29.11.2016

Universitetssystemet holder ikke i længden. Der er kun én løsning: Politikerne skal sætte universiteterne fri.

Kommentar af Henrik Dahl, forskningsordfører, Liberal Alliance.

Siden 2002 har der været tolv større reformer på de videregående uddannelser – altså næsten én reform om året. Reformbølgen siges at være blevet udløst af reformen i 2002, der havde til formål at gøre universiteterne mere handlekraftige. På mange måder er det gået præcis omvendt. I rapporten ”Oplevelse af styring” fra oktober 2016 beskriver tænketanken DEA, hvordan omkring to tredjedele af bestyrelsesformændene på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier har den opfattelse, at Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM)s styring formindsker bestyrelsernes handlerum mere, end godt er. Den opfattelse deles af mere end halvdelen af rektorerne. Ikke overraskende mener tre fjerdedele af bestyrelsesformændene også, at ministeriet er mere i vejen end til hjælp, når det gælder bestyrelsernes arbejde. Over halvdelen af rektorerne har på deres felt den samme opfattelse. Så selvom universiteterne flyttede hjemmefra i 2002, har mor og far lige siden været overordentlig slemme til at komme på uanmeldt besøg og i det hele taget blande sig i stort og småt.

Hvordan denne følelse af at have UFM som modspiller, snarere end som medspiller, er opstået, får man en god idé om ved at læse den samlede rapport fra DEA. Universiteterne er underlagt kontrakter. De er underkastet tilsyn. De reguleres på en række områder. Der er stramme regler for deres lønpolitik og stillingsstruktur. Der findes en mængde økonomi- og revisionsbestemmelser. Og så skal universiteterne indberette bibliometriske forskningsindikatorer, optagelsestal, studenterårsværk, grundoplysninger om studerende, frafald, aktiviteter, beskæftigelsestal, undervisningsmiljøoplysninger samt ikke at forglemme ligestillingsarbejdets fremadskriden. Så selvom det ærgrer mig, at de administrative stabe på universiteterne er blevet så store, må jeg på den anden side være ærlig og indrømme, at der ikke er noget at sige til det.

Før Liberal Alliance trådte ind i regeringen, havde vi en kritisk indstilling til den model for udpegelse af universitetsbestyrelser, UFM forsigtigt var begyndt at præsentere for universitetsrektorerne. Den var for vidtgående i sin centralisme. Klogeligt blev den oprindelige model derfor trukket tilbage. Nu ligger der så et nyt forslag, hvor der er et system af ”checks and balances” mellem ministeriet, de siddende bestyrelser og universitetet selv. Det ser meget bedre ud, og vil nok kunne bruges som udgangspunkt for forhandlinger med regeringens parlamentariske grundlag og andre partier, der plejer at være med i aftaler om de videregående uddannelser.

Men hvorfor ikke være visionære? Hvorfor ikke forsøge at beskrive, hvordan et virkelig langtidsholdbart universitetssystem – i den bedste af alle verdener – kunne se ud? Det kunne jeg godt tænke mig at gøre her. Ikke som et politisk udspil, der vil ramme Folketinget i denne eller næste samling. Men som den helt legitime tænken-højt, der nogle gange kan føre til, at man kommer til at betragte verden på en ny måde.

For mig at se er det eksisterende universitetssystem en sådan (tilsyneladende uløselig) totalskade.
_______

 

En totalskade – og en vision
Et dilemma, man ofte kommer i som politiker, er dette: Egentlig er det eksisterende system forfærdeligt. En totalskade, der burde skrottes, fordi den ikke kan repareres. Men der er ikke noget, der minder om et flertal for dette. Så hvad skal man gøre?

Skal man forholde sig konstruktivt i det håb, at man fra tid til anden kan lave en lille ændring, der trækker i den rigtige retning? Eller nægte at tage medansvar for noget, der er så ringe som det eksisterende system?

Om der er en generel løsning på dette politiske grunddilemma, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder har jeg ikke fundet den. Derfor anbefalede jeg mit parti hverken at stemme for eller imod den reviderede fremdriftsreform (ud fra betragtningen: hvorfor dog tage et medansvar for noget, der helt principielt er så ufatteligt træls som fremdriftsreformen?) – samtidig med, at vi i andre sammenhænge såsom fordelingen af forskningsreserven er gået konstruktivt ind i forhandlingerne.

