26.03.2016

“Jeg tror, at en af de største udfordringer verden har i dag er, at vi ikke ved, hvad USA står for – det der dét jeg mener med Incoherent America. Men vi ved heller ikke hvad Europa står for, og når man lægger de to ting sammen, så er den stærkeste sikkerhedspolitiske, økonomiske og værdimæssige alliance i verden de sidste 75 år på sit svageste punkt siden Anden Verdenskrig. Det nylige terrorangrebet i Bruxelles øger kun det.”

INTERVIEW af Mathias Terp

RÆSON: Lad os snakke EU og de mange udfordringer som Europa står overfor. Er det her afslutningen på den Europæiske Union?
BREMMER: Jeg tror, at det er afslutningen på det Europa vi kender. Et Europa med åbne grænser, der er baseret på retsstater og som politisk bliver mere og mere integreret. Det tror jeg desværre er forbi. Men jeg tror, at EU som en gruppe lande, der i høj grad har et fælles marked med fælles institutioner og fælles bureaukrati, kommer til at fortsætte med at eksisterer – eurozonen vil fortsat eksistere.

RÆSON: I Eurasia Groups risikovurdering for 2016 er et ”lukket Europa” nummer 2. Hvorfor er det overhovedet en risiko?
BREMMER: Først og fremmest er der en risiko på grund af Brexit, hvilket vil betyde enorme økonomiske besværligheder for briterne og også vil være dårligt for europæerne. Samtidig vil det underminere det transatlantiske forhold, hvilket betyder, at vi ikke vil se et Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Og man vil ikke se EUs værdier blive fremmet internationalt. En reel afslutning på Schengen-samarbejdet betyder mindre turisme, mindre handel og at populistiske partier styrkes. Alt det kommer til at ramme Europa.

RÆSON: Så der er en økonomisk risiko. Men kan man ikke også argumentere for, at de nationalistiske tendenser stammer fra en opfattelse af EU som illegitimt og at et lukket Europa derfor kan ses som en positiv tendens, hvis det betyder, at institutionerne bliver mere accepterede blandt de europæiske befolkninger?
BREMMER: Jeg mener, at styrkelsen af de populistiske partier i alle de her europæiske stater viser, at der en legitimitetskrise, som gælder alle eksisterende institutioner. Det er ikke bare EUs institutioner, det er også de individuelle landes institutioner og de partier der repræsenterer dem. Hvis det bare var et spørgsmål om EU, så ville dit argument være meget godt, men det er desværre ikke tilfældet.

RÆSON: Kunne man ikke argumentere for, at det lukkede Europa er en tilbagevenden af det Westfalske system, og at det er en stabiliserende faktor?
BREMMER: Der plejede at være mange krige i Europa, men ikke siden EU kom til. Det er vores dataudgangspunkt. Måske er den økonomiske integration så stærk, at vi har bevæget os væk fra interstatslige krig. Men efterhånden som Europa blive svagere, som flygtningekrisen tager til og grænserne trækkes op, skaber det bekymring. Hvis de her forhold fører til økonomisk skade, så vil det muligvis også føre til en mindre grad af politisk harmonisering. Der er et stort antal unge på tværs af de her lande, der ikke føler at de har de samme muligheder som dem der kom før dem. Det er en enorm bekymring.

…vi har allerede set 11. september-lignende angreb i Belgien, i Frankrig og i Tyrkiet – det forestiller jeg mig, at vi kommer til at se mere af. Og jeg tror at det vil erodere mange af de frihedsrettigheder som europæerne har stået for, og det er virkelig en skam.
____________________

RÆSON: Frygter du seriøst, at den her tendens vil lede til militærkonflikt i Europa igen?
BREMMER: Jeg tror ikke, at det er sandsynligt, at vi kommer til at se aktive krige i Europe i den nærmeste fremtid, men vi har allerede set 11. september-lignende angreb i Belgien, i Frankrig og i Tyrkiet – det forestiller jeg mig, at vi kommer til at se mere af. Og jeg tror at det vil erodere mange af de frihedsrettigheder som europæerne har stået for, og det er virkelig en skam.

