31.12.2016

NATO vil givetvis bestå, og måske kan vi slå os til tåls med det. Eller også – man tør dårligt nok skrive det – får vi et Nordisk Forsvarsforbund, i hvert fald som et supplement til NATO-medlemsskabet. Mon ikke det hænger i mølposen inderst i klædeskabet?

Analyse af Hans Mouritzen (fra RÆSON28).

De nordiske lande – især Sverige – står i en udsat position efter valget af Donald Trump til amerikansk præsident. I kølvandet på Ukrainekonflikten er Østersøen blevet et højspændingsområde. Rusland foretager provokerende flyvninger tæt på nordiske og baltiske landes territorium, og store militærøvelser afholdes af både Rusland og NATO.

Man kan altid diskutere, hvem der bærer ansvaret for denne situation. Er det Rusland, der har appetit på mere i forlængelse af Ukrainekonflikten? Eller er det blot en russisk trodsreaktion efter de vestlige sanktioner mod landet, som i: ”Vi lader os ikke intimidere af jer, tværtimod; i øvrigt: Har I set vores nye hypermoderne isenkram?” Jeg hælder til sidstnævnte tolkning, men tilbage står: Det er ikke nogen rar situation.

Intet fælles fodslag
I forhold til Rusland er der ikke meget fælles fodslag mellem de nordiske lande – ikke, hvis det koster noget. Illustreret, da Sveriges daværende udenrigsminister, Carl Bildt, inviterede sine nordiske kolleger til en fælles vandring gennem Kijevs centrum i kølvandet på Maidan-begivenhederne i foråret 2014. En kende antirussisk i sin intention, må man nok sige. Flot ville det se ud som en fællesnordisk manifestation, unægteligt. Men den ene efter den anden af Bildts kolleger fik imidlertid kalenderproblemer, og tilbage var kun Martin Lidegaard og Bildt selv… De gennemførte tappert.

I forhold til Rusland er der ikke meget fælles fodslag mellem de nordiske lande – ikke, hvis det koster noget.
_______

 

Norge, Finland og Island har forholdt sig forholdsvis pragmatisk til Rusland. Det overordnede for Norge er landets ’nordområdepolitik’, i hvilken Rusland er den afgørende spiller. Denne politik hviler på to ben: afskrækkelse og indbinding af Rusland. Det første foregår både via egne styrker og NATO. Det er desuden vedtaget, at 300 amerikanere på ’rotationsbasis’ skal træne vinterkrigsførelse i Trøndelag. For en udenforstående ser Trøndelag nu mest ud som en amerikansk base i Norge, hvilket strider mod landets hævdvundne basepolitik: ’ingen fremmede baser på norsk territorium’.

Indbindingen fungerer imidlertid stadig. I Barents Regionale Råd vedtages hele tiden – efter ansøgning – projekter på folkeligt plan, der skal sammenknytte områderne og befolkningerne på tværs af den norsk-russiske grænse. Mennesker, der bor maks. 30 km fra begge sider af grænsen, kan visumfrit rejse frem og tilbage. Generelt er Nordnorge utilfreds med Oslos ’liggen under for’ Washingtons hårde kurs mod Rusland og den norske deltagelse i EU’s sanktioner.

Finland er milevidt fra Den Kolde Krigs Finlandisering [altså den tilstand, hvor man prøvede at optræde neutralt af frygt for den store nabo mod øst, red.]. Alligevel var man imod EU’s sanktioner mod Rusland, fordi de sammen med eventuelle modsanktioner kunne forudses at ramme finsk økonomi hårdt. Man deltog dog solidarisk. Alligevel markerede et præsidentmøde med Putin i Helsinki i juni, at man ser pragmatisk på forholdet.

Efter amerikanernes afsked med Keflavikbasen i 2006 har Island haft problemer med sin luftovervågning. Et russisk tilbud om at overtage aktiviteten er dog blevet afværget gennem NATO-overvågning med lejlighedsvis svensk-finsk deltagelse.

