06.07.2016

Nu intensiveres striden om hvem, der bestemmer i det Sydkinesiske Hav. Det er stadig uvist, hvordan parterne vil reagere på den nye situation, der efter alt at dømme opstår i næste uge, hvor vi står med en stormagt, der åbenlyst blæser på en afgørelse ved en international FN-domstol. Og scenariet skaber stor nervøsitet i hele regionen.

Analyse Asger Røjle, Tokyo

TOKYO. Uenigheden har været der hele tiden. Kina har krævet, at alle andre accepterer, at næsten hele Det Sydkinesiske Hav er kinesisk farvand. Andre af landene omkring samme hav, især Filippinerne og Vietnam, har territoriale krav, som overlapper med Kinas. Der har i de senere år været gentagne episoder, når Kina har befæstet sine områder ved at anlægge nye øer og bygge civile og militære anlæg på dem. Der har også været episoder, når amerikanske skibe med vilje har provokeret kineserne ved at gennemføre såkaldte ”fri-sejlads”-øvelser i det omstridte farvand.
Men på trods af alle disse spændinger har alle parter smilet til hinanden og sagt, at man var fuldkommen indstillet på en fredelig løsning, når man har mødtes ved diplomatiske anledninger. Først med den forventede domstolsafgørelse ved Den Permanente Voldgiftsdomstol i Haag, som kommer på tirsdag, står vi med en åben konflikt.

Først med den forventede domstolsafgørelse ved Den Permanente Voldgiftsdomstol i Haag, som kommer på tirsdag, står vi med en åben konflikt
_______

 

Striden mellem Kina og Filippinerne
Filippinerne har – ifølge kineserne efter amerikansk pres – stævnet Kina for at få kendt Kinas territoriale krav omkring Spratly-øgruppen og det såkaldte Scarborough-skær i Det Sydkinesiske Hav, der ligger meget tæt ved den filippinske kyst, i strid med FN’s havretskonvention. En konvention, som Kina selv var med til at udfærdige i halvfjerdserne. Alle eksperter og analytikere i Vesten venter, at dommerne i Haag vil give Filippinerne helt eller delvist medhold.

Omvendt hævder Kina, at det er Filippinerne, der groft har forbrudt sig mod folkeretten ved at tage et spørgsmål op i henhold til havretskonventionen, som intet har med den at gøre. Ifølge kineserne er Kinas suverænitet over 80 procent af Det Sydkinesiske Hav en historisk kendsgerning, og spørgsmålet om, hvordan man rimeligt og retfærdigt fordeler ressourcer og organiserer sejlruter bør derfor afgøres ved tosidede forhandlinger mellem landene. Domstolen i Haag er helt irrelevant i den forbindelse.

Kina har derfor ikke tænkt sig at respektere domstolens afgørelse, som ifølge den kinesiske ambassadør i London, Liu Xiaoming, sætter et ”alvorligt, forkert og dårligt eksempel”. Kina inviterer derimod fortsat tålmodigt Filippinerne til direkte forhandlinger mellem de to lande stiller det langt mindre naboland en fordelagtig aftale i udsigt: den skal sikre en fælles udnyttelse af områdets naturressourcer og videnskabeligt samarbejde– hvis blot Filippinerne altså lover at kaste vrag på den domstolsafgørelse, som landet selv har været med til at fremkalde. Kineserne minder om, at Beijing så sent som i 1995 mener at have fået et højtideligt løfte fra Filippinernes daværende regering om, at man ville løse stridighederne på fredelig vis ved forhandlinger mellem de to lande.

Ni-punktslinjen
Den overordnede strid i Det Sydkinesiske Hav handler kort fortalt om, at Kina har en hel række uløste territoriale stridigheder med Vietnam, Filippinerne og andre lande i regionen om Spratly-øgruppen, Paracel-øgruppen samt en række småøer, herunder Scarborough-skæret. I 1947 tegnede man i Kinas udenrigsministerium på et landkort den såkaldte ”ni-punkts-linje”, der som et stort U skærer sig ned gennem havet og gør alle de omstridte øgrupper, øer og koralrev til kinesisk territorium.
>br>
Dette er ikke mindre væsentligt i vore dage, eftersom 40 procent af Kinas eksport og 80 procent af Kinas importerede råolie kommer gennem dette farvand, som derudover selv har meget store uudnyttede olie- og gas-ressourcer og traditionelt har været et fremragende fiskefarvand. Global handel for et beløb oppe i nærheden af 35.000 milliarder kroner passerer gennem Det Sydkinesiske Hav hvert eneste år.

Derfor har Kina inden for det seneste år på trods af store protester fra de andre lande i regionen ved en bevidst indsats forsøgt at gøre ubeboede og i nogle tilfælde undersøiske koralrev til rigtige øer ved at opdæmme dem med en masse beton. På disse nye øer har man i al hast bygget både civile anlæg og militære baser med landingsbaner og havne-anlæg – samt ligefrem affyringsramper og jord-til-luft-missilsystemer.

Det er ingen hemmelighed, at Kinas mål på længere sigt med sine patruljeringer og øvrige aktiviteter i de omstridte farvande er at skabe en situation, hvor såvel Det Sydkinesiske Hav som Det Østkinesiske Hav, som man strides med Japan om, reelt er gjort til kinesisk farvand
_______

 

Kinas nye stormagtsrolle
Det er stadig uvist, hvordan parterne vil reagere på den nye situation, der efter alt at dømme opstår i næste uge, hvor vi står med en stormagt, der åbenlyst blæser på en afgørelse ved en international FN-domstol. Det skaber stor nervøsitet i hele regionen.

