17.12.2016

Hvor mange menneskeliv er demokratiske frihedsrettigheder værd? Det svære spørgsmål stiller det franske – som andre europæiske – samfund sig i en yderst blodig tid med islamistisk terror. Men måske skal svaret ikke kun findes i øget intern sikkerhed og ekstern krigsførelse, men også i en bedre social indsats indenfor landets egne grænser.

Af Dyveke Vestergaard Johansen og Anna Maria Kristensen

Over verdens mest romantiske by, Paris, hænger en skygge af frygt. På museet Louvre skal de besøgende vise indholdet af deres tasker og lade sig gennemscanne for metalliske genstande, inden de bliver lukket ind. Open air-filmvisninger blev over sommeren rykket indenfor, så de bedre kunne sikres. Gader og parker patruljeres af stærkt bevæbnet fransk militær i kampuniform. Seneste afværgede terrorangreb skulle have fundet sted 1. december, formodentlig med Champs-Elysées eller forlystelsesparken Disneyland som mål. Folk er bange for flere angreb, og politikernes umiddelbare reaktion er, som andre steder i Europa med terrorudfordringer, mere sikkerhed. Men er mere sikkerhed nok?

Kampen mod terror udfordrer det franske demokratis grundsøjler frihed, lighed og broderskab. I kølvandet på den franske revolution i 1789 blev Europa i løbet af 200 år et forbillede på demokrati i hele verden. Men den nuværende undtagelsestilstand i Frankrig og landets nye terrorlovgivning rejser spørgsmålet: Hvor mange af demokratiets principper kan Frankrig og resten af Europa give køb på i kampen om at bevare netop dette demokrati?

Hundredvis af franskmænd i husarrest
Sit eget hjems fire vægge. Og så et par daglige ture ned på den lokale politistation for at lade sig registrere. Det er der ikke meget frihed over, men det har været virkeligheden for bl.a. Halim Abdelmalek, der kort tid efter attentaterne i november måned sidste år blev sat i husarrest på grund af en mistanke om, at han ville angribe en ansat på Charlie Hebdo. Han var nemlig flere gange set gå rundt i kvarteret, hvor den ansattes bopæl lå. ”De sagde, jeg var en del af en radikal, islamistisk bevægelse,” fortæller Abdelmalek i Al Jazeera-dokumentaren Backlash: France’s New Hard Line on Terror. Han insisterer selv på, at han kun besøgte området, fordi hans mor bor der.

For ham var konsekvenserne af husarresten enorme. Da han kun måtte færdes i sin egen kommune, blev det umuligt for ham at passe sin forretning, der lå i nabokommunen. Abdelmalek allierede sig dog med en menneskerettighedsadvokat. Og da hans sag kom for retten, vandt han.

Den nuværende undtagelsestilstand i Frankrig og landets nye terrorlovgivning rejser spørgsmålet: Hvor mange af demokratiets principper kan Frankrig og resten af Europa give køb på i kampen om at bevare netop dette demokrati?
_______

 

Siden undtagelsestilstanden trådte i kraft i Frankrig dagen efter angrebene 13. november 2015, er hundredvis af franskmænd blevet sat i husarrest – som Abdelmalek – for en kortere eller længere periode. Husarrest er en administrativ beføjelse i undtagelsestilstandsloven, som politiet og efterretningstjenesten kan benytte sig af uden først at stille den mistænkte for en dommer. At borgeren er mistænkt for at have til hensigt at overtræde andet end terrorloven er for så vidt irrelevant, så længe der hersker tvivl om, hvorvidt personen er til fare for den offentlige sikkerhed og orden. Udover en række personer med formodet tilknytning til det radikale, muslimske miljø, er også klimaaktivister og en journalist, der dækkede demonstrationer mod den omstridte reform af arbejdsmarkedslovgivningen blandt dem, der har været i husarrest.

Og undtagelsestilstanden giver ligeledes politiet mulighed for at forbyde demonstrationer, rydde offentlige steder (som barer og teatre) og foretage ransagninger i private hjem uden en dommerkendelse.

Udfordringen af de retsstatslige principper
Kategorien ”uden dommerkendelse” ser nu ud til at blive mere og mere normal praksis i den nye franske overvågningslov, hvor det er muligt for efterretningstjenesten at overvåge telefoner og mailkonti, samt hacke computere og installere mikrofoner og kameraer i private hjem uden forudgående tilladelse fra en dommer.

