20.07.2016

Godt en uge inden terrorangrebet i Nice krævede en stærkt kritisk rapport omfattende forbedringer af myndighedernes terrorbekæmpelse. Og det står klart, at befolkningen ikke samler sig som den gjorde efter fx angrebet på Charlie Hebdo. Terrorismen bliver et hovedemne i det præsidentvalg, der allerede er i gang.

Af Ask Paul Lomholt Kemp

”Aldrig har Frankrig stået overfor end højere terrortrussel end i dag”. Sådan sagde indenrigsminister Bernard Cazeneuve, da han i mandags stod ved siden af sin ministerkollega, forsvarsminister Jean-Yves Le Drian, foran præsidentboligen Élyséepalæet efter mødet i Forsvars- og Sikkerhedsrådet. Regeringens ministerråd var samlet for anden gang på kun få dage – indkaldt efter terrorangrebet på Bastilledagen i middelhavsbyen Nice. Den franske forsvarsminister understregede, at Frankrigs ”nådesløse kamp mod Daech [Islamisk Stat, red.] fortsætter både inden- og udenfor landets grænser”. Det sker med den såkaldte Opération Sentinell – igangsat efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og det jødiske supermarked i januar 2015 og yderligere styrket efter terrorangrebet i Paris i november 2015 – som med forsvarsminister Le Drians ord både har til hensigt at beskytte franskmændene og afskrække eventuelle terrorister fra at begå angreb på fransk jord.

Indenrigsministeren var derudover sendt i byen for at opliste de antiterrortiltag, som er blevet til under præsident François Hollandes regeringsperiode. Han fremhævede, at regeringen bl.a. har ansat flere i politiet og efterretningstjenesten, skærpet antiterrorlovgivningen, der har givet efterretningstjenesten øgede beføjelser, og desuden forsøgt at gennemføre flere tiltag mod jihadister, der rejser til Syrien for at kæmpe. På det sidste punkt har regeringen dog tidligere på året måttet give op i deres forsøg på at ændre den franske forfatning. Det var ikke muligt – som regeringen ønskede – at fratage det franske statsborgerskab fra personer med dobbeltstatsborgerskab, fordi parlamentet ikke kunne blive enige om detaljerne. Forslaget var ellers blevet fremført af regeringen som et vigtigt – om end mest symbolsk – tiltag mod terrorister med franske rødder. Debatten optog meget spalteplads i franske medier i vinter, da forslaget blev lanceret som reaktion på terrorangrebet 13. november i Paris. Det endte som en fiasko – ikke alene blev det droppet, men i processen mistede Hollande tilmed sin driftssikre justitsminister, Christiane Taubira, der trak sig i protest over idéen.

Hovedkonklusionen var en hård kritik af både de interne og eksterne efterretnings-
myndigheder i forbindelse med angrebene i november
_______

 

Ny rapport: Store mangler i terrorbekæmpelsen
Frankrig har de seneste år nedsat flere undersøgelseskommissioner, der har taget stilling til den franske efterretningstjenestes indsats med at forebygge terrorisme. En kommission blev f.eks. nedsat i december 2012, som skulle vurdere den franske efterretningstjenestes arbejde i forbindelse med terrorangrebet i Toulouse, marts 2012 hvor Mohamed Merah angreb soldater og jødiske civile. I december 2014 – ca. en måned før angrebet på Charlie Hebdo – blev en undersøgelseskommission nedsat for at undersøge efterretningstjenestens mulighed for at overvåge individuelle jihadister og radikaliseringsnetværk. Kommissionens kom med sine konklusioner i juli 2015, hvor man foreslog et register over europæiske passageroplysningslister (PNR) – det blev i år vedtaget i EU.

Efter terrorangrebet i Paris 13. november var der igen brug for selvransagelse i den franske efterretningstjeneste. Hvordan kunne et så stort, velplanlagt angreb finde sted? Man nedsatte en undersøgelseskommission om statens kamp mod terrorisme siden 7. januar 2015, hvor bl.a. forsvars- og indenrigsministeren samt cheferne for de franske efterretningsmyndigheder blev afhørt. Kommission afgav betænkning for få uger siden, 5. juli. Hovedkonklusionen var en hård kritik af både de interne og eksterne efterretningsmyndigheder i forbindelse med angrebene i november.

