21.06.2016

Dette er en sandhed, der endnu ikke er sunket ind hverken på Christiansborg eller blandt de politiske kommentatorer: Nullerne er slut, og Venstre er ikke længere den dominerende magtfaktor, der definerer retning og rammer for de borgerlige partier. Ultimativt er det derfor DF nu ønsker at deltage i en fremtidig borgerlig regering.

KRONIK af Esben Schjørring, journalist

I et år har Kristian Thulesen Dahl afvist, at regeringsmagten var interessant – nu har han så skiftet holdning. I lørdags blev den det alligevel. Spørgsmålet er, hvad der egentlig foregår på den borgerlige fløj? Det korte svar er, at alle parter – partier og presse – kun langsomt er ved at vænne sig til, at vælgerne har redefineret de Christianborgske naturlove, og at forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti endnu ikke har fundet en stabil form.

Kovendingen
For et par år siden, mens SR-regeringen endnu var ved magten, deltog jeg i et foredrag med Dansk Folkepartis berømte og berygtede pressechef, Søren Søndergaard, hvor han ret åbent fortalte om sit kommunikationsstrategiske virke i DF. Søndergaard fortalte, at han havde en metafor for sit arbejde – en pyramide, hvor man trinvis kunne rykke op og ned i forhold til målet i toppen. Delmål, der langsomt byggede op til et øverste mål. Pyramiden var et simpelt billede på partiets dengang 18-19- årige historie og ikke mindst på succeshistorien fra samarbejdet med Venstre i nullerne: Man skulle i Folketinget, man skulle vinde respekt og legitimitet som et ansvarligt parti, der ikke bare kunne stemme for en finanslov, men også lægge mandatmæssig ryg til reformer, der kunne gøre ondt på egne vælgere (reformer af dagpenge og efterløn), og man skulle kunne vise selvsamme vælgere, at man kunne få sin (udlændinge- og ældre-)politik igennem. Pointen i Søndergaards foredrag var, at pyramidens øverste sten igennem nullerne havde været regeringsdeltagelse. Det skulle være den ultimative mållinje for partiet, der voksede frem af Fremskridtspartiets rygende ruiner og i mange år at nedgjort og forsøgt udskammet af den etablerede politiske elite, at man en dag blev del af selvsamme elite.

Men – og det var foredragets pointe – sådan så Søndergaard ikke længere på det. Faktisk var han ikke sikker på, hvad målet så var, men regeringsdeltagelse så han ikke længere som altafgørende. Den strategi har partiet fulgt lige siden. Det vil sige lige indtil Folkemødet, hvor partiformand Kristian Thulesen Dahl overraskende udtalte til Politikens trykte lørdagsavis, at DF alligevel vil i regering efter næste valg, hvis der ellers er et blåt flertal, og DF opnår en vælgeropslutning, der svarer til den størrelse, man har nu. Søndergaard er ikke længere i tvivl, må man formode, den øverste sten på pyramiden hedder igen regeringsdeltagelse. På den anden side kan nok tilgive DF-vælgerne, hvis de er mere end en smule forvirrede.

For lige siden valget for et år siden, hvor DF med 21,1 procent af stemmerne blev den borgerlige fløjs største parti, har Thulesen Dahls fortælling om partiet nemlig været den præcis modsatte. At man netop stod uden for regering, fordi den politiske indflydelse var størst på den måde. Faktisk hævede Thulesen Dahl den tænkning op til noget, der mindede om politisk teori. Da jeg tidliger i år interviewede ham til RÆSON forklarede, at i et land med negativ parlamentarisme og hvor det mere er reglen end undtagelsen, at regeringen er en mindretalsregering findes magten og indflydelsen ikke i ministerkontorerne og centraladministrationen, men i forhandlingslokalerne. Ikke mindst i en tid, hvor den ideologiske opsplitning partierne imellem er svækket.

