09.02.2016

”Man skal ikke udelukke den situation, at hvis Frederiksen bliver statsminister, så kommer vi til at se hende og DF i samarbejde på en lang række værdipolitiske sager, mens hun søger samarbejdet på økonomien med Venstre og de Radikale. Hun vil i den grad tage ved lære af, at hvis det her kan lykkes for Løkke med en smal, men operationsdygtig regering, så kan hun gøre det samme” siger Hans Engell.

Han fastslår at Frederiksen vil gå efter en socialdemokratisk ét-partiregering: ”Her vil hun gøre som Løkke – der kommer ingen invitation til de Radikale,” siger Engell.

INTERVIEW af Esben Schjørring

2016 bliver statsminister Lars Løkke Rasmussens store test som politisk håndværker. Ikke mindst skal han finde et løsning på slagsmålet om topskatten. Gør han ikke det bliver regerings levetid kort. Sammen med politisk kommentator Hans Engell har RÆSON både taget et kig i krystalkuglen og lavet et større tilbageblik på de sidste 50 års udvikling i dansk politik.

Folketingsvalget 18. juni sidste år cementerede en grundlæggende forandring af vilkårene i dansk politik. Hvor de sidste 60-70 år har bestået af en kamp mellem en borgerlig akse udgjort af Venstre og Det Konservative Folkeparti på den ene side og Socialdemokratiet – for det meste akkompagneret af de Radikale – på den anden, står det med Dansk Folkepartis markante valgsejr klart, at dansk politik ikke længere er spændt ud mellem to poler, men mellem tre. Og dermed kan den politiske analyse heller ikke begrænse sig til de binære farvekoder – rød vs. blå. Det er en ny tid. Og vi har ikke det fulde overblik over, hvad der kommer til at ske.

Det er den helt grundlæggende analyse fra dansk politiks ’pundit’ nummer et, Hans Engell – tidligere formand for De Konservative, fhv. forsvars- og justitsminister og ditto chefredaktør på Ekstra Bladet. Han sammenligner flere gange 18. juni 2015 med jordskredsvalget i 1973, da RÆSON møder ham på Den Sorte Diamant. Dengang flyttede vælgerne deres kryds i hobetal, nye partier kom på Tinge, de gamle regeringsbærende partier fik en solid begmand og dansk politik var for altid forandret. Det sker ifølge Engell også nu.

”Valget blev en ordentlig kindhest til de gamle partier. V, K, R og SF gik tilbage, okay det gjorde Socialdemokratiet ikke, men partiet er stadig 20 mandater fra den størrelse, man havde i 90erne. Til gengæld vinder de nye partier – DF, LA og Alternativet – frem. Samtidig har vi med DFs fremgang nu tre partier på de her ca. 20 procent. Det bipolære system er erstattet af et tripolært. Og det afgørende nye er, at DF ser sig selv i anden position end i nullerne, hvor man var tilfreds med rollen som støtteparti. I DF forstår man sig i dag til syvende og sidst som et parti, der engang i fremtiden kan række ud efter statsministerposten,” siger Engell

I DF forstår man sig i dag til syvende og sidst som et parti, der engang i fremtiden kan række ud efter statsministerposten.
____________________

 

”Det her valg afspejler, at der sker noget meget stort hos de danske vælgere, og vi har ikke rigtigt fået kortlagt, hvad det er. Vi har kun brudstykker til et mønster, men vi mangler helheden,” siger Engell.

Det er de brudstykker, deres historie og konsekvenser, som RÆSON har bedt Hans Engell om at analysere nærmere. Og visse konklusioner er helt klare – 2016 bliver et skæbneår for den historisk smalle Venstre-regering og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren skal på en eller anden måde slippe ud af krydspresset på skattepolitikken mellem Liberal Alliance, der har truet regeringen på dens eksistens, hvis ikke målet om en fem procents-sænkelse af topskatten indfries, og DF, der har afvist at lette skattetrykket til de rigeste danskere. Og selvom Løkke har købt sig ekstra tid med udskydelsen af forhandlingerne om en skattereform, kommer afgørelsens time – før eller siden – når efterårssæsonen sætter ind.

