30.09.2016

Borgerkrigen i Syrien har på alle måder været en konflikt med enorm grusomhed. En konflikt, hvor internationale regler for krig har været sat ud af kraft, men også en konflikt med stor strategisk uforudsigelighed.

Af Johannes Riber Nordby [fra RÆSON27]

En af grundene til borgerkrigens voldsomhed er, at en lang række interne og eksterne aktører har været – og forbliver – involverede. USA (og andre vestlige lande), Rusland, Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater er blot nogle af de eksterne spillere, der hver har deres egne interesser i borgerkrigen. Hertil kommer mere end tusind større eller mindre grupperinger internt i Syrien.

I 2011 forestillede ingen sig, at konflikten ville udvikle sig til en borgerkrig med Rusland og Iran som nogle af de helt centrale spillere eller koste omkring 400.000 menneskeliv (ifølge FN) og skabe millioner af flygtninge. Nogle advarede – den daværende danske udenrigsminister, Villy Søvndal, sagde i 2012: ”Intervenerer vi i Syrien, vil vi få et Irak-scenarie med masser af sekterisk vold.” Men ingen kunne forudsige, at Syrien ville udvikle sig til en borgerkrig med en grusomhed og umenneskelighed, der på daværende tidspunkt var total utænkelig.

For konflikten handler ikke kun om vestlige eller amerikanske interesser mod russiske eller om sekteriske idéer mod de sekulære. Det handler også om iranske og saudiske interesser, om kurdernes drøm om selvstændighed og om Tyrkiets frygt for netop dét. Og om de mange oprørsgruppers egne idéer. Således er borgerkrigen et udtryk for de strategiske interesser hos alle disse aktører.

For at gøre billedet endnu mere kompliceret og uoverskueligt kæmper de forskellige stater ikke kun mod hinanden i Syrien. Iran og Saudi-Arabien støtter hver deres side i den igangværende yemenitiske borgerkrig mellem de shiamuslimske houthi-oprørere, som har erobret den vestlige del af landet, herunder hovedstaden, og styrker loyale til den siddende yemenitiske regering. Tyrkiet har tidligere støttet Det Muslimske Broderskab i Libyen i stedet for den internationalt anerkendte regering (til stor fortrydelse for Egypten og De Forenede Arabiske Emirater). Tilsvarende har Rusland og Tyrkiet støttet hver deres side i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh, der efter Sovjetunionens sammenfald tilhørte Aserbajdsjan, men som primært har en armensk befolkning.

Borgerkrigen i Syrien er derfor ikke kun et produkt af de arabiske revolutioner i 2011, men også et resultat af forskellige magtkampe mellem en række stater, geografisk spredt fra Kaukasus til Nordafrika. Konflikten er et udtryk for et generelt opbrud af den nuværende internationale orden, der tidligere har været klart defineret af amerikansk hegemoni.

Den amerikanske orden under pres
Specielt Rusland har siden interventionen i Georgien i 2008 forsøgt at udfordre den amerikansk definerede verdensorden. Russernes involvering i Syrien er således en direkte fortsættelse af de interventioner, som landet tidligere har gennemført i Georgien og Ukraine i håb om at reducere vestlig indflydelse i det russiske nærområde.

Det ironiske er, at Vesten – specielt USA – selv har hjulpet med til et sådant opbrud, fordi USA og dets allierede har været handlingslammede og meget skeptiske over for militær involvering i Syrien og Irak. De historiske erfaringer fra Irakkrigen, samt interventionen i Libyen og Afghanistan, har i Vesten rejst dyb tvivl om, hvorvidt interventioner i det hele taget er en mulighed som værktøj, når konflikter skal løses politisk. Det er denne tvivl, der har givet stater som Rusland et manøvrerum, der tidligere var udfyldt af USA.