Den franske efterretningsindsats mangler helt grundlæggende bedre koordination, mente kommissionen, og derfor var én af hovedkonklusionerne, at de nuværende fem efterretningsmyndigheder blev til tre. Strukturen i efterretningstjenestens opbygning kritiseres for at være alt for kompleks, hvor informationer ikke bliver delt tilstrækkeligt mellem myndighederne.


Derfor bør kun de tre største myndigheder bør bevares: efterretningstjenesten med ansvar for den interne sikkerhed under det franske indenrigsministerium (DGSI) – svarende til Politiets Efterretningstjeneste – og den franske efterretningstjeneste med ansvar for den eksterne sikkerhed under det franske forsvarsministerium (DGSE) – svarende til Forsvarets Efterretningstjeneste – og den franske regionale efterretningsmyndighed (SCRT), der baserer sig på det nationale politi. Kommissionen foreslår som noget nyt et overordnet generaldirektorat for den interne franske sikkerhed under ledelse af indenrigsministeriet. Paris’ kommunes efterretningshovedkvarter (DRPP) bør nedlægges og de franske gendarmeriers efterretningstjeneste (SDAO) bør underlægges SCRT.

Ifølge kommissionen skaber den nuværende struktur i de franske efterretningsmyndigheder unødvendige komplikationer, fordi DRPP, SCRT og SDAO åbenbart ikke formår at samarbejde med den primære interne efterretningstjeneste, DGSI. Det bør ifølge kommission fremover være DGSI, som er den førende antiterrormyndighed, når det gælder landets interne sikkerhed. Som eksempel på problemerne fremhævede kommission, at det forud for terrorangrebet i januar 2015 var yderst kritisabelt, at det parisiske DRPP var tvunget til at opgive deres overvågning af den ene af de to Kouachi-brødre, blot fordi han på et tidspunkt flyttede udenfor deres ansvarsområde til byen Reims i det nordøstlige Frankrig.

Det parisiske DRPP var tvunget til at opgive deres overvågning af den ene af de to Kouachi-brødre, blot fordi han på et tidspunkt flyttede udenfor deres ansvarsområde til byen Reims
_______

 

Nationen står ikke længere samlet
Indenrigsminister Cazeneuve gjorde det efter ministerrådsmødet i Forsvars- og Sikkerhedsrådet 17. juli klart, at regeringens tiltag ikke kan garantere franskmændenes fulde sikkerhed – en sandhed, som franskmændene måtte forholde sig til, lød det. Også premierminister Manuel Valls har efter angrebet i Nice sagt, at terrorismen vil blive en del af franskmændenes hverdag i længere tid. Regeringens seneste estimat er, at der ca. befinder sig 2000 personer i Frankrig, som har forbindelser til et voldeligt, religiøst radikaliseringsmiljø. Efter Nice bekendtgjorde Hollande, at han ville forlænge undtagelsestilstanden – der blev indført efter november – med tre måneder. Men efter en hård debat i parlamentet og pres fra oppositionen udvides den i stedet med hele seks måneder. Det blev 20. juli vedtaget af et overvældende flertal i Nationalforsamlingen – 489 for, 26 imod.

Undtagelsestilstanden har givet de franske myndigheder øgede beføjelser til bl.a. at foretage ransagninger uden dommerkendelser, forbyde folk at forsamles offentligt og tilbageholde mistænkelige personer. I februar redegjorde indenrigsministeren for, at myndighederne indtil da havde foretaget 3.379 ransagninger og fundet 587 våben i deres eftersøgninger, heraf 42 tunge skydevåben.

