07.10.2016

Skatteforhandlinger handler ikke kun om sund fornuft og kroner og ører. Vi glemmer, at hvordan vi SER på skatter afgøres af, hvordan vi TALER om skatter og afgifter.

Af Asmus Leth Olsen

Efter Venstre-regeringens lancering af 2025-planen buldrede skattedebatten afsted på alle kanaler og platforme. Og det gør den fortsat.

Regeringen havde erklæret sit ønske om at give lettelser i bunden og indføre en lavere ’topskat’ for størstedelen af de nuværende topskattebetalere – og det var kun to af de mange forslag. Straks begyndte det at vælte rundt med regneeksempler, statistikker og cases leveret af tænketanke, interesseorganisationer, medier og de politiske partier selv. På den ene side er der tale om benhård interessevaretagelse i en kamp om omfordeling.

MEN skattedebatten er mindst lige så meget en psykologisk kamp som en økonomisk. Eller rettere: Det er en debat, der handler om økonomi, men som også skal vindes på psykologi. Årtiers politologisk-psykologisk forskning viser nemlig, at borgernes syn på skatterne er flydende og meget påvirkelig af, hvordan skatten omtales og præsenteres i tal og ord. Her kommer tre politisk-psykologiske læresætninger, som også gælder for den aktuelle skattedebat:

1. Vi vil gerne betale – bare ikke ’skat’
De færreste føler glæde ved at afgive en del af deres indkomst til andre, og det gælder særligt, hvis der er tale om en ’skat’. Afkræves der betalinger til fællesskabet under andre betegnelser, forsvinder også noget af vores modvilje mod at betale. Med særlige ord følger særlige associationer, som kan være mere eller mindre positivt eller negativt ladet. For mange mennesker er der en negativ ladning i betegnelser som ’skatter’ og ’afgifter’. Derfor ender skattereformer, der ellers i kernen handler om tal, ofte med at handle om ord.

Med Nyrups skattereform i 1993 indførte man ’arbejdsmarkedsbidraget’. De borgerlige kæmpede hårdt for, at det i offentligheden skulle omtales ’bruttoskat’, da der er tale om en procentskat, der trækkes fra ens lønindkomst før fradrag. Det fik de ikke held med, og modsat mange andre aspekter af vores indkomstskattesystem, så har det venlige ’arbejdsmarkedsbidrag’ også vist sig yderst overlevelsesdygtigt, mens bundskat, kommuneskat, mellemskat og topskat har været under løbende forandring.

Tager man et kig på elregningen, kan man også få syn for sagen i navngivningen af nogle af de mange grønne afgifter, der er kommet til over årene. Her står bl.a. ’energieffektiviseringsbidrag’ og ’offentlige forpligtelser’. Hvad er så ’offentlige forpligtelser’? Jo, ifølge Energistyrelsen er det en ”statslig afgift, som sikrer forsyningssikkerheden […]”.

I 2025-planen er der også stor kreativitet med ordene: ’PensionsBonus’, ’jobpræmie’, ’socialt frikort’. Her er bl.a. tale om tiltag, som ændrer ved fradragsmulighederne for udvalgte grupper, men for mange mennesker er det nok ikke lige klart, at fradrag er lig med skattelettelser.

Det er også værd at bemærke, hvad der forbliver navnløst. Den nye, lavere ’topskat’ på 10 pct. for indkomst under en mio. kr. kaldes stadig for ’topskat’, mens den gamle/nye topskat på 15 pct. for indkomster over en mio. forbliver navnløs. Måske fordi de to mest oplagte navneløsninger er politisk ubelejlige. Det ville nemlig være logisk at kalde den lavere skat på 10 pct. for ’mellemskat’ – men problemet er måske, at VK-regeringens største nedsættelse af marginalskatten netop bestod i afskaffelsen af mellemskatten i 2009. En anden løsning er at give den bevarede 15 pct.-skat for indkomster over en mio. kr. navnet ’millionærskat’. Her er problemet oplagt, at ’millionærskatten’ var et af S-SF-alliancens helt store slagnumre i valgkampen 2011 (den blev dog skrinlagt, da regeringen trådte til).

Det var Nyrup, der døbte topskatten i forbindelse med den store skatteomlægning i 1993-94. Dengang skrev Berlingske: ”Når skattesatserne er slået fuldt igennem, bliver der tre nye skattebetegnelser at vænne sig til, nemlig bundskat, mellemskat og topskat.” I dag er de tre skattesatser en så naturlig del af vores sprog, at man ikke tænker på, at de ikke eksisterede før 1993.

