22.12.2016

Det næste store europæiske valgdrama er præsidentvalget i Frankrig i foråret 2017. De fleste meningsmålinger peger på, at højrenationalisten Marine Le Pen kommer til præsidentvalgets anden runde. Kan Front Nationals kandidat, de andre ikke vil lege med, ende med at blive Frankrigs første kvindelige præsident og få Frankrig med på den populistiske bølge?

Analyse af Dyveke Vestergaard Johansen

Franskmændene vælger over to valgrunder den 23. april og 7. maj 2017 deres næste præsident. Efter vælgerlussingerne til den politiske elite med Storbritanniens Brexit, USA’s valg af Trump og den netop overståede folkeafstemning i Italien, vil Frankrig så komme med på den populistiske bølge? Det er umuligt at forudsige med sikkerhed, men flere faktorer peger på, at Front Nationals kandidat Marine Le Pen har gode chancer for at komme til valgets anden afgørende runde og måske endda vinde præsidentvalget 2017. Under alle omstændigheder, er det også i Frankrig en udfordring, hvordan den store gruppe af utilfredse vælgere tilfredsstilles.

Dronning Le Pen
De fleste meningsmålinger peger på, at Front Nationals Marine Le Pen, hvis parti er gået støt frem ved de seneste franske valg – senest ved regionalvalget i 2015, men også ved europaparlamentsvalget og kommunevalget i 2014 – kommer i præsidentvalgets anden runde. Partiets popularitetsfremgang startede allerede tilbage i 2011. Det var året, hvor den karismatiske Marine Le Pen overtog formandsposten efter sin far, partigrundlæggeren Jean-Marie Le Pen. Som Sophie Pedder i nummer 1843 af The Economist forklarer i en portrætartikel, har Marine Le Pen, til forskel fra hendes far, der blot ville provokere, en ambition om at vinde magten. En metode til at nå dette har været at gøre partiet stuerent via opbygningen af et netværk af folkevalgte, klare politiske udmeldinger og rekruttering af eksperter til partikontoret. Dermed har partiet udviklet sig fra at være en ekstremistisk bevægelse til et moderne regeringsdueligt parti. En anden metode er, at hun har fundet vej til Frankrigs utilfredse ved i et klart og tydeligt sprog at forsvare ”en nostalgisk version af Frankrig mod en hær af forestillede trusler – euroen, globaliseringen, konkurrence, immigration og islamismen”, som Pedder skriver.

Selvom de fleste meningsmålinger forudsiger Le Pen en sikker plads i valgets anden runde, er der stadig et stykke vej til, at hun vinder præsidentembedet. Oftest antages det, at vælgerne fra højre- og venstrefløjen vil stå sammen og stoppe Le Pen i den afgørende runde. Det var sådan, det skete, da hendes far i 2002 til alles overraskelse kom til anden runde mod Præsident Jacques Chirac. Og det franske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse er også grunden til, at Front National endnu ikke har fået omsat deres nationale vælgersuccesser til reel magt.

 

Selvom de fleste meningsmålinger forudsiger Le Pen en sikker plads i valgets anden runde, er der stadig et stykke vej til, at hun vinder præsidentembedet
_______

 

Selvom detaljerne i Marine Le Pens politiske projekt for Frankrig først fremlægges til februar, og det selvfølgelig bliver afgørende, hvordan det frames, tyder til dels Front Nationals seneste valgsuccesser, partiets normalisering og dets tydelige strategi for at vinde magten i 2017 på, at vælgerne ikke på samme måde vil forhindre hendes adgang til embedet ved præsidentvalget i 2017. Og til dels ser det også ud til, at landskabet af modkandidater og deres politiske projekter vil være afgørende for, at hun kommer tættere på magten.

Spørgsmålet er, om det franske valgsystem med flertalsvalg, hvor vælgerne skal til stemmeurnerne af to omgange, fortsat vil være et bolværk mod Front Nationals populisme, eller om partiet for første gang i Frankrig vil få omsat deres vælgersucces til reel politisk magt og indflydelse.

Tsunami på Præsident Hollandes venstrefløj
Højre-centrum partiet Les Republicans valgte i slutningen af november med et overbevisende og overraskende flertal den liberalistiske værdikonservative François Fillon som deres præsidentkandidat. Mens højre-centrum-oppositionen har fået styr på tropperne, regerer kaos i regeringspartiets socialistiske lejr.