Undtagelsestilstanden er tre gange før blevet forlænget – henholdsvis 20. november 2015, 20. februar 2016 og 19. maj 2016 – og var sat til at ophøre senere denne måned, den 26. juli. Ophørsdatoen passede med afslutningen på både europamesterskaberne i fodbold og cykelløbet Tour de France (sidste etape, Chantilly-Paris Champs-Élysées, køres 24. juli). De planer blev forpurret af Nice-angrebet. Med Opération Sentinell har regeringen indsat yderligere midler fra både politiet og militæret for særligt at vogte grænseovergange, turistattraktioner og steder, hvor større menneskemængder er samlet i kulturelle og sportslige sammenhænge. 10.000 soldater er i øjeblikket indsat på fransk jord, foruden de øvrige tusindvis af politifolk.

Fredag morgen bekendtgjorde Hollande, at Frankrig ville afholde tre dages landesorg, som det også var tilfældet efter angrebet i Paris i november sidste år. Som ved de tidligere terrorangreb har præsidenten forsøgt at agere landsfader i håb om at samle nationen. Det er i vid udstrækning lykkedes hidtil – på tværs af politiske skel – at finde fælles fodslag på dette område, i hvert fald hvis man ser bort fra Front National konstante kritik af regeringen. Men denne gang, kun 10 måneder før det kommende præsidentvalg i maj 2017, ses det tydeligt, at det nationale sammenhold er brudt. Ifølge en måling lavet af meningsmålingsinstituttet Ifop for avisen Figaro er 67 pct. af befolkningen nu utilfredse med regeringens antiterrorindsats. I januar var tallet cirka 50 pct. Premierminister Valls fik også mulighed for at oplevede utilfredsheden, da han i Nice 18. juli deltog i en mindehøjtidelighed for angrebet og blev mødt af vrede tilråb fra folkemængden: ”Skiderik! Svin! Gå af!”.

Det så ud til at komme bag på Valls, selvom Nice er kendt for at være et område for højrefløjen, hvor særligt Front National (FN) står stærkt (Marion-Maréchal Le Pen, der er Marine Le Pens niece og den ene af partiets to parlamentarikere i Nationalforsamlingen, er valgt i dette område). Tilhørernes reaktion burde faktisk ikke overraske nogen. Hollandes popularitet er siden regeringen kom til magten i 2012 kun gået én vej – nedad. I september 2014 satte den bundrekord, da præsidenten formåede kun at have opbakning fra 13 pct. af befolkningen.

Siden terroren for alvor kom til Frankrig i 2015 har målingerne været mere svingende. Opbakningen til præsidenten har været kendetegnet ved, at månederne lige efter terrorangrebene har givet et ryk opad – tydeligst med 35 pct. opbakning i januar 2015 og 41 pct. opbakning fra november 2015 – hvorefter de så falder igen. Men siden efteråret 2015 har opbakningen til præsidenten været støt faldende, og nu kan Hollande kun mønstre opbakning fra 16 pct. af befolkningen. Premierminister Valls’ målinger har fulgt præsidenten hele vejen, selvom de altid har ligget en tand højere (i øjeblikket ligger han på 20 pct.). Alt tyder dog på, at præsidenten ikke denne gang kan stå som landets samlingspunkt og profitere på statsmandseffekten, fordi Nice-angrebet allerede på nuværende tidspunkt spiller ind i den kommende præsidentvalgkamp.

Alt tyder dog på, at præsidenten ikke denne gang kan stå som landets samlingspunkt og profitere på statsmandseffekten, fordi Nice-angrebet allerede på nuværende tidspunkt spiller ind i den kommende præsidentvalgkamp
_______

 

Frygten og Front National
Det er ikke mere end måned siden, at chefen for DGSI, den franske efterretningstjeneste med ansvar for landets interne sikkerhed, Patrick Calvar, advarede om, at Frankrig kan være på kanten af borgerkrig. Calvar gjorde opmærksom på, at der var ekstreme bevægelser i Frankrig – ikke kun båret frem af terrorismen, men også højrefløjsekstremismen – som efter hans mening kunne udløses ved ”blot endnu ét eller to attentater mere”.

