Jonas Niemann: Alternativets skatteforslag er på ingen måde socialt bæredygtigt
10.07.2016
. I tankeeksperimentet, hvor visionen virker – hvor bankdirektøren, lektoren og rengøringsassistenten køber de samme lokale varer, bor i ens CO2-neutrale huse og kører i små elbiler til arbejde – vil det ende med, at rengøringsdamen har færre penge end i dag, lektoren flere og bankdirektøren mange flere.
KOMMENTAR af Jonas Niemann (SF)
HØJERE SKAT på finansielle transaktioner, store formuer, salg af fast ejendom og ressourceforbrug, for så til gengæld at lette indkomstskatten i bunden! Dette blev for et par dage siden præsenteret som Alternativets vision på skatteområdet i starten af den politiske agurkesæson. Og indkomstskatten skal ikke bare være mindre, den skal helt væk. Det er meget muligt at planen er økonomisk umuligt, men denne kritik er for mig mindre interessant end kritikken af visionens bagvedliggende ideologi.
Alternativet hælder med forslaget gammel rød vin på nye grønne flasker. Når 62 mennesker ejer mere end halvdelen af klodens befolkning tilsammen gør, er det indlysende at vi for at komme den globale ulighed til livs er nødt til at gøre noget ved den måde, den øverste elite i samfundet tjener penge på. Derfor SKAL vi have højere skat på kapitalindkomst, altså finansielle transaktioner, på store formuer og på salg af fast ejendom. Og vi er nødt til (via skatter) at reducere vores ressourceforbrug, hvis vi ikke ønsker fattigdom og ustabilitet i verden på grund af klimaforandringer. Til gengæld bør vi lette skatten i bunden – dels fordi vi dermed får et mere økonomisk lige samfund, men også fordi skat på ressourceforbrug i høj grad er en absolut skat: Hvis ikke nye ressourceskatter vil øge uligheden, SKAL der dermed kompenseres for dén.
Alternativet hælder med forslaget gammel rød vin på nye grønne flasker
_______
Alternativets afskaffelse af indkomstskatten vil betyde, at vores skattesystem udelukkende skal bestå af skatter, der rammer alle lige hårdt – nemlig ressourceskatter – foruden skatter, der rammer de rigeste 10 pct. særligt hårdt (kapitalindkomstskatter). Ressourceskat vil indeholde en grad af skat på at leve, især hvis sådanne skatter fuldt ud skal erstatte indkomstskat (via skat på mad, tøj, boligvedligeholdelse, transport, elektronik). Sådan en form for skat vil – i kroner og øre – være ens for alle, og på den måde den mest ulighedsskabende form for skat, der findes – langt mere end fx Liberal Alliances forslag om flad skat, hvor skattebidraget for højtlønnede stadigvæk vil være markant højere end skattebidraget for lavtlønnede.
Sådan en skat vil være […] den mest ulighedsskabende form for skat, der findes – langt mere end fx Liberal Alliances forslag om flad skat
_______
SELVOM jeg mener vi har brug for både en højere kapitalskat og flere ressourceskatter har jeg svært ved at se hvordan Alternativets system ikke skaber større ulighed end et, hvor vi beholder vores progressive indkomstskattesystem og blot kompenserer for ressourceskattens ulighed ved at sænke bundskatten. I tankeeksperimentet, hvor Alternativets vision virker optimalt – hvor bankdirektøren, lektoren og rengøringsassistenten køber de samme lokale varer, bor i ens CO2-neutrale huse og kører i små elbiler til arbejde – vil det ende med, at rengøringsdamen har færre penge end i dag, lektoren flere og bankdirektøren mange flere.
Så kan det godt være, at den rige kreative klasse holder op med ’købe en Iphone om året’ og køber ’to charterrejser i stedet for fire’ som Alternativets Uffe Elbæk siger. Men konsekvensen bliver at rengøringsassistenten ikke har råd til at bruge ressourcer. Konsekvensen bliver, at rengøringsassistenten er nødt til at arbejde længere for at opretholde sin levestandard, samtidig med at lektoren og bankdirektøren har råd til at gå ned i tid.
Så kan det godt være, at den rige kreative klasse holder op med ’købe en Iphone om året’ og køber ’to charterrejser i stedet for fire’ som Alternativets Uffe Elbæk siger. Men konsekvensen bliver at rengøringsassistenten ikke har råd til at bruge ressourcer
_______
DISKUSSIONEN OM hvordan vi fordeler og anvender jordens begrænsede ressourcer er et af vores tids vigtigste emner. Skal de fordeles sådan, at alle mennesker kan have en lige ret til et hensigtsmæssigt ressourceforbrug, der ganske vist er langt mindre end i dag, eller skal ressourcerne fordeles efter hvem der har råd til at købe ressourcerne? Den første model er den bedste. Men Alternativets skattepolitiske vision fører til den anden model. Alternativets skattepolitiske vision vil føre til at vores fælles ressourcer bliver koncentreret på færre hænder og fordelingen af dem udelukkende styret af økonomisk magt. Det er måske økologisk bæredygtigt, men på ingen måde socialt bæredygtigt. ■
Jonas Niemann (f.1990) er kemilærer på Gentofte HF, formand for SF København og landsledelsesmedlem i SF. Foto: Officielt pressefoto fra Alternativet