Måske er topskatten så svær at ændre, netop fordi den hedder: topskatten. Siden den blev indført, er procentsatsen aldrig blevet sat ned. Det er grænsen til gengæld for, hvornår man skal betale topskat – oftest med henvisning til, at grupper og erhverv, der langtfra tilhører ’toppen’, er blevet topskattebetalere.

Måske er topskatten så svær at ændre, netop fordi den hedder: topskatten
_______

 

Mens topskattesatsen er forblevet uberørt, så er marginalskatten sænket for bund- og mellemskatten (noget, der også er kommet topskatteyderne til gode). Den nye topskat ville med garanti ikke blive lettere at sætte ned i fremtiden, hvis den – efter den nye milliontærskel – fik navn af millionærskat. Derfor forbliver den navnløs. Og de borgerlige partier har endnu en grund til at tøve: Ved at opfinde en ny skattetærskel ved en mio. kr. i indtægt leverer man et tandhjul i skattesystemet, som andre partier kan dreje i modsat retning – opefter.

2. Kroner gør ondt, procenter dulmer smerten
Ord indeholder et element af fortolkning, som bl.a. afhænger af den sammenhæng, de indgår i. Forskellige ord retter vores blik mod forskellige aspekter af samme samfundsproblem. Men i tallenes verden er der også rum for fortolkning. Det særlige ved tal er, at de tillader, at vi kan beskrive det præcis samme politikforslag med forskellige mål og skalaer, uden at det ændrer det substantielle indhold. Jeg kan fortælle min vægt i gram eller kilo, uden at det ændrer ved, hvor tung jeg i virkeligheden er, men det vil med garanti påvirke opfattelsen af min vægt.

Både amerikansk og dansk forskning tyder på, at på overfladen harmløse ændringer i præsentationen af et skattesystem har store konsekvenser for borgernes skattepræferencer. Alle har et mætningspunkt for beskatningen af forskellige indkomstgrupper. Hvis vi bruger skalaer, som i højere grad minder os om, at skatten refererer til faktiske penge, når vi hurtigere mætningspunktet.

I skattedebatten står valget ofte mellem procent og kroner. Når vi taler skat i kroner, mindes vi om, at der er tale om penge i den virkelige verden. Procenter giver os ikke samme føling med den underliggende økonomiske virkelighed. Kroner er konkrete, mens procenter er abstrakte.

Det er blevet vist meget enkelt i eksperimenter i både amerikanske og danske studier. Her har man opdelt folk i to grupper. Den ene gruppe skal beskrive deres ønskede skattesystem i procenter: Hvor stor en andel i procent af deres indkomst skal forskellige indkomstgrupper betale i skat? Den anden gruppe skal beskrive deres ønskede skattesystemer i kroner: Hvor mange kroner af deres indkomst skal forskellige indkomstgrupper betale i skat?

De to spørgsmål resulterer i meget forskellige skattesystemer. Abstrakte procenter er kun løst koblede med idéen om, at skatter er penge. Derfor ønsker borgerne oftest både højere og mere progressive skatter, når de skal udtrykke sig i procenter. Omvendt forholder det sig med kroner: Gennemsnitsskatten for alle indkomstgrupper er nu langt lavere, og skattestrukturen er mere flad.

Forskellen er langt fra triviel: Danskerne ønsker at beskatte en rig person med en indkomst på 900.000 kr. om året med ca. 50.000 mindre, hvis de skal udtrykke beskatningen i kroner frem for procenter. En lettelse på 50.000 ville i virkelighedens verden svare til, at vi satte topskatten ned med ca. 10 procentpoint – altså det dobbelte af, hvad Liberal Alliance forlanger som minimumslettelse for samme indkomstgruppe.

Debattørerne ser ud til at have regnet ud, at skattelettelser for at være mest muligt populære skal sælges i kroner. Medierne svømmer over med regneeksempler i kolde kontanter for ’LO-familier’ og andre typer. Samtidig foregår der en kamp om, hvordan fordelingsprofilen af skatteudspillet skal beskrives. Regeringen foretrækker procenter, da de viser, at lettelserne i procent er størst i bunden. I kroner ser lettelserne dog størst ud i toppen. Skattedebatten er derfor også en kamp mellem partier om at få lov til at beskrive skattesystemet i kroner eller procenter, når det er fordelagtigt for deres position.

