06.12.2016

I den kommende uge er der japansk-russisk topmøde i Yamaguchi i det vestlige Japan. Hvis der opnås delaftaler om økonomisk samarbejde, og Putin og Abe med venlige smil fortæller, at de i landenes territoriale spørgsmål er på vej til en historisk løsning, vil begge parter være tilfredse. Men Trump kan kaste grus i maskineriet.

Af Asger Røjle, Tokyo

I næste uge kommer Ruslands præsident, Vladimir Putin, på besøg hos Japans premierminister, Shinzo Abe.
Der er lagt op til et gemytligt møde mellem to mænd, som efterhånden kender hinanden ganske godt efter mange møder gennem de seneste fire år, og som på det personlige plan swinger godt med hinanden. Førstedagen af besøget er henlagt til Abes hjemstavn i Yamaguchi i det vestlige Japan.

Men trods spekulationer i pressen er der ikke for alvor lagt op til noget historisk gennembrud i de to landes ældgamle territoriale strid om suveræniteten over fire øer nordøst for Japan , som på russisk hedder De Sydlige Kuriler og på japansk Hopporyodo, De Nordlige Territorier. Ikke i denne omgang. Selv om de to mænd utvivlsomt vil gøre sig umage for at vise verden, at de er gode venner, og at de oprigtigt er på vej mod en løsning på den årelange og meget komplicerede konflikt.

Abe har lige siden sin tiltræden for fire år siden gjort stædige forsøg på at spille ”det russiske kort”. Putins Rusland har i samme periode været i nådesløs politisk karantæne hos Japans vestlige allierede på grund af situationen i Ukraine, og Japan indførte da også sammen med de øvrige G7-lande økonomiske sanktioner mod Rusland efter indlemmelsen af Krim i 2014. På det tidspunkt var den japanske charmeoffensiv over for Rusland tilsyneladende gået i stå.

Men siden de to mænd mødtes i den russiske by Sochi i maj måned i år og havde et temmelig afgørende møde under fire øjne, kun med hver sin betroede tolk, er der set udefra for alvor kommet gang i forhandlingerne mellem de to lande igen. Mødet i Sochi havde USA’s præsident, Barack Obama, ellers personligt appelleret til Abe om at aflyse. Et ønske, den japanske regeringschef totalt overhørte. Bagefter sendte han dog en topdiplomat til Washington for at forklare, hvad der var foregået.

Siden de to mænd mødtes i den russiske by Sochi i maj måned i år og havde et temmelig afgørende møde under fire øjne, er der set udefra for alvor kommet gang i forhandlingerne mellem de to lande igen
_______

 

”Sesam, luk dig op” viste sig at være et eller andet signal fra Shinzo Abe under samtalen om, at han var indstillet på at lave en handel med Rusland, uanset hvad man i Washington måtte mene. Det kunne Putin lide at høre.

Det gjorde Japan til et kort i Ruslands hånd, som man kunne spille over for USA og Vesten, ligesom Rusland hele tiden har været et kort i Japans hånd, som man har kunnet spille i den store østasiatiske magtpolitik over for supermagten Kina.
I et par årtier har der i det japanske diplomati været røster, som har argumenteret for, at man burde tilstræbe en aftale med Rusland i ø-striden, hvor Japan ikke får alt, hvad man kræver. Og der har været andre røster, som har vendt sig imod at gå på kompromis med kravet om suverænitet over alle fire øer, der siden 1945 har været kontrolleret af Rusland.

Den offentlige propaganda – både over for omverdenen og japanerne selv – har imidlertid ikke vaklet. Det har handlet om fire øer – uden undtagelse. Så sent som i sidste uge har der været demonstrationer i Tokyo med det krav på bannerne.
Det gør det unægtelig svært for en hvilken som helst japansk regering at lave en handel i porten, når man tænker på den nuværende nationalistiske stemning i den japanske offentlighed.