Men den analyse afviste Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, efter angrebet i et interview med DR2-programmet Deadline. Efterretningschefens advarsler om borgerkrig taler paradoksalt nok ind i højrefløjspartiet Front Nationals gentagende frygtparoler om et opdelt Frankrig: et skel mellem ”dem” og ”os” og mellem Frankrig og islam. I Front Nationals øjne er Socialistpartiet og Republikanerne lige uduelige – ingen af dem gør nok for at komme islamismen til livs. Marion Marchal Le Pen skrev på Twitter efter angrebet: ”Enten dræber vi islamismen eller også dræber den os. Igen og igen”.

19. juli fremlagde Front National i Nationalforsamlingen forslag til, hvad de mener, der bør gøres. Partiet ønsker en ophævelse af flere af Frankrigs muslimske forbund. De vil fratage radikaliserede franskmænd med dobbeltstatsborgerskab deres franske statsborgerskab. De vil suspendere EU’s Schengen-samarbejde. De vil have en undersøgelseskommission om mulighed for at lukke radikale moskeer og stoppe al finansiering af islam i Frankrig. De forslår en øjeblikkelig udvisning af kriminelle udlændinge. De vil begrænse retten til at modtage asyl. De vil stoppe muligheden for familiesammenføring. Endelig vil de ændre Frankrigs nuværende lovgivning om tildeling af statsborgerskab fra droit du sol til udelukkende droit du sang, dvs. at man kan kun blive fransk statsborger ved at blive født af en franskmand.

På kun to år har Frankrig oplevet i alt 10 terroranslag, hvor særligt de to angreb i Paris sidste år og Nice-angrebet står som de klareste i franskmændenes erindring. Både på grund af antal dræbte og sårede, men også på grund af terrormålenes symbolværdi. Hvis man læser symbolerne ind i angrebene – som mange franskmænd, der prøver at finde en meningen med angrebene, gør – var januar 2015 et anslag mod ytrings- og religionsfriheden, november 2015 var et angreb på selve den franske levevis – caféliv, koncerter, sport – og endelig var Nice-angrebet et attentat på selve Republikkens festdag, Bastilledagen (14. juli), der symboliserer alt det, Frankrig som sekulær, demokratisk republik bygger på.

Sarkozy betegner Frankrig som værende i en tilstand af ”total krig” – i et interview på tv-kanalen TF1 fastslog han: ”Det er enten dem eller os”.
_______

 

Præsidentvalget 2017 er igang
Nice-angrebet tærer på Frankrig i en tid, hvor udfordringerne var store nok i forvejen: Hvad gør regeringen efter Brexit? Hvordan samler regeringen venstrefløjen frem mod valget? Hvordan får regeringen befolkningen med på den upopulære arbejdsmarkedsreform? Og endelig – og måske mest presserende set fra mange af EU-landes side – hvordan tackler Frankrig den haltende økonomiske vækst og en arbejdsløshed som stadig svæver på omkring 10 pct.?


Hollandes forgænger, Nicolas Sarkozy, der nu er formand for det store oppositionsparti, Republikanerne, var en de første til at komme med hård kritik af regeringen efter Nice-angrebet. En anden mulig kandidat til præsidentvalget for Republikanerne er den tidligere premierminister Alain Juppé, der fastslog at ”havde regeringen brugt alle midler, var attentatet ikke sket”. Sarkozy går dog videre – han mener, at regeringen ”slet ikke har gjort noget de sidste 18 måneder”, dvs. siden angrebene i januar 2015. Sarkozy betegner Frankrig som værende i en tilstand af ”total krig” – i et interview på tv-kanalen TF1 fastslog han: ”Det er enten dem eller os”.


Sarkozy foreslår, at alle udlændinge med relationer til terroristaktiviteter skal udvises. Derudover mener han at man skal kunne anvende brug af fodlænke eller husarrest mod dem, der er på listen over personer til fare for statens sikkerhed – de såkaldte S-papirer (fichés-S). Listen udgør ca. 11.500 mennesker, der både kan være folk i ind- og udland.