”Regeringens overlevelse i resten af valgperioden hænger på, at det her år lykkes for dem. Kommer Løkke igennem med trepartsforhandlinger, finanslov og en skattereform, ser det ud som om, at regeringen har gode chancer for at holde hele valgperioden ud. Hvis de kuldsejler til efteråret, bliver levetiden kort. Ikke nødvendigvis fordi regeringen bliver væltet – hverken i rød eller blå blok er der nogle, der skriger efter et hurtigt valg – men fordi regeringen bliver lammet, når den ikke kan skaffe flertal for store dele af sin politik,” analyserer Engell.

DF og LA føler ikke, de skylder Venstre noget som helst
Engell understreger, at vi befinder os i kølvandet på en noget aparte politisk situation. Lars Løkke Rasmussen fik efter Folketingsvalget flertal for, at det var ham, der skulle være statsminister, men han fik ikke noget mandat til den politik, han gerne vil føre. ”Det er meget specielt. Når Venstre hiver regeringsgrundlaget frem, slår DF ud med armene og siger, at det ikke er noget, de kender til, og at det er regeringens papir, som de selv må fægte med. Dermed er den politiske situation mere åben end i ganske mange år,” siger Engell. Det er konsekvensen af, at Løkke ifølge Engell fra valgnatten og frem aldrig sigtede på andet end en smal V-regering.

”Det gjorde han fordi, han så, at nok blev det en lidt svag regering, men på den anden side kunne det blive en meget fleksibel regering, som kunne bygge på mange forskellige flertal – og det er også det, han har leveret siden juni. Bagsiden af medaljen for ham er så, at han har fået et DF og et LA – som jo var valgets to vindere i den blå blok – der nok havde håbet, troet og ventet, at de kunne lande i en bredere regering. Nu må DF og LA stille sig selv spørgsmålet: Hvis det ikke skete denne gang, hvornår bliver det så? Omstændighederne var optimale, der var blåt flertal, Venstre havde fået en ordentlig vælgerlussing, og der skulle dannes en regering. Og så skete det ikke alligevel. Det har selvfølgelig også sat klimaet mellem de partier siden juni. De andre borgerlige partier føler ikke, at de skylder Venstre noget som helst. Intet,” siger Engell.

De andre borgerlige partier føler ikke, at de skylder Venstre noget som helst. Intet.
____________________

 

RÆSON: I nullerne var V og DF meget tætte og fortrolige samarbejdspartnere, set udefra er der i dag mange sprækker i samarbejdet. Hvad er der sket?
ENGELL: ”Styrkeforholdene er ændret. DF er nu – modsat i nullerne – det største af de borgerlige partier. For det andet var DFs mission i nullerne at kommet ind i varmen, blive et legitimt politisk parti, der havde indflydelse. Det var et ydmygt DF dengang med relativt beskedne krav. Det er for længst slut nu. DF er blevet en magtfaktor, og selvforståelsen og selvtilliden er vokset. Hvor Pia Kjærsgaard stod for skabelsen og placeringen af DF, handler det for Kristian Thulesen Dahl om at gøre DF til den tredje magtfaktor i dansk politik ved siden af V og S. Det er til dels lykkedes. Derfor var efterspillet på valget også noget af en grundstødning – til trods for at der var blåt flertal og til trods for at DF blev det største parti, lykkedes det ikke at lave en VO-regering.”

RÆSON: Du sagde, at Kristian Thulesen Dahls mission er at gøre DF til et parti, der en dag kan række ud efter statsministerposten – ser du det som et sandsynligt scenario, at han kan blive statsminister i Danmark?
ENGELL: ”I dag er det ikke sandsynligt. Det kommer an på, hvordan de næste par valg kommer til at forme sig. Men man kan sige det på den måde, at Thulesen Dahl ikke kan blive statsminister, hvis han ikke har siddet i en regering først, på en anden post. Derfor mener jeg også, at det var ret afgørende, at de ikke kom i regering denne her gang. Nu er spørgsmålet, hvornår chancen overhovedet melder sig igen. Taber V næste valg, og Mette Frederiksen bliver statsminister, kan Thulesen Dahl og Peter Skaarup og de andre være langt oppe i 50erne før chancen melder sig. Og med sådan nogle tidshorisonter, ved vi godt, at alt kan ske.”

RÆSON: Inden folkeafstemningen om retsforbeholdet åbnede Thulesen Dahl for muligheden af at træde ind i regeringen, hvis det blev et nej. Kan DF ikke nå det endnu?
ENGELL: ”Sådan som klimaet mellem V og DF har udviklet sig – ikke mindst under valgkampen op til folkeafstemningen – og med det, der står foran os, har jeg svært ved at se en udvidelse af regeringen. Lige nu står vi der, hvor det kan tippe over i en situation, hvor det blå flertal smuldrer. Venstre har det stadigvæk meget tungt med vælgerne, og Løkkes troværdighed over for Mette Frederiksen er helt i bund. Jo længere tid, der går, og jo svagere det blå hold står, desto mindre attraktivt vil det blive for DF at gå ind i sådan regering.”