Så stort et kaos og intern splittelse, at Præsident Hollande 1. december erklærede, at han ikke stiller op til genvalg, idet han ser det umuligt at skabe samling omkring hans kandidatur. Beslutningen kom efter lang tids spekulation i pressen. Spekulationen var foranlediget af den omfattende interne kritik af den historisk upopulære præsidents handlinger, af mangfoldigheden af kandidater til fløjens primærvalg samt den åbenlyse krise mellem præsidenten og premierminister Manuel Valls. Sidstnævnte annoncerede 5. december sit kandidatur til præsidentposten og gik af som premierminister for at føre valgkamp. Præsident Hollande udnævnte den anerkendte indenrigsminister Bernard Cazeneuve, der så vidt vides ikke har ambitioner om at blive præsident, til at køre butikken Frankrig indtil valget i 2017.

 

Men mangfoldigheden af kandidater og splittelsen på venstrefløjen truer med at blive fløjens ende.
_______

 

Men mangfoldigheden af kandidater og splittelsen på venstrefløjen truer med at blive fløjens ende. Og til det skal lægges, at mange kandidater på venstrefløjen slet ikke har fundet det opportunt at tage del i fløjens primærvalg med Socialistpartiet ved styrepinden. Det gælder bl.a. Jean-Luc Mélenchon, som har brudt med sit parti Front de Gauche og skabt sin egen kampagnebevægelse La France Insoumise (Frankrig ej underlagt). Inspireret af bl.a. spanske Podemos er han, ifølge magasinet Les Inrocks, den mest populære franske politiker på YouTube.

Også Hollandes tidligere økonomi- og industriminister Emmanuel Macron har lanceret sig med sin egen bevægelse En Marche ! (I bevægelse!) Det er på rekordtid lykkedes den unge, tidligere socialist at samle stor opbakning til hans socialliberale projekt på tværs af de traditionelle politiske fløje. Macron placeres i flere meningsmålinger som valgets tredje mand (lige efter Fillon og Le Pen). Hans program har overskriften ”Révolution”. Efter valget af Fillon ser det ud til, at mange centrum-højre vælgere, der finder Fillon for ekstrem, vil se i hans retning. Les Inrocks Pierre Siankowski vurderer dog i magasinets leder 6. december, at Macron blot er en ambitiøs opportunist, som Frankrig ikke på længere sigt kommer til at se meget til. Problemet for Macron er særligt, ifølge Siamkowski, at kandidatens projekt ikke kan tiltrække venstrefløjsvælgerne med hans forslag om at liberalisere arbejdstiden (den franske ugentlige og meget debatterede arbejdstid er på 35 timer) og ønsket om en Uber-lignende økonomi. Omvendt vurderer Macrons politiske rival og tidligere chef Manuel Valls, at Macron er så stor en trussel for venstrefløjens eventuelle valgsucces, at han har anmodet ham om at deltage i primærvalget, hvilket hidtil ikke har været En Marche !-kandidatens ønske.

Både Mélenchon og Macron står i skrivende stund i meningsmålingerne til at få en større vælgertilslutning i første runde end socialistpartiets på nuværende tidspunkt ukendte kandidat. Derudover har også bl.a. kommunistpartiet og de grønne valgt venstrefløjens primærvalg fra.

La Belle alliance populaire?
La belle alliance populaire (Den smukke populære alliance) er overskriften på socialistpartiet og allierede partiers primærvalg, der finder sted over to valgrunder den 22. og 29. januar 2017. Deadline for kandidaturer var 15. december og i alt syv kandidater – fire socialister, alle tidligere ministre og tre fra de associerede partier – går nu ind i et femugers kampagnesprintløb. Men kan det lykkedes at skabe samling på venstrefløjstropperne? Og hvordan vil det spille ind, at venstrefløjens kandidat først er kendt i slutningen af januar 2017? F.eks. har Manuel Valls, Hollandes nu afgåede premierminister, de seneste år ved magten stået for splittelsen i socialistpartiet – bl.a. ved at gennemtvinge en ny arbejdsmarkedslovgivning på trods af store protester fra gaden og hans eget parti. Valls’ kampagne skal forsvare hans regerings upopulære politiske linje. Andre kandidater, der kan få betydning, er de tidligere ministre Arnaud Montebourg og Benoît Hamon, der allerede tidligt i Hollandes embedsperiode tog afstand fra regeringens linje og ønsker, at partiet tager en ny retning. Den stramme kalender var skræddersyet til at Præsident Hollande genopstillede, men vanskeliggør ifølge France 2’s Hélène Hug de syv kandidaters kampagner pga. det store tidspres. Venstrefløjsalliancen mangler også at rekruttere samt uddanne 40.000 frivillige for at selve valghandlingen kan gennemføres.

