17.05.2016

Kenya vil lukke sin største flygtningelejr Dadaab, der huser omkring 350.000 somaliske flygtninge. Truslen har været luftet før, men denne gang ser den ud til at være alvorlig – og sendes alle flygtninge over grænsen til nabolandet Somalia, risikerer man at sende dem direkte i armene på den militante islamistiske gruppe al-Shabaab. Det vil det få uoverskuelige humanitære og sikkerhedsmæssige konsekvenser for Afrikas Horn.

Af Søren Knudsen Møller, RÆSONs Afrikaredaktør

Da en talsmand for det kenyanske indenrigsministerium for nyligt meddelte, at Kenya ønsker at lukke sine to store flygtningelejre Kakuma og Dadaab, der til sammen huser ca. 550.000 flygtninge, foruden Department for Refugee Affairs (DRA), kom det ikke blot bag på det internationale samfund, men tilsyneladende også på dele af den kenyanske centraladministration. En medarbejder fra DRA, som det kenyanske medie the Daily Nation ringede til, havde således intet hørt om den forestående lukning.

Ønsket om at lukke flygtningelejrene er imidlertid langtfra nyt. Særligt Dadaab er gentagne gange blevet beskyldt for at huse medlemmer af den militante, islamistiske gruppe al-Shabaab, og hver gang al-Shabaab har gennemført et angreb på kenyansk jord, diskuteres lejrens potentielle rolle som grobund for terror. Seneste krav om lukning blev således fremført i april 2015, umiddelbart efter al-Shabaabs massakre på universitetet Garissa i det nordlige Kenya, der kostede mindst 148 mennesker livet. Men hvor kravet om lukning dengang kunne affejes med henvisning til en helt urealistisk tidshorisont – Kenyas kontroversielle vicepræsident Ruto krævede lukningen gennemført indenfor blot tre måneder – ser det denne gang anderledes ud. Den 31. maj skal en taskforce fremlægge en plan for lukningen, der ønskes gennemført inden for et år. At lukningen dermed falder sammen med Kenyas parlamentsvalg i august 2017 er næppe tilfældigt, og argumenterne for lukningen vidner da også om det.

Da støvet havde lagt sig efter den første udmelding, præciserede Indenrigsministeriet, at kun Dadaab ønskes lukket, hvis beboere primært er somaliere. Som talsmanden for Indenrigsministeriet forklarede til the Daily Nation: ”De problematiske [flygtninge] er somalierne. Det er dem, vi starter med.” Og kommentaren demonstrerer på glimrende vis, hvad det handler om for kenyanerne: sikkerhed og indenrigspolitik.

En permanent, midlertidig løsning
Både Dadaab og Kakuma blev etableret i starten af 1990’erne som midlertidige løsninger for de mange mennesker, regionens konflikter drev på flugt. Hvor Kakuma, der ligger nær grænsen til Uganda, huser flygtninge fra primært Sudan, Sydsudan, DR Congo, Rwanda samt en meget lille andel fra Somalia, huser Dadaab næsten udelukkende somaliske flygtninge. Flygtningestrømmen over den kenyanske grænse startede med den somaliske borgerkrig i 1991, og er siden varieret i takt med volden eller den humanitære situation. Under den store hungersnød på Afrikas Horn i 2011 blev Dadaab således verdens største flygtningelejr – hvilket den stadigvæk er – med intet mindre end en halv million flygtninge og i dag er den de facto Kenyas tredje største by.

Under den store hungersnød på Afrikas Horn i 2011 blev Dadaab således verdens største flygtningelejr – hvilket den stadigvæk er – med intet mindre end en halv million flygtninge og i dag er den de facto Kenyas tredje største by.
____________________

 

Kenyas gentagne forsøg på at få lejren lukket mundede i 2013 ud i den såkaldte trepartsaftale mellem Kenya, Somalia og FNs flygtningehøjkommissariat UNHCR. Aftalen skulle sætte skub i processen med repatriering af somaliere i takt med at sikkerhedssituationen i hjemlandet blev forbedret og bød blandt andet på assistance med transporten til Somalia samt en reintegrationspakke på en vis mængde dollars fra UNCHR.