Syrien er et symbol på, at international sikkerhedspolitik er under forandring med et skift fra unipolaritet mod multipolaritet. Det er umuligt at forudsige, hvordan Syrien-konflikten ender, men nogle af konturerne er ved at tegne sig. Her bliver Rusland en af de helt centrale spillere. For selvom en afslutning af borgerkrigen ligger langt væk, vil den være et bevis på de nye magtstrømninger i Mellemøsten og i Ruslands nærområde. Frem for alt vil den blive et symbol på, at Rusland med forholdsvis begrænsede midler er lykkedes med at opnå en strategisk stærk position. Det er lykkedes gennem snilde og en konsekvent inkrementiel [trinvis/gradvis, red.] tilgang med fokus på egne strategiske mål. Således er det lykkedes Rusland at tilkæmpe sig en stærk position i forhold til USA, give Iran mere politisk indflydelse samt udnytte det dårlige forhold mellem Vesten og Tyrkiet.

Rusland satser
Syrien har fungeret som et af de få faste geostrategiske støttepunkter i Middelhavet, først for Sovjetunionen og senere for Rusland. Det russisk-syriske forhold strækker sig tilbage til Den Kolde Krig, hvor det bl.a. lykkedes Sovjetunionen at indgå en aftale om oprettelse af flådebasen i Tartus i 1971 som støttepunkt for sovjetiske flådefartøjer i Middelhavet. Efter Den Kolde Krig synede basen hen, og i 2011-12 var antallet af russiske soldater efterhånden reduceret til ca. 50. Det har sidenhen ændret sig, og de seneste to år er tallet steget til ca. 2.000, hvortil skal lægges flybasen i Latakia.

Men Ruslands involvering i Syrien er måske slet ikke så overraskende endda. For engagementet har ikke kun til formål at fastholde Assad-regimet og dermed russisk indflydelse i landet.

I juli 2015 kundgjorde Putin en opdateret version af Ruslands maritime doktrin frem til 2020. Et dokument, som i sin oprindelige form blev offentliggjort i 2001, men nu udkom i en revideret version. Med Putins vanlige fokus på symbolik blev denne reviderede udgave præsenteret ombord på fregatten Admiral Gorshkov, opkaldt efter Sovjetunionens store maritime strateg. Gorshkov var manden, der udbyggede den sovjetiske flåde kraftigt i 1960’erne og 1970’erne som et resultat af Sovjetunionens prestigetab efter Cubakrisen. Med præsentationen af doktrinen udtalte den russiske vicepremierminister, Dmitrij Rogozin, der også var en af fortalerne for Ruslands annektering af Krim, ”at den reviderede maritime doktrin fokuserer på Atlanterhavet (og dermed også Middelhavet) på grund af NATO’s udvidelse, behovet for at integrere Krim og Sevastopol-flådebasen ind i den russiske økonomi samt at genetablere permanent russisk flådetilstedeværelse i Middelhavet”.

Ruslands involvering i Syrien-konflikten handler derfor ikke kun om at holde Assad ved magten, men i det hele taget om at udfordre den orden, som har præget Europa efter Den Kolde Krig. Rusland forsøger at modbalancere Vesten og dermed få genetableret Rusland som en regional – og på længere sigt global – magt. For at kunne gøre dette har Rusland behov for at bibeholde de meget få militære støttepunkter, som stadig findes uden for Ruslands grænser, og et af disse steder findes i Syrien. Interventionen handler derfor ikke kun om regional magt og indflydelse i Mellemøsten, men også om militær afskrækkelse og balancering mod Vesten.

Som det står nu, har Rusland haft succes med denne strategi, og der er et generelt billede i Rusland og til dels i verden af, at landet er på vej mod fordums stormagtstider. Om Rusland reelt har kræfterne til at fastholde sin nuværende politik er mere tvivlsomt. Der er nemlig en klar sammenhæng mellem Ruslands indgreb i Syrien og den tilsvarende reduktion af kampe i Ukraine, hvilket kunne indikere, at russerne ikke har de militære eller økonomiske kræfter til at kæmpe i to krige på samme tid.