Den franske befolkning bakker massivt op om politikernes stramme sikkerhedslinje. Ifølge en meningsmåling, som IFOP (Institut francaise d’opinion publique) lavede i samarbejde med avisen Le Figaro efter angrebet i Nice i sommers, accepterede 81 pct. af de adspurgte en indskrænkelse af deres frihedsrettigheder og en øget kontrol. 36 pct. Mener, at undtagelsestilstanden bør opretholdes og ikke mindre end 50 pct., at undtagelsestilstanden ligefrem bør udvides og forstærkes. Mens befolkningen bakker op om politi og myndigheder, er det så som så med tiltroen til politikerne ved magten. Kun én tredjedel af de adspurgte franskmænd tror på, at præsident Hollande og hans regering kan bekæmpe terrorismen.

I kølvandet på attentaterne i november 2015 blev der nedsat en parlamentarisk kommission, som skulle evaluere terrorbekæmpelsen i landet samt komme med forslag til, hvordan lignende i fremtiden kunne undgås. Konklusionen på arbejdet, der kom i juli i år, var 39 anbefalinger. Hovedpointerne var forbedring af sikkerheden i lufthavnene, en ny indsats overfor radikalisering i fængslerne og sammenlægningen af de franske efterretningstjenester i én samlet enhed for at øge effektiviteten. Endvidere inkluderer anbefalingerne øget krigsindsats i Irak samt – på det europæiske plan – en styrkelse af Europol-samarbejdet og informationsudvekslingen blandt Schengen-landene.

Ifølge en meningsmåling efter angrebet i Nice i sommers, accepterede 81 pct. af de adspurgte en indskrænkelse af deres frihedsrettigheder
_______

 

Terrorbekæmpelse er blevet et centralt tema i det præsidentvalg, som franskmændene står overfor i foråret 2017. Valgkampen er uofficielt skudt i gang, og allerede nu overbyder de politiske partier hinanden, når de kommer med forslag til, hvordan landets sikkerhed skal forbedres. Og man kan spørge sig selv om det sunde deri, hvis formålet er at lade befolkningen stå samlet og ikke splittet.

Republikanernes præsidentkandidat François Fillon er også med på den hårde linje. I hans valgprogram understreges bl.a., at Frankrig bør reducere sin eksponering overfor terror ved udelukkende at tillade offentlige forsamlinger, som ordensmagten har ressourcer til at sikre. Ikke-franske statsborgere, der udgør en trussel for den nationale sikkerhed eller som tidligere er blevet dømt herfor, bør sendes ud af landet. Med den retorik øger Fillon sine chancer overfor Front Nationals præsidentkandidat, Marine Le Pen, som han sandsynligvis vil stå overfor i præsidentvalgets anden runde. Hvordan den måske kommende første kvindelige præsident fremover vil forholde sig til undtagelsestilstanden og sikkerhedsspørgsmål vil først stå klart, når hendes program fremlægges i februar 2017, men det højrenationalistiske parti har allerede kritiseret den nuværende regering for en alt for mild forvaltning af de nuværende undtagelsestilstandsbeføjelser.

Denne udvikling skal ses i lyset af en generel bevægelse for både Socialistpartiet og Republikanerne, der har nærmet sig Front National i deres politik. Efter terrorangrebene på Charlie Hebdo foreslog Hollande fx at fratage terrordømte med dobbeltstatsborgerskab deres franske pas. En idé han ellers tidligere fuldstændig havde afvist og som i øvrigt også blev forkastet som forfatningsstridigt.

Den skarpere kurs mod radikalisering og en generel bevægelse mod højre har ikke været uden konsekvenser for præsident Hollande og hans parti. I januar måtte han sige farvel til sin tidligere justitsminister Christiane Taubira, som forlod regering i protest over stramningerne. Med hendes afgang blev afstanden mellem Hollande og græsrødderne i hans eget parti tydeligere, og han mistede et levende symbol på en stærk venstrefløj i sin egen regering. Allerede her påpegede iagttagere, at Hollandes mulighed for at genopstille til præsidentvalget 2017 blev mindre. En spådom, der som bekendt for nylig gik i opfyldelse.

I Danmark medførte attentatet på Krudttønden og synagogen i København forøgede midler til den danske efterretningstjeneste og det danske forsvar og gav efterforskerne lettere adgang til oplysninger om flypassagerer. Dengang var der en omfattende diskussion om, hvorvidt disse nye tiltag bragte retssikkerheden i fare. Tænketanken Justitias Jacob Mchangama og tidligere operativ chef for efterretningstjenesten, Hans Jørgen Bonnichsen, kritiserede stramningerne af bekymring for, om der var god nok kontrol med de omfattende aflytninger og talte om ”brud på en retssikkerhedsmæssig tradition”. På den anden side pressede de borgerlige oppositionspartier Venstre og Dansk Folkeparti på, for at den siddende, men svage, socialdemokratiske regering indførte mere kontrol.