Men for mig at se er det eksisterende universitetssystem en sådan (tilsyneladende uløselig) totalskade. Alt, hvad det nye system har ført med sig – trods en voldsom stigning i den økonomiske ramme siden Globaliseringsaftalen i 2006 – er bureaukrati, planøkonomisk tilgang til uddannelse, mislykket akademisering af de mellemlange, videregående uddannelser og generel inflation i titler og i det akademiske niveau.

Det, der er brug for, er mindre optag på universiteterne, højere akademiske krav til de studerende, afvikling af overakademiseringen af de mellemlange videregående uddannelser og reelt selvstyre til universiteterne.
_______

 

Det, der er brug for, er mindre optag på universiteterne, højere akademiske krav til de studerende, afvikling af overakademiseringen af de mellemlange videregående uddannelser og reelt selvstyre til universiteterne. Så de selv kan bestemme, hvem de tager ind som studerende, hvem de tager ind som forskere (samt hvordan disse aflønnes), hvad der skal forskes i, og hvordan forskning og undervisning i det hele taget skal tilrettelægges og gennemføres.

Dette vil ikke bare kræve en helt ny universitetslov. Det vil også kræve en ny universitetstænkning, der bryder med den politisk-økonomiske instrumentalisering af, hvad et universitet bør være. For i stedet at tage udgangspunkt i den kritiske funktion, der har ført til universiteternes stjernestunder overalt i den vestlige verden. Derfor vil jeg i det følgende skitsere, hvordan det politiske system i Danmark burde tænke over universiteterne. Så vi måske en dag kan få en universitetslov og et universitetssystem, der er bedre end det, vi har i dag.

Hvad universiteterne skal
Grundlaget for al politisk tænkning over universiteterne bør være, at universiteterne er samfundsmæssige institutioner, der huser og dyrker den frie, kritiske og rationelle tanke.

At kalde universiteterne for ”samfundsmæssige institutioner” sidestiller dem med for eksempel domstole, skoler og kirker, der også er kritiske for, at samfundet kan opretholde sin måde at fungere på, og at det kan opretholde sin identitet over lange perioder. Uden netop fx domstole, skoler og kirker ville et samfund som det danske begynde at forvitre og gradvis slå om til at være noget andet, end det er i dag. Og det samme ville ske, hvis det skulle fungere uden universiteter.

Den frie og kritiske tanke er den tankevirksomhed, der er fri til at udvikle sig i dén retning, selve den indre logik i tænkningen tager den. At den er kritisk, betyder først og fremmest, at den er kritisk over for sig selv. Men samtidig har tænkningen enhver ret til at være kritisk over for alt andet, den ifølge sin indre logik måtte opleve et behov for at kritisere.

At det endelig er den rationelle tanke, universiteterne huser og fremmer, betyder, at tænkningen må erkende sit nederlag, hvis den for eksempel konfronteres med data, der utvetydigt (be)viser, at den er utilstrækkelig eller selvmodsigende. Ligesom tænkningen må erkende sit nederlag, hvis den gribes i selvmodsigelser eller andre former for logiske sammenbrud.

Forstået på den måde, er universiteterne nødvendige for, at det i et samfund er muligt at tænke hvad man vil om ethvert tænkeligt emne uden frygt for politisk eller anden repression. Det, der begrænser tanken, er derfor udelukkende dens nederlag til andre tanker, der er mere logiske, mere modsætningsfri, mere dækkende for de observationer, det videnskabelige samfund anerkender og i bedre harmoni med anden viden, der af det videnskabelige samfund anses for sikker.

Andre grunde til at erklære tanker ugyldige findes ikke på et universitet. Til gengæld er det også vigtigt at holde sig for øje, at elimineringen af tænkning, der taber i den ærlige kappestrid med andre former for tænkning, er lige så vigtigt og afgørende for et universitet som etableringen af ny viden.

