28.11.2016

På trods af ny regering og nyt regeringsgrundlag frygter Henning Dyremose samme politiske ustabilitet som i 70’erne og at de nødvendige beslutninger dermed ikke bliver truffet i tide. Ifølge ham står dansk politik i et bekymrende vadested.

Interview af Emil Sloth Andersen

RÆSON: Hvorfor ser du en mulighed for, at Danmark havner i en lige så politisk ustabil situation som i 70’erne?

Der er en risiko for, at vi havner i samme situation som under jordskredsvalget i 1973. For situationen i dag og situationen dengang minder en del om hinanden. I ’73 blev fem partier til ti partier. De fire gamle partier røg ned på 104 mandater. Nu har vi ni partier i Folketinget, og måske har vi efter næste valg ti partier på grund af Nye Borgerlige. Lige for øjeblikket har de fire gamle partier (Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative, red.) kun 94 mandater. Så der er et politisk opbrud, baseret på utilfredshed, akkurat som ved jordskredsvalget.

Efter jordskredsvalget førte det til, at vi havde valg hvert andet år, fordi det politiske system var kørt fast. Jeg vil ikke afvise, at vi igen kører fast og får valg i tide og utide i de kommende år. I ’73 varede det indtil ’82, inden der igen blev skabt stabilitet, som til gengæld holdt under en lang borgerlig periode og dernæst en lang socialdemokratisk periode og igen en lang borgerlige periode. Vi fik i virkeligheden næsten 30 år med stor stabilitet. Nu står vi i et vadested, hvor det er meget vanskeligt at forudse, hvorvidt vi får politisk stabilitet eller ustabilitet.

RÆSON: Hvad betød den politiske ustabilitet i 70’erne for de realpolitiske resultater i Danmark?

Der var valg i ’71, ’73, ’75, ’77, ’79 og ’81. Det betød, at da vi kom til i ’82, havde vi et kæmpe underskud på betalingsbalancen, en meget stor udlandsgæld, et kæmpe underskud på de offentlige budgetter, en stor statsgæld, en inflation på 12-13 procent, en obligationsrente på mellem 21 og 22 procent og en meget høj arbejdsløshed. På alle væsentlige økonomiske parametre havde vi et kæmpe stort problem. Problemerne dengang skyldtes, at man, på grund af en række Folketingsvalg, ikke havde truffet de nødvendige beslutninger i 70’erne.

Risikoen er, at vores nuværende situation fører ud i en politisk usikkerhed, som medfører, at vi ikke får truffet de nødvendige beslutninger. Så kan vores relativt små problemer i dag pludselig blive meget store.

RÆSON: Hvilke muligheder har en trekløverregering for at skabe den stabilitet og det samarbejde, der skal til for at få gennemført de økonomiske reformer, som du taler om?

Jeg ser tre scenarier for mig.

Den første mulighed er, at en trekløverregering samarbejder med Socialdemokratiet. Men nu hvor Mette Frederiksen har overtaget ansvaret og har fået Henrik Sass Larsen som sin primære rådgiver, så går de mere tilbage til en gammeldags socialdemokratisk nej-til-reform-holdning. Det ville ellers give et konstruktivt, frugtbart politisk sammenspil i de kommende år er, hvis en borgerlig trekløverregering på det økonomiske område kunne få et godt sammenspil med Socialdemokratiet. For sagen er, at på det økonomiske område ligger Dansk Folkeparti meget til venstre for Socialdemokratiet. Så især muligheden for et samarbejde mellem en trekløverregering og Socialdemokratiet kunne skabe politisk stabilitet og reformer.

Den anden mulighed, som en trekløverregering har, er selvfølgelig at give Dansk Folkeparti indrømmelser på udlændingeområdet, som man gjorde under 00’erne. I 00’erne medvirkede Dansk Folkeparti til økonomiske reformer som de egentlig ikke gik ind for. Til gengæld fik de indrømmelser på udlændingepolitikken, integrationspolitikken og på retspolitikken, hvor de ligger meget til højre.

Man kan også sagtens se et tredje scenarie, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i fællesskab blokerer for de nødvendige reformer. Så får vi en usikker periode.