Mere overvågning og militær – er det svaret?
I januar 2016 gik FN’s menneskerettighedseksperter ud med en omfattende kritik af Frankrigs langvarige brug af undtagelsestilstanden som redskab i bekæmpelsen af terror og de fortsatte stramninger af terrorlovgivningen, som de mente ”pålagde overdrevne og uforholdsmæssige restriktioner på de grundlæggende frihedsrettigheder”.

FN’s menneskerettighedseksperter bakkes op fra flere sider. Blandt andre udtalte den franske professor og juridiske ekspert, Guillaume Drago, efter angrebet i Nice på Bastilledagen til Le Figaro, at undtagelsestilstanden bør trækkes tilbage, da både politi, anklagemyndighed og efterretningstjeneste allerede har gode muligheder inden for lovens rammer for at bekæmpe terror.

”Hele problemet med undtagelsestilstanden er at overføre beføjelser – der tidligere har været varetaget af en dommer eller en anklager – til administrative myndigheder”, sagde han med henvisning til de fundamentale frihedsprincipper, som tredelingen af magten i en retsstat sikrer.

Et andet spørgsmål er, om politikernes hårde linje er tilstrækkelig til at sikre et land mod terror. Risikerer dette fokus på sikkerhed at flytte opmærksomheden væk fra andre vitale, forebyggende samfundsopgaver? Bl.a. den tidligere partileder Lars Barfoed og terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen pegede i en kronik i Berlingske fra marts 2016 på, at terrorisme er et konstant fænomen, som vi er nødt til at leve med – ”på en måde, så den kommer til at fylde mindst muligt i vores samfund og i vores liv‟.

Hvad skal formålet med anti-terrorlovgivningen være? Bør forebyggelse i virkeligheden prioriteres højere, hvis sammenhængskræften og ideen om frihed, lighed og broderskab i det franske samfund skal bevares? Det er her, Frankrig og Europa skal stå sin prøve, så terroristerne ikke indirekte vinder ved, at vi selv afvikler vores demokrati.

Lighed og broderskab
Forståelsen af lighed og broderskab har forandret sig over tid. I det moderne europæiske demokrati handler lighed ikke blot om lighed for loven, men også om økonomisk lighed og lige muligheder. Broderskab handler om livet i fællesskab, at borgeren udviser republikansk sindelag og offervilje overfor fællesskabet – og ikke omvendt.

Her møder Frankrig udfordringer. Landets økonomi har aldrig rigtigt rejst sig efter finanskrisen i 2008. Ét symptom blandt mange er arbejdsløsheden, der er groet fast omkring de ti pct. – og for de unge ser det endnu værre ud. Her er op mod 25 pct. uden arbejde. De sociale og økonomiske forskelle i det multikulturelle Frankrig er store og som mange andre steder i Europa, er der udfordringer med integration og diskrimination. Højredrejningen er derfor tydelig. Front National gik frem ved Europaparlamentsvalget i 2014 og ved regionalvalget i 2015 blev de i første valgrunde endda det største parti foran Socialistpartiet og Republikanerne. Den eneste grund til, at det ekstreme højre ikke får omsat deres succes ved valgene til reel magt, er det franske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vælgerne skal til stemmeurnerne af to omgange. Selv om Front National kommer videre til anden runde, er det som oftest den socialistiske eller republikanske modkandidat, der her løber med sejren.

Traditionelt er Frankrig et immigrationsland, og på trods af at spørgsmålene om integration og diskrimination fylder meget i den franske debat, findes der kun få undersøgelser og pålidelig data, der belyser udfordringernes omfang. Det er fordi, fransk lovgivning forbyder at lave statistikker efter etniske og religiøse kriterier. En sjælden undersøgelse fra Institut National d’Études Démographiques (det franske demografiske institut) m.fl. publiceret i januar 2016 vurderer, at over 20 pct. af den franske befolkning enten er første- eller andengenerationsindvandrere.

Den eneste grund til, at det ekstreme højre ikke får omsat deres succes ved valgene til reel magt, er det franske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor vælgerne skal til stemmeurnerne af to omgange
_______

 

Særligt andengenerationsindvandrere har det sværere med at komme ind på arbejdsmarkedet og få en bolig end deres medborgere med fransk oprindelse, og de har heller ikke samme adgang til fritids- og kulturtilbud. Andengenerationsindvandrere er mere udsat for diskrimination end deres forældre, og jo mere ”synligt” minoritetstilhørsforholdet er – dvs. stærkest for folk fra Nordafrika, syd for Sahara eller Tyrkiet – jo mere systematisk er diskriminationen.