”I nyere tid er der sket det, at der ikke er den samme opdeling i blokkene, som man hidtil har haft. DF for eksempel indeholder både noget fra nationalkonservatismen og socialdemokratismen, og det gør, at vi har en politik, der i visse situationer henvender sig til borgerlige og i andre situationer henvender sig til socialdemokrater. Det er ikke naturligt, at vi er en del af en bestemt blok, der danner en regering, der så fremmer blokkens politik. I nogle situationer har vi en interesse i at kunne gå fra den ene blok til den anden,” sagde han, og han sagde også, at ”Hvis vi får mere indflydelse ved netop ikke at være med i regering, bør vi så ikke fortsætte sådan.”

De udtalelser faldt i januar. Nu er de så forældede. ”Vi anerkender selvfølgelig, at et parti, der får så stor opbakning, skal også tage det ansvar, der ligger i at være med i en regering,” sagde Thulesen Dahl til Politiken i weekenden.

Hvad der indtil for få måneder siden var unaturligt, er i dag en selvfølge. Ud af det blå taler Thulesen Dahl det sprog om ansvar og indflydelse, han ellers har afvist. Han må satse på at DF’s vælgere og medlemmer enten husker kort eller tilgiver hurtigt. I hvert fald må de mange modsatrettede signaler tære noget på det image som folkets uformidlede røst, partiet i sine kampagner – tænk på det amatøristiske indklip af en golden retriever i den seneste billedfrise, der har prydet gaderne – ellers går så utilsløret efter.

Thulesen Dahl har opdaget noget, vi andre endnu har til gode at anerkende
_______

 

Hvad har forandret sig på et år? Det korte svar er: ikke noget. Men Thulesen Dahl har opdaget noget, vi andre endnu har til gode at anerkende. Til Politiken forklarede Thulesens Dahl, at Venstre sidste sommer ikke var klar til at anerkende DF’s mandattal og give partiet tilsvarende indrømmelser i regeringsgrundlaget. At Venstre – politisk og mentalt – endnu ikke var parat til at acceptere en situation, hvor DF ikke længere som i nullerne var det lille mere protestagtige parti med de få mærkesager om strammere udlændingepolitik og ældrecheck. Med den tilføjelse, at det måtte Venstre så se at blive. Men pointen kunne måske også være, at DF selv har haft svært ved at finde ind i den nye rolle. For problemet med Thulesen Dahls teori om, at man havde mere indflydelse ved at stå uden for regering, er jo, at den kun holder, hvis vælgere kan se tydelige resultater. Og resultater er svære at for øje på. For eksempel på flygtningeområdet, hvor Thulesen Dahl ved nytår måtte se sig selv støtte en regering, der i 2015 præsiderede over et historisk stort influx af flygtninge. Flygtninge, der efter alt at dømme bliver indvandrere med ret til familiesammenføring, og dermed fordoblet til 50.000-60.000 mennesker. Selv antallet efter EU’s aftale med Tyrkiet, lukningen af den såkaldte Balkanrute og forskellige nationale grænseværn (herunder den efterhånden ret permanente midlertidige grænsekontrol i Danmark), siger de seneste tal, at Danmark i år foreløbig er oppe på 4.000 flygtninge. Det er ikke mindst den situation, der åbnet den flanke til højre for DF, som Pernille Vermund fra Nye Borgerlige forsøger at udnytte. Selvom en enkelt eller to meningsmålinger langt fra er det samme, som at Nye Borgerlige er garanteret en plads i Folketingssalen, må det alligevel vække bekymring hos DF-ledelsen, at man skal blive ramt af det skudsmål, man plejer at give andre: for meget tale og for lidt handling, knæfald for internationale konventioner, all hat and no cattle. Hvis ønsket om at stå udenfor regering, var at smyge sig udenom at tage ansvar og få pletter på tøjet, så har det vist sig svært. Ansvar og pletter bliver man pådraget alligevel. Og så kan man jo ligeså godt gå i regering og få den anerkendelse og statusløft det giver.