RÆSON: Lad os snakke om Brexit. Hvis vi antager at Storbritannien forlader EU, kan det så starte en dominoreaktion, hvor flere medlemsstater kommer til at melde sig ud?
BREMMER: Det kunne det afgjort. Når man spørger de europæiske befolkninger til Brexit, så er der flere stater, hvor det er tæt på 50 procent af befolkningen, der vil have deres egen afstemning, og sommetider mere end det [forlade EU, red]. Det er en af grundene til at Brexit vil være så dyrt økonomisk. Europæerne [EU, red] vil have et stort incitament til at sikre, at briterne bliver straffet økonomisk for at melde sig ud – for at sikre at andre lande ikke vil følge med ud.

RÆSON: Du har skrevet i TIME, at ”In time, it’s possible that a U.K. exit would make it easier for E.U. leaders to move forward with treaty changes, traditionally resisted by the British, that would allow for closer union, possibly even of fiscal policy.” Er det et argument for dybere europæisk integration?
BREMMER: Nej. Det jeg siger er, at dybere europæisk integration, hvis det var muligt, ville sandsynligvis lede til bedre økonomiske udfald på makro-niveauet. Det er klart, at desto mindre og mere homogen en gruppe er, desto lettere er det at integrere sådan en gruppe. EU har udvidet sig dramatisk. Man kan argumentere for, at man udvidede for hurtigt og er blevet for stor. Når det er sagt, så gjorde det Tyrkiet mere stabilt, at man gjorde dem til en kandidat. Så der er også fordele. Der er argumenter for begge sider.

RÆSON: Hvis Storbritannien forlader EU, bliver Europa så irrelevant som en spiller i global politik?
BREMMER: Europa bliver mindre relevant i global politik for hver time der går – og briterne i endnu højere grad. Men det har delvist noget at gøre med den større svaghed i det tyske lederskab nu, end for 5-10 år siden.

RÆSON: Nu du nævner tysk lederskab. Du har argumenteret for, at eftersom europæerne ikke har vist en evne til at lede, så er de ikke ligeså meget en spiller i international politik, som størrelsen på EUs økonomi ellers tilsiger. Men i de sidste par år har Angela Merkel, sammen med Putin, været den dominerende figur i Ukraine, gældskrisen, og senest i flygtningekrisen med den aftale, der blev indgået med Tyrkiet. Kunne man ikke argumentere for at Tyskland, og dermed Europa, rent faktisk har vist lederskab?
BREMMER: Jeg mener, at i den udstrækning at vi har set lederskab i Europa i de sidste par år, så har det været tysk. Det har man set i forhold til megen EU politik. Desværre, så satsede Merkel størst på flygtningekrisen, hvor hun fejlede stort. Hun fik ingen opbakning til hendes lederskab udenfor Tyskland og praktisk talt heller ikke indenfor Tyskland. Vendepunktet var naturligvis nytårsaften, hvor mere end ? tyske kvinder på tværs af 3 tyske byer blev seksuelt overgrebet af muslimske mænd, hvoraf mange var flygtninge. Det gør det meget sværere for at tyskerne at lede og derfor har de brugt meget energi på at gå til Tyrkiet og få en aftale om flygtninge på plads. Men jeg tror aftalen vil fejle.

…jeg tror ikke at visa-liberaliseringer for tyrkerne vil blive godkendt af de resterende europæiske lande – specielt ikke efter det der skete i Bruxelles.
____________________

RÆSON: Hvad baserer du at aftalen med Tyrkiet skulle fejle på?
BREMMER: Først og fremmest så tror jeg ikke at visa-liberaliseringer for tyrkerne vil blive godkendt af de resterende europæiske lande – specielt ikke efter det der skete i Bruxelles. Jeg tror, at tyrkerne kommer til at have svært ved at implementere sikkerhed. Jeg tror, at antallet af flygtning der kommer fra Mellemøsten vil blive større. Af alle de grunde tror jeg, at det bliver meget svært at gennemføre aftalen.

RÆSON: Så grundet terrortruslen, som vi har set i Bruxelles, så vil aftalen med Tyrkiet ikke blive opretholdt eller implementeret?
BREMMER: Det er én af mange grunde.

RÆSON: Så hvis den nuværende aftale ikke kommer til at fungere, er der så nogen måde EU finder fælles fodslag på spørgsmålet om flygtninge?
BREMMER: Jeg tror ikke, at vi er der endnu. Grænserne er ved at komme op, og det gør det sværere at gå fra land-til-land. Jeg er ikke sikker på, hvilken form den endelige løsning til tage: Bliver det individuelle lande, der tager deres egne beslutninger? Er vi på vej mod et mini-Schengen? Kommer grænserne til at være åbne, men kommer vi til at behandle folk anderledes ved at fjerne deres privatliv og skabe et overvågningssamfund? Det er ikke klart endnu, men det kommer til at blive værre før det bliver bedre.