På gymnasiet Théodore Monod, der ligger i Noisy-le-Sec, en forstadskommune til Paris med en stor andel af indvandrere, mærkes disse udfordringer. Som Samia Essabaa, engelsk- og historielærer på gymnasiet og pioner inden for integrationsarbejde, forklarer, ”er Frankrig inde i en dårlig udvikling”. Gymnasiet, hun arbejder på, har 850 elever fra hovedsagligt fattige familier med indvandrerbaggrund. Bag indgangen med gitter og sikkerhedskontrol summer det af teenagere i alle farver og nationaliteter, der går på en af professionsgymnasiets mange linjer, bl.a. inden for industri, mode og salg.

Men eleverne, der primært har muslimsk indvandrerbaggrund, fortæller, det er sværere for dem efter attentaterne at få en virksomhedspraktik og umuligt at få job bagefter. ”Udfordringen i Frankrig er at samle alle omkring republikken. Der er en identitetskrise, og de unge lukker sig i alt for høj grad inde i deres oprindelige religiøse samfund”, siger ”Madame Essabaa”, som eleverne kalder hende. Hun er et naturligt samlingspunkt, der passioneret og levende fortæller om sit fag. Opvokset som den ældste i en søskendeflok på syv i en af nabokommunerne i det samme fattige pariserdepartement Seine-Saint-Denis, hvorfra forstadsoptøjerne i november 2005 udsprang.

Hun har observeret en forandring, siden hun var ung. Hendes forældre, der var marokkanske indvandrere, og særligt faderen indprentede hos børnene, at skolen var stedet for dannelse og viden. ”Vi ønskede emancipation og en udvikling, hvor vi fik det bedre end vores forældre”. Essabaa mener, at det handler om viljen til at være med i fællesskabet eller broderskabet, som republikken repræsenterer, og hvis værdier ikke er til diskussion. ”Enten er man med eller ej.”
”Problemet er ikke kun, at der er kommet moskéer på hvert eneste gadehjørne, der aktivt prøver at ”rekruttere” de unge”, siger Essabaa, der mener, at regressionen går dybere. Som eksempel forklarer hun, at ”mødrene er begyndt at tildække sig. På den måde bliver de mindre integrerede og det har en afsmittende effekt på børnene, særligt pigerne”.

Holdningen bliver, at man ikke tilpasser sig republikkens værdier, men at republikken i stedet bør tilpasse sig. Men samfundet som helhed har været for tilbageholdende og bør fremover gribe langt mere ind: ”F.eks. skal republikken sørge for, at rammerne for påklædning i det offentlige rum overholdes, og folk skal heller ikke kunne bede på arbejdet”, mener Essabaa.

Essabaa mener, at det handler om viljen til at være med i fællesskabet eller broderskabet, som republikken repræsenterer, og hvis værdier ikke er til diskussion. ”Enten er man med eller ej.”
_______

 

I 2004 indførte Frankrig ellers forbud mod, at skoleelever bar tydelige religiøse symboler som f.eks. det muslimske tørklæde eller den jødiske kippa i skolen og i 2010 indførtes der forbud mod burka og niquab i det offentlige rum. Men ikke alle muslimske kvinder er dermed rykket tættere på den sekulære republik. I kølvandet på forbuddet rettede langt de fleste kvinder, der bar tørklæder, ind og fortsatte deres uddannelse. Men ifølge en rapport fra Comité 15 mars et Libertés valgte et mindretal at tage onlinekurser hjemme eller helt droppede ud af det franske uddannelsessystem.

Også kvinder, der arbejder i den offentlige servicesektor, kan i dag ikke bære hovedtørklæde. Denne kultur har spredt sig til den private sektor, hvor det kan være svært at få et job, hvis man går med tørklæde. Der findes ingen officiel statistik på området, men flere muslimske kvinder står frem og fortæller, at de i dag føler sig tvunget til at arbejde inden for hjemmets fire vægge.

Et af stederne, hvor det er muligt at bekæmpe problemerne med regression, er i skolen. På gymnasiet Théodore Monod prøver de netop gennem projektarbejde om bl.a. kulturforståelse og holocaustlære at bekæmpe racisme og radikalisering. ”Når vi tager eleverne på studietur for at besøge f.eks. Auschwitz i Polen eller Holocaust-museet i Washington, føler eleverne sig franske. Det handler om, at eleverne forstår, at selvom de kommer fra fattige kår uden tradition for uddannelse, så kan de også,” siger Essabaa. Hun er ærgerlig over, at gymnasiets metoder ikke udbredes til hele landet, og at der ikke afsættes offentlige midler til sådanne formål: ”Projekterne gør eleverne i stand til at være aktører i deres eget liv. Respekten for den anden er basen for et hvert samfund, basen for livet i fællesskab”.