RÆSON: Så den generelle tilstand i blå blok kunne være bedre?
ENGELL: ”Ja. DF er ikke kommet godt ud af de store forlig, de har lavet, hverken finanslov eller politi-forlig, og K mistede to mandater ved valget og ligger stadig på 3,5, 3,6, 3,7 procent. LA har det meget godt, men de har også indset, at det er begrænset, hvor meget indflydelse de får. Derfor er de mere optaget af at bygge sig selv op. LA kan se, at når vi på et eller andet tidspunkt kommer ind i en post-Løkke fase, vil Venstre få store vanskeligheder, både bemandingsmæssigt og politisk, og der håber LA på at komme ind og overtage Venstres rolle som et friskere, mere moderne, nytænkende liberalt parti, der tør noget mere.”

Samuelsen har sat hele sin troværdighed ind på én brik
Med spørgsmålet om LAs indflydelse er vi fremme ved dramaet om topskatten. Mandag 11. januar gik finansminister Claus Hjort Frederiksen på TV2 med meldingen om, at han udskød forhandlingerne om en skattereform, der i regeringsgrundlaget var planlagt til at finde sted i foråret, til efteråret. Det fik LA-leder Anders Samuelsen til at true med at trække sin støtte til regeringen. Siden da er diskussionen gået på, om Samuelsen rent faktisk tør vælte en blå regering. Engell hører til dem, der tror på alvoren i Samuelsens trusler.

”Ja, det tror jeg faktisk. Nu skal man være meget opmærksom på, hvad politikerne siger mellem kommaerne og punktummerne. Anders Samuelsen har ikke sagt, at LA vil styrte ud og vælte regeringen, og han har heller ikke sagt, at man nu ikke vil pege på Løkke. Skal man oversætte Samuelsens trussel til noget operativt, så er det, at LA allerede i dag betragter Løkkes udskydelse af forhandlingerne om en skattereform som en opsigelse af den aftale, som LA mener at have haft i forbindelse med regeringsgrundlaget, og at de dermed ikke længere er et automatisk støtteparti for regeringen,” siger Engell.

RÆSON: Hvad ligger der i det?
ENGELL: ”At LA fra sag til sag vil vurdere, om de kan lave forlig og aftaler. Jeg tror, at LA på langt de fleste områder vil optræde som hidtil. Men for at vise, at de mener det alvorligt, kan man forestille sig situationer, hvor LA bestemt ikke bliver lette at have med at gøre. Der skal fx udarbejdes et nyt system for ejendomsvurderinger– her kan LA vise sig meget besværlige til forhandlingerne. Det samme kan ske, hvis videnskabsminister Esben Lunde Larsen kommer i besværligheder når Udvalget for Videnskabelig Uredelighed har været igennem hans gamle afhandlinger, og de udtaler kritik af ham. Så kan det være LA siger, at så må han få saksen. Det er på sådan nogle områder, at regeringen nu kommer til at leve livet lidt farligere.”

RÆSON: Vil borgerlige vælgere tilgive LA, hvis de går ud og vælter regeringen?
ENGELL: ”Mange vil ikke – især ikke i erhvervslivet. På den måde er det ikke risikofrit for LA. Omvendt må man sige, at med de meldinger, der kom fra Anders Samuelsen, valgte han at sætte al sin troværdighedskapital ind på én brik, nemlig topskatten. Hvis han ikke holder fast nu og leverer på den, så vil LA styrtdykke ved et kommende valg. Så vil alle sammen spørge, hvordan man skal kunne regne med noget som helst af det LA siger, når de ikke kunne levere på topskatten. Det vil tage dem år, at genopbygge troværdigheden, hvis de fejler. Det ved Samuelsen og Ammitzbøll udmærket. De vil være hardcore på den sag.”

