30.12.2016

Samlet tyder meget på, at Trump bliver mindst lige så – eller endog endnu mere – engageret i Mellemøsten end sin forgænger.

Analyse af Helle Malmvig (fra RÆSON28).

Trump kommer hurtigt til at stå ansigt til ansigt med Mellemøstens barske politiske virkelighed. Ligesom Obama skal han forholde sig til en region i krig og opløsning, hvor alliancepartnere er svigefulde, og de mange modsatrettede interesser sjældent kan forenes. Vi kan derfor udsætte Trumps foreløbige udmeldinger for et slags mellemøstligt realitetstjek og således – på trods af hans slingrekurs under valgkampen, den manglende udenrigspolitiske skoling og usikkerhed om, hvad hans ministre og rådgivere vil beslutte – alligevel nå et skridt nærmere på at forudsige, hvad Trumps politik i regionen egentlig vil blive.

Fortsat fokusere på kampen mod Islamisk Stat
Trump vil fortsætte i Obamas spor og koncentrere sig om kampen mod Islamisk Stat snarere end om at presse eller vælte Assad-regimet. Den kommende præsident vil fortsætte med at bombe Islamisk Stat fra luften og lade lokale og regionale – snarere end amerikanske – styrker kæmpe på jorden. Og så vil Trump som bekendt gerne bekæmpe Islamisk Stat i samarbejde med Rusland, ligesom Obama egentlig også ville, men det var særdeles svært at udføre i praksis. Den amerikansk-russiske samarbejdsaftale om en våbenhvile og mulige fælles bombninger af Islamisk Stat og Jabhat Fatah al-Sham faldt på gulvet i oktober, bl.a. fordi USA og Rusland var uenige om, hvordan de skulle adskille de forskellige oprørsgrupper fra hinanden på jorden, og fordi der i Pentagon var stor modvilje mod at dele efterretninger med Rusland. Og så selvfølgelig fordi Rusland og Assad-regimet fortsat syntes mere interesseret i at bekæmpe oprørere og civile i Aleppo end at sætte ind mod Islamisk Stat. Den realitet vil Trump formentlig også sande.

I modsætning til Obama har Trump indikeret, at Assad-regimet er det mindste af to onder, og at Assad trygt kan blive siddende i Damaskus.
_______

 

I modsætning til Obama har Trump indikeret, at Assad-regimet er det mindste af to onder, og at Assad trygt kan blive siddende i Damaskus. Imidlertid vil den politik hurtigt blive indhentet af den komplicerede syriske virkelighed. For parløb med Assad betyder en styrkelse af Iran – stik imod Trumps intenderede politik – og vil være en kæmpe torn i øjet på Israel, Saudi-Arabien og Tyrkiet, der alle er tæt allierede med USA. Derfor kommer også Trump formentlig til at indse, at USA i virkeligheden ikke har ret mange fælles interesser med Rusland og Iran i Syrien.

Og selv hvis Assad bliver fredet, eller Trump ligefrem trækker støtten til de syriske oprørsgrupper, vil der stadig være store lommer, der er uden for Assad-regimets kontrol. Tyrkiet og de kurdiske styrker vil kæmpe om indflydelse i nord, Israel, Hizbollah og Iran i syd, og nye militante grupper vil opstå i kølvandet på Islamisk Stat, efter at organisationen er nedkæmpet militært.

Syrien kan meget vel udvikle sig til et nyt Irak med en svag centralregering, der ikke har legitimitet eller kontrol med sit territorium, og hvor Iran og iranskstøttede militser vil sætte dagsordenen i konkurrence med Tyrkiet og Saudi-Arabien, der alle vil puste til de dybe sekteriske og etniske spændinger mellem de syriske befolkningsgrupper. Trump vil formentlig ikke tøve med at tage æren, når Raqqa og Mosul falder, men på ironisk vis bliver det Trump – og ikke Obama – som skal stå i spidsen for den efterfølgende komplicerede politiske genopbygnings- og stabiliseringsindsats i Irak og måske i Syrien.

Arbejde for status quo i Israel-Palæstina
Hillary Clinton og Donald Trump konkurrerede under valgkampen skarpt om, hvem der var mest pro-israelsk. Trump endte dog med at gå længst med udtalelser om, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, og at Israel frit kan annektere Vestbredden. Imidlertid er Trumps rådgivere allerede ved at trække i land på de udtalelser. I stedet vil vi formentlig se, at Trump, ligesom tidligere amerikanske præsidenter, de facto vil acceptere nye israelske bosættelser, og at Israel fra tid til anden bomber i Gaza.

Trump vil givetvis ikke forsøge sig med en forkromet diplomatisk indsats endsige en ny fredsproces, sådan som den tidligere udenrigsminister John Kerry gjorde det, og en tredje intifada (palæstinensisk opstand) kan derfor meget vel være i vente.