At dette er grundformålet med universiteter betyder ikke, at de er afskåret fra at varetage andre opgaver. Det betyder, at grundformålet i situationer, der kræver en afvejning, har forrang over for andre hensyn.

Tanken om, at universitetet skal understøtte produktudvikling (”fra forskning til faktura”), er en af de mest ugennemtænkte forestillinger, der nogensinde har bidraget til at forme danske universiteter.
_______

 

Hvad universiteterne ikke skal
Universiteternes praktiske formål er at forske og at undervise. Disse to aktiviteter kan ikke skilles ad. At være akademiker er at være indviet i forskerens gerning. Derfor bør danske universiteter efterligne den britisk-amerikanske praksis med relativt små hold, der ledes af en aktiv forsker. Den måde at undervise på svarer til den klassiske mesterlære. Erfaringen viser, at den er alle andre metoder overlegen, når det gælder om at uddanne fremtidige forskere. Langt hovedparten af verdens 25 bedste universiteter er nemlig angelsaksiske og har organiseret deres undervisning efter disse principper. Til gengæld er der ingen af verdens bedste universiteter, der er præget af store hold, omfattende tværfaglighed og obligatorisk gruppearbejde. Derfor bør det universitetspædagogiske ideal ikke kompromitteres af ønsker om at indhente kortsigtede effektiviseringsgevinster eller af modebetonede, universitetspædagogiske strømninger. Hvis der skulle være mangel på aktive forskere i en kortere periode, bør antallet af studerende sættes ned i denne periode.

Hvad angår universiteternes forskningsopgaver må det siges lige ud: Tanken om, at universitetet skal understøtte produktudvikling (”fra forskning til faktura”), er en af de mest ugennemtænkte forestillinger, der nogensinde har bidraget til at forme danske universiteter.

Forskellen på forskning og innovation er denne: Forskning er at tage en frygtelig masse penge og gøre dem til viden. Innovation er at tage en frygtelig masse viden og gøre den til penge. Denne forskel forklarer samtidig universiteternes rolle i forhold til den virksomhedsdrevne innovation.

Kommercielle investorer, der har en tidshorisont på mere end fem år, er yderst sjældne. De fleste har en, der er kortere. Det betyder, at i en verden, der kun bestod af investorer, ville projekter, der havde en længere horisont (eksempler kunne være fusionsenergi eller konstruktionen af en kvantecomputer) aldrig blive til noget.

At forestille sig, at universiteterne skal lette virksomheder eller økonomiske sektorer for omkostningerne ved at være innovative, er derfor ikke bare nonsens, men selvdestruktivt nonsens.
_______

 

Universiteternes rolle er følgelig at optræde som tålmodige penge. Ingen virksomheder har råd til at bekræfte eksistensen af den ufatteligt lille, ufatteligt sjældne og ufatteligt ”forskersky” subatomare partikel ”Higgs’ boson”. Eller udvikle den basisteknologi, der kan tæmme fusionsenergien. Eller trænge så langt ind i kvantemekanikken, at en praktisk anvendelig kvantecomputer kan konstrueres. Alligevel har samfundet som helhed brug for, at nogen gør det – og her kommer universiteterne ind i billedet.

At forestille sig, at universiteterne skal lette virksomheder eller økonomiske sektorer for omkostningerne ved at være innovative, er derfor ikke bare nonsens, men selvdestruktivt nonsens. Det bør de pågældende virksomheder eller sektorer selv betale (operationen kaldes ”investering”) – og glæde sig over, at profitten til gengæld også er deres. Når det gælder tålmodige penge, findes der i praksis ikke andre end statens. Derfor må staten afholde de grundomkostninger, der følger af at forske i et tidsperspektiv, der hedder ti, tyve eller måske halvtreds år. Thi uden de dybe erkendelser, der følger af forskning med så lang tidshorisont, vil der over tid ophøre at eksistere et videns- og erkendelsesgrundlag for ”almindelige” højteknologiske virksomheder.

