09.06.2016

Avigdor Liebermans comeback i den israelske regering på den magtfulde post som forsvarsminister er ikke kun et symbol på Benjamin Netanyahus politiske pragmatisme – den fremhæver også den stigende højredrejning i det israelske samfund, samt den voksende konflikt mellem landets politiske og militære elite, hvor højtstående militærchefer gang på gang har kritiseret det politiske lederskab for dets hårde udmeldinger og politisering af hærens virke.

Derudover vil Lieberman i sin nye rolle formentlig modarbejde fredsprocessen med palæstinenserne, fastholde kursen over for konflikten i Syrien, samt, qua sine forbindelser til Vladimir Putin, søge at trække Israel nærmere Rusland efter længere tids forværret forhold til USA.

ANALYSE af Rasmus Jacobsen og Nikolaj Jacobsen

Den 25. maj udpegede den israelske premierminister Benjamin Netanyahu sin gamle ven og fjende, den ultranationalistiske Avigdor Lieberman, leder af partiet Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), som ny forsvarsminister.

Det sker efter, at den tidligere forsvarsminister Moshe Yaalon trådte tilbage som følge af en voldsom konflikt med Netanyahu, og blot få dage efter at Lieberman kaldte Netanyahu for ’en løgner, en snydepels og en forbryder’. Udpegelsen af den stærkt kontroversielle Lieberman, som er foragtet af venstrefløjen, den politiske midte, samt det religiøse højre, siger meget om Netanyahu – hans politiske lederskab, magtforholdene i israelsk politik, samt spændingerne mellem den politiske og militære elite om den retning, landet skal bevæge sig.

Liebermans hårde linje
Det er imidlertid nødvendigt at forklare Liebermans baggrund for at forstå, hvorfor han er så kontroversiel. Lieberman er født og opvokset i Chisinau i Sovjetunionen (hovedstaden i Moldova i dag) i 1958. Her var det sovjetiske regimes politiske forfølgelse af hans familie med til at indgyde ham en stærk jødisk nationalisme af sekulær karakter, snarere end religiøs fanatisme. Det udsyn skulle influere hans senere politiske karriere. I 1978 som 20-årig kom den unge Avigdor til Israel og måtte straks efter aftjene den flere år lang værnepligt i de israelske væbnede styrker, hvor han ’dog’ kun nåede rangen af korporal. Imidlertid var hans deltagelse i faktiske kamphandlinger ekstremt begrænset – Netanyahus tilhængere har antydet, at Lieberman aldrig har været i en reel kampsituation eller skulle træffe militær-operationelle beslutninger. Senere læste han international politik på et universitet i Jerusalem og var aktiv i en studentergruppe affilieret med Likud-partiet, som Benyamin Netanyahu har været leder af fra 1996-2003 og igen fra 2006 til i dag. Han flyttede sidenhen til Vestbredden for at bo i en af de ifølge Geneve-konventionerne ulovlige bosættelser, hvor han har residens den dag i dag.

Liebermans politiske karriere begyndte i 1988, hvor han som nyansat i Likud-partiet fik Netanyahu som chef. Efter at have arbejdet i diverse lederstillinger i Likud, blev han ansat som det, der svarer til ministersekretær for Netanyahu, da sidstnævnte havde indtaget premierministerposten i 1996. Allerede året efter opsagde Lieberman sin stilling og meldte sig ud af Likud på grund af, hvad han så som for vidtrækkende indrømmelser fra Netanyahus side over for det palæstinensiske lederskab i forbindelse med Wye River-aftalerne, der skulle genstarte den allerede dengang sløve implementering af Oslo II-aftalen i den israelsk-palæstinensiske fredsproces.

Herefter etablerede Lieberman i 1999 partiet Yisrael Beiteinu med det formål at mobilisere 1990’er-bølgen af Israels jødiske indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen. Liebermans eksplicitte formål har været at føre en sekulær, ekstremt nationalistisk og hård linje i forhandlingerne med palæstinenserne og i israelsk indenrigspolitisk generelt. Lieberman har flere gange kritiseret Ariel Sharon, Netanyahu og andre for at være for blødsødne over for palæstinenserne. Alligevel har han formået at sidde på en ministerpost næsten uafbrudt siden 2001 på grund af hans partis parlamentariske styrke (efter 2009-valget var partiet det tredjestørste i parlamentet). Til andre tider har han været så nær allieret med Netanyahu, at deres to partier stillede op til 2012 parlamentsvalget på den samme liste under navnet Likud – Beiteinu.