Men et år efter aftalen var indgået var antallet af hjemrejste somaliere knap 2.000, og dermed langt under de 20.000 som UNHCR havde håbet på. Den manglende succes skyldtes til dels at UNHCR kun kunne facilitere transport til de områder i Somalia, de anså for sikre, hvilket på daværende tidspunkt blot var tre.

Da Kenya igen krævede lejren lukket efter massakren på Garissa i foråret 2015, lykkedes det atter at afværge lukningen; denne gang ved at prøve at sætte fart på repatrieringen. Konkret foregik det ved at åbne op for flere områder i Somalia, hvortil hjemtransport kunne arrangeres – og det hjalp lidt, men ikke nok.

Grundlæggende vidner det om, at sikkerhedssituationen i Somalia stadig ikke er imponerende, men frem for alt at de fleste flygtninge nu har opholdt sig så lang tid i Dadaab, at de intet har tilbage i Somalia. En hel generation er blevet født, vokset op, og har selv haft mulighed for at stifte familie i Dadaab, og for dem er Somalia en fjern myte, som nok så mange tiltag ikke vil få dem til at flytte tilbage til – i hvert fald ikke frivilligt.

En hel generation er blevet født, vokset op, og har selv haft mulighed for at stifte familie i Dadaab, og for dem er Somalia en fjern myte …
____________________

 

Hvorfor lukning?
Det virker umiddelbart indlysende, at tilstedeværelsen af 550.000 flygtninge må være et enormt ressourcetræk for Kenya, og lukningen af lejrene dermed et helt naturligt ønske, men helt så enkelt er det ikke.

Udgifterne til lejrene finansieres nemlig ikke af Kenya, men i stedet af det internationale samfund, og tusindevis af kenyanere er sikret arbejde i lejrene som ansatte i de NGOer, der står for driften. Imidlertid er lejrene – som flygtningelejre generelt – placeret i de fattigste og mest øde områder i landet, og det giver konflikter mellem lejrene og lokalbefolkningen.

Store dele af Kenya er stadig stærkt underudviklet, og realiteten er, at den lokalbefolkning, der lever uden for lejrene, er langt dårligere stillet end de flygtninge, der bor inden i lejrene. Den skævhed forsøges mindsket igennem nærområdeindsatser, hvor en vis procentdel af den humanitære bevilling afsættes til udviklingsprojekter i områderne omkring flygtningelejrene. Eller sagt på en anden måde: Flygtningelejrene skaber både jobs og udviklingsbistand for Kenya – så hvad er problemet?

Imidlertid er lejrene – som flygtningelejre generelt – placeret i de fattigste og mest øde områder i landet, og det giver konflikter mellem lejrene og lokalbefolkningen. Store dele af Kenya er stadig stærkt underudviklet, og realiteten er, at den lokalbefolkning, der lever uden for lejrene, er langt dårligere stillet end de flygtninge, der bor inden i lejrene.
____________________

 

Problemet er, at Kenya har fået nok af nabolandet Somalia. Ikke blot har Kenya lagt jord til en halv million af deres flygtende naboer, de har også sendt deres eget militær til Somalia for at kæmpe mod al-Shabaab; først på egen hånd, og siden som en del af den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM). Og det har ikke været uden omkostninger. I december 2015 lykkedes det al-Shabaab at storme og midlertidigt indtage en kenyansk militærbase i Somalia, hvilket kostede mange døde kenyanere – al-Shabaab hævder over 100, og Kenya har nægtet at offentliggøre tallene; endnu et vidne om den problematiske status, som Somalia har i den offentlige debat i Kenya.

Samtidig er Kenya selv blevet hjemsøgt af terrorangreb udført af al-Shabaab. Mest berygtet er naturligvis angrebet på shoppingcenteret Westgate i hjertet af Nairobi i september 2013, hvor et mange timer langt skyderi kostede 67 mennesker livet og bygningen først blev erklæret for sikker, fire dage efter skyderiet var påbegyndt. Men også fremvæksten af radikale islamiske miljøer med forbindelse til al-Shabaab omkring kystbyen Mombasa (Kenyas andenstørste by), har for alvor testet kenyanernes tålmodighed overfor somalierne, og forholdet er nu på frysepunktet. Somalia får kort sagt skylden for alle dårligdomme i Kenya, og i perioden efter angrebet i Garissa blev der rapporteret om flere såkaldte hate crimes rettet mod somaliere i både Nairobi og Mombasa – ironisk nok viste efterforskningen, at gerningsmændene bag angrebet i Garissa ikke alle var somaliere, men at der også var radikaliserede kenyanere iblandt dem; én var søn af en “government official”, og en anden var nyligt uddannet jurist.