Det svensk-russiske forhold har været køligt siden 2008, da Carl Bildt kom til at sammenligne Ruslands intervention i Georgien med Nazitysklands underminering af Tjekkoslovakiet i 1938. Man forventede, at forholdet ville blive bedre efter Bildts afgang i 2014, men det er ikke sket. Tværtimod: Sverige har uforfærdet fortsat en værdipolitisk kritik af den autoritære udvikling i Rusland; ligeledes har man nærmest demonstrativt støttet Kijevregeringen. Øen Gotland er kommet i strategernes fokus i både øst og vest, da den vil være et værdifuldt støttepunkt ved en frygtet russisk aktion i forhold til de baltiske lande.

Danmarks forhold til Rusland har derimod udviklet sig i positiv retning fra omkring 2009, da den danske regering hurtigt og smertefrit accepterede Gazproms naturgasledning gennem dansk territorialfarvand. Dog har Danmark ikke været tilbageholdende med kritik af Ruslands rolle i Ukraine og Syrien. Alligevel har det danske forhold til Rusland været bedre end det svensk-russiske forhold; måske fordi Danmark forventer at skulle forhandle bilateralt med Rusland om grænseforholdene i Polarhavet, når FN har udtalt sig om de geologiske forhold.

Trumps tvivl om NATO
Hvad betyder så valget af Donald Trump til amerikansk præsident for de nordiske landes forhold til Rusland? Trump ønsker grundlæggende et godt forhold til Rusland og Putin. Under Den Kolde Krig ville en sådan ambition fra en amerikansk præsident have vakt jubel i alle nordiske lande. Men ikke nu. Hans udtalelser om det urimelige i at ’starte tredje verdenskrig’ mod Rusland for at vise solidaritet med en allieret, der ikke har levet op til NATO’s anbefalinger vedrørende forsvarsudgifter, har naturligvis svækket alliancens troværdighed – der hviler på artikel 5, den såkaldte musketerparagraf.

Svenske overvejelser om NATO-medlemskab er lagt i graven efter valget af Trump; gevinsten ved det ville være til at overse.
_______

 

Under sit afskedsbesøg i Europa forsøgte Obama at berolige europæerne, men det havde desperationens præg. Trump vil sikkert, når han besøger Europa efter sin tiltrædelse, som alle nytiltrådte amerikanske præsidenter forsikre værterne om sin ubrydelige NATO-loyalitet. Men hvor troværdigt vil det være? Hans udenrigspolitiske holdninger, som kortlagt af Thomas Wright fra Brookings-tænketanken, går 20-30 år tilbage i tiden og har været rimelig konstante.

Det vil naturligt nok være Sverige med sin høje profil, der kommer i den vanskeligste situation efter valget af Trump. Hvor meget er vicepræsident Joe Bidens forsikringer i Stockholm (som han besøgte i august i år) om amerikansk solidaritet med Sverige værd? Næppe meget.

Svenske overvejelser om NATO-medlemskab er lagt i graven efter valget af Trump; gevinsten ved det ville være til at overse. Et medlemskab ville også skulle bekræftes i en folkeafstemning – som nu kun kan ende med et nej. Her er situationen: Enten må Sverige sænke sin cigarføring over for Rusland, eller også må man skaffe sig alternativ afskrækkelse, fx ved en markant styrkelse af NORDEFCO (det nordiske forsvarssamarbejde), herunder det bilaterale samarbejde med Finland. Eller begge dele.

Danmarks position er ikke nær så udsat. Men i kølvandet på Brexit og valget af Trump – ingen af delene kunne forudses i Taksøe-granskningen, naturligt nok – kan Danmark ikke længere basere sin stilling på en balance mellem kontinentalmagterne (Tyskland og Frankrig) og angelsakserne (UK og USA). Politisk må vi ensidigt følge Tyskland og Angela Merkel. Men forsvarsmæssigt er det mere speget. Et territorialforsvar i EU-regi kan udelukkes af både politiske og strategiske grunde – helt bortset fra Danmarks forsvarsforbehold. NATO vil givetvis bestå, og måske kan vi slå os til tåls med det. Eller også – man tør dårligt nok skrive det – får vi et Nordisk Forsvarsforbund, i hvert fald som et supplement til NATO-medlemsskabet. Mon ikke det hænger i mølposen inderst i klædeskabet?

ILLUSTRATION: Wikimedia Commons.

Hans Mouritzen (f. 1952) er dr.scient.pol. og seniorforsker ved DIIS.