Liebermans eksplicitte formål har været at føre en sekulær, ekstremt nationalistisk og hård linje i forhandlingerne med palæstinenserne og i israelsk indenrigspolitisk generelt. Lieberman har flere gange kritiseret Ariel Sharon, Netanyahu og andre for at være for blødsødne over for palæstinenserne […] I 2009 foreslog Lieberman at Israel skulle kæmpe sin kamp mod Hamas i Gaza som USA gjorde med Japan under Anden Verdenskrig …
____________________

 

Liebermans liste over kontroversielle udtalelser er lang, men nogle af de nyere eksempler inkluderer hans udtalelser fra 2015-valgkampen, hvor han parafraserede George W. Bush med ordene ”Dem som er med os fortjener alting [vi kan gøre for dem]. Dem som er imod os kan ikke hjælpes. Vi må løfte en økse over dem og halshugge dem”. I 2009 foreslog Lieberman at Israel skulle kæmpe sin kamp mod Hamas i Gaza som USA gjorde med Japan under Anden Verdenskrig (der som bekendt blev afsluttet med amerikanernes atombomber i Hiroshima og Nagasaki). Lieberman har samtidig foreslået en loyalitetslov, hvor israelske statsborgere skal sværge troskab mod den israelske stat og det israelske flag som betingelse for statsborgerskab – et højst upopulært forslag blandt Israels næsten 2 millioner arabiske indbyggere. Sådanne udtalelser gjorde, at Lieberman igennem adskillige år som udenrigsminister slet ikke var velkommen i Washington D.C. I denne periode blev den diplomatiske forbindelse til USA i stedet – og noget usædvanligt for international diplomati – varetaget af forsvarsministeren og premierministeren.

I Israel er den politiske elite høge – de militære ledere duer
Hvorfor har Netanyahu udpeget en så kontroversiel figur næsten uden militær erfaring til forsvarsministerposten – et af statens vigtigste embeder? For det første udvider indlemmelsen af Liebermans parti regeringens (der nu består af hele seks partier) størrelse fra 61 (det smallest mulige mindretal) til 66 af parlamentets 120 pladser. Lieberman har kort sagt vist sig nødvendig for at sikre Netanyahu mere manøvrerum og for at indskrænke muligheden for at enkelte politikere eller mindre partier i regeringen kan afpresse premierministeren til dyre politiske indrømmelser. Det indebærer mere specifikt, at Netanyahu nu kan bruge Lieberman som modvægt til de mere religiøse nationalistiske partier i regeringen, der alle skyr Liebermans sekulære nationalisme. Dermed kan Netanyahu bedre forhindre et truende regeringskollaps og udskrivelse af nyvalg, og derved sikre sin forsatte tid på premierministerposten.

For det andet har udpegelsen af Lieberman sikret Netanyahu en nær allieret i den stigende konflikt mellem Israels politiske og militære ledere. Selvom den umiddelbare grund til Moshe Yaalons aftrædelse fra forsvarsministerposten var, at Netanyahu allerede havde tilbudt selvsamme post til Lieberman med henblik på at udvide og styrke regeringskoalitionen, havde uroen ulmet mellem Netanyahu og Yaalon et stykke tid. Yaalon er general og tidligere stabschef for den israelske hær og har ledt israelske specialstyrker i skarpe operationer – en glødende kontrast til Lieberman. Som en militærets mand har Yaalon altid forsvaret det israelske militær mod politisk indgriben, der kunne underminere hærens professionalisme.

Fx har Yaalon for nylig kritiseret episoden, hvor en israelsk soldat på klos hold skød en såret palæstinenser, der lå på jorden og ikke udgjorde nogen fare. Yaalon påpegede sammen med den israelske generals stabschef Gadi Eisenkot, at det ikke var i tråd med hærens etiske retningslinjer at skyde sårede på jorden på klos hold. Netanyahu og Lieberman var derimod ude og forsvare den israelske soldat. Som opfølgning på episoden, tog en israelsk general ved navn Yair Golan på mindedagen for Holocaust sig frihed til at sige, at Israel i hans øjne begynder at minde om Tyskland i 1930’erne på grund af lignende skræmmekampagner (mod etniske minoriteter), intolerance og moralsk degradering.