At Rusland alligevel er lykkedes med at udfordre den amerikanske orden, skyldes frem for alt, at man i Vesten/USA ikke har kunnet blive enige om, hvad der er den rigtige strategi for Syrien. Man føler, at man langt hen ad vejen er blevet presset ind i borgerkrigen mod sin vilje.

I august 2013 gennemførte Assads styrker et giftgasangreb i byen Ghouta, der – alt efter hvilken kilde man læser – dræbte imellem 200 og 1.400 mennesker. En FN-rapport konstaterede, at det var det største giftgasangreb, siden Saddam Hussein gjorde noget tilsvarende mod den kurdiske by Halabja i 1988.

USA havde tidligere truet med at ville angribe, skulle Assad-styret anvende kemiske våben mod civilbefolkningen. Nu havde Syrien altså krydset Obamas røde linje, men efterhånden som tiden gik, blev et amerikansk missilangreb mere og mere usandsynligt, fordi den internationale støtte til et sådant angreb var meget begrænset. Efter en afstemning i det britiske underhus kunne premierminister David Cameron ikke støtte Obama. Tilsvarende så det ud til, at Obama heller ikke kunne få den fornødne støtte fra kongressen. Efter knap tre uger stod USA over for et internationalt prestigetab. Under John Kerrys besøg i Storbritannien spurgte en amerikansk journalist ham 9. september, hvorvidt Assad og hans regering kunne gøre et eller andet for at undgå et nært forestående angreb. Kerry svarede prompte: ”Sure. He could turn over every single bit of his chemical weapons to the international community in the next week, turn it over. All of it.” USA’s vej ud af kattepinen startede derfor med, hvad der med al sandsynlighed var et bestilt spørgsmål til en pressekonference.

Dette var samtidig Ruslands første trin ind i en større politisk involvering i Syrien-konflikten. Det tog nemlig kun de amerikanske og russiske udenrigsministre fem dage i Genève at forhandle en aftale på plads – uden om både Frankrig og Storbritannien. Ruslands forestilling og ønske om en sikkerhedspolitisk bipolær verden var kommet et stort skridt nærmere. En mulighed, som ikke skyldtes et militært eller politisk stærkt Rusland, men intern politisk uenighed i USA – og USA’s uenighed med andre lande, især Storbritannien.

I august og september 2015 kom de allerførste rapporter om tilstedeværelse af moderne russisk militærisenkram i Syrien – fly og kampvogne. Russisk våbeneksport til Syrien var ingenlunde nyt, og forsyningsskibe havde længe lagt til i syriske havne. Den store forskel var, at der dukkede flere og flere russiske soldater op. I løbet af september stod det klart, hvad de færreste havde troet muligt: at direkte støtte til Assad var på vej fra Ruslands og Irans side.

Regimet havde set ud, som om det ville falde. Nu var det blevet reddet på målstregen. 30. september blev de første russiske angreb gennemført – rettet mod en række forskellige oprørsgrupper.

Dermed var det strategiske spil om Syrien fuldstændig ændret. Rusland havde nærmest med et trylleslag taget det strategiske initiativ og dermed også reduceret Vestens indflydelse på Syriens fremtid væsentligt.

Men 31. oktober styrtede et russisk Metrojet-passagerfly, der var lettet fra Sharm al-Shaykh i Egypten med kurs mod Sankt Petersborg. Alle 224 passagerer og besætningsmedlemmer mistede livet – heraf 212 russere. Selvom indledende analyser samt britiske og amerikanske efterretninger hurtigt viste stærke indicier på en terrorhandling, gik der knap tre uger med meget lidt russisk information. Der er spekuleret i, hvorfor Rusland var så henholdende. Kunne der have været tale om et mekanisk uheld eller en menneskelig fejl? En grund kunne være, at angrebet kom som en total overraskelse. Men der var også muligheden for, at angrebet havde vist den russiske befolkning, at en intervention i Syrien kunne få civile omkostninger. Tidligere tab i fx Ukraine blev altid efterfulgt af en god portion benægtelse eller bortforklaringer, hvilket var nærmest umuligt med Metrojet. Der var en bekymring for, at udsigten til civile tab ville opildne kritiske russiske røster imod den russiske intervention.