At gå til en FN-domstol er og bliver ifølge USA den rette måde at tage den slags stridigheder op til retslig afgørelse på. USA har støtte til denne politik fra Japan, Australien, flere andre lande i regionen og gennem G7 også fra en række tøvende europæiske lande. Luften er i disse dage fuld af troskyldige erklæringer fra alle disse lande om, at afgørelsen fra Haag bør respekteres.
Men ifølge Kina er domstolen blot et politisk redskab for USA, der ønsker at bevare sin militære dominans i regionen. Den militære opbygning, som vitterligt finder sted fra kinesisk side i Det Sydkinesiske Hav, skyldes ifølge Kina USA’s politik – den er et nødvendigt modsvar mod dette pres fra USA.

Ifølge Kina er domstolen blot et politisk redskab for USA, der ønsker at bevare sin militære dominans i regionen
_______

 

Kina har imidlertid ikke bare ladet denne situation udvikle sig. Det er tydeligt, at regeringen i Beijing har været dybt bekymret over den kommende domstolsafgørelse i Haag, og man har i de seneste måneder gennemført en veritabel diplomatisk offensiv, hvor man har opsøgt alverdens diplomater og journalister for at forklare Kinas position. Og man har støvsuget verdens universiteter for at finde eksperter, som har støttet den kinesiske tolkning af situationen.

”Kina er kun ved at lære at være en stormagt. At sikre fri sejlads i sine farvande samt fri overflyvning er i overensstemmelse med dets nationale interesser”, skriver Xue Li og Xu Yanzhuo, der er lektorer ved Kinas statslige videnskabsakademi for samfundsvidenskaber i Beijing i januar 2016 i en artikel i web-magasinet The Diplomat om situationen i Det Sydkinesiske Hav.
”Regeringen i Washington burde erkende, at Kinas ambitioner i Det Sydkinesiske Hav er begrænsede, og at Beijing i lang tid har haft en tilbagetrukken tilgang. Kina har aldrig udforsket olie- og gas forekomster ved Spratly-øerne og har ligefrem affundet sig med, at andre med krav på området har bortjaget, anholdt og ligefrem skudt på kinesiske fiskere”, skriver de to kinesiske forskere.

En anden kinesisk forsker vurderer: ”Kinas bestræbelser på at finde balancen mellem suverænitet og stabilitet kan ikke undgå at blive vanskelig”, skrev Shen Dingli, der er professor i international politik ved Fudan-universitetet i Shanghai for et par år siden i en kommentar på CNN’s hjemmeside. ”Stillet over for stigende sikkerhedspolitiske udfordringer er Kina nødt til at svare igen, alt imens landet naturligvis overholder international lovgivning”, fortsatte han.

Det er ingen hemmelighed, at Kinas mål på længere sigt med sine patruljeringer og øvrige aktiviteter i de omstridte farvande er at skabe en situation, hvor såvel Det Sydkinesiske Hav som Det Østkinesiske Hav, som man strides med Japan om, reelt er gjort til kinesisk farvand. Det er Kinas historiske ret, mener man. Et opgør med halvandet århundredes territoriale ydmygelser.

Om USA reagerer på den nye situation efter næste uge, og i givet fald hvor markant det sker, vil være meget afgørende for fremtidige territoriale spørgsmål i Øst- og Sydøstasien, som involverer Kina. Men selv hvis USA og dets allierede mod forventning skulle vælge at føre en hård linje, understreger man fra kinesisk side, at man ikke skræmt ved det. ”Kina ønsker ikke problemer, men er ikke bange for dem heller”, sagde den magtfulde kinesiske admiral Sun Jianguo i juni måned ved et netværksmøde i Singapore for militære og politiske ledere fra hele regionen.
Og Kina ”håber, at striden kan løses ved forhandlinger, men må være beredt på enhver militær konfrontation”, som det hed i en fælles leder i de statskontrollerede kinesiske aviser i denne uge, som har skabt dramatiske overskrifter i hele verden.

Men Kina mener jo nok også, at man har fat i den lange ende, hvis bare man er stædig nok og får etableret de fysiske brohoveder, der gradvist gør den kinesiske kontrol til en realitet. USA vil på et eller andet tidspunkt blive nødt til at fokusere på andre problemer andetsteds i verden, og Filippinerne vil i den situation blive nødsaget til at indgå en aftale med det langt stærkere Kina. ”Kina tror på, at landet i det lange løb uundgåeligt vil vinde kampen om Det Sydkinesiske Hav, fordi USA vil blive distraheret, og Filippinerne vil gå med til at indgå en handel”, forklarer den amerikanske Sydøstasien-ekspert Gregory Poling fra Center for Strategiske og Internationale Studier i Washington i en udtalelse til det amerikanske tv-netværk CNBC: ”Så Kina behøver ikke opsøge en konfrontation. Det vil aldrig være nødsaget til at bruge magt på noget tidspunkt. Det vil altid kunne lave et tilbagetog og forsøge igen senere”. ■

Kina mener jo nok også, at man har fat i den lange ende, hvis bare man er stædig nok og får etableret de fysiske brohoveder, der gradvist gør den kinesiske kontrol til en realitet
_______

 

ILLUSTRATION: Xi Jinping og Obama ved Det Hvide Hus, 25. september 2015 [foto: Evan Vucci/AP/Polfoto]. Asger Røjle er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Hans skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver et nyhedsbrev, www.forkant.nu, om udviklingen i Japan og regionen. Denne er en videreudvikling af hans artikel fra RÆSON25, der udkom i marts 2016.