På den anden side er der noget mærkeligt ved Thulesens nye signaler. Hvorfor taler han for eksempel allerede nu om et folketingsvalg, der i princippet kan ligge tre år ude i fremtiden? Tre år er en evighed i dansk politik, og Thulesen Dahl har brugt en del kræfter på at understrege, at han også godt kan arbejde sammen med Socialdemokratiet. Hvorfor så forskertse den mulighed allerede nu? Er det fordi, han regner med – eller i det mindste kalkulerer med risikoen for – at efterårets store forhandling om en skattereform resulterer i, at Liberal Alliance gør alvor af de efterhånden mange trusler om at trække tæppet væk under regeringen, hvis ikke topskatten bliver lettet med fem procentpoint? ”Jeg udnævner det gerne som et vigtigt punkt for DF, at topskatteprocenten ikke bliver sænket,” som han i bemeldte interview med RÆSON. Hvis vi om få måneder skal til valg på dét spørgsmål, vil Lars Løkke Rasmussen og LA få skylden for rod og manglende samarbejdsevner, mens Thulesen Dahl fremstå som den, der nu og på nye vilkår, går ind og sikre den stabilitet i en fremtidig regering, som manglede før. Som en mere folkelig udgave af Anders Fogh Rasmussen.

Det leder så frem til et andet spørgsmål, som også blev stillet i Politiken-interviewet. Betyder ”regeringsdeltagelse”, at Thulesen Dahl måske selv vil række ud efter statsministerkronen? Thulesen Dahl ynder at benytte andres katastrofer som lærestykker for sin egen færd. I lang tid var det for eksempel SFs sammenbrud under regeringsmagtens tunge åg, der blev brugt, når han skulle forklare, hvorfor det at komme i regering ikke altid var af det gode. Denne gang er det Marianne Jelveds fald som dronningen af radi-cool i op til valget i 2007, hvor hun pegede på sig selv som statsminister, som Thulesen henviser til. Nej, det er ikke kæderne, men ”politikken”, der er vigtig for ham, siger han. Han er ikke ude på at rane tronen fra Løkke.

Men for en mand, der lige har indtaget det modsatte synspunkt af, hvad han har sagt før, skal man nok tage de forsikringer med et gran salt. Ikke mindst når man ser lidt nærmere på de seneste 30-40 års politiske historie. For siden det i 1970erne med de såkaldte ”Perspektivplaner” blev det gjort politiske establishment klart, at reform og regnskabskontrol med velfærdsstaten var hovedopgaven for dem fra nu af, er finansministeriets relative magt kun vokset. Det er her den store, hvis ikke ligefrem den egentlige, administrative og politiske magt ligger i dansk politik, og ikke siden Henning Christoffersen, dvs. siden 1984, har en flerpartiregering haft en partimæssig adskillelse af finans- og statsministerposten. Sagt med andre ord: hvis man ikke får statsministerposten, får heller ikke finansministerposten, og uden den er ens magt og mulighed for indflydelse relativt begrænset, mens det modsatte gælder ens risici for at blive slidt op af regeringssamarbejdet. Det var det, der skete for Konservative i nullerne og for SF i tierne. Thulesen Dahl skal altså enten bryde, hvad der ligner en fasttømret norm i dansk politik, eller også skal DF erobre stats- og finansministerierne, hvis ikke han skal lide samme tort. Uden adgang til dem kan han simpelthen ikke sikre sine politiske hovedprioriteter.

Den blå blok findes ikke længere (ligesom den røde blok heller ikke rigtig findes mere)
_______

 

Alfahan
Overfor Politiken opstillede Thulesen Dahl to forudsætninger for at placere DF i regering. Partiet skal igen kunne få 20 pct. af stemmerne – og der skal være borgerligt flertal. For indeværende er det første langt mere sandsynligt end det sidste.