Det er denne folkestemning mod Somalia, som de kenyanske politikere forsøger at mobilisere igennem kravet om lukning af lejrene. National sikkerhed er kodeordet, og Indenrigsministeriet skriver på deres hjemmeside, at angrebene på både Westgate, Garissa og Lamu (en kenyansk øgruppe og provins nær grænsen til Somalia) alle blev planlagt fra Dadaab – en påstand der ikke er utænkelig, men omvendt heller aldrig er bevist – hvorfor en lukning vil bidrage til den nationale sikkerhed.

På samme vis redegjorde Kenyas sikkerhedsminister i en kronik i The Guardian for, hvorledes lukningen skete af hensyn til ”national sikkerhed, mod en omsiggribende og vedvarende terrortrussel.” Skulle nogen være i tvivl om, at valgkampen er skudt i gang, lød sidste sætning: ”vort folk fortjener enhver foranstaltning vi kan træffe for at sikre deres liv og ejendom.”

Uoverskuelige konsekvenser for stabiliteten
Problemet er imidlertid, at en lukning af flygtningelejren efter alt at dømme kun vil forværre sikkerhedssituationen på Afrikas Horn betragteligt.

De 350.000 flygtninge forsvinder jo ikke, til trods for at Dadaab lukkes, men skal i stedet finde et nyt sted at bo, og dette sted vil efter alt at dømme være Somalia. Sikkerheden i Somalia er ganske vist gradvist blevet forbedret igennem de seneste år, men den er langt fra på et niveau, der bare tilnærmelsesvist kan betegnes som tilfredsstillende.

Særligt i den sydlige del af Somalia, og dermed nær grænsen til Kenya, har det vist sig svært at få bugt med al-Shabaab; ikke så meget den militære nedkæmpning, men i højere grad at udfylde det magttomrum, der er opstået i de befriede byer. Her har al-Shabaab i en årrække varetaget lov og orden – hvor bizart det end lyder – i et omfang som den føderale regering endnu ikke har kapacitet til. Det forklarer både hvorfor de befriede byer hurtigt er blevet genindtaget af al-Shabaab, men også hvorfor en repatriering af 350.000 flygtninge vil have fuldstændig uoverskuelige konsekvenser for stabiliteten af Afrikas Horn.

Dels vil der være en enorm humanitær udfordring i at håndtere et så stort flygtningepres – særligt i en region der aktuelt er plaget af enorm tørke – og dels vil rekrutteringsgrundlaget for al-Shabaab være enormt. Hvis målet med lukningen af Dadaab derfor vitterligt er at øge sikkerheden i Kenya, skal regeringen først og fremmest få fuld kontrol over den 800 kilometer lange grænse til Somalia, og dernæst – og nok endnu sværere – modvirke den radikalisering, der foregår indenfor egne grænser. Og en lukning af Dadaab vil kun gøre begge del sværere.

Dels vil der være en enorm humanitær udfordring i at håndtere et så stort flygtningepres – særligt i en region der aktuelt er plaget af enorm tørke – og dels vil rekrutteringsgrundlaget for al-Shabaab være enormt.
____________________

 

Hvis målet med lukningen derimod er at vinde valget i 2017, er regeringens handlinger straks nemmere at forklare.

Søren Knudsen Møller (f. 1987) er RÆSONs Afrikaredaktør. Han er Bachelor i Idéhistorie fra Aarhus Universitet og Bachelor i Statskundskab fra Københavns Universitet, hvor han nu læser på kandidatuddannelsen med specialisering i International Politik, Diplomati og Konfliktstudier. Her har han et stærkt fokus på Afrika og skrøbelige stater og har endvidere været bosat Nairobi.

ILLUSTRAION: Luftfoto af verdens største flygtningelejr, Dadaab [foto: Andy Hall/Oxfam]