Ikke desto mindre gik Shinzo Abe ud efter mødet i Sochi i maj og fortalte Japan og verden, at ”vi to skal nok løse det problem”, og at det vil ske ved ”en helt ny tilgang”. Udgangspunktet for hele det diplomatiske spil omkring de omstridte øer er, at Japan siger, at øerne er japanske ud fra historiske, diplomatiske, geologiske, botaniske og alle andre parametre, men at Rusland siger, at de blev russiske som en legitim del af de aftaler, der blev indgået ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Problemet er, at Rusland aldrig underskrev San Francisco-fredsaftalen i 1951, og at de to lande derved aldrig har indgået en fredsaftale med hinanden. Japan har lige siden hævdet, at den russiske besættelse af de fire øer fandt sted i strid med al folkeret, efter krigen var afsluttet.

Problemet er, at Rusland aldrig underskrev San Francisco-fredsaftalen i 1951, og at de to lande derved aldrig har indgået en fredsaftale med hinanden.
_______

 

Putin sagde i forrige uge, da de to mødtes ved stillehavstopmødet i Lima, at den manglende fredsaftale er ”en anakronistisk situation, som stammer fra fortiden”.

”Rusland håber af hele sit hjerte, at vi snart kan indgå en fredsaftale”, sagde han venligt.

Striden har allerede været løst
Det barokke er, at striden faktisk én gang har været løst, selv om det i dag benægtes heftigt med forskellige argumenter fra begge sider. I 1956 udsendte Japan og Sovjetunionen en fælles erklæring efter et møde i Moskva. Ifølge denne aftale skulle de to store øer mod nord, Etorofu og Kunashiri, som ligger i forlængelse af den russiske øgruppe, Kurilerne, forblive russiske – mens de mindre øer syd for Kuril-kæden, nemlig Shikotan og Habomai, som ikke er en ø, men en øgruppe, bestående af småøer tæt ved Hokkaidos østspids, skulle gives tilbage til Japan.

Aftalen var betinget af en fredsaftale, som aldrig blev indgået. Og da Japan i 1960 under den kolde krig indgik den første af sine sikkerhedspolitiske aftaler med USA, opfattede Sovjetunionen 1956-erklæringen som faldet til jorden.
Lige siden har denne løsning luret i baggrunden som en mulig delløsning eller et muligt første skridt af en løsning. Tidligere sovjetiske og russiske ledere har fastholdt, at Japan selv lod sig muligheden spille af hænde dengang, og at man selv er ude om, at der snakkes om fire og ikke to øer.

Men Putin, som har gjort det til et mål at efterlade et Rusland uden stående grænsestridigheder som en del af sin arv til eftertiden, har siden sin tiltræden accepteret, at 1956-aftalen eksisterer, og at den forpligter i det øjeblik, hvor der indgås en fredsaftale.

Med andre ord. Når de to lande kan enes om resten, er suveræniteten over to af de fire øer serveret for Japan.
Derfor er det en offentlig hemmelighed, at dele af det japanske diplomati i de seneste 15 år er begyndt at arbejde seriøst med en model, hvor man får mere end to, men mindre end fire øer tilbage. Om det er den ”nye tilgang”, som Abe snakkede om i Sochi, ved vi ikke, og hvad det i givet fald konkret er, Japan stiller krav om ud over to af de fire øer, vides heller ikke med sikkerhed.

Japan og Rusland vil arbejde sammen om økonomisk fremgang
Men begge landes positive udmeldinger i den senere tid om et konkret samarbejde om udnyttelse af øernes ressourcer spiller formentlig en rolle i den forbindelse.

Shinzo Abe fremlagde i Sochi en økonomisk otte-punkts-plan med det formål at gøde jorden for de territoriale forhandlinger. Planen går ud på, at der skal gives japansk støtte til udvikling af sundheds- og energisektorerne i Rusland samt til etablering af en eksportbase i det russiske Fjernøsten. Samtidig skal man samarbejde om olie- og naturgas-udvikling i regionen, en meget vigtig faktor for Japan i en tid, hvor de fleste af landets atomkraftværker stadig er ude af drift, som de har været siden atomkraftulykken ved Fukushima-værket i 2011. Endelig vil Japan investere i modernisering af havne og lufthavne i den østlige ende af Rusland.