RÆSON: Er det realistisk, at Socialdemokraterne vil hjælpe en borgerlig trekløverregering med hårde reformer, der eksempelvis skal øge arbejdsudbuddet?

I Schlüters regeringsperiode fik vi åbnet op for arbejdsmarkedspensionerne. Gennem en trepartsforhandling i 1987 gik lønmodtagerne på den ene side med til lavere reallønsudvikling. På den anden side blev der lavet arbejdsmarkedspensionsaftaler. Trepartsforhandlinger er et godt værktøj, fordi arbejdsmarkedets parter spiller med. Det er foreløbigt lykkedes for regeringen at lave to aftaler med arbejdsmarkedets parter, og hvis de går videre i dette samarbejde inden for uddannelsesområdet, jamen hvorfor skulle man så ikke kunne lave nogle ganske vidtgående reformer sammen med Socialdemokratiet, bakket op af fagbevægelsen?

RÆSON: Hvad skal der til for at partierne kan samarbejde om store økonomiske reformer?

Det er helt afgørende, at man har en fælles erkendelse af, at der er nogle problemer, som skal løses. Den erkendelse havde man faktisk i højere grad i ’82, end man har i dag. Det er meget skidt, at et antal partier kommer med utopiske og urealistiske løsninger, som lyder lette, bliver populære og får stor opbakning. Jeg kan nævne Enhedslisten, Alternativet, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i meget vid udstrækning. Hvis disse partier har for meget vind i sejlene, så er det vanskeligt for de mere seriøse partier at skabe fælles forståelse for, at der er problemer der skal løses.

RÆSON: Er det så en trekløverregering, der skal skabe den her stabilitet, enighed og plads til økonomiske reformer, som du taler om? Det er vel forbundet med stor risiko og ustabilitet for især dit eget parti, de Konservative, at gå i regering?

Ja. Der er meget stor risiko for, at de Konservative kan gå hen og blive kvast. Hvis man skal se på de Konservatives ve og vel, så skulle de ikke gå i regering. Men Konservative vælger at prioritere landets ve og vel over partiets ve og vel. Og derfor tager vi et ansvar, under forudsætning af at vi får tilstrækkeligt store indrømmelser. Især tre områder er vigtige for Konservative: boligejerne, en ordentlig miljø- og klimapolitik og øgede bevillinger til forsvaret.

RÆSON: Der er store uenigheder blandt de borgerlige partier, når det eksempelvis gælder klima, størrelsen på den offentlige sektor og forsvaret. Hvorfor gør det nogen forskel, at det borgerlige Danmark går i regering sammen?

Den store forskel er, at når man har aftalt retningerne i regeringsgrundlaget , så holder man sig loyalt til de fælles retningslinjer, selvom man undertrykker nogle af sine egne synspunkter. Og når en trekløverregering først har spillet ud, så står der en samlet regering med 53 mandater bag udspillet. Bagefter skal de enten have de 37 mandater fra Dansk Folkeparti eller de 46 mandater fra Socialdemokratiet for at komme over 90. Det er en mere simpel forhandlingssituation.

RÆSON: Hvorfor er det helt nøjagtigt, at du frygter, at Danmark havner i politisk ustabilitet i fremtiden?

Politik er en proces, der handler om at lave langsigtede løsninger. Det tager lang tid at komme igennem med langsigtede løsninger. Men når løsningerne først er blevet gennemført, så er der ikke nogen, der drømmer om at ændre på dem. Hele forudsætningen for, at en regering kan lave de langsigtede løsninger, som tager lang tid at gennemføre, er, at vi har politisk stabilitet.

Vil det lykkes for en trekløverregering at skabe politisk stabilitet? Det kan jeg ikke garantere. Det kommer an på, hvor dygtig regeringen er.

ILLUSTRATION: Tidl. MF for de konservative, tidl. finansminister og tidl TDC-direktør, Henning Dyremose (Mie Brinkmann/POLFOTO/arkiv).

Henning Dyremose (f. 1945) var finansminister fra 1989-1993 under regeringerne Poul Schlüter III og IV. Han er desuden tidligere formand for Dansk Industri, tidligere formand for Dansk Eksportråd og tidligere adm. direktør i TDC.

Emil Sloth Andersen (f. 1994) studerer bachelor i Statskundskab ved Københavns Universitet.