14.09.2016

Konventionerne og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols rolle er for alvor blevet genstand for politisk debat i Danmark. Hvad bør domstolens fremtidige rolle være? Dr. Jur. Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, giver et bud.

Af Sofie Clausen

Konventionerne og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols rolle er for alvor blevet genstand for politisk debat i Danmark. Ude i Europa har diskussionen om domstolen buldret løs i årtier. Men er menneskerettighederne ikke længere relevante? Skal Danmark ændre konventionerne? Og hvad bør domstolens fremtidige rolle være? Det har vi spurgt Dr. Jur. Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder om.

Du kan også høre hele podcasten her.

RÆSON: Hvorfor ser politikerne ikke længere konventioner og menneskerettigheder, som noget et land som Danmark nødvendigvis bør være bundet af?

Jeg oplever det sådan, at de store partier siger, at vi stadigvæk skal overholde de forpligtelser, vi som land har påtaget os. Men de begynder nu at tale om at ændre konventionerne. De politiske partier er i virkeligheden begyndt at sige, hvad de har ment længe. Der har i mange år – ude i Europa – kørt en diskussion omkring den udvikling, navnlig det europæiske menneskerettighedsprojekt har taget.

I Danmark har man siden halvtresserne støttet stort set alt, hvad der handler om menneskerettigheder i hele verden. Det har man gjort fuldstændig bevidst, fordi man har syntes godt om projektet. Dog er der dele af menneskeretten, man er knap så begejstret for. For eksempel når en international menneskerettighedsdomstol, der har til formål at holde sammen på Europa ved hjælp af menneskerettigheder og demokrati, begynder at blande sig i, hvad der efter politikernes mening er at anse som småting. Det er det, man reagerer på.

RÆSON: Men hvis politikerne vil ændre menneskerettighedssystemet, som det fungerer nu, hvad kan de så gøre?

Man kan først og fremmest italesætte det som et politisk ønske at lave et nyt system. Når man har en aftale – den europæiske menneskerettighedskonvention – med 47 lande i Europarådet, så må man tale med de 47 lande om at lave aftalen om. Det har man gjort 16 gange før i form af såkaldte tillægsprotokoller. Det vil sige, at man 16 gange har sat sig ned og ændret konventionen for at få tingene til at fungere på en anden måde.
Man har blandt andet lavet en stor domstolsreform i 1998, fordi man kunne se, at domstolssystemet ikke fungerede effektivt nok.

RÆSON: Er den europæiske menneskerettighedsdomstol så blevet mere effektiv?

Den er blevet langt mere effektiv. Der er kommet kæmpemæssige effektivitetsforbedringer. Og den diskussion, man har i Europa netop nu, er: Er det så godt nok? I virkeligheden kører der – ude i Europa – to forskellige dagsordener.

Den ene er den tekniske dagsorden, der handler om, at domstolen får 30-40.000 nye klagesager hvert år. Spørgsmålet er, hvad de klagesager handler om? Og hvordan kan domstolen behandle dem, så folk får en dom inden for rimelig tid? Og hvordan kan man sikre, at en dom rent faktisk bliver gennemført af det land, der er blevet dømt?

Den anden er den politiske dagsorden, der handler om, hvad domstolen skal beskæftige sig med. Hvor langt skal domstolen gå i sin fortolkning af menneskerettighederne? Og hvilke sager bør domstolen egentlig behandle?

Men de to dagsordener smelter selvfølgelig sammen, fordi det er én reformproces, der kører. Og den kører derudad i øjeblikket.

RÆSON: Men kommer kritikken, fordi vi har glemt, hvorfor vi oprindelig tiltrådte menneskerettighedskonventionerne? Er konventionerne forældede?

Danske politikere kritiserer på den ene side menneskerettighederne for at være skrevet i en anden tid, men menneskerettighederne er jo netop blevet udviklet hen ad vejen. De er blevet opdateret af domstolen ved en dynamisk fortolkning af konventionen, men det kritiserer politikerne så også. Sagen er, at nu skifter tiderne igen, og domstolen følger hele tiden med.

RÆSON: Men er menneskerettighedsdomstolen for vidtgående i sine fortolkninger. Blander den sig i for meget?