For en stund lod Putin til at have tabt initiativet. Men den forholdsvis stille periode blev brugt til at planlægge en militær reaktion. For med udmeldingen den 17. november, om at Metrojet-styrtet VAR et resultat af en terrorhandling, udstedte Putin et præsidentielt dekret om at fordoble den militære indsats i Syrien. Stort set samtidig dermed sendte Rusland for første gang strategiske bombefly ind over landet. Fire dage senere meldte det russiske forsvarsministerium, at man havde affyret mere end 100 krydsermissiler, hvortil der skal lægges et ukendt antal ’almindelige’ bombetogter.

Rusland brugte dermed Metrojet som legitimering af en styrkelse af den russiske intervention i Syrien, men reelt gav det også en unik og tilfældig mulighed for at styrke Ruslands magtpolitiske position i det videre spil om Syriens fremtid.

Samtidig med at en reaktion blev overvejet i Kreml, kom terrorangrebet i Paris den 13. november, der dræbte 130 mennesker. Angrebet fik særdeles stor betydning for Vestens videre involvering i kampen mod Islamisk Stat. Indtil da havde den europæiske involvering fokuseret på Irak og i langt mindre grad på Syrien, men angrebene i Paris markerede et skift mod en intensivering af bombningerne i Syrien. Den franske præsident, Hollande, holdt møder med en række statsledere i Vesten, herunder USA’s præsident, Obama, den britiske premierminister, Cameron, og den tyske kansler, Merkel. Han rejste derefter til Moskva for at mødes med Putin i en klar markering af Vestens anerkendelse af Rusland som en central spiller i Syriens fremtid og dermed også en anerkendelse af Assad-styret. For med Hollandes besøg var Rusland blevet lovet en ledende rolle i de fremtidige forhandlinger om Syrien.

På mindre end to måneder havde Rusland dermed tilkæmpet sig en helt central politisk rolle i Syrien.

Tyrkiet bøjer af
I dette spil om politisk og diplomatisk magt stod Tyrkiet isoleret tilbage og frygtede med rette at blive udelukket i det videre forløb om Syriens fremtid. En frygt, Rusland har udnyttet.

Set fra Vestens side kan Tyrkiets rolle i Syrien-konflikten betegnes som svingende og tvivlsom. Mest af alt fordi Tyrkiet og Vesten ikke har været enige om, hvem eller hvad der er den største trussel i borgerkrigen. Tyrkiet har været kritiseret for ikke at gøre nok i forhold til at stoppe udenlandske krigere i at komme ind i Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat. Desuden gik der ca. et år efter de første luftangreb i Irak og Syrien, før USA med sine europæiske allierede kunne få lov til at anvende Incirlik-luftbasen. Basens strategiske betydning må ikke undervurderes, dels på grund af dens placering 110 km fra den syriske grænse, dels fordi Tyrkiet er NATO-medlem, og et samarbejde om basen dermed er langt lettere, end når der anvendes baser andre steder såsom i Golfstaterne. Selvom utilfredsheden med Tyrkiets tilgang til kampen mod Islamisk Stat er blevet nedtonet, har der været uofficiel kritik og frustration. Det er Tyrkiets slingrende tilgang, som efterhånden har eroderet tilliden mellem Tyrkiet og Vesten, når det gælder Syrien.