Og hvis du ikke kan stoppe dem fra at komme, så kommer du til at behandle dem anderledes.
____________________

RÆSON: I lyset af det der skete i Bruxelles i dag. Europa har været i en periode, hvor det rammes af terrorangreb cirka hver anden måned. Hvilken form for politik kommer det til at skabe?
BREMMER: Bekymringen er, at Europa ikke kan integrere de her flygtninge – der er ingen måde at gøre det effektivt på. Og hvis du ikke kan stoppe dem fra at komme, så kommer du til at behandle dem anderledes. Modellen for det er Israel-Palæstina, hvor palæstinenserne reelt er muret inde og hvor grænsesikkerheden er meget streng. Man har ikke en to-statsløsning men en en-statsløsning med to folk. Og det er noget som man kommer til at se blive argumenteret for. Til at starte med blandt yderpartierne, men efterhånden som terrorismen vokser, så vil man også se de argumenter blandt mainstreampartierne i Europa.

RÆSON: I de sidste otte år har USA gennemlevet en af de værste økonomiske kriser. Det arabiske forår blev til den arabiske vinter, og USA er blevet trukket tilbage ind i Mellemøsten. De er blevet udfordret af Rusland og af en nedadgående kinesisk økonomi. Oveni alt det oplever vi nu en af de mest bemærkelsesværdige primærvalg i USA, hvor det tyder på at amerikanerne vælger en kandidat til præsidentvalget, som der er radikalt anti-Washington. Hvad er USAs største udfordringer i de kommende år?
BREMMER: Den største udfordring for USA er, at verdensordenen fragmenteres. Jeg kalder det en ”G-zero” verden, hvor vi ikke har lederskab, hvor USA er tilbageholdende, og hvor USA – til en hvis grad – er mindre i stand til at påtage sig lederskab. Samtidig er der ikke andre der kan eller vil træde frem. Det betyder, at det geopolitiske miljø bliver langt mere ustabilt. Det er ikke alle problemerne du nævnte, som jeg er bekymret for. Indtil videre synes jeg, at opbremsningen af den kinesiske økonomiske er blevet håndteret godt, og det har faktisk affødt en impuls til at transformere økonomien mod en mere forbrugsorienteret model, hvilket kineserne virkelig har brug for.

Indenrigs i USA, på trods af alle de problemer og hele det cirkus som det amerikanske valg er, vil jeg stadig argumentere for, at den relativt stærke amerikanske økonomi, sammenlignet med en række andre lande, er positivt. Og at vi i den vestlige hemisfære ser en række relativt stabiliserende trends: Fjernelsen af Kirchner i Argentina, fredsaftalen mellem den colombianske regering og FARC, åbningen af USA-Cuba relationer efter 50+ år, sandsynligheden for at Maduro endelig bliver afsat og tegn på at man bevæger sig væk fra chavisme i Venezuela. Så det er ikke kun dårlige nyheder, men jeg tror, at USA på den globale scene står over for et stort stykke arbejde.

Det er en del af en inkonsistens, hvor USAs allierede tror, at USA står for Indispensable America, men hvor USA i virkeligheden gennemfører politik, der minder langt mere om Independent America.
____________________