Eksempelvis var Ayoub El-Khazzani – manden, der forsøgte at begå et angreb i et højhastighedstog den 21. august sidste år – registeret i S-papirerne. På listen var også begge Kouachi-brødrene, der gennemførte terrorangrebet på Charlie Hebdo, samt deres sammensvorne, Amedy Coublibaly. Sarkozy mener, at man ved blot en simpel mistanke eller ved en snæver forbindelse til terroraktiviteter skal kunne gribe ind. Men de juridiske problemer ved forslaget, som Sarkozy selvfølgelig udmærket er klar over, er ikke til at komme uden om, med mindre man er klar at ændre på grundlæggende retsprincipper Dét er Sarkozy: ”Vi er i en total krig – og vi bliver nødt til at ændre nogle af vores principper”.

Sarkozys mener desuden, at Hollande har beskåret politiet. Han mener, at der er blevet 869 færre betjente fra 2012-2016 – et tal, han har hentet fra en rapport fra Revisionsretten. Men tallet refererer til perioden 2011-2015 – og i 2011 var landets præsident: Sarkozy. Rapporten viser også, at Sarkozy som præsident selv skar kraftigt ned i politiet – omkring 12000 afskedigelser. ”Det var en helt anden kontekst, da jeg var præsident”, måtte man forstå på Sarkozy, da han blev konfronteret med dette paradoks.


Et faktatjek efter Sarkozy udtalelser i avisen Le Monde viser, at flere af Sarkozys beskyldninger ikke kan siges at holde vand. Nogle beskyldninger er nok korrekte, f.eks. at ingen antiradikaliseringscentre endnu er blevet åbnet, men det kun, fordi regeringens første antiradikaliseringscentrene planlægges at åbne til september, hvorefter 13 andre centre åbner frem mod 2017. Et andet faktatjek i avisen Libération har desuden vist, at Hollande-regeringen mellem 2013 og 2015 faktisk har skabt ca. 1.500 arbejdspladser i politiet.

Men Sarkozy vil udfordre Hollande på spørgsmålet om hvem, der bedst kan varetage landets sikkerhed. Dette skridt mod højre – for at fiske blandt Front Nationals vælgere – er ikke nyt. Det er en samlet bevægelse som Republikanerne (der tidligere hed UMP) har taget med først Jacques Chirac (præsident 1995-2007) og særligt altså efterfølgende under Sarkozy (præsident 2007-2012).


Hollande har i øvrigt lovet kun at genopstille, hvis arbejdsløskurven knækkes – alle regner dog med, at han stiller op (som medierne skriver, skal præsidenten nok finde en tabel, der kan vise en stigning). Hvad der dog virker urokkeligt er, at Marine Le Pen med sin stabile placering i meningsmålingerne står til at komme i anden runde ved præsidentvalget. Det vil hjælpe hende godt på vej, hvis enten Hollande – den upopulære præsident – eller Sarkozy – den upopulære ekspræsident – bliver hendes modkandidat.


Til gengæld har Le Pen ikke en chance, hvis Republikanerne samles om Alain Juppé og stemmer ham videre til anden runde: den tidligere premierminister har de seneste år været kendt som Frankrigs mest populære politiker med opbakning fra 50-60 pct. af befolkningen. Juppé skal dog først stå sin prøve ved at vinde over sit partis formand, Sarkozy, ved Republikanernes primærvalg (det afvikles den 20. og 27. november). Hvis Juppé tagen sejren dér, ser vejen ud til at være banet direkte mod Élyséepalæet. ■

ILLUSTRATION: Præsident Hollande, 12. juli [foto: CYRIL MOREAU/BESTIMAGE/Polfoto]. Ask Paul Lomholt Kemp (f. 1991) har en bachelor statskundskab fra Aarhus Universitet og er specialeskrivende på kandidatdelen ved Københavns Universitet. Han har boet to år i Frankrig, hvor han har rejst, været på udveksling og i praktik ved den danske ambassade i Paris.