05.07.2016

Den nye Chilcot-rapport om den ’gamle’ Irakkrig (2003-) har været 6 år undervejs. Den afventes med spænding i Storbritannien – og kan få konsekvenser også i Danmark.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

I morgen, 6. juli 2016, udkommer Chilcot-rapporten om Storbritanniens del af Irakkrigen fra beslutningen om at invadere landet til briterne opgav besættelsen af Basra. Rapporten dækker perioden fra 2001 til 2009 og vil – med 2,6 millioner ord – være den største samlede vurdering af, hvordan Storbritannien håndterede de sikkerhedspolitiske udfordringer efter 9/11.

Hvis man vil have sine barnetro på politikeres oprigtig, embedsmænds objektivitet og generalers kompetencer i behold, skal man nok ikke gøre Chilcot-rapporten til sommerferielæsning – så er det nok mere trygt at holde sig til krimier. Til gengæld bliver den uomgængelig læsning, hvis man derimod vil vide mere om, hvad militær magt kan og ikke kan.

På denne side af Nordsøen vil der være stor interesse for, hvad rapporten siger om Danmark. I Storbritannien vil fokus være på Tony Blairs forhold til USA, men under besættelsen af Irak var Danmark Storbritanniens juniorpartner. Det vil være spændende at se, hvad Chilcot-undersøgelsen har at sige om danske politikere og danske styrkers rolle. Men rapporten vil også indgå i den stående danske debat om hvorvidt man kan og bør undersøge, hvad der gik godt og skidt i Irak og Afghanistan.

På baggrund af komiteens offentlige høringer og lækagerne i britisk presse, kan vi gætte os til at der vil være følgende centrale emner i rapporten:

I Storbritannien handler Chilcot-rapporten om Tony Blair og om ønsket om at nagle ham til væggen
_______

 

Blairs fejl
I Storbritannien handler Chilcot-rapporten om Tony Blair og om ønsket om at nagle ham til væggen. Den britiske offentligheds foragt for Blair kan måske bedst sammenlignes med en forsmået kærestes syn på sin eks. Man hader sig selv for at have elsket nogen, der var så åndssvag, og dette selvhad ganger hadet til eks-kæresten op. Tony Blair var med sit uglede hår og store talegaver populær på en måde, som man kun kunne være i 1990’erne. Men dén popularitet satte Blair over styr, da han førte Storbritannien i Irakkrigen. Han gjorde det af grunde, som mange britiske vælgere delte – at liberale værdier og forholdet til USA skulle være styrende for udenrigspolitikken. Det var dermed ikke Blair, men Storbritanniens udenrigspolitiske doktriner siden Anden Verdenskrig, som kulsejlede i Irak. Og det forlis kan den britiske offentlighed ikke tilgive ham.

Det oprør mod etablerede sandheder om Storbritanniens udenrigspolitik, som ligger i kritikken af Blair og Irak-krigen, burde nok have givet David Cameron stof til eftertanke inden han sendte medlemskabet af EU til afstemning. For kritikken af Irakkrigen er på mange måde forløberen for den kritik af EU-politikken som førte til Brexit. Præcis som Nigel Farage kunne lede pøblen med høtyve mod Downing Street på EU-området, kunne George Galloway lede en million mennesker i demonstration mod Irakkrigen og alliancen med George Bush under bannere med titlen ’Not in My Name’. I begge tilfælde fik de god hjælp af etablerede politikere, som kunne se deres fordel i at bringe en populær premierminister til fald.

Store dele af den britiske offentlighed vil derfor kun være tilfreds med en rapport, som fordømmer beslutningsprocesserne op til, under og efter krigen, og som giver ammunition til at indlede en sag mod Blair ved krigsforbryderdomstolen i Haag. De vil blive skuffet. For de forudsætter, at Blair gik ind i krigen på falske forudsætninger nærmest med det formål at spred død, ødelæggelse og fiasko. Virkeligheden er nok mere prosaisk og mere forstemmende.

Den kritik som Blair, hans embedsmænd og hans generaler til gengæld formentlig må stå model til er værre, fordi den er mere realistisk. Det er en kritik af en dårlig håndtering af den besættelse af Irak, som fulgte invasion. Det er en kritik ikke af at være ond, men af at være inkompetent.