Det var først, da Tyrkiet blev udsat for de første terrorangreb, at landet begyndte at fokusere og involvere sig mere i kampen mod Islamisk Stat. 20. juli 2015 dræbte en selvmordsbomber 32 demonstranter i Istanbul, primært kurdere. Angrebet medførte et skift i Tyrkiets tilgang til konflikten i Syrien, og blot tre dage efter angrebet fik amerikanske fly lov til at anvende Incirlik-basen. Dette tyrkiske skift var dog ikke nok til at reparere Vestens mistillid, sandsynligvis fordi Erdogan generelt blev anset for utilregnelig og uforudsigelig. Men det var først i slutningen af 2015, at det gik op for Tyrkiet, hvor lidt tillid Vesten havde til Erdogan og hans regering.

For da Hollande efter angrebene i Paris valgte at rejse til Moskva, indså Tyrkiet, at landet var på vej til at blive politisk isoleret i forhandlingerne om Syriens fremtid. Det kan derfor tænkes, at Tyrkiet spillede højt spil den 24. november 2015 med nedskydningen af det russiske kampfly, som i et kort øjeblik – 17 sekunder – var krydset ind i tyrkisk luftrum. En forseelse, som russiske kampfly tidligere havde begået. Tidspunktet til en reaktion var fra tyrkisk side velvalgt. For hvis Tyrkiet kunne overbevise sine NATO-partnere om, at tyrkisk suverænitet var blevet krænket, og at Tyrkiet dermed havde handlet i selvforsvar, kunne man få Rusland til at fremstå som aggressoren. Dermed blev der smidt grus i maskineriet på det møde, som Hollande og Putin skulle have få dage senere.

Tyrkiet fik politisk støtte fra sine NATO-partnere, men havde alligevel presset sig selv op i et hjørne. Landet havde undervurderet vigtigheden for Vesten i at få bekæmpet Islamisk Stat, og nedskydningen forhindrede derfor ikke Hollande i at love Rusland en afgørende rolle i de forhandlinger om Syrien, der skulle sættes i gang. Tyrkerne havde håbet at isolere Rusland, men måtte sande, at Vestens tillid til Tyrkiet var så lav, at man prioriterede Rusland over Tyrkiet. For at gøre ondt værre svarede Putin igen med økonomiske sanktioner og rejseforbud.

Uanset tillidsniveauet mellem Vesten og Tyrkiet havde Vesten ikke meget valg. For med Ruslands og Irans intervention i Syrien stod det helt klart, at Assad nu ikke stod til at falde. Derimod havde han igen militære kræfter til ikke blot at forsvare sig, men også til at generobre tidligere tabte områder. Derudover støttede Vesten også de kurdiske oprørere i Syrien af den årsag, at kurderne var og er noget nær den eneste stærke og politisk tålelige gruppering, som Vesten kan støtte, der samtidig er store nok til at yde Islamisk Stat modstand. I valget mellem Tyrkiet og Rusland var Vesten således låst i sine strategiske muligheder.

I Rusland blev der gennem foråret 2016 kørt en massiv antityrkisk mediekampagne, og meningsmålinger viste, at russerne anså Tyrkiet som Ruslands tredjestørste fjende, kun overgået af USA og Ukraine. At Erdogan i slutningen af juni 2016 så sig nødsaget til at udstede en undskyldning for nedskydningen til Putin, bekræftede kun, at Rusland er på vej tilbage som en regional magt.

Dermed havde Rusland vundet magtspillet over en af NATO’s større militære magter. Dels på grund af en svingende tyrkisk politisk kurs, når det gjaldt kampen mod Islamisk Stat, dels fordi Vesten ikke stolede på Tyrkiet.

Mønsteret er det samme: Det handler ikke om et økonomisk eller militært stærkt Rusland, men derimod om et Vesten, hvor man ikke kan blive enige med sig selv om, hvad der er de bedste strategiske valg i Syrien-konflikten. Ruslands forsøg på at isolere Tyrkiet havde virket. Erdogan var bange for helt at miste indflydelse på fremtidens Syrien og var bekymret for de frembrusende kurdere, og vejen tilbage til indflydelsen gik gennem Moskva. Derfor undskyldningen for nedskydningen.

