15.11.2016

I oktober stemte Colombia nej til fredsaftalen med FARC, men efter regeringen har slikket sårene, er gen- og parallelforhandlinger nu undervejs. En ny aftale er blevet offentliggjort. Lever drømmen om varig fred stadig i Colombia?

Analyse af Anton Holten Nielsen

Symbolikken var ikke til at tage fejl af. En blykugle omsmeltet til en kuglepen. Fredsaftalen mellem oprørsgruppen FARC og den colombianske regering blev underskrevet i Havana d. 26. september. En uge senere brød helvede løs. Befolkningen sagde marginalt ’nej’ i folkeafstemningen om den netop indgåede fred. Men hvor der i de efterfølgende uger herskede usikkerhed om fredens overlevelse, har præsident Juan Manuel Santos nu konkretiseret de muligheder, han agter at følge for at garantere en aftale inden årsskiftet. En endelig aftale virker tættere på end nogensinde, og regeringen har netop offentliggjort en ny aftale med FARC med flere ændringer, der tilgodeser skeptikernes bekymringer.

Siden afstemningen har Santos været nødsaget til at konfrontere højrefløjens mediemaskine i form af tidligere præsident Alvaro Uribe og negligeringen af folkets filosofiske dilemma om straf og politisk repræsentation. Afstemningen gav et geografisk billede af et Colombia, der stadig kæmper med en enorm social polarisering. Ikke mellem liberale og konservative kræfter, men mellem de mest empatiske politikere, hvor Santos er blevet den store taber.

En endelig aftale virker tættere på end nogensinde, og regeringen har netop offentliggjort en ny aftale med FARC med flere ændringer, der tilgodeser skeptikernes bekymringer
_______

 

Nu ser det alligevel ud til, at Santos overlever sin garanti om fred. Tilbage er at få nej-sidens anerkendelse af den nye aftale, en parallelaftale med guerillagruppen ELN og at kommunikere aftalens ændringer til befolkningen. Det er nødvendigt, hvis en ny aftale med FARC skal falde endeligt på plads inden trusler om afbrudt våbenhvile og præsidentvalg bliver aktuelt. Spørgsmålet er, om regeringen kan parallelforhandle den nye aftale med den borgerlige nej-side og ELN uden at sælge sig selv for billigt.

Indrømmelser til nej-siden
Efter forhandlinger i Havana, annoncerede FARC-lederen, Ivan Marquez, i sidste uge, at parterne er kommet frem til en mere omfattende aftale. Regeringen modtog inden da omkring 500 formelle anmodninger om ændringer i fredsaftalen fra politiske institutioner som en slags høringssvar – mange af dem fra nej-siden. Om de nye indrømmelserne er nok, til at nej-siden vil gennemføre aftalen i kongressen, vil vise sig i de kommende uger. Men det virker realistisk med en højrefløj, som siden afstemningen langsomt er begyndt at anerkende den historiske vigtighed af at have FARC ved forhandlingsbordet.

Under de sidste ugers forhandlinger har regeringen gjort en indsats for at imødekomme den konservative fløj med løfter om at anerkende eksisterende ejendomsret i udsatte områder og at korruptionssikre aftalen inden for budgetlove, der ikke bringer landets økonomiske fremtid i farer. I sidste ende handler hovedændringerne i den nye aftale om den juridiske proces til uddeling af straf, et forsvar for og detaljer om FARC’s politiske repræsentation, ofrenes rettigheder med et særfokus på LGBT og kvinder samt kampen mod ulovlige stoffer. FARC skal bl.a. opgive alle indkomstkilder og værdigenstande til kompensation for konfliktens ofre.