Det spørgsmål har man drøftet siden slutningen af tresserne. Og man har fra dansk side støttet domstolen hele vejen igennem. Nu siger man imidlertid, at der skal være en grænse for, hvor langt domstolen skal gå. Danske politikere siger åbent, at de ønsker domstolen bevæger sig i en ny retning. Men de danske politikere gør overhovedet ikke noget nyt i forhold til, hvad andre lande har diskuteret og kritiseret i årtier.

Det, der er domstolens virkelig store problem i dag, er, at den har for mange virkelig tunge sager. Den har i dag ca. 10.000 virkelig tunge sager, der handler om meget væsentlige menneskerettighedsproblemer. 3.000 af sagerne handler om problemer direkte affødt af væbnet konflikter i Europa. Det er noget vi glemmer, når vi sidder herhjemme og taler om familiesammenføringer. Der har været krig i Europa. Der er krig i Europa. Der er væbnede konflikter. Folk klager over afbrændinger af byer, vilkårlige drab, unødvendig magtanvendelse og tortur. De tunge problemer, vi ser ved menneskerettighedsdomstolen, kommer fra Rusland-Ukraine-konflikten. De kommer fra Georgien. De kommer fra Ungarn. Nu vil der også komme en stigende mængde sager fra Tyrkiet. Det er de lande, hvor menneskerettighedsdomstolen har sin vigtigste funktion, men samtidig også der, hvor de afsagte domme har dårligst gennemslagskraft. Man taler allerede om en ”knock out”-effekt, som disse tunge sager har på domstolen. Det er for mig at se en meget væsentlig debat, hvordan hele systemet kan arbejde for at gøre noget ved de groveste overgreb i Europa.

RÆSON: Danmark overtager formandsskabet for Europarådet til november 2017. Vil det kunne betyde noget?

Det, der er kommet fra den danske regering indtil videre, er, at man vil tage en snak i Europarådet omkring det. Man har dog ikke besluttet endnu, hvor man vil lægge linjen.

Jeg savner derfor en klarere politisk dagsorden fra den danske regerings side. Hvad er det egentlig man vil? Vil man køre en reformdagsorden, der handler om at gøre menneskerettighedsdomstolen i stand til at klare sin sagspukkel, som den ser ud nu? Eller skal man forsøge at geare domstolen til et nyt Europa, hvor konflikterne blusser op igen, og hvor respekten for demokrati og menneskerettigheder bliver anderledes? Eller vil man bare pille lidt ved de hjørner af domstolens praksis, hvor man selv er uenig. Jeg tror, der kommer flere tunge sager og flere grove menneskerettighedskrænkelser i Europa. Og det bliver man nødt til at fokusere på, tror jeg.

RÆSON: Hvad ville konsekvensen være, hvis Danmark trådte ud af den europæiske menneskerettighedskonvention?

Hvis Danmark – og hvis alle lande i Vesteuropa – trådte ud, hvordan ville vi så hjælpe i Ukraine, Rusland, Tyrkiet, Ungarn og Rumænien, hvor de virkelig store menneskerettighedsproblemer findes? Så ville de stå uden et system til at samle op. Hvilket Europa vil vi så få? Ville det være i Danmarks interesse at have et Europa uden en menneskerettighedsdomstol?

Nej, det er det ikke. Det er i Danmarks interesse at have et fredeligt Europa. Domme fra menneskerettighedsdomstolen kan – udover at give det enkelte individ oprejsning – være et utroligt vigtigt instrument til at lægge politisk pres på landene.

Men autoriteten af domstolens domme er svækket. Der er ikke længere den respekt for menneskerettighedsdomstolen, som der var tidligere. Det er fuldstændig afgørende, at der er en autoritet bag domstolen. Der skal stå respekt om domstolen hos de forskellige landes regeringer, parlamenter, civilsamfundet, uafhængige institutioner. Samfundet i det hele taget.

Det er der, jeg har min største frygt. Min største bekymring er i virkeligheden, at hvis man ikke får lavet strukturelle forandringer ved domstolen, så den fokuserer på de tungeste og væsentligste sager, så risikerer vi, at det ender med, at opbakningen til domstolen svigter. Vi risikerer at hele systemet falder sammen. Det er jeg bange for vil ske. Derfor hører jeg til den fløj, der mener, at vi skal blive ved med at diskutere, om systemet er godt nok.

ILLUSTRATION: Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder. Foto: Finn Årup Nielsen/Wikipedia Creative Commons