Økonomisk samarbejde synes at være en del af opskriften på den løsning, som der siden maj måned er arbejdet på ved diskrete forhandlinger. En salomonisk løsning, hvor ingen fremstår som den tabende part
_______

 

Der har været rapporter i japansk presse om, at repræsentanter for det japanske økonomi- og handelsministerium – mens Rusland i andre dele af verden stadig er omfattet af skrappe økonomiske sanktioner – aktivt opsøger landets store virksomheder for at få dem til at optrappe deres engagement i russisk Fjernøsten. En opfordring, som de ikke alle sammen er lige motiverede for at følge. Det er nemlig meget usikkert, hvor længe den nuværende politiske idyl mellem de to lande vil vare.

Også Putin inviterede ved Lima-mødet Japan til ”fælles økonomiske aktiviteter” mellem de to lande i og på de fire øer. Og forleden dag tog han Japan med i sin årlige tale til nationen, hvor han uden forbehold roste Abe-regeringen for dens ”planer om at udbygge de økonomiske forbindelser med Rusland og igangsætte fælles projekter og programmer”.
Så økonomisk samarbejde synes at være en del af opskriften på den løsning, som der siden maj måned er arbejdet på ved diskrete forhandlinger. En salomonisk løsning, hvor ingen fremstår som den tabende part.

En følsom sag
Et meget dristigt bud på hovedridset af sådan en aftale vil være, at suveræniteten over to øer – og kun to – gives tilbage til Japan, at de nuværende beboere, som er russere, får lov at blive boende, og at de bliver forkælet med offentlige investeringer fra japansk side, og at der endelig indledes et større program for fælles udvikling af de to store øer mod nord, som i den overskuelige fremtid fortsat vil være under russisk suverænitet.

Et meget følsomt spørgsmål er, hvad der skal ske med de russiske baser på disse to nordlige øer, som ikke er uden betydning for kontrollen med indsejlingen til Orkotsk-havet. Nogle kilder i Japan taler om, at hele området efter en eller anden model i givet fald skal demilitariseres, hvilket nok vil være vanskeligt at sluge for russerne. Men stedet, hvor den allerstørste diplomatiske kunst skal udfoldes, er i spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden formulerer suveræniteten over de to store øer, der ikke gives tilbage. Det skal jo helst formuleres på en måde, hvor begge statsledere kan vende hjem og se de nationalistiske elementer i deres egen befolkning i øjnene.

I 1991 var Sovjetunionens daværende præsident, Mikhail Gorbatjov, under et dramatisk og uhørt improviseret topmøde i Tokyo lige ved på Sovjetunionens vegne over for Japans daværende premierminister, Toshiki Kaifu, at acceptere en model, hvor to øer blev givet tilbage, og hvis det gik godt, ville man senere forhandle om suveræniteten over de to andre øer. En model, som ingen af parterne alligevel var helt stolte over.

Nu arbejdes der imidlertid efter sigende med en lignende model, hvor problemstillingen omkring på den ene side Shikotan og Habomai og på den anden side Kunashiri og Etorofu ligeledes adskilles, men at forhandlingerne om de to adskilte problemer går i gang parallelt. I 1998 foreslog den daværende russiske præsident, Boris Jeltsin, i skriftlig form over for Japans daværende premierminister, Keizo Obuchi, at gøre hele området omkring alle fire øer til ”en særlig økonomisk zone med særlig juridisk status”, men stadig endegyldigt med russisk suverænitet.

De nuværende bestræbelser på at finde en formular, op til topmødet i Yamaguchi i næste uge, som åbner porten til en løsning, har altså flere fortilfælde. Men ingen venter mere end optimistiske ord i næste uge om, at man er på rette vej. å Så længe den aftale, der brygges på, ikke er færdig og befæstet i begge lejre, vil det være for farligt for både Abe og Putin at gå ud og præsentere verden for dele af den. Det vil gøre dem til genstand for bitter kritik fra nationalister i begge lejre, og det vil de meget gerne undgå.

Nationalisme kan løse striden
Årsagen til, at de to herrer er kommet så langt, som de er, er netop, at de begge betragtes som nationalister. Realistisk set er Abe den eneste af Japans toppolitikere, der som premierminister vil kunne slippe afsted med at lave en købmandshandel om suveræniteten over de omstridte øer. Abe opfattes af Japans nationalister som deres mand på posten, og at han står bag, vil lukke munden på en del af dem, der ellers ville have protesteret rasende.