Brexit fra Irak
Den amerikanske hær har for længst afsagt sin dom over briternes indsats i Basra – den var en fiasko og et nederlag. Et nederlag, som udsprang af briternes selvovervurdering, fordi den britiske hær troede, at den med sin erfaring fra Nordirland og tidligere tiders kolonikrige, ville kunne håndtere besættelsen af det sydlige Irak.
Briterne havde jo besat landet tidligere – men rent glemt, at felttoget fra 1914 til 1918 kostede 92.000 soldater livet, og de fleste af disse var indere i britisk tjeneste. Det britiske imperium måtte dengang deployere 350.000 mand for at slå det ottomanske imperiums styrker på flugt og etablere ro og orden.

Fra 2003 til 2009 mistede Storbritannien 179 mænd og kvinder i Operation Telic, som i selve invasionsfasen talte cirka 45.000 britiske tropper. Hvad der især gjorde amerikanerne rasende var, at briterne gav op på projektet og forlod Irak netop som amerikanerne satsede stort på at vende krigslykken. Briterne formåede således med arrogance og dårlig timing at få ansvaret for et nederlag uden at få del i den sejr, som General Petreaus med lodder og trisser fik skrabet sammen i 2010. At den sejr blev kortvarig er en anden sag, og helt glemt i den amerikanske version af historien.
Briterne trak sig ud af samme grund som Obama trak amerikanerne ud nogle år senere: fordi Irak-krigen var en upopulær krig. Krigen i Afghanistan var anderledes populær og den ønskede briterne at satse på for at kompensere for nederlaget i Irak. Afghanistan skulle lykkes, fordi Irak havde været en fiasko. Det er en stor del af forklaringen på, at Storbritannien satsede så stort og så længe på operationerne i Helmand, også selvom der faktisk var endnu længere mellem succeshistorierne dér, end i Irak.

Hidtil har den britiske (såvel som den danske) hær formået at slippe mere eller mindre uskadt igennem kritikken af Irak-krigen, fordi så meget af den har været rettet mod Tony Blair. Imidlertid kan Chilcot-undersøgelsen være begyndelsen på en offentlig diskussion af den diskussion som længe har stået på i militære kredse: Hvorfor har vestlige styrker haft så svært ved at vinde i krigene siden 2001?

Hvad kan væbnet magt?
Irakkrigen gik galt på samme måde som krigen i Afghanistan og interventionen i Libyen. Militær magt kunne ikke med et kirurgisk snit løsne den gordiske knude, som konflikterne i de lande udgjorde. I disse og andre tilfælde var budskabet fra vores ledere imidlertid at kun ved at slå til militært og kun vil at gøre det hurtigt, kunne vi undgå lidelser, ufrihed og trusler mod vores sikkerhed.

Når krigen ubarmhjertige regnebræt er gjort op, bliver spørgsmålet: Har færre mennesker betalt i død, lidelse og elendighed og er truslerne mod vores sikkerhed blevet færre af krigen i Irak (eller Afghanistan)? Måske er det vigtigste, Chilcot-undersøgelsen kan lære os, om det virkelig er nødvendigt at handle hurtigt over for en række komplicerede problemer. Også i sikkerhedspolitikken har hastværk vist sig at være lastværk. Men sdet regnestykke er måske også forsimplet. For i forhold til Syrien har Præsident Obama og hans allierede bevæget sig med metodisk langsomhed – og de har ikke meget at prale med, hvad resultaterne angår. Chilcot-rapporten kan således ende med at udstille et system, der ikke længere formår at fremvise de udenrigs- og sikkerhedspolitiske resultater, som det er sat i verden for at producere.

Chilcot-rapporten kan således ende med at udstille et system, der ikke længere formår at fremvise de udenrigs- og sikkerhedspolitiske resultater, som det er sat i verden for at producere
_______

 

Hvad ved vi om Chilcot undersøgelsen?
Hvis rapporten således udstiller beslutningssystemerne i Whitehall vil konklusioner slå så meget desto hårdere, fordi det er systemets mænd og en enkelt kvinde, som sidder i komiteen. Den blev nedsat af premierminister Gordon Brown 30. juli 2009. Den har udspurgt 141 centrale beslutningstagere offentligt, herunder tidligere premierminister Tony Blair to gange (se video her http://www.iraqinquiry.org.uk/transcripts/oralevidence-bydate.aspx), og bag lukkede døre yderligere 32 beslutningstagere. Derudover har komiteen haft adgang til en lang række hemmeligstemplede dokumenter.