RÆSON: I din seneste bog ”Superpower”, kritiserer du Obama-administrationen for at mangle en sammenhængende udenrigspolitik. Du fremlægger selv tre visioner for en sådan udenrigspolitik. 1) Independent America, hvor USA skruer ned for deres udenrigspolitiske ambitioner og begynder at fokusere mere på indenrigspolitiske emner. 2) Moneyball, hvor udenrigspolitikken føres ud fra en snæver egeninteresse på linje med Kissingers realpolitik. 3) Indispensable America, hvor USA accepterer rollen som verdens politimand. Du ender med at konkludere, at du ville foretrække Independent America. Samtidig skrev du selv i en nylig klumme ”Obama’s inclination is clearly to be risk-averse first, to take all measures possible to limit U.S. involvement…”. Er det ikke præcist det Independent America, med neddrosling af amerikansk udenrigspolitik, som du argumenterer for?
BREMMER: Det er to ting at sige til det. FOR DET FØRSTE har det været intentionen, men han har ikke nødvendigvis levet op til sine intentioner. I Mellemøsten har USA forsøgt at blive ude af Syrien og begrænse det militære engagement i Irak og Afghanistan. Alligevel havde Obama ansvaret for en troppeforøgelse i Afghanistan i hans første præsidentperiode. Derudover er han ikke bare blevet trukket ind i de her konflikter, men hans retorik – den røde linje i Syrien, ”ISIS skal tilintetgøres”, ”Assad skal gå” – er ikke støttet af politik. Det er en del af en inkonsistens, hvor USAs allierede tror, at USA står for Indispensable America, men hvor USA i virkeligheden gennemfører politik, der minder langt mere om Independent America. Jeg mener, at politik bliver nødt til at stemme overens med virkeligheden. Ellers så lyder man som Ban Ki-moon – man fordømmer alt, men gør faktisk ikke noget ved det. FOR DET ANDET, hvis du ser på Rusland/Ukraine, hvilket jeg mener er Obamas største udenrigspolitiske fejltrin, så sagde Obama-administrationen, at de ville straffe og isolere russerne. Så gennemførte man sanktioner og fik europæerne til at støtte op. Det var en utrolig ineffektiv politik. Det endte ikke med at hjælpe ukrainerne synderligt og det fik helt sikkert ikke russerne til at trække sig. Samtidig øgede det handelsmulighederne mellem amerikanske modstandere, som Kina, og Rusland. Det var afgjort ikke Independent America. Så jeg forstår godt dit argument, men jeg vil blive nødt til at skubbe lidt igen.

Hvis man er en supermagt, så tror jeg ikke, at der er tvivl om, at man kommer til at intervenere mere end andre lande, men det betyder ikke, at man skal være verdens politimand.
____________________

RÆSON: Nu argumenterer du for, at det var Obamas intention at have en udenrigspolitisk strategi, hvor han neddroslede USAs forpligtelser. Obama er muligvis den mest anti-interventionistiske præsident, valgt af det muligvis mest anti-interventionistiske elektorat siden Jimmy Carter, og alligevel er USA stadig aktivt engageret i en række lande. Beviser det ikke, at ligegyldigt hvor meget USA ønsker at blive ude af de her konflikter, så vil USA blive slæbt ind i dem – grundet deres rolle som verdens supermagt?
BREMMER: Der er en helt klar forskel på krigen i Irak, hvor man selv valgte at gå ind, og USAs politik i Irak i dag. Jeg ville argumentere for, at USA stadig er meget interventionistisk, men at USA er blevet meget mere unilateral under Obama. USA handler ikke ud fra dets allieredes ønsker, men ud fra hvad der opfattes som amerikanske behov. Det ser man med Cyber-politik, overvågning, anvendelsen af droner, brugen af sanktioner og det jeg kalder ”weaponization of finance”. Beviser det, at USA bliver nødt til at intervenere ligegyldigt hvad? Hvis man er en supermagt, så tror jeg ikke, at der er tvivl om, at man kommer til at intervenere mere end andre lande, men det betyder ikke, at man skal være verdens politimand. Når vi snakker om Mellemøsten, så bliver vi nødt til at anerkende, at USA er blevet en mere marginal spiller i mange af konflikterne. Rusland har, i hvert fald i en periode, vist sig at være en mere dominerende spiller, hvad angår udkommet af krigen i Syrien. Vi ser noget lignende i Mali, hvor franskmændene spiller en langt større rolle end amerikanerne og i Ukraine, hvor russerne spiller en langt større rolle end amerikanerne. Det repræsenterer en fragmentering af det geopolitiske miljø og en marginalisering af den rolle som USA historisk har spillet.

Man lad mig sige det helt klart, når jeg foreslår Independent America, så er det er ikke fordi, at jeg kan lide det. Jeg voksede op under Den Kolde Krig og så hvordan amerikanerne til slut slog Sovjetunionen netop fordi, at amerikanerne fremmede deres værdier ved hjælp af fx ”Voice of America og Radio Free Europe”, som fik mange sovjetiske borgere til at rejse sig og ultimativt stræbe efter at være mere som USA. Problemet er 1) jeg ser verden rykke sig væk fra, at USA kan spille rollen som supermagt. 2) Jeg sagde også, at jeg foretrak Independent America, fordi jeg gerne ville udfordre dem, der stiller op til valget som amerikansk præsident og se om de mener, at de kan gøre det bedre [red. end Independent America].