Få uger senere kom kupforsøget i Tyrkiet. Hvor vestlige statsledere lurepassede, var Putin hurtigt ude for at fordømme kuppet og tilbyde sin støtte til Erdogan. Endnu en gang havde Rusland set rigtigt og pustet til det anstrengte forhold mellem Tyrkiet og Vesten. Den amerikanske vicepræsident Joe Bidens besøg i Tyrkiet i slutningen af august havde næppe megen effekt. I hvert fald kørte tyrkiske styrker umiddelbart efter hans besøg ind i Syrien for at stoppe den kurdiske fremrykning.

Iran. Ruslands vigtigste allierede i Syrien
Russisk-iransk samarbejde strækker sig tilbage til Den Kolde Krig. Ikke mindst i årene efter den iranske revolution i 1979, hvor Rusland villigt solgte våben til præstestyret, der ellers var ramt af vestlige sanktioner. Men der har de seneste år været mange spekulationer om, hvor tæt det russisk-iranske forhold er, ikke mindst efter en langsom forbedring af Irans forhold til Vesten. Og der har været sat spørgsmålstegn ved, om Rusland havde interesse i en atomaftale som den, der tegnede sig mellem Iran og de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og Tyskland. En sådan aftale kunne nemlig være det første skridt i en langsom normalisering af Irans anstrengte forhold til Vesten og dermed medføre tab af russisk politisk indflydelse.

Rusland valgte at støtte en atomaftale, sandsynligvis fordi en sådan aftale mellem USA og Iran ville falde på plads uanset hvad. I stedet for at stille sig i vejen valgte Rusland at normalisere de økonomiske forbindelser fuldstændig, især i forhold til våbeneksporten. For med atomaftalen på plads løftede russerne hurtigt sanktionerne og genoptog leveringen af det langtrækkende S-300-antiluftsystem, som Iran betalte for tilbage i 2007, men som blev stoppet i 2010. Tilsvarende påbegyndte Rusland forhandlinger om kontrakter til udbygning af iranske atomkraftværker. Selvom Iran – under sanktionerne – længe og med delvis succes har forsøgt at udvikle en hjemlig våbenindustri, mangler landet stadig adgang til avanceret våbenteknologi. Det er her, Rusland ser en mulighed for både at øge sin politiske indflydelse og sin eksport. For med salg af store våbenkontrakter følger politisk indflydelse og samarbejde.

Således er der forhandlinger om, at Iran skal købe den nyeste russiske T-90-kampvogn på licens, således at hele eller dele af dem produceres i Iran. Tilsvarende aftaler er under forhandling med fly. Iran kigger også mod Rusland, når det gælder fornyelse af landets flåde, herunder ikke mindst våbensystemer og ubåde.

Atomaftalen med Iran var derfor ikke kun i amerikansk interesse, men bestemt også i russisk. Selvom der til tider stilles spørgsmålstegn ved, hvor tæt det russisk-iranske forhold er, er der ingen tvivl om, at landene arbejder meget tæt sammen i Syrien, og at det bestemt er i russisk interesse at sikre et stærkt militært Iran. Derfor var det ikke kun af militære grunde, at Rusland lavede en aftale med Iran om at udstationere russiske bombefly i landet til indsættelse i Syrien (der er tale om fly, der tidligere stod i Nordossetien). De stod der kun en uge. Men det var en magtpolitisk markering over for landene i regionen – både fra Ruslands side og fra Irans. (Den operative betydning var lille – siden Ruslands intervention har russiske bombefly haft tilladelse til at gennemflyve iransk luftrum på vej til og fra Syrien, og tilsvarende er krydsermissiler, affyret fra Det Kaspiske Hav, fløjet gennem iransk (og irakisk) luftrum på vej mod deres mål i Syrien).