Også Putin opfattes som nationalist, og også han regerer uden at være presset synderligt af nogen opposition i øjeblikket. Så Abe har konkluderet, at der skal smedes, mens jernet er varmt. Det er ikke sikkert, at den næste generation af politikere på begge sider får en tilsvarende chance. ”Vladimir, burde det ikke være vores generation, som har modet til at opfylde vores forpligtelser? Burde det ikke være vores to lande, Japan og Rusland, som overvinder alle vanskeligheder for at efterlade de unge mennesker i kommende generationer en verden, hvor alle muligheder kan blomstre i fuldt flor?” spurgte han med tv-kameraerne rullende, da de to hovedpersoner i september mødtes ved et østasiatisk handelstopmøde i Vladivostok.

Abe opfattes af Japans nationalister som deres mand på posten, og at han står bag, vil lukke munden på en del af dem, der ellers ville have protesteret rasende
_______

 

”Vi må skabe en situation, hvor ingen af parterne føler sig som taber eller føler sig trådt for nær eller ramt i processen”, svarede Putin på stedet.

Den slags udvekslinger har i de senere måneder i flere medier skabt store forhåbninger til topmødet i næste uge. Men samtidig har russernes nylige opstilling af nye missiler på baser på Etorofu, den største af øerne, gjort det modsatte. Abe har diplomatisk kaldt opstillingen for ”beklagelig”, mens en anonym japansk diplomat er citeret af avisen Nikkei for knap så diplomatisk at have sagt, at det er ”et temmelig radikalt skridt i en forhandlingssituation”.

Det har imidlertid kun skabt skår i optimismen. Hvis der er god stemning omkring mødet i Yamaguchi, hvis der opnås nogle konkrete delaftaler om økonomisk samarbejde omkring naturgasleverancer og andre emner af fælles interesse, og hvis de to herrer med venlige smil fortæller, at de i det territoriale spørgsmål er godt på vej, vil det ikke være nogen usandsynlig udgang på mødet. Og det vil begge parter i allerhøjeste grad være godt tilfredse med.

Intet er sikkert med Trump i Det Hvide Hus
I det tilfælde vil forhåbningerne om en løsning på den ældgamle strid om øerne inden for et år eller to fra nu fortsat være større, end de har været i årevis. Men ingenting er sikkert, for ovre i Washington lurer USA’s kommende præsident, Donald Trump.

Ingen ved, hvor meget hans reelle position over for Putins Rusland vil vise sig at adskille sig fra den hidtidige amerikanske linje. Men hvis spekulationerne i mange vestlige medier om, at han faktisk godt kunne tænkes at komme rimeligt godt ud af det med en type som Putin, og at det amerikansk–russiske forhold kan ventes at blive mærkbart forbedret under ham, holder stik, så vil ”det japanske kort” pludselig være langt mindre betydningsfuldt for det russiske diplomati – og det vil være vanskeligere for russerne at enes om de kompromisser, der skal indgås fra deres side, hvis en aftale med Japan skal opnås.

Så selv om der er spænding i luften, og selv om der er flere forventninger end før, er der stadig et langt stykke vej, før den gamle ø-strid er løst. Og det er dybest set heller ikke den eneste grund til Abes ihærdige russiske diplomati.
”Abe er klart påvirket af den ide, at tættere bånd til Rusland giver mening af sikkerhedspolitiske årsager. Japan ønsker ikke at være omringet af et fjendtligt Nordkorea, et fjendtligt Kina og også et fjendtligt Rusland. Det er faktisk ikke nogen dårlig beregning, selv hvis de territoriale forhandlinger løber ud i ingenting”, vurderer James Brown, som er lektor ved Temple-universitetet i Tokyo, i en udtalelse til det japanske nyhedsbureau Kyodo. ■

ILLUSTRATION: Japans Shinzo Abe og Ruslands Vladimir Putin ved et møde 2. september. Foto:Hidetaka Ando/PANA/Polfoto