RÆSON: Men mit spørgsmål var vel i virkeligheden, at det godt kan være, at det er svært for USA at blive ved med at opføre sig som Indispensable America, men er det ikke ligeså svært at forestille sig et Independent America, der er ikke-interventionistisk? USA vil blive trukket ind i konflikterne ligegyldigt hvad.
BREMMER: Dertil vil jeg sige, at amerikanske interventioner bliver mindre i deres omfang. Hvis du ser på, hvor USA vil spille en rolle i Mellemøsten i fremtiden, når energi ikke er ligeså vigtig for amerikanerne (på grund af energi-revolutionen) og terrorisme i højere grad er en trussel mod Europe, Saudi-Arabien, Libanon og Jordan, så kan man argumentere for, at niveauet for amerikanske interventioner i Mellemøsten nu er dramatisk lavere end under Bush-regeringen. Jeg ser ikke en grund til at den trend ikke skulle fortsætte. Der er mange grunde til at tro, at USA vil spille en mindre rolle end det har gjort historisk.

RÆSON: Lad os gå tilbage til dit begreb ”G-zero”. Hvis USA adopterer en ikke-interventionistisk udenrigspolitik vil det så ikke skabe et større magtvakuum som Rusland, Kina og terrorbevægelser kan udnytte? Måske ligesom det vi har set i Syrien.
BREMMER: Spørgsmålet er: Vil USA være villig og i stand til at lede ved dets eksempel? Her tror jeg desværre at svaret er nej. Hvis ikke man leder ved eksempel så er det ikke Independent America, men America First. Der er en model som jeg ikke inkluderede i min bog, fordi det er en dårlig vision. Alligevel er det Trumps model; lad os skyde skylden på mexicanerne for at voldtage vores kvinder, lad os skyde skylden på kineserne og japanerne for at stjæle alt fra os og lad os skyde skylden på Europa og NATO for at nasse på vores sikkerhedsgoder. Det ville være en verden, hvor amerikanske allierede forsvinder. Det ville være en verden, hvor vi ser flere antagonister af USA, hvor ISIS og lignende organisationer styrkes, og det vil være en verden, hvor vi ser fragmentering.

Hvis USA rent faktisk leder ved eksempel, og i sig selv bliver den ultimative too-big-to-fail stat, så tror jeg, at der en række lande i verden og en masse mennesker, der vil stræbe efter de værdier og de modeller som USA reflekterer. De vil ikke blot have lyst til at blive en del af USA, men også have lyst til at investere i USA og overtale deres egne regeringer til at handle mere ud fra disse overbevisninger. Man kan næsten forestille sig, at Independent America – hvis rigtigt håndteret – er en blødere version af Indispensable America. Det kunne udgøre en interessant tilbagetrækningsposition fra Indispensable America, som amerikanerne ikke er villige til at betale for. Jeg elsker Indispensable America, hvis man er villig og i stand til at gennemføre det, men hvis man ikke er, så lad os snakke om virkeligheden.

RÆSON: Så du mener ikke, at det skaber et magtvakuum, når USA fx ikke sætter tropper ind i Syrien?
BREMMER: Jeg mener helt sikkert, at det at amerikanerne ikke spiller den rolle i Syrien er med til at skabe et magtvakuum. Men jeg ser bare ikke, hvordan det at sætte amerikanske tropper ind på jorden vil ændre det – i hvert fald ikke det antal tropper amerikanerne er villige til at sætte ind. Hvis der var nogen, der sagde, at USA skulle sætte 150,000-200,000 tropper ind, at USA skulle lave nation-building, skabe en koalition og bruge hundredvis af billioner dollars i 10-20 år, så ville jeg nok stadig sige, at det var en dårlig brug af ressourcer, men i det mindste vil man kunne diskutere, hvad der var bedst for det syriske folk og den syriske nation. Men ingen foreslår det. Så det virker som om, at du kritiserer Independent America på baggrund af et stråmandsargument, der ikke er politisk muligt.

