02.11.2016

Splittelse på begge fløje truer de etablerede partier, uanset udfaldet på valgnatten.

Analyse af Philip Rosenbaum

Med lidt under en uge tilbage af en historisk hektisk valgkamp, ser Demokraterne ud til at genvinde præsidentposten. Selv efter det, der ligner en lille fremgang til Trump ovenpå weekendens nyeste nedslag i sagaen om Clintons e-mailskandale, fordeler valgmændene sig stadig således, at de færreste regner med andet end en klar Clinton-sejr. Valgkampen kører alligevel videre på fuld tryk.

For både Trump og Clinton handler det i høj grad om at tilkendegive deres utilfredshed og intolerance overfor modparten, men i ligeså høj grad også om at definere og manifestere deres egne politiske positioner i partiernes fremadrettede planer. Sidstnævnte har vist sig at være en utrolig vanskelig opgave på grund af den enorme politiske heterogenitet, som sjældent er set mage i den amerikanske historie. Uenigheder, der er så store, at fraser om politisk revolution er at finde på tværs af det amerikanske mediebillede. Uanfægtet om det når helt dertil, tærer processen i øjeblikket på det hårdtprøvede amerikanske demokrati. Spørgsmålene er, om Clinton kan samle nationen efter en ualmindelig hård valgkamp, og om Republikanerne kan samle sig ovenpå den splittelse, der er undergået partiet med Trumps kandidatur.

Splittelsen er overalt
Der er ikke blot en kløft mellem Republikanerne og Demokraterne, men der hersker et væld af uenigheder på tværs af køn, alder, samfundsklasser, etnicitet og geografi. Uenigheder, der er så stærke, at den demokratiske diskussion er sat på sidelinjen og de uenige parter ikke længere anerkender modstanderens argumenter og holdninger. I dette virvar af udokumenterede beskyldninger står befolkningen tilbage uhørte, stressede og vrede. Det gælder ikke kun den vrede hvide arbejderklasse, som har været særlig i fokus ved denne valgkamp, men stort set alle befolkningsgrupper.

Der er ikke blot en kløft mellem Republikanerne og Demokraterne, men der hersker et væld af uenigheder på tværs af køn, alder, samfundsklasser, etnicitet og geografi.
_______

 

Republikanerne er dybt splittede. Mange republikanere har kastet håndklædet i ringen og kan ikke længere forsvare Trump og hans udtalelser. De sidste tal viser, at over 160 republikanske ledere, 50 ”National Security” overhoveder, samt en række konservative medier alle har trukket deres støtte til Trump. De tilbageværende Trumpetisters samlingspunkt er i høj grad deres vrede. De er vrede på etablissementet. Så rasende at selv The New York Times måtte opgive spalteplads på forsiden for at varsle om potentielt folkeoprør, hvis Clinton vinder. Trumpetisterne kan eller vil ikke acceptere Clinton i præsidentembedet. En holdning, der er antændt af Trumps yderst anti-demokratiske udtalelser om ikke at acceptere et eventuelt valgnederlag og postulater om at retsforfølge Clinton efter en eventuel valgsejr.

Trump har også udstillet den store politiske kønsopdeling – ikke siden 1952 har der været så store kønsforskelle blandt præsidentkandidaternes vælgeropbakning (26 procentpoint). Trumps misogyni har medført en række misbilligende udtalelser fra en bred vifte af ærkerepublikanske kvindelige toppolitikkere og embedsmænd, der sågar har oprettet protestgruppen ”Republican Women for Hillary”.

En koldblodet demagog vil argumentere for, at Trumps taktik om at underminere de demokratiske spilleregler og sætte spørgsmålstegn ved det politiske system, er det næstbedste endemål, når nu præsidentembedet er uden for rækkevidde. Den sidste uge med stor mediedækning skal derfor bruges til at sætte så mange anti-establishment kræfter i gang som muligt og få blodet i kog hos den vrede hvide arbejderklasse.

I den anden lejr er det heller ikke lutter lagkage. Et er, at Hillary sandsynligvis bliver den mest upopulære valgte præsident i USA’s historie. Målinger viser nemlig, at Clinton er historiens næstmest upopulære kandidat, kun overgået af Trump. Demokraterne kan heller ikke sige sig fri for at smide brænde på det anti-demokratiske bål. Valgsloganet ”We Are Stronger Together” klinger hult, når Clinton udtaler sig hånende om den republikanske vælgerskare. Udtalelser, der ikke er et statsoverhoved værdig og som blot skaber en større afstand til de vælgere, hun en dag vil ønske opbakning fra.

