enig eller ej, så bliver vi nødt til at forstå, at Vestens holdninger og handlinger for nogle kan synes selviske og hensynsløse. Mange mener, at det altid er vores problemer, der vejer tungest. Hvordan kan vi fx forvente, at en nigeriansk mor, der lever i slum og ikke har adgang til rent vand og sanitet, vil være enig i, at man enten er ”med os eller mod os” i kampen mod terrorisme? Skal en mand i Pakistan, hvis familie er omkommet i et fejlslået droneangreb, kunne støtte os i, at ytringsfrihed – vel at mærke som i retten til at håne hans religion – skal forsvares, koste hvad det vil? Hvorfor er det en så meget større nyhed i de vestlige medier, når terroren rammer Bruxelles end når den rammer Baghdad? Hvorfor er vi villige til at intervenere og investere hundredtusindvis af soldater og milliarder af kroner i fejlslagne krige i Afghanistan og Irak, mens vi tøver i Syrien? Hvorfor belærer og prædiker vi om respekt for menneskerettigheder over for nogle, mens vi ser gennem fingrene med Saudi Arabiens offentlige henrettelser og de saudiske bombeangreb i Yemen, der også dræber kvinder og børn? Hvorfor lader vi Israel slippe af sted med en behandling af civile palæstinensere, der ikke er en demokratisk stat værdig? Hvorfor er vi så mistænksomme, endog fjendtlige, over for folk, der flygter fra netop dem, som vi også kæmper imod? Selv om det siges, at verden bliver mindre, så lever vi på mange måder i en boble, lysår fra krigens rædsler og mest optaget af, hvordan vi kan bevare vores privilegier.

Jo, hvis man kigger på Vesten udefra, så er der mange ting, man kan undres over. Det er måske en del af svaret på, hvorfor disse grupper findes, og hvorfor deres budskab finder støtte blandt nogle mennesker i Mellemøsten og andre steder. Og netop derfor er det ikke nok kun at bekæmpe de ’aktive’ terrorister. For en ideologi kan ikke bare elimineres med magt. Men den kan svækkes alvorligt, hvis vi formår at ændre omverdenens syn på os. Dette er et stort projekt, der tager tid og kræver modige politiske beslutninger.

Det andet store spørgsmål handler om at forstå, hvad der får unge mænd og kvinder i europæiske storbyer til at tilslutte sig terrorgrupper og udføre vanvittige og blodige handlinger, enten herhjemme eller under IS’s flag i Syrien, Irak og Libyen. Hvis ikke vi forstår, hvad der driver dem, får vi meget svært ved at bremse strømmen. Hvordan er de nået derud, og er der noget vi kan gøre anderledes for at undgå, at det ikke virker som en attraktiv mulighed at blive terrorist?

Også på dette område synes vi at fokusere på symptombehandlingen i stedet for på problemets rod. Vi bruger masser af ressourcer på at optrevle netværker og stoppe individer, som er i færd med at planlægge, hvordan de kan ramme os. Dette arbejde bliver vi utvivlsomt nødt til at fortsætte, da vi for alt i verden må gøre, hvad vi kan for at afværge flere angreb mod uskyldige civile. Men vi kan og bør gøre mere for at stoppe morgendagens rekrutter, og da er det altafgørende, at vi forstår, hvorfor og hvordan radikaliseringen sker.

Forfejlet fokus på religion
Islam fylder en masse i debatten om terrorisme; hvorvidt den som religion særligt opildner til vold og fanatisme. Islam er en faktor, men vi tenderer til at overdrive den og glemmer også, at langt de fleste ofre for islamisk terrorisme er muslimer. Terrorgrupper bruger i høj grad religion til at maskere og legitimere deres kamp, som i sidste ende er politisk og ideologisk.

Og for de unge mennesker, der tilslutter sig grupperne, er det meget sjældent religionen, der er katalysator. Det er oftest heller ikke ideologien, der trækker. Med andre ord er der flere ’push’- end ’pull’-faktorer – ting, de unge søger væk fra. Unge, der føler sig uden ståsted og muligheder i vores samfund, vil altid søge alternativer. Hvis man derudover er utilpasset og føler sig som en andenrangs borger, evigt udstødt, udsat for racisme eller ydmygelser, så kan det godt være, at de mest ekstreme alternativer virker dragende. Marginalisering går oftest forud for radikalisering.

Grupper som IS er på konstant jagt efter nye rekrutter, som de finder og hverver blandt fremmedgjorte og rodløse unge, ofte fra bandemiljøet. De fleste har begrænset eller ingen viden om islam men er tiltrukket af noget andet end religion. Nogle er fascineret af volden og spændingen, mens andre søger fællesskab, status, mål, magt, hæder, berømmelse eller en forskruet opfattelse af retfærdighed. Fra at være et ubetydeligt udskud – en ’nobody’ – kan man pludselig blive én, som samfundet frygter. På den måde adskiller terrorgrupper sig ikke fra rockerbander eller hooligans.

Forståelse er en nødvendighed for at bekæmpe denne svøbe på alle fronter
_______

 

Hvad kan der gøres?
Hvad kan vi gøre anderledes? Nu har det sjældent været politisk fordelagtigt at tænke langvarigt eller fokusere på forebyggelse, men i kampen mod terrorisme må det første skridt være at slippe korttidsmentaliteten og udvikle en holistisk og langsigtet strategi – en 10-20 års plan om man vil. Det kræver politisk enighed og mod. Og det kræver ikke mindst, at man ikke forfalder til eller falder for skræmmekampagner. Det er ikke bare for let men også forfejlet at gøre tingene op i sort og hvid eller blot advokere for hårdere midler og flere kampfly. Politikerne bør gå forrest og debattere alle nuancer og elementer, der omhandler terrorisme.