RÆSON: Det spidser så til, når vi kommer frem til efteråret – hvordan kommer det til at forløbe?
ENGELL: ”Det bliver nogle meget vanskelige forhandlinger. Regeringen vil være nødt til at bage en meget stor kage – mange ting skal være i spil, så alle de blå partier og måske også uden for blokken føler, at der er noget i den kage, de godt kan lide. Det nytter ikke noget, at de kun taler om skat. Men med hensyn til skatten er der to udfordringer. Ét er om de kan skaffe penge til det, Løkke betegnede som en ’stor og ambitiøs’ skattereform, noget andet er om der politisk vilje til at gennemføre det? Det sidste ser meget svært ud, efter at DF og S har afvist lettelser af topskatten og i stedet taler om lettelser i bunden. Og der skal man huske på, at problemet med vores skattesystem er, at det er meget lettere og billigere at lette topskatten end at lette bundskatten. Så hvordan vil Løkke fordele det her? Hvad skal der til for at flytte DF på spørgsmålet om topskatten? Det rejser så spørgsmålet om, hvorvidt Løkke sammen med DF, S og måske R og K kan lave en skattereform helt udenom LA. Men det vil altså svare til at lave udlændingepolitik udenom DF – det ville være en tordende krigserklæring til LA, og blå blok vil blive sprængt til atomer. Uanset hvad, bliver det meget svært at lande en aftale for Løkke.”

Mette Frederiksen er færdig med de Radikale
Begyndelsen af 2016 har også set en socialdemokratisk partiformand gå bodsgang i medierne. Mette Frederiksen har i flere interviews beklaget og fortrudt 30 års kurs i udlændingepolitikken. Det handler selvfølgelig ikke kun om at indrømme en fejl, målet er også at skabe endnu mere troværdighed om, at S i dag hører til på strammerfløjen i dansk udlændingepolitik. Engells vurdering er, at Frederiksen også med den manøvre er kommet stærkt fra start som Socialdemokratiets nye formand – men prisen kan på længere sigt vise sig at blive stor. S-R-aksen er strukket ud til det punkt, hvor det næste ryk, truer med at rive de to partier helt fra hinanden.

”Det er langt fra en tilfældighed, at der på Mette Frederiksens kontor hænger store billeder af Jens Otto Krag, Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Hendes ideal er det bredt favnende socialdemokrati, men også et parti med kant i forhold til rets- og udlændingepolitikken, hvor hun i den grad har flyttet partiet til højre. Hendes største udfordring er, ud over at hun skal holde sammen på sit eget parti i den her proces, resten af den røde blok. Hun står i en situation, hvor afstanden mellem S og R aldrig har været større, og vi må tage det som en given ting, at hvis der næste gang kommer et rødt flertal, så vil hun i den grad styre efter at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Her vil hun gøre som Løkke – der kommer ingen invitation til de Radikale,” siger Engell.

”Selvfølgelig er det svært at se, at Morten Østergaard skulle kunne pege på en anden end hende – og det kan Enhedslisten eller SF slet ikke. Så på den måde er hendes muligheder gode. Men det spørgsmål, der vil rejse sig i løbet af en valgkamp, er jo, hvem hun skal samarbejde med om hvad, ikke mindst på udlændingepolitikken. Det bliver en balancekunst – for hvornår bliver forholdet til R så dårligt, at det i sig selv bliver et selvstændigt og meget synligt problem?.”

Men som Engell også bemærker, bliver de problemer måske mindre, idet at Frederiksen allerede – med sin alliance med DF og K for at tvinge regeringen til at komme med et beslutningsgrundlag for etableringen af de såkaldte flygtningelandsbyer – har afveget fra sit løfte tidligere sidste år om ikke at søge alternative flertal sammen med DF udenom regeringen.

”Man skal ikke udelukke den situation, at hvis Frederiksen bliver statsminister, så kommer vi til at se hende og DF i samarbejde på en lang række værdipolitiske sager, mens hun søger samarbejdet på økonomien med Venstre og de Radikale. Hun vil i den grad tage ved lære af, at hvis det her kan lykkes for Løkke med en smal, men operationsdygtig regering, så kan hun gøre det samme,” siger Engell.

