10.08.2016

Japans kejser Akihito har annonceret, at han træder tilbage, og hvad er egentligt et traditionelt kejserdømmes plads i det moderne Japan??

af Asger Røjle, Tokyo

Den japanske kejser Akihito nedstammer direkte fra solgudinden. Sådan fortæller myterne. Det er kejseren, ”Tenno,” der binder japanerne sammen. Kejseren var symbol på Japan, længe før nogen havde tænkt på Japan som en nation i moderne folkeretlig forstand.

Sjældent i historien har kejseren uanset køn haft politisk magt, og når han eller hun har haft det, har det ikke altid været noget smukt syn. Det normale har gennem årtusinderne været, at kejseren passede sine ritualer og ceremonier, som fulgte risdyrkningens årlige cyklus, og andre regerede i hans eller hendes navn.

Mange gange i historisk tid har kejsere fredeligt trukket sig tilbage, mens de endnu levede, og givet tronen videre til deres arvtagere. I historisk lys burde det derfor ikke være nogen ekstraordinær sag, at den nuværende kejser, Akihito, i en alder af 82 år i forgårs i en video-optaget tv-tale i floromvundne vendinger bad så mindeligt om at få lov til at abdicere på grund af sit skrøbelige helbred.

Det normale har gennem årtusinderne været, at kejseren passede sine ritualer og ceremonier, som fulgte risdyrkningens årlige cyklus, og andre regerede i hans eller hendes navn.
_______

 

Men ikke desto mindre er det meget kompliceret. I vore dage har Japan fået et retssamfunds love og regler, og lov skal holdes. Hvis en kejser trækker sig i utide, vil det være i modstrid med den gældende arvefølgelov, som overhovedet ikke opererer med muligheden.

Der er med andre ord nogle love, der skal lave om. Ikke forfatningen, bare almindelige love. Men det er alligevel noget, der skal ordnes først, og som det ikke er sikkert, at den nuværende regering med dens dagsorden lige havde tænkt sig at skulle bruge parlamentets tid og opmærksomhed på lige nu.

Først skal nogen stille et lovforslag, og det er ikke kejseren selv. At stille et lovforslag er en politisk handling, og kejseren er ifølge Japans efterkrigsforfatning forpligtet til at holde sig langt væk fra politik. Derfor var han tvunget til at holde en ti minutter lang tale, der omhyggeligt opremsede alle årsagerne til, at det vil være en god idé at lade ham gå på pension – men uden selv i samme tale at drage den fornuftige og rimelige konklusion. En historisk tale med historisk meget udenomssnak.

Kejser Akihito påpegede, at han er en gammel mand på 82. Han har været gennem to alvorlige operationer. Han har oplevet, at han flere gange har haft svært ved at leve op til sine pligter og har kludret i det ved offentlige fremtrædener – hvilket har gjort ham grumme ked af det. Ingen er mere bevidst om kejserembedets værdighed end kejseren selv.
Han spurgte ydmygt om folkets forståelse – og folket forstod. De fleste havde faktisk forstået det allerede på forhånd på basis af alle rygterne i pressen. Meningsmålinger viser, at 85 procent af japanerne mener, at deres vellidte kejser fortjener at få lov til at holde et otium.

Meningsmålinger viser, at 85 procent af japanerne mener, at deres vellidte kejser fortjener at få lov til at holde et otium.
_______

 

Så enkelt er det desværre bare ikke. For uanset, hvor fredeligt et menneske Akihito er – og han er i den grad kendt og anerkendt i befolkningen som en fredens hædersmand – og uanset hvor fredeligt alle tiders kejsere har gået og udført deres ritualer på de kejserlige rismarker, kan det ikke undgås, at kejserdømmet i vore dages Japan opfattes som noget meget politisk.

Det kan ikke være anderledes, når man er søn af en kejser, i hvis navn japanske soldater i 1930’erne og 1940’erne førte en blodig aggressionskrig i Østasien og Stillehavet og under den krig begik forfærdelige krigsforbrydelser.
De nulevende japaneres bedstefædre og oldefædre havde fået at vide, at de måtte kæmpe til det sidste for kejseren. Deres familier hjemme i Japan havde fået at vide, at de måtte udholde sult og savn under krigen for kejseren. Alle var dybt indoktrinerede, og det er altså kun trekvart århundrede siden.