Golan’s udtalelser blev skarpt kritiseret af hele den israelske højrefløj, der anklagede ham for at skænde mindet om Holocaust og forlangte udtalelserne trukket tilbage. Yaalon kom Golan til undsætning, og den daværende forsvarsminister sagde til et møde med flere militærledere, at de altid ville være velkomne til at give deres meninger til kende. Det fik Netanyahu til at indkalde Yaalon til et møde, en de facto reprimande, som fik Netanyahu til at gå videre med ideen om at lade Lieberman erstatte Yaalon. Det fik bægret til at flyde over for Yaalon, der indgav sin resignation den 20. maj.

Konflikten mellem politikere som Lieberman og Netanyahu og militærledere som Yaalon og Golan gælder også de israelske efterretningstjenester. Tidligere ledere af Israels sikkerhedstjenester har også rettet skarp kritik af det politiske lederskab. Eksempelvis kritiserede den tidligere leder af efterretningstjenesten Mossad, Meir Dagan, gentagne gange Netanyahus udmeldinger om, at Israel ville bombe iranske atomanlæg. Dagan kaldte Netanyahus militære trusler for ’den dummeste ide’ og sagde, at modsat israelske politikeres diagnoser, anså han det iranske styre for en meget rationel rival. Lieberman havde selv som udenrigsminister i 2011 en konflikt med Mossad, der endte med, at han bad det israelske udenrigsministerium indstille alt samarbejde med Mossad.

Tidligere ledere af Israels sikkerhedstjenester har også rettet skarp kritik af det politiske lederskab. Eksempelvis kritiserede den tidligere leder af efterretningstjenesten Mossad, Meir Dagan, gentagne gange Netanyahus udmeldinger om, at Israel ville bombe iranske atomanlæg.
____________________

 

Udover Dagan, har adskillige tidligere chefer for den interne sikkerhedstjeneste, såsom Yuval Diskin og Ami Ayalon, kritiseret Netanyahu og det politiske lederskab for at være useriøse i forhandlingerne med palæstinenserne. Denne konflikt mellem militæret og den politiske elite har to nævneværdige karakteristika: For det første er den en naturlig konsekvens af, at den politiske elite i stigende grad har gjort kortere militærkarriere og har en stærkere baggrund i erhvervslivet eller som akademisk-uddannede karrierepolitikere. Fra Israels dannelse i 1948 og frem til 1996 var næsten alle ledende politikere generelt – og premierministre og forsvarsministre i særdeleshed – tidligere militærfolk af høj rang. Med den nuværende sammenblanding af den militære og politiske ledelse er uoverensstemmelser forventelige.

Det virkelig interessante i forløbet op til Liebermans udpegelse er, at det viser, at i Israel er det den politiske elite, der er høge, og militære ledere der er duer. Det er duerne, der advokerer for mindre militaristiske tiltag og at soldater skal holdes til ansvar for reglementsbrud. Dermed ikke sagt at de israelske militære ledere er humanister eller pacifister – deres nuværende stabschef har flere gange forsvaret tæppebombning af civile områder i Libanon. Men sammenlignet med den nye forsvarsminister der har antydet, at man bør bruge atombomber i Gaza, er de traditionelle forhold, med militæret som høge og politikerne som duer, byttet rundt.

Israel og verden med Lieberman i spidsen
Avigdor Liebermans udnævnelse til forsvarsminister er i forhold til Israels interne dynamikker en intelligent politisk manøvre af Netanyahu, der styrker hans regering og samtidig styrker den politiske elites position over for den militære elite, som Liebermans forgænger repræsenterede. Sidstnævnte dynamik kan forventes at fortsætte i de kommende år, i takt med at den politiske klasse i stigende grad har mindre erfaring fra forsvaret og det israelske samfund i øvrigt bliver mere højredrejet, intolerant og xenofobisk – lige som Yair Golan påpegede.