… det er i virkeligheden den store ulykke i dansk udlændingepolitik, at det ikke allerede i 1980erne lykkedes at få skabt et samarbejde mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet på det her område.
____________________

 

RÆSON: Det var vel netop på grund af uenigheden om udlændingepolitikken i rød blok, at S efter valget afsøgte mulighederne for et nationalt kompromis på det område. Som flygtningepresset ikke ser ud til at aftage, har Venstre så ikke også en interesse her? Får vi et nationalt udlændingepolitisk kompromis?
ENGELL: ”Det tror jeg ikke. Det er rigtigt, at under normale omstændigheder ville vi stå i en situation, der egner sig godt til et nationalt kompromis, men muligheden for det er forpasset. Der er simpelthen gået alt for meget politik, partipolitik og politisk tænkning i det her. Vi taler om 30 år, hvor der er blevet gravet skyttegrave på den her sag, og det har cementeret fronterne i sådan en grad, at man ikke længere bare kan sætte sig ned og blive enige. Og det er i virkeligheden den store ulykke i dansk udlændingepolitik, at det ikke allerede i 1980erne lykkedes at få skabt et samarbejde mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet på det her område. Det har selvfølgelig kostet S uendeligt dyrt – og det er også derfor, at Mette Frederiksen nu går ud og siger, at man skulle have lyttet til Vestegnsborgmestrene tilbage i 1990erne. Men den har også kostet den borgerlige side dyrt, for det har været hele grundlaget for at DF har fået den styrke de har.”

Foghs store fejl – turde ikke udfordre DF
Dermed er vi tilbage, hvor vi startede – med DF som det nye og tredje store parti i dansk politik, og de konsekvenser det har for det, man kan kalde det borgerlige projekt. Det var, da Anders Fogh Rasmussen flyttede Venstre fra en markant liberal position ind mod midten af dansk politik og kombinerede hård værdikamp til højre, ikke mindst på udlændingepolitikken, med accept og videreførelse af socialdemokratisk velfærds- og fordelingspolitik, at DF fik grundlaget for sin nuværende succes. I Engells analyse var Foghs strategiske omlægning på den ene side en succes, på den anden side formøblede man et momentum for at sætte sig i spidsen for den omstilling af det danske samfund, som er nødvendig i en skærpet global konkurrence: ”Med den placering og størrelse, som DF har fået, bliver det stadigt mere vanskeligt for Venstre, at få de ting gennemført, som ville betyde større omstilling af det danske samfund. Det er virkelig et problem for Venstre,” siger Engell.

RÆSON: Set fra det perspektiv, hvor klog var Foghs strategi så?
ENGELL: ”Jamen, planen var klog nok. At det overhovedet lykkedes er imponerende, når man tænker på, hvad der var blevet sagt de foregående år. Venstre blev i en årerække landets største parti, og for første gang stod det klart, at Danmark var blevet et land, hvor det ikke længere var en undtagelse, at vi havde en borgerlig regering. Den del af projektet lykkedes. Men det lykkedes ikke specielt godt for de Konservative, og det lykkedes heller ikke for Fogh at forny projektet. En efter min mening stor fejl, Fogh begik som statsminister, var, at han aldrig udfordrede DF i alle de år. Det var først da Løkke blev statsminister, at udfordringen kom omkring efterlønsreformen. Løkke turde det Fogh ikke gjorde.”

RÆSON: Hvad betød det?
ENGELL: ”Det betød, at den fornyelse, reformiver og omstilling af det danske samfund, som ellers havde været Foghs mærkesag op gennem slutningen af 1980erne og 1990erne, blev skrinlagt efter 2001, hvor man havde en kombination af stram udlændingepolitik og socialdemokratisk fordelingspolitik. Da Fogh så oven i købet havde en økonomisk medvind af de helt stærke, var der heller ikke fra den økonomiske side et pres på ham. Når historikerne begynder at kigge på perioden fra 1980 op til i dag, tror jeg, at Fogh vil blive bedømt som en meget effektiv og håndfast statsminister, men hans politiske resultater vil ikke blive særligt værdsat. På mange måder efterlod han et land, som ikke havde gennemført den nødvendige omstilling; vores uddannelsessystem havde ikke fået det brush-up, der var brug for, og de afgørende arbejdsmarkedsreformer kom først til senere. Det var ti år, hvor Fogh var rigtig dygtig til at blive genvalgt og til at komme med de rigtige meldinger på de rigtige tidspunkter, men ikke mere end det. Det er også en af grundene til, at LA har den styrke, de har i dag. For det er blevet tydeligt, at bare fordi du har en borgerlig regering, er det slet ikke en garanti for, at der også bliver ført borgerlig politik.”

For det er blevet tydeligt, at bare fordi du har en borgerlig regering, er det slet ikke en garanti for, at der også bliver ført borgerlig politik.
____________________

 

ILLUSTRATION: Mads Nissen/Polfoto