Særdomstol og bæredygtig udvikling
Desuden har regeringen modtaget et ønske fra højesteret om at forme en særdomstol til de omstridte afgørelser om landejerskab og strafudmåling. Ønsket dækker over et behov for at undgå den juridiske stagnation og forsinkelser, som landet lider under. I den nye aftale fastslår regeringen, at domstolen kun vil modtage sager i de første to år. Desuden kan NGO’er ikke anklage, men kun fremlægge information. Endelig er det blevet afgjort, at dommerpanelet kun skal bestå af colombianske dommere, som en garanti for befolkningens interesser.

På trods af de kontante retningslinjer, bliver domstolen et nødvendigt instrument til at undgå nye konflikter mellem de 6.7 millioner fordrevne colombianere. Det er også en yderligere tilføjelse til regeringens fredsinstitutioner, som omfatter ’Landfonden’, der de næste 12 år skal stå for uddeling af 3 millioner hektarer nyt land til landløse bønder samt registrering af landejerskab for 7 mio. hektarer, der allerede ejes. Alt sammen med en garanti for at man uanset økonomiske omstændigheder må beholde jorden de første 7 år.

På trods af de kontante retningslinjer, bliver domstolen et nødvendigt instrument til at undgå nye konflikter mellem de 6.7 millioner fordrevne colombianere
_______

 

Men jordejerskab er kun halvdelen af aftalen om ’genfordeling’ i landlige områder. Mindst lige så vigtigt er nye tiltag som mekanisering af landbrugsindustrien, bæredygtig madproduktion, et nyt særfokus på kvinders ret til at eje jord og internet til tæt befolkede byer på landet. Tilgængeligt internet vil paradoksalt nok være med til at informere befolkningen endnu bedre om den tunge 300-siders fredsaftale, som hovedsageligt kun var og er tilgængelig på nettet. I lige præcis de provinsielle landområder er der mangel på internetadgang, og under flere af ja-kampagnemøderne før afstemningen råbte regeringsrepræsentanter blot ”si a la paz” (ja til freden) i stedet for at informere de fremmødte om, hvordan de får erstatning.

Derudover har regeringen fastslået, at den vil fortsætte sprøjteflyvninger mod ulovlige stoffer over store landområder, og at produktion af afgrøder skal forhåndsgodkendes. Med de nye retningslinjerne for særdomstolen på plads kan regeringen fokusere på at overbevise nej-siden om ændringer i forhold til politisk repræsentation og strafudmåling,

Den socialkonservative og kristne højrefløj
Santos har i sinde, så vidt muligt, at nå til enighed med nej-siden. Men selvom den konservative ærkerival, og tidligere præsident, Alvaro Uribes repræsentanter har givet deres anbefalinger til regeringen i Bogota, er det alligevel usikkert, hvor meget de kan finde fælles fodfæste i en endelig aftale. Som en parallel til Brexit i juni havde nej-siden ikke noget alternativ parat i dagene efter afstemningen. De første møder mellem de to partiledere var ikke videre produktive, og på trods af indgåede kompromisser er det usikkert, om Uribe vil udtrykke sin uenighed offentligt og dermed gøre brug af sin konservative indflydelse. Han har efterspurgt, at aftalen forbliver modtagelig for ændringer.

At Santos modtog Nobels Fredspris, under hvad der blev kendt som ”en fredspris for at redde freden”, vidner imidlertid om, at skulle et potentielt samarbejde bryde sammen, vil Uribe blive set som den skyldige. Vindene er begyndt at skifte for Uribe, der som leder for nej-siden bl.a. var med til at opildne en social splittelse ud fra spørgsmål om køn og seksualitet, der fik den lesbiske udenrigsminister, Gina Parody, til at sige op under kampagneperioden.