Men hvad vil Liebermans udnævnelse betyde for Israels eksterne dynamikker?


FOR DET FØRSTE vil det formentlig betyde fortsat stilstand i fredsprocessen. Administrationen af de israelske bosættelser på Vestbredden falder under ressortområdet for Forsvarsministeriet, der nu er ledet af en aktiv bosætter. Det lover ikke godt for den i forvejen stillestående fredsproces, for hvilken bosættelsesprojektet er en af de helt store udfordringer.

Administrationen af de israelske bosættelser på Vestbredden falder under ressortområdet for Forsvarsministeriet, der nu er ledet af en aktiv bosætter.
____________________

 

FOR DET ANDET vil Lieberman, der er nær ven af Vladimir Putin, formentlig forsøge at styrke Israels forhold til Rusland – især i lyset af det forværrede forhold mellem Netanyahu og Barack Obama. Med udsigten til at enten Hillary Clinton, der bandlyste Lieberman fra Washington D.C., eller Donald Trump, der har antydet at han vil reducere den militære støtte til Israel, bliver præsident i USA, vil samarbejdet mellem to lande sandsynligvis blive forringet yderligere.

FOR DET TREDJE vil israelerne formentlig forsøge at udbygge deres både skjulte og åbenlyse alliancer med de arabiske lande, der ser Iran-Syrien-Hezbollah aksen som fjender, dvs. primært Saudi-Arabien. Disse arabiske stater har trods deres udtrykte sympati for den palæstinensiske sag i den senere tid set det som en højere prioritet at tilnærme sig Israel for at balancere Iran og dets allierede Syrien og Hezbollah, som Israel også ser som sine primære fjender. Palæstinenserne er dermed blevet ofret på stormagtspolitikkens alter.

FOR DET FJERDE vil Israel formentlig fortsætte samme kurs i forhold til konflikten i Syrien, hvor man har givet mindre mængder medicinsk og militær støtte til diverse oprørsgrupper, inklusive Jabhat al-Nusra (det syriske al-Qaeda), samtidig med at man har foretaget enkelte angreb mod Hezbollah-mål på den syriske scene, såsom mod højstående Hezbollah-medlemmer (fx Jihad Mughniyah i januar 2015 og Samir Kuntar i december 2015), samt mod våbenkonvojer som israelerne frygter transporterer avancerede våben fra Syrien til Hezbollah i Sydlibanon.

FOR DET FEMTE er den store usikkerhedsfaktor en mulig direkte krig mellem Israel og Hezbollah henover grænsen mellem Israel og Sydlibanon, som Israel holdt helt eller delvist besat i mere end 20 år. Det gav ophav til Hezbollah som modstandsbevægelse mod den israelske besættelse, og den libanesiske gruppe anser stadig det omstridte Shebaa Farms ved Golanhøjderne for at være libanesisk territorium besat af Israel. Selvom begge aktører trods deres trusler faktisk har ført en forsigtig politik for at undgå en eskalation (lignende den i 2006 der forårsagede massive ødelæggelser og civile tab i Libanon samt militære tab på begge sider), har Lieberman og Netanyahu begge udtalt, at en tredje konflikt i Libanon er ’uundgåelig’. Om denne uundgåelighed vil manifestere sig med Lieberman ved roret, kan kun tiden vise. Dog kan et øget partnerskab mellem Israel og Rusland (der er allieret med Hezbollah i Syrien) hjælpe til at afværge dette scenarie.

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet med speciale i international politik og bosat i Beirut. Han er medstifter og ejer af sikkerhedsanalyse- og konsulentfirmaet Atlas Assistance, der leverer ydelser til NGO’er, ambassader og private virksomheder med operationer overalt i Mellemøsten.

Nikolaj Jacobsen (f. 1995) er stud.phil. ved Aarhus Universitet med speciale i politisk- og religionsfilosofi. Han har tidligere rejst i og skrevet meget om både Mellemøsten og Centralasien.

ILLUSTRATION: Forsvarsminister Avigdor Lieberman (tv.) og statsminister Benjamin Netanyahu (th.) [foto: Tsafrir Abayov/AP/Polfoto]