Når fortællingen om den ulyksalige krig stadig splitter japanerne indbyrdes, og når den stadig skaber stor mistro og fjendtlighed i forhold til nabolandene – og det er ulykkeligvis situationen i år 2016 – så kan det japanske kejserdømme umuligt være lige så upolitisk, som europæiske kongedømmer er. Uanset hvor meget kejseren selv med sin venlighed og værdighed forsøger at spille en rolle, der ligner Europas kronede hoveders rolle.

Hver søndag kører der stadig højtalervogne rundt i beboelseskvartererne omkring japanske storbyer, der spiller militær marchmusik fra krigens tid. En stemme udbasunerer bombastiske paroler om, at vor tids blødsødne Japan skal tilbage til krigstidens æresbegreber, og at kejseren atter skal indsættes som politisk og militær leder. De fleste almindelige beboere ryster på hovedet af dem, der stædigt bliver ved med disse demonstrationer, men demonstranterne har venner i indflydelsesrige positioner, og de får lov til at blive ved og ved.

Det er svært at forestille sig kejser Akihito, som har brugt sine 28 år på tronen til for alvor at gøre Solens Søn til et menneske, spille den rolle i det japanske samfund, som grupperne bag højtalervognene ønsker, at han skal spille. Kejserfamilien er stadig fjern, den lever stadig et uhyggeligt isoleret liv, men den har i de sidste tre årtier fået et alment-menneskeligt image i store dele af befolkningen, som de færreste med erindring om krigstiden nogensinde havde forestillet sig, at den ville kunne få. Det er i høj grad personen Akihitos arv til japanerne.

Kejseren skubber uvelkomne støtter bort

Den anerkendte historiker og ekspert i den japanske kejserfamilie, professor Carol Gluck fra Columbia University, sagde i denne uge efter kejserens tv-tale i et opsigtsvækkende interview med websiden Slate, at ”Kejseren næsten direkte i de tidlige 1990’ere har sagt til højrefløjen, at ”Jeg er ikke jeres kejser. Lad være med at udnytte mig.”
”Han sagde det ikke specifikt, men gennem sine vedholdende bemærkninger formåede han at få folket til at tro på, at han ikke var den kejser, som højrefløjen taler om. Det var ham, som anerkendte kejserdømmets koreanske rødder. Det havde været fuldkommen tabu. En kendsgerning, men tabu,” forklarer Carol Gluck.

Men alle disse afdæmpede, liberale og pacifistiske udmeldinger fra kejser Akihito synes at prelle af på hans stærkeste, men uvelkomne støtter. De hører dem overhovedet ikke.

Da Tadae Takubo, formanden for den ultra-nationalistiske, men indflydelsesrige organisering Nippon Kaigi for nylig holdt pressemøde i de udenlandske korrespondenters presseklub her i Tokyo, blev han spurgt om kejserens tydelige afstandtagen til hans gruppes politiske holdninger. Og han svarede blot, at ”hvis kejseren har sagt det, så er det rigtigt. Alt, hvad kejseren siger, er rigtigt.”

”…der er i sandhed mange tegn på, at kejserfamilien ikke er spor begejstrede for den nuværende premierminister, Shinzo Abe, og hans nationalistiske politik og hans bestræbelser på at hæve Japans militære og sikkerhedspolitiske profil i regionen”
_______

 

Mens debatten kører videre uden for kejserpaladsets voldgrave, fortsætter kejseren med at udføre de ritualer, som hans forfædre altid har udført – endskønt han ikke udfører dem alle sammen.

Sagen er jo den, at kejseren efter krigen har været defineret som symbol på en nation, hvor stat og kirke ifølge forfatningen er totalt adskilt. Det betyder, at man selvfølgelig ikke kan hævde, at han går og udfører ritualer med et religiøst indhold. Hvis han blot efter verdenskrigen var fortsat i sin funktion som en slags ypperstepræst for shinto-religionen, ville både buddhister og kristne have kritiseret det i skarpe vendinger.