At Santos modtog Nobels Fredspris, under hvad der blev kendt som ”en fredspris for at redde freden”, vidner imidlertid om, at skulle et potentielt samarbejde bryde sammen, vil Uribe blive set som den skyldige
_______

 

For socialkonservative Colombia er begyndt at trække i land efter udfaldet af valget. Flere præster har erklæret, at særafsnittet om LGBT-ofres rettigheder i aftalen, som blev gjort til syndebuk for en angivelig liberal sammensværgelse om at gøre børn homoseksuelle, alligevel ikke udgør en trussel mod den kristne kernefamilie. Præsterne repræsenterer mere end 10 mio. kristne colombianere, hvoraf det menes at 60 procent stemte nej. En diskursændring af den kaliber burde være mere end nok til et flertal i en ny folkeafstemning.

Ændret strafudmåling og FARCs overlevelse
Tilbage er de to hovedproblematikker for nej-siden, social retfærdighed og politisk repræsentation, som uden tvivl vil give de største konflikter i en ny aftale. Høringssvarene har tvunget regeringen til at overveje oppositionens krav om strengere fængselsstraffe, der for få udvalgte FARC-officerer står til 5-20 år. For at imødekomme nej-siden, er regeringen gået med til, at militæret, hvor visse højtkommanderende stod til blive behandlet af samme særdomstol som FARC, nu kan blive behandlet af en normal domstol i stedet. Det er et kæmpe plus for den høj-konservative nej-side, der ser sig selv som forkæmper for militærets interesser.

På samme tid forsvarer regeringen i den nye aftale FARC’s krav om politisk repræsentation, som ellers har været stærkt kritiseret, ud fra ideen om politisk pluralisme. FARCs største interesse er gruppens politiske overlevelse, der vil være et symbol på, at den 52 år lange borgerkrig ikke har været forgæves. I den nedstemte aftale ville FARC, under omdannelse til politisk parti, få fem mandater i begge kamre af Colombias 268 mandater store kongres ved valget i 2018 og 2022.

Efterfølgende vil gruppen selv skulle stemmes ind. Det får og skal de så vidt stadig. Men nu kan FARC-repræsentanter ikke længere stille op for de 16 nye valgkredse for konfliktramte områder, regeringens finansiering af partiet reduceres med 30 procent på lige fod med andre partier, og gruppen får ikke længere en plads i ’Komiteen for Beskyttelse og Garanti for Sikkerhed’. I tråd med befolkningens modvilje og fordømmelse, får FARC det ikke let som politisk aktør. Forhåbentlig er det nok til at overbevise nej-siden, som ikke accepterer gruppens politiske eksistensberettigelse.

Parallelforhandlinger med ELN
Hvor regeringen tidligere har spurgt sig selv, om Den Nationale Frihedshær (ELN) er nøglen til at forhandle aftalen i hus med FARC, virker det nu urealistisk. ELN er den næstmest aktive illegale oprørsgruppe med omkring 2000 mænd og kvinder. Men på trods af deres størrelse, gør det ikke forhandlingerne mere overkommelige. Gruppen har ikke været særlig imødekommende, og efter en nylig bombeeksplosion ved en olieledning, dog uden dræbte, har regeringen taget afstand.

Regeringens mål er nu først at gennemføre aftalen med FARC og derefter tage hånd om ELN. Forhandlingerne er desuden udskudt, fordi gruppen ikke løsladte det tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, Odin Sanchez, før fristen udløb torsdag d. 27. oktober. De offentlige forhandlinger i Quito begynder først, når han er løsladt. Så hvor adskiller ELN sig fra FARC?

Hvor regeringen tidligere har spurgt sig selv, om Den Nationale Frihedshær (ELN) er nøglen til at forhandle aftalen i hus med FARC, virker det nu urealistisk
_______

 

Gruppens særpræg er angreb på olieledninger i sydlige provinser som Bolivar, Magdalena Medio og Catatumbo. I 2016 er det sket ni gange med et samlet spild på 151. mio. tønder olie i skove, floder og naturområder. Samtidig afpresser ELN olievirksomheder for enorme summer, hvilket er en af deres største indkomstkilder. Regeringen er derfor ivrig efter at genetablere kontrollen med en af landets største industrier, der i år har været i frit fald. Så til forskel fra forhandlingerne med FARC har regeringen sammensat en delegation med den nuværende og tidligere miljøminister for at diskutere afvikling af ELNs ulovlige minedrift. Efter aftalen med FARC venter langt sværere forhandlinger for ELN, som må se sig indhentet af tiden, og hvis levetid er begrænset.