Chilcot-undersøgelsen er så udpræget foretaget af systemets folk. I den slags undersøgelser kan det både være belejligt og nødvendigt, fordi mennesker, der ikke har en dyb indsigt og stor erfaring med hvordan en regering, en centraladministration og dens sikkerhedsapparat fungerer, kan have oprigtigt svært ved at forstå, hvad der reelt er sket og i hvilke skabe skeletterne står og hvor hunden er begravet.

Manden, som har givet navn til rapporten, er formanden for undersøgelsen Sir John Chilcot. Sir John er tidligere departementschef i Northern Ireland Office (1990-1997), som i 1997 forlod sin karriere som embedsmand til fordel for en karriere som kommissionsmedlem. Hans erfaring med Nordirland gjorde ham selvskrevet til en række kommissioner der havde med efterretningsmateriale at gøre, herunder Review of the Intelligence on Weapons of Mass Destruction, opkaldt efter sin formand Lord Butler, som i 2004 var kritisk – men ikke overdrevnet kritisk – overfor Blairregeringens behandling af spørgsmålet om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Man må formode, at Sir John ved den lejlighed overbeviste Whitehall om, at man kunne betro ham nationens beskidte undertøj uden at han kogevaskede det alt sammen.

Sir John blev bistået af Sir Roderic Lyne, som var tidligere ambassadør i Moskva (2000-2004), og Baronesse Baroness Usha Prashar af Runnymede, der har været aktiv i tænketanksverden og nu er medlem af Overhuset. Disse mange års erfaring med, hvordan den britiske regering og centraladministration virker, er blevet suppleret med den analytiske indsigt fra to ledende britiske historikere – professor Sir Lawrence Freedman and professor Sir Martin Glibert. Freedman har været den drivende kraft bag oprettelsen af War Studies på King’s College i London og er forfatteren til en lang række bøger om strategi. Men i denne sammenhæng er det måske mest betydningsfuldt, at han har udgivet den officielle historie om Falklandskrigen (1982). Den opgave får man kun, hvis man kan skabe den rette balance mellem at være kritisk og være patriotisk i sin historieskrivning. En kompetence, som Sir Lawrence delte med Sir Martin, som ikke alene skrev MI5’s officielle historie, men havde en opgave, hvor nationen havde endnu højere forventninger – nemlig som forfatter af den autoritative Winston Churchill-biografi. Komiteen har siddet i så lang tid, at Sir Martin desværre døde sidste år – seks år inde i komiteens arbejde og altså et år før rapporten blev gjort færdig. Hverken i Danmark eller Storbritannien beder man folk med sådanne CV’er om at sidde i en kommission for rent faktisk at skrive den egentlige tekst. Det har man haft et sekretariat på 11 personer til. Sekretariatet har været ledet af Margret Aldred – en embedsmand med 25 års erfaring fra forsvarsministeriet, som da hun blev udpeget til at lede komiteens sekretariat arbejdede i Cabinet Office (altså det britiske Statsministerium).

Præcis hvad der konkluderes, ved vi selvfølgelig ikke. Men Skotlands tidligere førsteminister Alex Salmond (SNP) vil prøve at få Blair anklaget for krigsforbrydelser ved en skotsk domstol – og kræfter i både Tony Blairs eget parti, Labour og de Liberale Demokrater (og endda en Tory-MP) ønsker at give Blair den fordømmelse i parlamentet, som han formentlig ikke får i rapporten. Der er endda dem, der mener, at grunden til, at Jeremy Corbyn klamrer sig til lederposten i Labour er, at han vil være i position til at gøre regnskabet op med Blair. Den koalition har for længst truet at stævne den tidligere premierminister efter en obskur regel, som ikke har været brugt siden 1806. Irakkrigen er langt fra kæmpet færdig – hverken i London eller i Bagdad. ■

ILLUSTRATION: Tony Blair i 2013 [Matt Rourke/AP/Polfoto]. Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. I 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets Udviklingssekretariat. Han har bl.a. skrevet bogen Den Gode Krig om Danmarks krig i Afghanistan (Gyldendal 2011) og The Military’s Business (Cambridge 2016).