Clintons eget parti står alt andet end ”stærkere sammen” efter et hårdt primærvalg og en siddende demokratisk præsident, som åbenlyst kun udtaler sig positivt om Clinton på grund af frygten for alternativet. Bernietilhængerne har, om end ikke påstået, at primærvalget var snyd, men så argumenteret for, at der herskede en unfair konkurrence, der underminerede den frie demokratiske proces. Mange unge universitetsstuderende – især ved kysterne – har stadig ikke tilgivet Clinton og kunne aldrig finde på at stemme på hende, selvom en sejr til Trump er det truende alternativ.

Flere bevægelser og initiativer i Demokraternes bagland er også med til at gøre afstanden større mellem Clinton og de fortvivlede republikanske vælgere. Kunstnere der synker til Trumps eget niveau ved at portrættere ham med en mikropenis. Apps, som fx #NeverTrump, der er designet til at få demokrater til at ”nudge” sine svingvælger-venner til at stemme imod Trump og de urbane cafeers Trump-sandwiches (”White bread, full of baloney with Russian dressing and a small pickle”), er alt sammen med til skille vandene i det amerikanske politiske hav.

Hvor Trumps opgave tilsyneladende er at splitte befolkningen så meget som muligt, bliver det Clintons opgave er at samle befolkningen så hurtigt som muligt. Oddsene er imod Clinton, da der er langt fra venstre til højre i øjeblikket, og hun har mange skeptikere i begge fløje.

Spørgsmålet er, om republikanerne afviser Trumps politik eller Trump som person.
_______

 

Den republikanske genopstandelse
Kan det Republikanske parti rejse sig ovenpå den nuværende krise? Det kommer an på, hvad den interne splittelse i partiet i bund og grund bygger på. Spørgsmålet er, om republikanerne afviser Trumps politik eller Trump som person. Det er der delte meninger om. Nogle kommentatorer peger på, at det i langt højere grad er Trump som person snarere end hans politik, der skaber den republikanske splittelse.

Historikeren Jonathan Darman fremhæver, at Republikanerne står i en situation, der i høj grad ligner den, de stod i tilbage i 1960’erne. I 1964 skabte den daværende republikanske præsidentkandidat, Barry Goldwater, også en dyb splittelse i partiet. Hans konservative kampagne slog fejl og partifæller ytrede offentligt deres foragt for ham, hvilket resulterede i et knusende valgnederlag til Lyndon Johnson. Medierne dødsdømte det republikanske parti og argumenterede for, at en genrejsning simpelthen var umulig efter sådan et slående nederlag.

Det gik som bekendt ikke mediespåmændenes vej, og det republikanske parti vandt senatet to år efter og præsidentembedet blot fire år senere. Medierne havde fejlagtigt sammenblandet befolkningens aversion overfor Goldwater med befolkningens politiske holdninger. For Goldwater var grundlæggeren af den moderne amerikanske konservatisme, som først – i mindre grad – Nixon og derefter, i højere grad Reagan efterfølgende overtog med stor politisk succes. Reagans politiske gennembrud kom også i kølvandet på hans forsvarstale for netop Goldwater på tv i 1964. Her viste Reagan for første gang, at han, i modsætning til Goldwater, var en dygtig retoriker og at han havde lært af Goldwaters kommunikative fejl. Blot fire år efter Goldwaters knusende nederlag sad Republikanerne med Nixon således igen på præsidentembedet. Der skulle dog gå yderligere 12 år før Reagan blev valgt som præsident på at føre selvsamme konservative politik, som den Goldwater havde lidt et historisk nederlag på – men det blev startskuddet til Republikanernes mest succesfulde periode.

Spørgsmålet er således, hvorfor Trump er historiens mest upopulære præsidentkandidat. Hvis det blot er hans person, og ikke hans politik, der er i modvind, venter der en ny protektionistisk republikansk præsidentkandidat i kulissen, som i øjeblikket får serveret gyldne lektioner fra den igangværende kampagne. Hvis republikanerne finder en ny ”Reagan”, der bl.a. kan mobilisere flere kvindelige stemmer, vil vi opleve et nyt og stærkere republikansk parti indenfor kort tid. Et parti, Clinton ikke ville kunne holde fra porten fra det skrøbelige fundament, som hun vil begynde sit præsidentembede fra.

ILLUSTRATION: Donald Trump og Hillary Clinton taler med vælgere. Collage: RÆSON Foto: Gage Skidmore/Flickr.

Philip Rosenbaum (f. 1988) er uddannet cand.polit og skriver i øjeblikket sin Ph.d. i økonomi på Columbia University, New York og Copenhagen Business School. Philip har undervist på Copenhagen Business School og har tidligere skrevet debatindlæg om uddannelsespolitik i en række danske aviser.