18.11.2016

Innovation er ikke bare et buzzword. Det er en ideologi, der ifølge den amerikanske historiker Thomas Frank i værste fald kan overbevise os om at de økonomiske strukturer, vi lever under, er del af en guddommelig orden.

Af Theis Duelund

Hvad end det handler om erhvervslivet eller den offentlige sektor—eller selve velfærdsstaten, der i innovationens navn er blevet til konkurrencestaten – skal alt i dag innoveres.

Da SRSF-regeringen i 2012 lancerede en national innovationsstrategi, lød målsætningen: ”Danmark skal være løsningernes land, hvor innovative løsninger på store samfundsmæssige udfordringer omsættes til vækst og beskæftigelse”. Med tiltag som INNO+, et inspirations- og prioriteringsgrundlag for strategiske investeringer i innovation, og Innovationsfonden, der har til formål at styrke båndet mellem forskning og erhvervsliv, talte man i store ord om at omsætte viden til værdi, øge samfundets innovationskapacitet og ændre kulturen i uddannelsessystemet. Alt for at fokusere mere på innovation.

I regeringens gymnasiereform fra 2016 er innovation sågar en af fire kernekompetencer, gymnasieelever nu skal oparbejde. ”At gøre noget nyt” er, som handling, løn i sig selv. Når vi i dag taler om innovation, taler vi om noget, der er ophævet til ideologi.

Blind tillid
Hvad betyder det at øge innovationskapaciteten? Hvad er de konkrete resultater for samfundet af en målrettet indsats i innovationens navn? At dømme ud fra EU-rapporten, European Innovation Scoreboard, offentliggjort tidligere i år, er Danmark Europas andet mest innovative land (kun overgået af Sverige, naturligvis) målt på kriterier som finansiering og kvalificerede forskere.

Men i et interview med Berlingske Business fra august tegner Innovationsfondens egen direktør, Peter Høngaard Andersen, et helt andet billede af Danmarks formåen på området: ”EU-rapporten kigger i højere grad på, hvor mange midler der bliver brugt på at udvikle innovationer, og i mindre grad på, hvad der kommer ud af de innovationer”.

Med andre ord er vi Europas andet bedste land til at finansiere tiltag, der, som Peter Høngaard Andersen siger, havner i en flaskehals, ”hvor den nye viden sidder fast og ikke kommer ud over rampen, fordi den ikke bliver omdannet til produkter og markedsmuligheder”. Det er udtryk for en blind tillid til, at innovation leverer målbart fremskridt i kraft af sin blotte tilstedeværelse. Og gør den så det?

Med andre ord er vi Europas andet bedste land til at finansiere tiltag, der, som Peter Høngaard Andersen siger, havner i en flaskehals
_______

 

Innovationens terrortaktik
Innovation som ideologi er i og for sig ikke noget nyt. Det er en grundlæggende filosofi, der har optrådt i forskellige gevandter i vestlig tænkning og regering gennem de sidste 300 år. Som Harvard-professoren Jill Lepore udtrykker det i et essay i The New Yorker under titlen The Disruption Machine: What the gospel of innovation gets wrong, så ”tog det 18. århundrede ideen om fremskridt til sig; det 19. århundrede havde evolutionen; det 20. århundrede havde vækst og så innovation. Vores tid har disruption, der på trods af dets futuristiske karakter er tilbageskuende. Det er en historieteori, der bygger på en grundlæggende angst for økonomisk kollaps, en apokalyptisk frygt for global ødelæggelse og tvivlsom argumentation”.

Disruption er måske det fremmeste eksempel på innovationsideologiens destruktive potentiale. Udover at være et buzzword, som erhvervsledere og start-up-guruer i dag smider om sig med, er disruption bygget på en ide om at gentænke et markedsbehov og øge effektiviteten via ny teknologi eller tænkning. Streamingtjenesten Netflix fremhæves ofte som et eksempel på disruption, fordi firmaet formåede at revolutionere den måde, vi forbruger medieprodukter på via en ny teknologisk platform.

Som det også er tilfældet med innovation, klæder disruption sig i en retorisk brynje af fremskridtsoptimisme, der overser dets ofte katastrofale konsekvenser
_______

 

Men som det også er tilfældet med innovation, klæder disruption sig i en retorisk brynje af fremskridtsoptimisme, der overser dets ofte katastrofale konsekvenser. ”Disruptive innovation er konkurrencestrategien, der passer til en tidsalder i terrorens vold,” skriver Jill Lepore.

”De fleste store ideer har højlydte kritikere, men ikke disruption. Disruptive innovation som forklaring på forandring udsættes sjældent for grundig kritik, delvist fordi ingen har travlt med en sådan kritik, delvist fordi disruptere latterliggør tvivlerne og beskylder dem for at være gammeldags, som om det at kritisere en fremskridtsteori er det samme som at fornægte fremskridt, og endelig fordi, disruption, i den moderne brug af ordet, er en ide om fremskridt i en retorisk skudsikker vest”.