Efter Havana
Regeringen har i den nye aftale forsøgt, med særdomstolen og indrømmelser til oppositionen om FARC som politisk parti, militærets straf og privat ejendomsret, at sælge sig selv dyrt. Skulle nej-siden i form af Uribe forlange flere indrømmelser, vil det ikke mindske effekten af en bred og stærkt funderet aftale. Den folkelige opbakning der har fulgt annonceringen af aftalen tyder også på, at Uribe ikke vil kunne tillade sig alverden. Så hvad nu?

Under sit besøg i London i starten af november gav Santos en udlægning af, hvad han ser som sine muligheder. Efter enighed med FARC, er tre scenarier i spil. Enten bliver aftalen fremsat i kongressen, hvor Santos har sagt, han har magten til at gennemføre aftalen. Anden mulighed er en ny folkeafstemning. Men hvor aftalen før kunne fremsættes i sin helhed skal ændrede dele af en ny aftale fremsættes individuelt i form af flere afstemninger – øjensynligt ikke nogen god ide.

En eventuel tredje mulighed er at sætte aftalen til diskussion hos de mere end 1100 kommuner, der ikke har lovgivende magt, men som en måde at skabe politisk konsensus om spørgsmål ”af interesse for fællesskabet”. Borgerne går i dialog med byrådsmedlemmerne, hvilket vil kunne komme manglen på information om den 300-sider lange fredsaftale, de 170.946 annullerede stemmer og sølle 37 procents valgdeltagelse til livs. På nuværende tidspunkt er bedste mulighed kongressen.

Tidsfrist for varig fred
FARC og regeringen har underskrevet en våbenhvile til d. 31. december. I mellemtiden har regeringen suspenderet brugen af militærpolitiets aktioner, forbudt indtræden i FARC-zoner og flyvninger under 5000 fod samt stationeret sikkerhedsstyrker til tryghed for civile. Hvis forhandlinger mod alle odds bryder sammen, vil det være sidste udvej for FARC og regeringen at vende tilbage til krig. Størstedelen af FARC ønsker nemlig en varig aftale. Med et krigsapparat presset i bund, en usikker mulighed for mobilisering og en svækket moral efter regeringens militære fremskridt de seneste år, ønsker gruppens ledelse at gøre en ende på egne og folkets lidelser.

Hvis forhandlinger mod alle odds bryder sammen, vil det være sidste udvej for FARC og regeringen at vende tilbage til krig
_______

 

Alligevel frygter den colombianske forsvarsminister, at interne fraktioner falder fra, før en aftale træder i kraft – specielt de soldater, der har levet et helt liv i junglen og ikke kender til en anden tilværelse. Skulle det derfor lykkes at forhandle en varig fred med ELN i den nærmeste fremtid, vil det reducere muligheden for voldelig udbrud i udsatte områder, som også har været terroriseret af FARC – både på grund af konkurrencen de to grupper imellem, hvoraf flere fredsskeptiske FARC-medlemmer har skiftet side, men også på grund af muligheden for at reducere den nationale hærs tilstedeværelse. Selv hvis det alene bliver aftalen med FARC, som derefter må overbevise ELN med regeringens hjælp, har Santos med sin politiske garanti og omfattende råderum sikret en varig fred. Nu vil de kommende uger vise, hvor hurtigt Colombia kan samle sig for at vedtage den fred, hun fortjener. ■

ILLUSTRATION: Colombias præsident Juan Manuel Santos sidder på en trappe med nogle Guambianos-børn fra oprindelige stammer, der støtter fredsaftalen. Foto: AA/Abaca/Polfoto