Eftersom universiteternes formål er at undervise og at forske, er det også sagt, hvad der ikke er deres opgaver. Universiteternes opgave er ikke at bidrage til social mobilitet. Ingen, der er kvalificeret til optagelse, bør være forment adgang til et dansk universitet på grund af sine økonomiske omstændigheder. Men ingen, der er ukvalificeret til optagelse, bør lukkes ind, fordi det ud fra den ene eller den anden betragtning er synd for vedkommende.

Universiteternes opgave er heller ikke at rette op på andre historiske uretfærdigheder. Vel er der i tidens løb blevet diskrimineret imod kvinder – og det er noget, man i de rette fora bør forholde sig kritisk til. Men køn er ikke (og bør aldrig blive) en kvalifikation, der berettiger til universitetsansættelse. Her bør alene de faglige kvalifikationer tælle.

Køn er ikke (og bør aldrig blive) en kvalifikation, der berettiger til universitetsansættelse. Her bør alene de faglige kvalifikationer tælle.
_______

 

Endelig er det heller ikke universiteternes opgave at genoprette diverse regionale ubalancer. Det er korrekt, at en overdreven centralisering gennem årtier har øget befolkningskoncentrationen i Østjylland og på det østlige Sjælland mere, end den formentlig ellers ville være steget. Men eliteinstitutioner har dybe rødder og kan derfor ikke omplantes.

Det betyder ikke, at man i gunstige tider bør afholde sig fra at indrette erhvervsakademier og professionshøjskoler over hele Danmark. Men at forestille sig, at man kan have flere aspirerende eliteuniversiteter i Danmark end de tre, vi allerede har, er en skadelig illusion.

Politikere bør ikke styre forskningen
Noget af det mest ødelæggende for danske universiteter de seneste årtier, er utidig, politisk indblanding. Derfor bør universiteterne i videst muligt omfang skånes fra nævenyttige (og ikke sjældent inkompetente) politikeres skadelige indflydelse.

Et vigtigt redskab til at understøtte den generelle uafhængighed er økonomisk uafhængighed. Derfor bør som minimum de tre aspirerende eliteuniversiteter omdannes til fondsejede institutioner. At opbygge fonde af passende størrelse vil givetvis tage årtier. Men de indledende skridt bør ikke desto mindre tages. Det vil sige: en fastlæggelse af de nærmere regler for universitetsfondene.

Universiteterne bør i videst muligt omfang skånes fra nævenyttige (og ikke sjældent inkompetente) politikeres skadelige indflydelse.
_______

 

For at gøre det interessant såvel at donere som at investere i en universitetsfond bør skattereglerne indrettes, så de belønner virksomheder og privatpersoner, der bidrager til at opbygge universitetsfondene. Det bør også overvejes, om investering i universiteterne under nærmere angivne omstændigheder kan give et sikkert og stabilt, langsigtet afkast. Derved ville de nemlig blive interessante at investere i for investorer, der var interesserede i netop den type afkast – fx pensionsselskaber.

Når universiteterne på længere sigt bliver frie og fondsejede, er det klart, at de også skal være frie til selv at bestemme størrelsen på deres studenteroptag, adgangsprøver og andet, der sikrer, at det kun er de rette studerende, der optages.

Hvis man for argumentets skyld antager, at Statens Uddannelsesstøtte (SU) opretholdes, burde man i den forbindelse overdrage det til universiteterne at udforme de nærmere regler for, hvornår netop deres studerende var berettigede til at modtage støtte – og hvad der skulle til for, at studerende kunne siges at have brudt deres del af aftalen, og derfor ikke var værdige til at modtage uddannelsesstøtte. Det vil altså kort sagt sige, at man burde overdrage det til de enkelte universiteter at forvalte den uddannelsesstøtte, Folketinget måtte bevilge.

Det eksisterende ansættelses- og karrieresystem bør også afvikles.

For det første er det en helt meningsløs uskik, at staten skal fastlægge selvstændige institutioners personale- og lønstruktur. For det andet ligger balancen mellem akademisk konkurrence og muligheden for at føre personale-/talentpolitik i dag skævt. På den ene side er det klart, at både enkeltpersoner, institutter og hele universiteter bør konkurrere. Og helst så hårdt, det overhovedet er muligt – thi et universitet, der ikke er konkurrenceorienteret, vil hurtigt tabe terræn og i værste fald lukke sig om sig selv og sin ikke-konkurrencedygtige faglighed.