Det er afgørende at søge en grundig forståelse af fænomenet. Her er det vigtigt at understrege, at det at forstå ikke er det samme, som at vi accepterer eller påtager os skylden for gerninger, der ikke kan retfærdiggøres. Forståelse er nærmere en nødvendighed for at bekæmpe denne svøbe på alle fronter.

Hvor det ikke kan forventes, at vi umiddelbart kan ændre Vestens image ude i verden med et trylleslag, kan vi til gengæld godt debattere mere indgående – internt og med vores allierede – hvad vores handlinger og holdninger har af konsekvenser i form af modstand og uforløst vrede. Militære indsatser mod ekstreme grupper må nødvendigvis fortsætte, da vi ikke kan tillade, at IS vinder frem og kontrollerer store landområder i Mellemøsten. Det skal gøres uattraktivt at slutte sig til IS’ rækker. Derfor er det godt med den seneste fremgang i kampen mod IS i Irak og Syrien. Men landvindingerne holder kun, hvis de lokale indbyggere oplever, at det, Vesten tilbyder, er bedre end IS. Der skal skabes frie og sikre samfund og bygges hospitaler og skoler – dvs. strukturer og fundamenter, som i sidste ende skal agere som bolværk mod terrorisme.

Øget fokus på menneskerettigheder og befolkningers og individers værdighed må også være en essentiel del af terrorbekæmpelsen. Terrorgrupper har størst tiltrækning i lande, hvor magthaverne ikke er på befolkningens side, hvor staten enten er for svag eller for stærk og derfor ikke beskytter eller fremmer folkets rettigheder. Vi må gøre endnu mere for at stille regeringer til ansvar og støtte demokratiske bevægelser, civilsamfund og frie medier. Hvis folk ikke har tiltro til deres stat eller udsigt til en bedre fremtid, vil de søge og støtte alternativer. Og det alternativ må for alt i verden ikke være IS og lignende grupper, heller ikke efter vi rejser hjem.

Mange vil måske mene, at vi hverken kan eller behøver investere endnu flere ressourcer i udvikling, nødhjælp osv. Det er dog tankevækkende, hvor lidt vi i virkeligheden bruger. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon beklagede under det humanitære topmøde i Istanbul i maj, hvor svært FN har ved at skaffe midler til at håndtere den største flygtningekrise i mands minde. ”Vi prøver bare at mobilisere 1 procent af de penge, der globalt bliver brugt på militær”, påpegede Ban.

Hjemme skal der også tænkes langsigtet, da vi ikke kommer radikaliseringen til livs på kort tid. Der bør bruges langt flere midler på at give unge frustrerede mænd og kvinder håb og en følelse af tilhørsforhold i vores samfund. Integration er essentiel, men som vi har erfaret, er det ikke nemt. Det kræver noget af alle parter. Men vi kan fx gøre mere for at promovere rollemodeller blandt indvandrersamfundene i Europa. Londons ny muslimske borgmester Sadiq Khan bemærkede for nylig, at grupper som IS hader, at han er blevet valgt til posten, fordi det strider imod deres påstand om, at vestlige værdier og demokrati ikke kan forenes med islam.

Londons ny muslimske borgmester Sadiq Khan bemærkede for nylig, at grupper som IS hader, at han er blevet valgt til posten, fordi det strider imod deres påstand om, at vestlige værdier og demokrati ikke kan forenes med islam
_______

 

Engagementet i de miljøer, som fostrer terrorister, bør også øges. I en række lande er der fx blevet gjort adskillige positive erfaringer med rådgivning til udsatte familier og unge, ikke mindst foretaget af tidligere Syrienkrigere der har vendt IS ryggen og er vendt hjem igen. Der kan også gøres mere for at forebygge og bekæmpe radikalisering i fængslerne, hvor radikale elementer har haft held med at ’omvende’ bandemedlemmer og andre unge indsatte. I det hele taget er det vigtigt, at der findes troværdige stemmer, der kan fortælle sandheden om terrorisme og modsvare propaganda om heltedåd og jomfruer i himlen. Nogle, der kan gøre det soleklart, at dem, der slutter sig til IS, ødelægger deres og andres liv og blot bliver brugt som brikker i et større politisk spil.

Og endelig bør vi gøre større brug af unge af arabisk herkomst i vores efterretningsarbejde. En fransk dokumentar om IS og gruppens rekruttering af unge afslørede blandt andet, at der i Frankrig ikke fandtes én eneste arabisktalende person i det kontor, der holder øje med trafikken på IS-relaterede sociale medier. Om det står lige så slemt til i Danmark er uvist, men der er ingen tvivl om, at personer af arabisk herkomst – udover sproget – kan bidrage med vigtig indsigt og kendskab til aktører, jargon osv., som kan hjælpe til at optrevle terrorceller og forebygge rekruttering.

Mange af de nævnte remedier er allerede i brug, men det er åbenlyst, at indsatsen kan styrkes, forbedres og koordineres bedre. I sidste ende gælder det om at finde den rette balance mellem forebyggelse og bekæmpelse. Men i øjeblikket fokuserer vi for meget på i dag og glemmer i morgen. Og så længe det er tilfældet, vil kampen fortsætte meget længe. ■

I øjeblikket fokuserer vi for meget på i dag og glemmer i morgen. Og så længe det er tilfældet, vil kampen fortsætte meget længe
_______

 

Andreas Sugar (f.1970) er bachelor i italiensk fra University College London og master i internationale forhold fra London School of Economics. Han arbejder som ’head of rapid response’ i ngo’en International Media Support og er tidligere ansat i FN’s afdeling for fredsbevarende operationer. ILLUSTRATION: 11. september 2001 [foto: Richard Drew/AP/Polfoto]