Skattedebatten er derfor også en kamp mellem partier om at få lov til at beskrive skattesystemet i kroner eller procenter, når det er fordelagtigt for deres position
_______

 

3. Ude af syne, ude af sind
”Naturligvis er det en utrolig smart måde at pålægge befolkningen nye skatter og afgifter […] Det er meget svært at gennemskue, hvor meget man reelt betaler i skat, når den er indeholdt i en vares pris i modsætning til de direkte skatter.” – Pia Kjærsgaard, MF og politisk ordfører for Fremskridtspartiet, 10. december 1991 i Berlingske Tidende om KV-regeringens momsforhøjelse.

Som Pia Kjærsgaard observerede i 1991, ville en momsstigning hurtigt forsvinde ind i priserne og dermed ud af syne. Der har da heller ikke siden været megen debat om de 25 pct. i moms, som danskerne betaler. De færreste politikere er videnskabsmænd, men alligevel har mange en veludviklet intuition for politisk psykologi. De ved, at ’usynlige’ skatter er sværere at mobilisere modstand mod – og lettere at hæve, når der er brug for det.
For mange er det en oplagt forklaring på udviklingen i mange skattesystemer over årene. De usynlige og indirekte skatter stiger, mens der er pres vendt imod de mere tydelige skatter, der ikke nødvendigvis kan siges at udgøre en stor økonomisk belastning.

De usynlige og indirekte skatter stiger, mens der er pres vendt imod de mere tydelige skatter
_______

 

I bred forstand kan vi derfor tale om, at nogle skatter er mere ’saliente’ end andre, dvs. de er mere umiddelbart iøjnefaldende eller fremtrædende. Deres synlighed kan måles på en lang række forskellige dimensioner: navn, kompleksitet, hvordan de betales, hvornår de betales, hvor hyppigt de betales osv. Fx kan man overveje, hvad kildeskattens indførelse [hvor skatten betales af arbejdsgiveren, før lønnen udbetales, red.] i 1970 har betydet for danskernes villighed til at betale indkomstskat sammenlignet med lande, hvor skatten efterbetales i kolde kontanter.

Din indkomst før skat er på den måde bragt ud af syne, da den aldrig finder vej til din konto. Anderledes forholder det sig i lande, hvor man skal slæbe en pose penge ned på skattekontoret for at svare indkomstskat. Det minder mere om betaling af ejendomsværdiskat og grundskyld herhjemme, som betales aktivt som rater i løbet af året. Her er der flere af de kvaler og ubehageligheder, vi føler ved at betale en ganske almindelig regning. Måske af samme grund lader der p.t. til at være mere politisk opbakning til at forlænge (dele af) skattestoppet på boliger end til at ændre væsentligt i indkomstskatten. Skatternes umiddelbare synlighed udgør derfor en overordnet ramme for forhandlingerne – en ramme, der kun delvist er koblet til hensyn om effektivitet og fordeling.

Den aktuelle debat
Kampen om skatterne er også en psykologisk kamp – og de tre læresætninger er blot et udsnit af den. Regeringen lader til at være bevidst om dette: Nye, populære skattelettelser får fordelagtige navne, mindre populære lettelser forbliver navnløse, regneeksempler præsenteres numerisk for at understøtte særlig fortolkning af fordelingsprofilen osv. Modstandere til højre og venstre går i modoffensiv med det omvendte arsenal af navne, sammenligninger og regneeksempler.

Men 2025-planen ligner en kamp op ad bakke for regeringen. Måling efter måling viser, at danskerne foretrækker velfærd frem for skattelettelser, at flere skattelettelsesforslag isoleret set ikke er særlig populære, og at danskerne stadig ønsker et indkomstskattesystem med en betydelig progression.

Men sådan har det været længe. Alligevel har skiftende regeringer kunnet gennemføre omfattende skattereformer. Og når de først er gennemført, er de svære at fjerne igen. Tænk bare på skattestoppet for boliger og fjernelsen af mellemskatten. Accepten af tingenes nuværende tilstand er oftest den stærkeste psykologiske mekanisme i politik. Derfor bliver skatteformer aldrig rigtig populære, før de er vedtaget. ■

Accepten af tingenes nuværende tilstand er oftest den stærkeste psykologiske mekanisme i politik
_______

 

ILLUSTRATION: Skatteminister Karsten Lauritzen i Skatteministeriet. Foto: Joachim Adrian/Polfoto.

Asmus Leth Olsen (f.1984) er cand.scient.pol. og ph.d. (2013). Lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Forsker i borgernes opfattelse af offentlig politik og den offentlige forvaltning. Hans forskning er publiceret i internationalt anerkendte tidsskrifter som Political Behavior, Public Administration Review og Judgment and Decision Making. www.asmusolsen.com