Disruptions slagside kom tydeligst til udtryk under finanskrisen, hvor man kunne bevidne finanssektorens „innovative disruption‟ materialisere sig i de berygtede subprime mortgage-lån, boliglån som hovedsagligt var målrettet et nyt markedssegment, nemlig folk, der grundet en dårlig privatøkonomi ikke kunne låne penge. Det førte til en global økonomisk nedsmeltning. Innovationsideologien kan nemlig – som finanskrisen viste – i værste fald destabilisere samfundets underliggende mekanismer.

Innovation som naturlov
I bogen Listen, Liberal fra tidligere i år gennemgår historikeren Thomas Frank det, han ser som de amerikanske demokraters skift fra at være arbejderparti til at repræsentere den veluddannede kreative klasse. En af Franks pointer er i den forbindelse, at Barack Obama har været med til at ophæve innovation til ideologi i det amerikanske samfund. ”For at vinde fremtiden, skal vi udkonkurrere resten af verden på innovation og uddannelse,” lød det fra det Hvide Hus i 2011. Det utrolige her er ikke, at en præsident udtrykker sig i floskler, men at Obama, ifølge Frank, virkelig tror på innovationsideologien som et organiserende princip for fremskridt.

Obama, hvis tætte forhold til Silicon Valley har skaffet ham tilnavnet ”den første tech-præsident”, har gjort innovation til del af sit eftermæle
_______

 

Obama, hvis tætte forhold til Silicon Valley har skaffet ham tilnavnet ”den første tech-præsident”, har gjort innovation til del af sit eftermæle. ”At opmuntre til innovation var hans store økonomiske vision, hans liberale utopi. Bill Clinton blev uforvarende synonym med dotcom og New Economy; Barack Obama gik målrettet efter det”. Under Obama har troen på innovation som den kreative klasses fremmeste bidrag til samfundet antaget en moralsk karakter.

”Innovation er i dag så moralsk betonet, at selv UNICEF har et Innovation Team; hvis man ser på deres hjemmeside, er det følgende udsagn, det første der dukker op: ’I 2015 er innovation livsvigtigt for børns vilkår over hele verden’”, skriver Thomas Frank i sin bog.

Innovation skal således løse alle verdens problemer fra sygdomme til global opvarmning, men det er problematisk, og Frank citerer tech-journalisten Evgeny Morozov, for at sige, at innovationskulten ser alt, der er nyt ”som per definition godt i sig selv, desuagtet de sociale eller politiske konsekvenser det har”. Og negative konsekvenser er der nok af.

”Innovation, der tillader firmaer at udspionere os. Innovation, der hjælper terrorister med at rekruttere folk online. Innovation, der tillod Enron at gøre alt det, de har gjort. Når man tænker over det, er de sidste ti års økonomiske krise forårsaget af innovation i finanssektoren i halvfemserne og nullerne […] innovative tiltag, der dengang blev hyldet lige så ukritisk, som ny teknologi hyldes i dag”.

Et andet kroneksempel, i hvilket innovationsideologiens destruktive potentiale ses, er rideshare-appen Uber. Uber, der hyldes som et disruptivt innovationsflagskib, der skal realisere produktionspotentialet hos den private bilejer, placerer alle udgifter på arbejderen, samtidigt med at app-udvikleren tager en stor del af førstnævntes profit. Det sker så i takt med, at en hel erhvervsgruppe – professionelle vognmænd – undermineres. I sidste ende, konkluderer Frank, er den største fare ved innovationsideologien, at den ophæves til naturlov. Problemet, ved at innovation retorisk set er entydigt godt, er, at man som samfund tilskriver de negative konsekvenser en slags guddommelig orden.

Uber, der hyldes som et disruptivt innovationsflagskib, der skal realisere produktionspotentialet hos den private bilejer, placerer alle udgifter på arbejderen, samtidigt med at app-udvikleren tager en stor del af førstnævntes profit
_______

 

”Innovation er en fabel, der overbeviser os om at acceptere økonomiske forhold, vi ellers ville se som uholdbare. Det overbeviser os om, at den konfiguration af økonomisk magt, vi lever under, er en naturtilstand. Det er sådan, Gud vil det. Hver gang vi beskriver økonomien som et ’økosystem’, accepterer vi det standpunkt”.

Innovationsideologien fordrer med andre ord en anskuelse af markedsforhold som værende skæbnebestemte. ”Jeff Bezos fra Amazon ynder at sige, ’Det, der hændte for bogbranchen, var ikke Amazon. Det, der hændte for bogbranchen, var fremtiden.’ Og det, fremtiden vil have, er tilfældigvis det samme, som Amazon vil have. Sikke et utroligt tilfælde”. ■

ILLUSTRATION: Reklameskilt for en videobutik i USA. Foto: FLickr Creative Commons

Theis Duelund (f. 1984) er skribent og oversætter. Han har tidligere arbejdet som redaktør på Los Angeles Magazine og som researcher ved Playboy Magazine og har blandt andre skrevet for Atlas, Politiken og Vice samt lavet radio for NPR.