08.12.2016

Den seneste uges udvikling i Aleppo, som ikke uden grund er blevet døbt „Syriens Stalingrad‟, har set det syriske regime løbe oprørerne over ende i den østlige, og oprørskontrollerede, del af byen. Faysal Itani fra tænketanken Atlantic Council, mener alligevel, at amerikanerne intet vil gøre. ”Den nuværende prioritet er det håndgribelige og synlige: en militær sejr mod Islamisk Stat.

Interview af Jeppe Sørensen

RÆSON: Præsident Barack Obama klargjorde i september 2014 USA’s mål om at tilintetgøre Islamisk Stat i Syrien og Irak. I samme tale anmodede Obama om en international koalition mod Kalifatet samt annoncerede, at administrationen havde ”optrappet” deres støtte til oprørere i Syrien og de Irakiske sikkerhedsstyrker. Hvad var årsagerne til det øgede amerikanske engagement mod ISIL fra 2014, og hvorfor skete det ikke før?

Det Hvide Hus undervurderede først og fremmest Islamisk Stats kapacitet. Og der var også en tendens til at se selve situationen i Syrien som perifær eller marginal i forhold til amerikanske interesser. Irak derimod er fast forankret i amerikanernes strategiske overvejelser i regionen af flere årsager. Naturligvis på grund af den tid og de mange ressourcer, amerikanerne har brugt i Irak, men også fordi den irakiske regering formelt set er i alliance med USA. Og så er Irak også et olierigt land – ærligt talt.

Derfor: at miste Raqqa i Syrien til Islamisk Stat er én ting, men at miste områder omkring Tigrisfloden i Irak er en anden. Sidst, men ikke mindst, blev det svært ikke at eskalere konflikten yderligere, efter amerikanerne indledte flyangreb mod Islamisk Stat i Irak og efter de offentlige henrettelser af amerikanske journalister.

Det Hvide Hus undervurderede først og fremmest Islamisk Stats kapacitet, og der var også en tendens til at se selve situationen i Syrien som perifær eller marginal
_______

 

RÆSON: Så de primære målsætninger i krigen mod Islamist Stat er altså forbundet med adgangen til olie?

Nej. Ikke udelukkende på grund af olie. Jeg tror at Islamisk Stats kapacitet til at erobre så meget af Iraks territorium var alarmerende. Irak er vigtigt for det amerikanske mind-set på grund af landets strategiske værdi: dets placering i regionen og dets ressourcer. Det er derfor, Irak var vigtig til at begynde med. Det mener jeg ikke, at der er noget konspiratorisk i at sige.

RÆSON: Hvor ser du amerikanernes mest betragtelige fremskridt mod Islamisk Stat og omvendt de største udfordringer?

De mest dramatiske fremskridt er i Irak, hvor det ser ud til, at Islamisk Stats position i den vestlige del af Irak er ved at blive nedbrudt af en meget stor koalition bestående af kurdiske styrker, al-Hashd al-Sha’abi (De Folkelige Mobiliserings Enheder), de irakiske sikkerhedsstyrker samt iranerne i baggrunden.

Kan man betragte dette som en amerikansk bedrift? Ikke rigtigt, men amerikanerne indledte deres offensiv på et tidspunkt, hvor dynamikkerne i Irak var ved at ændre sig. Især begyndte Islamisk Stat at fastholde territorium med henblik på at fryse konflikten frem for at ekspandere. USA’s luftangreb var derfor afgørende for, at de irakiske sikkerhedsstyrker, iranerne og militserne kunne begynde at skubbe Islamisk Stat tilbage og generobre territorier. Disse bedrifter er betragtelige, men de er også godt hjulpet på vej af, at irakerne er mere velegnet til en fælles anti-Islamisk Stat front end naboerne i Syrien.

I Syrien mener jeg ikke, at fremgangen i absolutte termer er nær så god. Det hænger sammen med, at den politiske og geopolitiske situation er meget kompliceret, og at der ikke findes nogen bred koalition til at bekæmpe Islamisk Stat – i hvert fald ikke en, der deler grundlæggende amerikanske interesser. Men har oprørerne generobret territorium fra Islamisk Stat? Ja. Især i de kurdiske områder i det nordøstlige Syrien, men også i Raqqa-provinsen samt i nogen grad i Aleppo-provinsen og Deir Ezzor. Det er dog værd at nævne, at i disse områder har Tyrkiet faktisk spillet en stor rolle. Desuden er amerikanernes afhængighed til én gruppering i Syrien (SDF) og deres lokale affilierede problematisk, fordi det bringer USA ind i en proxykrig med andre af konfliktens aktører – ikke mindst Tyrkiet.

RÆSON: Så har USA nærmere muliggjort en offensiv mod Islamisk Stat, mere end de har opnået konkrete bedrifter?