Derfor har en gruppe skriftkloge besluttet, hvilke af de ældgamle ceremonier som har et religiøst indhold, og hvilke der ikke har. Kejseren udfører omhyggeligt de ikke-religiøse af dem, og en gruppe shinto-præster udfører resten. ”På hans vegne,” hvis man spørger repræsentanter for shinto-religionen i Japan.

Den debat slutter aldrig. Da kejseren i sin tid i 1990 skulle krones, udførte han den årtusindgamle ceremoni, Daijosai, som altid har været udført, når en kejser overtog kronen fra en anden kejser. Mange mente, at den har et klart religiøst indhold, og at kejseren ikke burde have udført dette ritual.

Også i nyere tid har der været stor debat om kejserens og kejserdømmets rolle, og mange iagttagere øjner en uendeligt diskret politisk indblanding fra kejserens side, uanset om man kan lide den eller ej.
Det kan kun blive spekulationer, men der er i sandhed mange tegn på, at kejserfamilien ikke er spor begejstrede for den nuværende premierminister, Shinzo Abe, og hans nationalistiske politik og hans bestræbelser på at hæve Japans militære og sikkerhedspolitiske profil i regionen.

Pacifismen og den dybe anger

Kejseren og hans familie holder fast ved efterkrigstidens pacifisme. De repræsenterer paradoksalt nok mere end nogen andre de liberale demokratiske værdier, som Japan blev udstyret med via landets nye forfatning, der i årene efter verdenskrigen blev udfærdiget af amerikanske officerer hos besættelsesmagten. Japan var jo besat af USA i syv år efter krigen.

”Lige siden jeg besteg tronen har jeg udført kejserens opgaver i statens anliggender, og samtidig har jeg brugt mine dage på at søge efter og overveje den ønskværdige rolle for en kejser, som af Japans forfatning er defineret som et symbol på staten”, sagde kejseren i mandagens tale.

”Som en, der har arvet en lang tradition, har jeg altid følt et dybt ansvar for at forsvare denne tradition. På samme tid har jeg i et land og i en verden, der er under konstant forandring, hele tiden frem til dagen i dag tænkt over, hvordan Japans kejserlige familie kan gøre disse traditioner nyttige i nutiden og dermed blive en aktiv og iboende del af samfundet, i overensstemmelse med folkets forventninger.”

Denne fornemme ambition er flere gange kommet til udtryk ved, at kejseren og hans sønner har markeret en anden holdning til afgørende spørgsmål om krigshistorie og Japans rolle i regionen end den nuværende premierministers holdning.
Da 70-års-dagen for verdenskrigens afslutning sidste år, den 15.august, blev markeret ved en højtidelig mindeceremoni for krigens dræbte i Budokan-hallen i Tokyo, var det tankevækkende at nærlæse henholdsvis premierministerens og kejserens taler efter den ellers gennemritualiserede ceremoni.

”Kejseren og hans familie holder fast ved efterkrigstidens pacifisme.
_______

 

I 1993 begyndte daværende premierminister, Morihiro Hosokawa, at inkludere en reference til Japans ”hansei,” dybe anger, over landets ansvar for verdenskrigen i premierministerens tale ved årsdagen. Det blev i de følgende år en fast del af alle premierministres tale at referere til Japans ”hansei”, uanset hvor dyb anger, de hver især personligt måtte føle.
Indtil Shinzo Abe gennem de sidste tre år temmelig ubemærket holdt op med at bruge det ord i sin tale.

Kejserens tale ved samme ceremoni har ellers altid udelukkende været et bedrøvet budskab om respekt for de millioner af mennesker, der mistede livet under krigen. Men sidste år – på selve 70-års-dagen – dukkede ordet ”hansei” og en accept af Japans ansvar for krigen pludselig op i kejserens tale.

Det bliver interessant at høre, hvad henholdsvis kejser og premierminister siger i næste uge ved samme ceremoni samme sted på 71-års-dagen for verdenskrigens afslutning. ■

ILLUSTRATION: Kejser Akihito vinker til folket. FOTO: Eugene Hoshiko/AP Photo/Polfoto