Men uanset hvad, er Thulesen Dahls omfavnelse af Venstre og Løkke svær at læse som andet end en halvvejs krigserklæring. I sit noget kryptiske svar på, om han ikke allerede nu kunne træde ind for at stabilisere regeringen, taler han om, at Venstre endnu ikke er der, hvor han tror, de vil være efter et valg, hvor DF igen har fået en femtedel af stemmerne. Hvad det så er for sted, får man ikke lige at vide. Men det betyder vel så meget som, at Thulesen Dahl ønsker de ændrede styrkeforhold i mandater afspejlet i anerkendelsen af, at han er den borgerlige lejrs alfahan.Og her er vi måske henne ved den egentlige konklusion på Thulesen Dahls reorientering. Selvom flere af de ledende borgerlige politikere af i dag – Thulesen Dahl selv, Peter Skaarup, Søren Espersen, Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, Søren Pind, Inger Støjberg, Troels Lund Poulsen og andre – er rundet af nullerne, er intet som i nullerne. 2015 var ikke året man vendte tilbage til tingenes vante gang fra de gode gamle VKO-dage efter en lille puster, mens S og R sad i regering. Den blå blok findes ikke længere (ligesom den røde blok heller ikke rigtig findes mere)

Men det er som om mange har svært ved helt at komme overens med det. Et syndrom, politikerne ikke er ene om. Også blandt de politiske kommentatorer, hvoraf mange af dem også optjente deres ry og status i nullerne, får man samme fornemmelse af det, den amerikansk-jødiske socialpsykolog Leon Festinger kaldte ’kognitiv dissonans’. Ingen vil opgive det narrativ, som de er vokset op med og ind i, uanset at virkeligheden bliver ved med at underkende det. Den helt centrale kendsgerning, der ligesom ikke er slået igennem i den store politiske fortælling anno 2016 er ,at Venstre er gerådet ud i en gigantisk, historisk og vedvarende vælgerkrise, der kun er blevet værre siden valget, hvor man kun fik 19,5 pct. af stemmerne. Den seneste vægtede måling fra Politikos barometer viser, at partiet i dag blot står til 17,7 pct. og visse målinger har haft Venstre helt nede på 16,5 procent. Når man tænker på den diskurs, der indtil valget i 2015 herskede om Socialdemokratiet som et parti i krise på baggrund af nogle lignende tal, er det altså bemærkelsesværdigt, hvor lidt den samme pointe præger dækningen af Venstre. Ikke mindst når man tænker på, at det var Venstre selv, som for kun 16 år siden erklærede, at man ville være det nye århundredes parti og definere samfundsindretningen med samme intensitet, som Socialdemokratiet gjorde det i det 20 århundrede. Dengang fik man en tredjedel af stemmerne, i dag er skal man stramme sig an for at få en sjettedel. Dermed står man til at blive skåret ned til den samme størrelse, der i fra slutningen af 1980erne gjorde, at Uffe Ellemann, Claus Hjort Frederiksen og en ung Anders Fogh Ramussen iværksatte en total omkalfatring af partiet. Der har været angreb på formandens position, der har været læk fra fortrolige og vigtige møder i regeringens centrale udvalg, pressen kan jævnligt berette om barske magtkampe i folketingsgruppen om tronfølgen i partiet, og statsministeren kom så langt ud, at han i vinter offentlige truede et støtteparti med valg, hvis de ikke stemte for regeringens politik (men endte med at pakke det hele sammen igen, fordi K stod fast). Det eneste, der redder Venstre i øjeblikket er, at ingen skriver krisehistorien ud for alvor.

Konsekvensen af Venstres deroute er, at den borgerlige fløj i dag ikke længere har et parti, der kan sætte en dagsorden, alle de andre partier, accepterer at være underpunkter til
_______

 

Konsekvensen af Venstres deroute er, at den borgerlige fløj i dag ikke længere har et parti, der kan sætte en dagsorden, alle de andre partier, accepterer at være underpunkter til. Venstre har det historiske ry for at være hegemonen, de andre knæler for og sværger troskab til, men er for svag til at gøre hævd på den rolle i dag. Den ”Blå Blok” er, som kategori i politisk journalistisk, blevet reduceret til en museumsgenstand – en reference til en verden, der ikke længere findes. Enhver kæmper for sin egen dagsorden, indtil en ny magtbalance er fundet.