Nej, jeg synes, det er væsentlige bedrifter. Jeg mener dog ikke, at der er en konkret perspektivplan for, hvordan en strategisk sejr mod Islamisk Stat i Syrien ser ud. Islamisk Stat vil med stor sandsynlighed ikke fastholde dens territorium i Raqqa og al-Bab, men deres tab af de områder vil nærmere være et resultat af mange faktorer: det tyrkiske engagement, oprørerne, regimet og Rusland. Det kan ikke alene tilskrives USA.

Det næste afgørende slag mod Islamisk Stat vil finde sted i Raqqa og Deir Ezzor. Jeg ser dog ingen indikationer på, at amerikanerne har gjort sig nogen særlige overvejelser om Deir Ezzor eller områderne omkring Eufrat op til Raqqa.

RÆSON: Er det nogen amerikanske prioritet at fremme politisk forsoning mellem de stridende parter i lokalområderne og nationalt med henblik på i fremtiden at undgå, at organisationer som Islamisk Stat udnytter et vakuum?

Jeg tror at Brett McGurk (udpeget af Obama som repræsentant for den globale koalition til bekæmpelse af ISIL) og Det Hvide Hus anerkender dette problem og den uoverensstemmelse, der findes mellem de kort- og langsigtede mål. Problemet er, at det eneste definerede mål er at bekæmpe Islamisk Stat. De forstår, at en eller anden form for jævnbyrdigt samarbejde mellem kurderne og araberne er nødvendig. Omvendt har grupperingerne inde i Syrien heller ikke været i stand til at facilitere dette, idet araberne er splittet, og kurderne ikke ønsker et tæt samarbejde.

På grund af Raqqas betragtelige værdi i kampen mod Islamisk Stat ender vi igen og igen i en situation, hvor amerikanske interesser ender med at være uforenelige med hinanden. Det resulterer i, at militærkampagnen mod Islamisk Stat får første prioritet. De forsøger at skabe politisk forsoning, men hvis Raqqa skal generobres med en politisk holdbar koalition, kræver det, at administrationen bruger mange flere ressourcer, end de er villige til på nuværende tidspunkt. Så det er i sidste ende et spørgsmål om prioriteter. Den nuværende prioritet er det håndgribelige og synlige: en militær sejr mod Islamisk Stat.

De forsøger at skabe politisk forsoning, men hvis Raqqa skal generobres med en politisk holdbar koalition, kræver det, at administrationen bruger mange flere ressourcer, end de er villige til på nuværende tidspunkt
_______

 

RÆSON: I Syrien har vi set det amerikanske udenrigsministeries program om at træne og væbne syriske oprørere kollapse. Samtidig har Ruslands militærkampagne lagt et betydeligt pres på oprørerne i både det nordlige og sydlige Syrien. Har disse tilbageslag påvirket USA’s indflydelse i konflikten og tvunget Washington til at ændre dets prioriteter?

Der er i øjeblikket mange udviklinger. En af de ting, der skete kort tid efter, Rusland gik ind i krigen, var, at det CIA-finansierede MOC program i det sydlige Syrien mere eller mindre blev sat i dvale – hvis ikke permanent så i hvert fald midlertidigt.

Regimets styrkede strategiske position i syden kom i takt med, at terrænet i det nordlige Syrien blev forværret for elementer af Den Frie Syriske Hær. Dette resulterede i, at amerikanerne stod overfor et valg: Skulle de bifalde og acceptere en koalition ledet af Ahrar al-Sham og Jabhat al-Nusra (salafistiske oprørsgrupper) eller i stedet helt trække sig fra Aleppospørgsmålet. De har mere eller mindre gjort sidstnævnte. Det valg skal ses i forlængelse af Det Hvide Hus og Forsvarsministeriets dybt forankrede forestilling og generelle frygt for en militæreskalering med russerne. Derfor er det primære mål i Syrien i højere grad kendetegnet ved at være en stor antiterrorkampagne.

På det diplomatiske niveau har John Kerry selvfølgelig kæmpet hårdt for våbenhviler og indstillinger af kamphandlinger. De havde nogle kortvarige positive virkninger, men eftersom regimets militære udsigter i øjeblikket er gode – og så længe de forbliver gode – vil våbenhviler ikke slå til.

RÆSON: I disse dage ser vi netop, hvordan Rusland og det syriske regimets militære fordel udspiller sig. I Aleppo har de nu erobret 85% af de tidligere oprørskontrollerede områder, og det tal stiger konstant. Trods den akutte humanitære situation, har det syriske regime ignoreret afvist det internationale samfunds krav om en våbenhvile eller midlertidige afslutning af kamphandlinger. Hvordan anskuer Washington en potentiel militærsejr til regimet?

Jeg tror, de vurderer, at kampen om Aleppo er temmelig afgørende. Der er dog ikke noget, der tyder på, at regimet vil generobre hele landet og stabilisere det, men jeg har ikke noget præcist svar og det er måske ønsketænkning.
Siden der er en ny amerikansk administration på vej ind, ved vi endnu ikke, hvad slaget i Aleppo betyder for krigen på længere sigt. Regeringen i Washington anerkender under alle omstændigheder, at de seneste begivenheder i Aleppo er katastrofale. For amerikanerne var byen et symbol, som de ville redde fra netop de grusomheder, som nu finder sted.