Det er første gang siden præstestyrets etablering i 1979, at Iran har ladet et andet land anvende sine militære baser. Men trods samarbejdet har de to lande også divergerende interesser i Syrien:

For Iran er det et imperativ [et altafgørende mål, red.], at man fortsat har et geografisk brohoved til iranernes mest succesrige og prestigefyldte proxyprojekt, navnlig Hizbollah i Libanon. Hizbollah sikrer Iran både politisk indflydelse i Libanon og en direkte front mod Israel. For Rusland handler det om geostrategisk indflydelse i Middelhavet og en politisk magtbalancering af Vesten.

Men selvom Iran og Rusland næppe nogensinde bliver tætte allierede og ikke nødvendigvis har de samme prioriteringer i Syrien, så har de en fælles interesse i at udfordre det amerikanske hegemoni i regionen. Specielt Iran har brug for en allieret som modvægt til saudisk dominans og en interesse i, at dét kan splitte de arabiske lande. USA har for længst accepteret iransk og russisk indflydelse i Irak, hvor iranerne støtter regeringen i Baghdad militært, mens Rusland har anvendt irakisk luftrum til sine angreb ind i Syrien. De arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, i den amerikansk-ledede koalition i Syrien har trukket sig fra Syrien for i stedet at koncentrere sig om at bekæmpe de Iran-støttede houthier. Så når det gælder den russiske ambition om at udfordre den amerikanske orden i Mellemøsten, er Iran ofte en overset, men helt essentiel strategisk partner for Rusland.

Vesten ser ud til at have tabt spillet om Syriens fremtid
Putin proklamerede i midten af marts, at russerne nu ville påbegynde en tilbagetrækning. Reelt skete det ikke. For mens russiske jagerfly fløj hjem, fløj russiske kamphelikoptere den anden vej.

Så Rusland er ikke på vej ud af Syrien. Og et år efter han gik ind i landet, har Putin kunnet konstatere, at han har opnået meget mere, end han kunne have håbet på. Ikke nok med at han har fået knyttet nogle strategiske bånd til Iran ved at redde Assad. Grundet Tyrkiets frygt for en kurdisk stat på syrisk territorium kan det meget vel ende med, at Erdogan anerkender de russiske og iranske krav om, at den syriske stats geografiske integritet skal bibeholdes.

I midten af august var den tyrkiske udenrigsminister på lynbesøg i Teheran, og senere i år følger Erdogan selv efter for at diskutere fremtiden for Syrien. Besøgene vidner om en tyrkisk tilnærmelse mod Iran og dermed også Rusland. Hermed kan kurdernes skæbne blive meget usikker, hvis Tyrkiet kan rejse russisk og iransk støtte i fremtidige fredsforhandlinger.

Lige meget hvad har Rusland med stor strategisk dygtighed udfordret Vesten og den amerikansk definerede orden ved at knytte tættere bånd med to af regionens militære magter, Iran og Tyrkiet. Hvis Rusland kan stå sammen med de to lande i en fremtidig forhandling om Syriens fremtid, er der ikke meget, USA eller Vesten kan gøre.

Vesten ser ud til at have tabt spillet om Syriens fremtid. Man må indstille sig på at anerkende Rusland som en regional magt. Acceptere, at Assad formentlig forbliver i Syrien. Tolerere, at kurderne i Nordsyrien måske ikke vil få den politiske løsning, de vil ønske sig efter at have hjulpet Vesten i kampen mod Islamisk Stat. Og forstå, at borgerkrigen langtfra er overstået. For den seneste våbenhvileaftale mellem USA og Rusland kommer næppe til at holde længe og vil med stor sandsynlighed blive anvendt af Assads regime til at forberede nye angreb, herunder at generobre Aleppo og yderligere erodere de grupper, som Vesten støtter.

Johannes Riber Nordby (f. 1969) er militæranalytiker og souschef ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Han er uddannet søofficer og har en MA fra University of Leicester i Internationale Sikkerhedsstudier.

ILLUSTRATION: Vladimir Putin og Hassan Rouhani (Sergei Karpukhin/AP/polfoto)