Splittelsen på venstrefløjen er så stor, at det er sandsynligt, at ingen af deres kandidater vil nå valgets anden runde. Et muligt scenarie er derfor, at det franske præsidentvalgs afgørende runde kommer til at stå mellem Les Republicans liberalistiske, værdikonservative kandidat Fillon og Front Nationals populistiske, højrenationale Le Pen.

Præsident Hollande advarede, da han erklærede, at han ikke var kandidat, de franske vælgere mod begge kandidaters politiske projekter. Tidligere premierminister under Sarkozy François Fillons projekt ville ”sætte den franske velfærdsmodel og offentlige sektor over styr, uden gevinster for landets økonomi og med risiko for at forværre ulighederne i samfundet”. Marine Le Pens ekstreme højres projekt blev beskrevet som en skadelig protektionisme, der ville være en katastrofe for den franske arbejder.

 

De mindre privilegerede vælgergrupper har mere jordnære krav såsom jobsikkerhed, levevilkår og tryghed for familien for øje, og der er det, at Le Pen, som den eneste af de to kandidater, har svarene.
_______

 

Francois Fillon og hans projekt for Frankrig
Der blev skrevet historie i fransk politik, da den meget erfarne højre-centrum-politiker Fillon, der var Præsident Sarkozys premierminister i hele dennes embedsperiode mellem 2007 og 2012, trodsede meningsmålingerne og vippede hans tidligere chef af pinden allerede i første runde af partiets primærvalg og endte med at blive Les Republicans præsidentkandidat med over 65 procent af stemmerne. Selvom højre-centrum-kandidaten kan nå at tilpasse sit program for at få opbakning fra en større gruppe af vælgerne, går han til valg med en liberalistisk og konservativ dagsorden, dog med elementer, der skal tilgodese det ekstreme højres vælgergruppe. Fillon agter at spare 100 milliarder euro i den offentlige sektor, der skal skille sig af med en halv million ansatte, at sætte arbejdstiden op og skatterne ned. Det lykkedes Fillon at samle sit parti bag sig, men som Libération skriver dagen efter hans sejr, er han ”en kandidat på linje med sit parti, men ikke med landet”, og det bliver en udfordring for højre-centrum-kandidaten fra Les Republicans at overbevise de mange franskmænd, der i høj grad besidder social indignation.

Mit liv og mit job?
Det er måske i forhold til velfærdsstatsspørgsmål, at Le Pen har en chance, i scenariet Fillon versus Le Pen i præsidentvalgets afgørende runde 7. maj 2017, Journalist og debattør Lars Olsen beskriver fint dilemmaet i sin klumme i Jyllands-Posten, da Fillons primærvalgsejr nærmest var hjemme. ”Hidtil har jeg ikke troet, at Marine Le Pen kunne blive præsident i Frankrig, men nu er jeg i tvivl”. Han vurderer, der er stor sandsynlighed for, at ”arbejderklassens revolte”, som vi også så med valget af Trump i USA og Storbritanniens Brexit, vil få afgørende betydning for valgresultatet. Han forklarer, at middelklassen formentlig vil stå bag Fillon for at stoppe Le Pen, fordi for dem handler valg generelt om de store linjer. De mindre privilegerede vælgergrupper har mere jordnære krav såsom jobsikkerhed, levevilkår og tryghed for familien for øje, og der er det, at Le Pen, som den eneste af de to kandidater, har svarene. Hun er ”et bolværk for velfærdsstaten og de sociale rettigheder”. Og for rigtig mange franskmænd er det desværre ikke kun forestillede trusler.

ILLUSTRATION: Marine Le Pen, præsidentkandidat for Front National. Foto: Blondet Eliot/ABACA/Polfoto

Dyveke Vestergaard Johansen, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu bl.a. Paris-baseret freelancejournalist.