Der er muligvis en lille chance for at amerikanerne kan redde ansigt. For eksempel, Rusland forsøger i øjeblikket at forhandle sig til en aftale med nogle af Aleppos oprørsgrupper igennem Tyrkiet. Denne aftale vil sikre, at oprørerne kan forlade byen, og at der bliver åbnet op for humanitær nødhjælp. Dette er dog på den betingelse, at de sparker Jabhat al-Nusra ud af det østlige Aleppo. Min umiddelbare vurdering er dog, at sandsynligheden for, at denne aftale lykkedes ikke er særlig stor, idet regimet ikke er interesseret i nogen form for forsoning. Regimet vil i stedet udnytte situationen til at vinde mere terræn.

RÆSON: Er der nogen umiddelbare indikationer på, at USA vil foretage sig noget yderligere, hvis regimet tager kontrollen over Aleppo?

Nej. De vil ikke gøre noget ved Aleppo. Administrationen har tilmed også været overraskende stille omkring hele situationen. Lad os se, hvad den kommende administration har tænkt sig at gøre. Selvom den lader til at være besat af Iranspørgsmålet.

RÆSON: Vurderer du, at reaktionerne fra Washington – eller mangel på samme – er et tegn på, at Rusland har udkonkurreret USA i Syrien. Eller er det nærmere et tegn på amerikansk tilbagetrækning fra regionen?

Mit bud er, at USA tidligt i konflikten gjorde det klart, hvad de var villige til at gøre, og hvad de ikke var villige til at gøre i Syrien. Selvom de havde nogle generelle definitioner og forståelse af deres interessesfære i landet, så havde de ikke særlig stor appetit for at løbe nogen risiko for at beskytte dem – også før Rusland kom ind i billedet. Dette var tydeligt i august 2013. Dette har faktisk været karakteriserende for hele det amerikanske foretagende i Syrien.

Rusland har derimod begrænsede, men meget tydeligt formulerede interesser og målsætninger i landet. De ønsker, at regimet forbliver ved magten, og at besejre islamisterne
_______

 

Rusland har derimod begrænsede, men meget tydeligt formulerede interesser og målsætninger i landet. De ønsker, at regimet forbliver ved magten, og at besejre islamisterne. Det er som sådan ikke fordi, at de har dedikeret så mange ressourcer til at opnå deres mål, men alligevel flere end amerikanerne har været villige til. Det er netop denne ubalance mellem det russiske og amerikanske engagement samt beslutsomhed til at løbe risici, der har resulteret i, at vi er havnet i den situation, vi befinder os i nu.

RÆSON: I forlængelse af det amerikanske engagement. Præsident Obama har kaldt europæiske ledere for ”free riders” og opfordret dem til at optrappe deres militære engagement mod Islamisk Stat. Hvordan afspejler Obamas kommentar det transatlantiske samarbejde mod Islamisk Stat?

Denne verdensanskuelse er en smule excentrisk. Min vurdering er, at det ikke konkret afspejler amerikansk politik. USA’s sikkerhedsetablissement er klar over, at de bliver nødt til at påtage sig den overvejende byrde i kampen mod Islamisk Stat. Regeringerne i Europa er mere fokuseret på terrorisme i deres respektive lande og tilstrømningen af flygtninge. Derfor er ”free riding” uundgåeligt og Europa har været ”free riders” under amerikanerne i næsten seks årtier. Det er en del af det strategiske samarbejde.

Selvom jeg var overrasket over at høre en amerikansk præsident identificere dette som et problem, så ser det alligevel ud til, at den kommende administration fastholder denne forestilling. Jeg ved ikke, hvad det vil betyde i forhold til den overordnede militære operation.

Når alt kommer til alt, så havde USA under Obama intet andet valg end at lede kampen mod Islamisk Stat, og jeg vurderer, at det vil forsætte sådan. Man kan kun spekulere i, hvordan potentielle nationalistiske synspunkter og målsætninger i den amerikanske administration og kabinet vil udforme sig. Det er én ting at klage over det manglende europæiske engagement, men hvad så, hvis ikke amerikanerne? Hvem skal ellers lede kampen? Europæerne? Ærligt talt, så har de eller de regionale magter ikke kapaciteten til det. ■

Hvem skal ellers lede kampen? Europæerne? Ærligt talt, så har de eller de regionale magter ikke kapaciteten til det
_______

 

ILLUSTRATION: Bombardementer over Øst-Aleppo mandag den 5. december. Foto: Hassan Ammar/AP/Polfoto

Faysal Itani (f. 1983) Senior Resident Fellow ved Atlantic Councils Rafik Hariri Center for the Middle East. Mellemøstanalytiker med særligt fokus på Irak og Syrien, sekterisme og politisk økonomi. Har kandidatgrad i Strategiske studier og International økonomi fra Johns Hopkins University School of Advanced International Studies.