06.07.2016

Hvad der med Chilcot-Rapporten er blevet sagt om Irakkrigen og et lands utilstedelige beslutningsproces – som kan koges ned til at finde på mere eller mindre løgnagtige beviser for at der var tale om en handling i selvforsvar mens man i virkeligheden ønskede krig – ja, det kan formentlig siges om alle de andre lande, der fulgte med USA og England.

KOMMENTAR af Jan Øberg

Sir John Chilcot’s Kommissionsrapport er stærkere i sin fordømmelse af Englands deltagelse i Irak-krigen end jeg havde turdet håbe på. Hans præsentation af rapportens konklusioner er naturligvis en engelsk Sir værdig – fuld af understatements, understregninger af begrænsninger og påpegninger af hvad der ikke kan siges noget bestemt om. Dette typisk engelske og diplomatiske mådehold i ord og tone gør at konklusionerne står så meget desto mere markant.

Kommissionen konkluderer blandt andet at Saddams Irak ikke udgjorde nogen seriøs trussel. At angrebet på Irak ikke kom som sidste udvej. At Tony Blair tro på sin egen dømmekraft var overdrevet. At Blair byggede argumentet for invasion på forvridninger af efterretningsmateriale. At man præsenterede viden om Iraks program for masseødelæggende våben med overdreven sikkerhed. At man savnede evne eller vilje til at bedømme de menneskelige og andre konsekvenser af invasionen. At man ikke anede noget om hvordan man skulle styre Irak efter Saddam. At Blair arbejdede for at legitimere angrebet uden et FN-mandat og at England dermed underminerede FNs Sikkerhedsråd. Samt at de omstændigheder hvorunder man besluttede at dette var en legal intervention var alt andet end tilfredsstillende.

I et dansk perspektiv véd vi jo at statsminister Løkke Rasmussens som en af sine første gerninger afblæste den danske udredning. Partikammeraten, den ikke-dømte krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen, skulle beskyttes
_______

 

Der er ikke noget sted foretaget en lignende omfattende analyse eller udtalt en så dræbende dom over krigsmagerne som denne Chilcot-rapport. Og det skal vi takke England og Chilcot for.

I et dansk perspektiv véd vi jo at statsminister Løkke Rasmussens som en af sine første gerninger afblæste den danske udredning. Partikammeraten, den ikke-dømte krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen, skulle beskyttes. Fogh var som nær personlig ven af Bush tredjemand i Bush-Fogh-Blair-politikken, der har ført så ubeskriveligt meget ondt med sig: Over en million døde irakere, 4 millioner flygtet fra sine hjem, borgerkrig, ISIS, terrorisme dér og hér hos os, flygtninges lidelse. Og det synes kun at blive værre nu 13 år efter invasionen.

At der var noget at komme efter viser Chilcot helt overbevisende. Det var, for nu at sige det kort, os modstandere af denne krig som havde ret. Debatten kan nu fortsætte og man kan håbe på at nogen vil være mere forsigtige næste gang.

Hvad der med Chilcot-Rapporten er blevet sagt om Irakkrigen og et lands utilstedelige beslutningsproces – som kan koges ned til at finde på mere eller mindre løgnagtige beviser for at der var tale om en handling i selvforsvar mens man i virkeligheden ønskede krig – ja, det kan formentlig siges om alle de andre lande, der fulgte med USA og England.

Jeg er lidt ked af at jeg kaldte min bog fra 2004 „Forudsigelig Fiasko. Om konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt‟ for det var ingen fiasko. En fiasko er noget, der går galt, selvom man har nok så gode intentioner. Sådan som Sir Chilcot præsenterer sin rapport var der i realiteten ingen gode intentioner. Man ville have en krig og fandt på argumenterne for.

Chilcot-kommissionen bør give medier anledning til at grunde over hvad de gjorde – og gør idag ved krige som Libyen og Syrien og påstande om at Rusland i dag er en stor trussel mod Vesten: tror på alt, der kommer ud af lederes mere eller mindre løgnagtige munde uden at have den fornødne kundskab til at checke argumentation og empirisk materiale og uden at have et filter mod markedsføringsfirmaer og diverse kanalers og bureauers klokkerene propaganda.

I disse bombe- og konfrontationstider og en ny kold krig i Europa er det afsindigt vigtigt at stille kritiske spørgsmål til alle, der vil krig
_______

 

I disse bombe- og konfrontationstider og en ny kold krig i Europa er det afsindigt vigtigt at stille kritiske spørgsmål til alle, der vil krig. Såvidt jeg véd er New York Times det eneste ledende medie som offentligt har sagt undskyld til sine læsere for den elendige dækning i sin tid af Irak. (Og jeg selv har oplevet avisens censur på debatsiden af argumenter imod krigen).

Og du, kære læser, gør klogt i at gøre op én gang for alle med at tro på den frygt, du bliver påduttet for at dine demokratiske valgte ledere kan spiller deres tarvelige krigsspil for pengenes, magtens og den hellige godheds skyld. Det er dig der betaler – som skatteyder for at få mindsket din sikkerhed og for at blive offer. For det er ting som Irak-krigen der gør at Vesten nu er på vej ned – og at menneskene i den region har god grund til at hade os. ■

ILLUSTRATION: Pressemøde med præsident Bush og statsminister Fogh Rasmussen i Camp David, 9. juni 2006 [foto: AP Photo/Charles Dharapak/Polfoto]