På den anden side er det en fordel, at man kan rekruttere de helt uomtvistelige talenter, mens de befinder sig i en forholdsvis ung alder, og lade dem udvikle sig i passende rammer. Det på en måde så både talenterne og institutionerne ved, at man har et længere ”parforhold” foran sig.

En måde at ramme en bedre balance på kunne være at skele til det amerikanske tenure-system. Her er det svært at opnå ’tenure’ [tidsubegrænset ansættelse, red.]. Til gengæld kan et universitet betragte sin stab af professorer med tenure som det ”hold”, der satses på, og på dette grundlag føre en langsigtet personalepolitik.

En lærerig samtale
Alt dette hører fremtiden til. Og måske ligefrem en utopisk fremtid. Men det er ganske nødvendigt, hvis vi ønsker at have fremragende universiteter i Danmark. I januar 2016 var jeg med daværende forskningsminister Esben Lunde Larsen og Folketingets forskningsudvalg på besøg hos University of Cambridge’s vice-chancellor (rektor) Leszek Borysiewicz. Som en indledning forklarede Borysiewicz, hvordan universitetet var styret, hvordan man arbejdede i det daglige, og hvordan man organiserede optagelsesprøverne.
 Da jeg ikke ville gå glip af noget, begyndte jeg at tage forholdsvis udførlige noter. Men da jeg skulle til at begynde på side to, tænkte jeg alligevel ved mig selv: ”Dette her kan jeg altså let huske i hovedet. De gør altid præcis det omvendte af, hvad vi gør i Danmark”.

Et universitet må nødvendigvis have et tillidsforhold til de forskere, det satser på. Hvis man er ombord, er man ombord, og så skal man ikke bevise sit værd i forhold til alverdens bureaukrater i ministeriet.
_______

 

Toppen kom, da ministeren på et tidspunkt spurgte Borysiewicz, om forskerne på Cambridge var underlagt objektive produktivitetskrav. Først forklarede rektoren høfligt, at en af hans kolleger (jeg er ikke sikker på, hvem det var, der blev sigtet til – men beskrivelsen passer på Richard J. Evans) i en del år ikke havde publiceret så meget. Men så havde han skrevet den autoritative afhandling om det Tredje Rige. Og så måtte man egentlig være tilfreds. Men så tilføjede Borysiewicz det, der for mig virkelig understregede det forkerte i ministerens tankesæt: ”Og Stephen Hawking? Vi er sådan set også bare glade for, at han er her”.

Der har vi jo sagens kerne. Et universitet må nødvendigvis have et tillidsforhold til de forskere, det satser på. Hvis man er ombord, er man ombord, og så skal man ikke bevise sit værd i forhold til alverdens bureaukrater i ministeriet. At skrive den autoritative historie om det Tredje Rige tager den tid, det nu engang tager. Ligesom det tager den tid, det nu engang tager, at aflokke universet dets dybeste hemmeligheder. Og ingen af delene bør i øvrigt udløse en faktura.

Indtil videre fortsætter vi i Danmark med at gøre det modsatte af Cambridge. Og selvom det ville være godt for universiteterne, at vi slog ind på en kurs, der om ikke var den samme, så dog lå tættere på, kommer det næppe til at ske lige foreløbig. Dertil indfører de planøkonomiske traditioner i ministeriet, de overfladiske idéer om fakturérbar forskning og den omfattende, almene politiske emsighed for kraftig en inerti ad den vej, vi i dag følger.

ILLUSTRATION: Henrik Dahl og Aarhus Universitet.Collage af RÆSON. Foto: Liberalliance.dk/Wikimedia

Henrik Dahl (f. 1960) er cand. cient.soc, M.A. og ph.d. Medlem af Folketinget for LA, forskningsordfører og næstformand for Forskningsudvalget. Med undtagelse af ganske få afbrydelser, har han færdedes i akademia siden 1980, hvor han påbegyndte sine sociologistudier. Senest som adjungeret professor (2003 – 2008) og censor frem til 2013.