…den stærkeste sikkerhedspolitiske, økonomiske og værdimæssige alliance i verden de sidste 75 år er på sit svageste punkt siden Anden Verdenskrig. Det nylige terrorangrebet i Bruxelles øger kun det…
____________________

RÆSON: Eurasia Group beskriver USA-Europa forholdet som en de største risiko-elementer i år 2016 og kalder det ”den hule alliance”. Efterhånden som Europa i stigende grad orienterer sig selv mod Tyrkiet, Rusland og Kina, mens USA i stigende grad orienterer sig indad, hvad sker der så med beskyttelsen og promovering af traditionelle vestlige værdier som demokrati og frihedsrettigheder rundt om i verden.
BREMMER: Det går væk, og det er et rigtigt problem. Jeg tror, at en af de største udfordringer verden har i dag er, at vi ikke ved, hvad USA står for – det der dét jeg mener med Incoherent America. Men vi ved heller ikke hvad Europa står for, og når man lægger de to ting sammen, så er den stærkeste sikkerhedspolitiske, økonomiske og værdimæssige alliance i verden de sidste 75 år på sit svageste punkt siden Anden Verdenskrig. Det nylige terrorangrebet i Bruxelles øger kun det. Det er et enormt problem, og det er ved at lede til enden på det Europa som vi kender. Det er ikke enden på EU, men enden på det supernationale demokratieksperiment, som skabte et socialt bånd og som sikrede fred, støtte til retsstaten, den uafhængige domstol, gennemsigtig regeringsførelse, åbne grænser og det forbillede som det udgjorde for andre lande.

Når jeg ser på Frihedsgudinden i New York Harbour, så har jeg det som om, at vi burde hyre kunstneren Cristo til at trække et stort orange lagen henover den i et stykke tid, for vi fortjener tydeligvis ikke længere at se på den, indtil vi finder ud af, om den repræsenterer værdier som vi rent faktisk efterstræber.

RÆSON: Så vi vil med andre ord se frihed og demokrati i forfald i de kommende år?
BREMMER: Det er i forfald og det vil det blive ved med at være.

RÆSON: Det ser ud til at Hillary Clinton trods alt er sikker som demokraternes kandidat, mens at Donald Trump er den mest sandsynlige republikanske kandidat. Nu hvor vi har snakket om Obama’s strategy, hvordan vil du så karakterisere deres?
BREMMER: Hillary Clinton gjorde det meget klart, da hun var udenrigsminister, at hun støttede en Moneyball-tilgang. Hun var meget modvillig forhold til at gå ind i Libyen. Hun ville ikke involvere sig i Israel-Palæstina. Hendes fokus var på Asien, fordi hun så Kina som USAs vigtigste konkurrent og protagonist, som hun potentielt ville samarbejde med, men som hun også ville inddæmme, hvis det var nødvendigt. Clintons team fokuserede på økonomisk regeringsførelse og faren ved kinesisk statskapitalisme. Det er den slags udenrigspolitisks strategi som jeg tror vi vil se fra hende. Hun vil fokusere mindre på menneskerettigheder. Da hun talte om Kina sagde hun, ”you don’t want to criticize your banker on human rights”. På den måde er hun mere pragmatisk.

Nogle dele af Trump er Independent America. Han vil afgjort ikke have, at USA spiller den rolle som USA har spillet historisk. Men som jeg nævnte tidligere, så vil Trump desværre heller ikke lede ved eksempel. Han har en nulsums-tilgang til det internationale samfund, og han mener, at amerikanerne bliver udnyttet af deres allierede og fjender, og at vi burde have en America First-strategi, hvor vi bygger en mur, afskærer muslimer fra at rejse ind, lægger høj told på kinesiske og japanske varer og mulighed stopper NATO samarbejdet. Det er en ret omfattende liste at have på sin udenrigspolitiske agenda. At det ikke er en særlig velgennemtænkt politik afspejles også i, at han ikke har været i stand til at samle et udenrigspolitisk rådgivningshold i et stykke tid – og dem han endelig har fundet er fuldstændig ukendte. Men det er en politik der passer godt til hans vælgerbase.

Ian Bremmer (1969), ph.d., professor og grundlægger af Eurasia Group. Hans seneste bog hedder “Superpower: Three Choices for America’s Role in the World” og blev udgivet i may 2015.

ILLUSTRATION: Fortune Global Forum 2015 [foto: Stuart Isett/Fortune Global Forum]