I virkeligheden er det kampen om den magtbalance, Thulesen Dahl nu melder sig offentligt ind i. Thulesen Dahl er sig helt bevidst, at skal man spille en af de absolutte hovedroller i dansk politik, må det (også) være som dansk velfærds skytsengel. Det var dét, Anders Fogh Rasmussen indså, da han blev formand for Venstre i 1998. Den position har Thulesen Dahl fra begyndelsen af sin epoke som leder for DF gjort fordring på – ikke mindst ved at reformulere udlændingepolitikken, så nye stramninger snarere bliver begrundet med velfærdsøkonomiske argumenter, end nationalkonservative kulturkamps-argumenter.

Men sidste års finanslov resulterede i et usædvanligt nederlag for DF, der ikke at have regnet ordentligt på de nye reducerede økonomiske vilkår for mere end 130.000 pensionisters boligydelse. Sagen blev reddet i land, men inden da var medierne fyldt med historier om svigt og manglende politisk conduite og tæft. Alt i mens poppede Liberal Alliance champagneflaskerne for at fejre en lettet afgift på biler. Det billede gjorde ondt på DF. Det går ikke, at vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at DF er med i aftaler, der tager tusindvis af kroner fra samfundets svage grupper og bruger pengene på at lette afgifter og skatter for Mercedesejerne.

Samtidig er udlændingepolitikken ikke længere det klare markskel mellem venstre og højre i dansk politik, som det var engang. Socialdemokratiet har for længst forladt den kulturradikale, som Svend Auken som formand udstak. Og selv SF har flyttet sig langt – faktisk man skal helt til de Radikale, Enhedslisten og Alternativet for at finde alternative forslag og modstand mod den førte politik, og som både de Radikale og Enhedslisten viste under regeringen Helle Thorning-Schmidt mente man det ikke så alvorligt, at det gjorde noget.

Alt i alt mangler Thulesen Dahl et monument, han kan fremvise til vælgerne som vidnesbyrd om sin indflydelse og et pay off for deres stemme. Også derfor er regeringsdeltagelse igen blevet interessant for Thulesen Dahl. Men allerede i denne uge kan vejen blive yderligere besværlig. Hvis briterne stemmer for Brexit på torsdag, hvad gør DF så? Hvor DFs skepsis-men-ikke-udmeldelse-kurs indtil nu har givet partiet mulighed for at lyde næsten, som om man ville melde landet ud af EU, uden at man egentlig vil det, kan et britisk nej betyde at DF må tone mere rent flag. Det vil sige: Indrømme, at man på en række punkter, ikke mindst det Indre Marked, faktisk er lige så meget for som de fleste andre partier. Hvilket igen åbner en flanke til højre som de nye aspiranter til borgerlig protestpartier – Nye Borgerlige, Dansk Samling og Danskernes Parti – vil forstå at udnytte. Indtil videre siger Thulesen Dahl, at han i tilfælde af Brexit vil have en afstemning om den aftale, briterne måtte få med EU. Uanset at den generelle EU-stemning i Folketinget på det seneste er kølnet en del, er det svært at forestille sig bred opbakning til dét synspunkt.

Det går ikke, at vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at DF er med i aftaler, der tager tusindvis af kroner fra samfundets svage grupper og bruger pengene på at lette afgifter og skatter for Mercedesejerne
_______

 

Esben Schjørring (f.1980) er journalist og skriver om politik, idéer og kultur. Fra 2009 til 2015 var han ansat på Berlingske, og i dag er han freelance. Følg ham på Twitter: @esben_schj. ILLUSTRATION: Christiansborg på aftenen for Folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015 [Foto: Carsten Bundgaard/Polfoto]