Imidlertid står det palæstinensisk-israelske spørgsmål ikke længere højt på de arabiske allieredes prioriteringsliste. Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og Tyrkiet er mere optagede af den såkaldte iranske trussel og af hjemlig opposition og terrorisme, så Israel vil formentlig blive givet en meget lang line.

Indgå tæt samarbejde med regionens diktatorer
Trump vil også være parat til at samarbejde tæt med regionens ’stærke mænd’ såsom Tyrkiets Erdogan eller Egyptens Sisi, uden skelen til menneskerettigheder eller demokratifremme. Trump har allerede mødtes med præsident Sisi, der efterfølgende var fuld af lovord om Trump. En af Trumps tætteste mellemøstrådgivere er den kristen-libanesiske – tidligere ’militsleder’ – Walid Phares. Phares har angiveligt skubbet Trump i retning af at erklære Det Muslimske Broderskab for en terrorgruppe, og det er selvfølgelig vand på Sisis mølle.

Trump vil også være parat til at samarbejde tæt med regionens ’stærke mænd’ såsom Tyrkiets Erdogan eller Egyptens Sisi, uden skelen til menneskerettigheder eller demokratifremme.
_______

 

Når det gælder Saudi-Arabien, er det også vanskeligt at forestille sig Trump presse det saudiske kongehus på spørgsmål om menneskerettigheder eller kvinders status. Derimod har Trump udtalt, at han vil få Saudi-Arabien og andre Golflande til at betale for de amerikanske baser i regionen. Men købmanden Trump kan formentlig hurtigt regne sig frem til, at den milliardstore amerikanske våbeneksport til de selvsamme Golflande alligevel er mere værd, og at USA bl.a. bruger baserne i kampen mod Islamisk Stat. Samarbejdet med de siddende autokratiske styrer er derfor en af de mest sikre forudsigelser.

Her adskiller Trump sig ikke afgørende fra tidligere amerikanske regeringer. Når USA har skullet vælge mellem sikkerhed og stabilitet på den korte bane og demokrati og menneskerettigheder på den lange bane, så er valget som regel faldet på det første. Men den politiske analyse, der ligger bag, er væsensforskellig fra både Barack Obama og George W. Bush. De to vidste, i modsætning til Trump, at det er de autoritære styreformer, der er den egentlige kilde til regionens ustabilitet, terrorisme og mangel på udvikling.

Det store wildcard: atomaftalen med Iran
Trump har kaldt Obamas atomaftale med Iran for en katastrofe og lovede først at skrotte den og senere at genforhandle den. Men alle ved, at hverken Iran eller de seks andre magter, der forhandlede aftalen på plads, vil være med til at åbne den svært komplicerede aftale igen. Det får mange til at håbe på, at Trump vil vise sig som pragmatiker og ende med blot at holde godt øje med, at aftalen bliver overholdt. Men Trump er presset både fra hardlinere i Kongressen og af allierede i regionen, særligt Israel og Saudi-Arabien. For selvom der ikke skal løftes yderligere i sanktioner før 2023, så skal Trump som præsident løbende godkende, at de eksisterende amerikanske sanktioner ikke træder i kraft. Det betyder, at Trump rent faktisk skal gøre noget aktivt for at holde aftalen i live og dermed forsvare offentligt, at han viderefører den.

Selv ved de mindste overskridelser eller gråzoner vil Kongressen og Israel formentlig kræve, at Trump skrider til umiddelbar handling. Nye sanktioner fra Kongressen kan ligeledes være på tapetet, og disse vil Trump af samme grund også have svært ved at stoppe. Dermed er Iranaftalen i fare for reelt at falde fra hinanden og kan derfor meget vel ende med at blive den første lakmustest på, hvor pragmatisk eller ideologisk Trump vil vise sig at være som præsident.

Ingen vej ud
Samlet tyder meget således på, at Trump bliver mindst lige så – eller endog endnu mere – engageret i Mellemøsten end sin forgænger. Og det på trods af, at Trump – ligesom Obama og George W. Bush før ham – gentagne gange under valgkampen har understreget, at han ikke ville hives ind i Mellemøstens kviksand eller engagere sig i ’nation-building’. Richard N. Haass, udenrigspolitisk toprådgiver i Washington, karakteriserer amerikanske præsidenters uundgåelige involvering i Mellemøsten med et citat fra Godfather-filmene om mafiaen: ”You wanna get out, but you keep being pulled back in.”

ILLUSTRATION: Helle Malmvig (pressefoto fra DIIS) / Eyevine/POLFOTO

Helle Malmvig (f. 1972) er seniorforsker ved DIIS og har ofte bidraget til RÆSON.