Islamisk vækkelse, kolonitiden og krigene
Sociologen Alexandre Piettre, der er tilknyttet universitetet Ecole Pratique Des Hautes Etudes i Paris, forsker i den ”islamiske vækkelse”, som han kalder det, der i øjeblikket undergår Frankrigs muslimske miljøer. Mens landet generelt går i en mere og mere sekulariseret retning, gør det modsatte sig gældende for dele af den muslimske minoritet. ”Der er mange muslimer, som ikke omtaler eller ser sig selv som franskmænd. I stedet taler de om ”os” og ”dem”, ligesom Front National gør det. De fleste billiger selvfølgelig ikke de skrækkelige terrorangreb hverken i omfang eller form, men samtidig har de et ambivalent forhold til situationen og kan ikke klart tage afstand fra den. For som de siger: ”Franskmændene har angrebet os, så det er normalt at slå tilbage”.

Piettre forklarer, at muslimer med denne ambivalente holdning både henviser til Frankrigs engagement i Syrien, men også til hvordan fransk indenrigspolitik igennem mere end et årti har fået flere af landets muslimer til at føle sig forfulgt. ”Da den dengang borgerlige regering i 2004 indførte forbuddet om at bære religiøse symboler i offentlige institutioner, var det de facto et forbud mod tørklædet. Det skulle man aldrig have gjort, det var den værste løsning, for den skubbede en gruppe mennesker væk fra det franske samfund frem for at rykke dem tættere på”, udtaler Piettre, der samtidig mener, at Frankrig på den måde er det eneste land i Europa, der systematisk diskriminerer muslimer.

Samtidig har Socialistpartiet, som anslås traditionelt at have tiltrukket 80 pct. af det muslimske mindretals stemmer, mistet opbakning, simpelthen fordi de ikke har formået at løse de enorme sociale problemer i forstæderne, tilføjer Piettre. At have frihedsrettighederne, ytringsfriheden osv. har ikke været nok. Der skal også muligheder for uddannelse, arbejde og bolig til. Rachida Dati, fransk europaparlamentariker med marokkansk baggrund og tidligere justitsminister under Sarkozy, har peget på, at politikerne – særligt venstrefløjen – har haft en berøringsangst i forhold til at tage fat på problemerne og undskyldt sig med, at folk havde ret til at være anderledes. Dette alt imens ghettodannelsen tog til med medfølgende social degradering og konflikter som konsekvens. Den nu fratrådte socialistiske premierminister og nuværende bejler til at blive socialisternes præsidentkandidat, Manuel Valls, var en af primusmotorerne i forhold til, at også Socialistpartiet begyndte at tage udfordringerne alvorligt.


Piettre er på baggrund af Frankrigs problematiske kolonifortid og krigsførelse ikke overrasket over udviklingen, men mere over omfanget og antallet af terrorhandlinger samt det store antal af personer, der deltager.

Årsagerne til den islamistiske terror i Europa og i særdeleshed i Frankrig strækker sig tilbage i historien, mener han: ”Frankrigs kolonihistorie er ikke afsluttet endnu. Selv om Algierkrigen formelt sluttede for mere end 50 år siden, trækker den stadig spor op til i dag,” siger Piettre og tilføjer, at størstedelen af dem, der overgår til salafisme i Frankrig, har algerisk baggrund. Store dele af den arabiske verden har ikke tilgivet Frankrigs fortid som koloniherre – mange er vrede over behandlingen af Palæstina, der har rødder til kolonitiden og fortsat opildner til et generelt had mod Vesten.

Store dele af den arabiske verden har ikke tilgivet Frankrigs fortid som koloniherre – mange er vrede over behandlingen af Palæstina, der har rødder til kolonitiden og fortsat opildner til et generelt had mod Vesten
_______

 

Det kan derfor ikke reduceres til et muslim-jøde-problem, mener Piettre: ”Terrorangrebet i 2001 på World Trade Center og den efterfølgende Irak-krig fik situationen til at eskalere. Det, vi i dag kender som Daesh, blev født i Irak.”
Alle disse årsager – geopolitiske, historiske og sociale – samles for nogle personer i en følelse af marginalisering og udstødelse. ”Islam giver dem en ny identitet, en mening med livet. Uden den er de intet”, forklarer han. Han mener, at det ikke blot handler om religion men også om sociale faktorer – flere af de franske statsborgere, der har begået terror, har ikke en lang religiøs historik bag sig. Spændingerne i det franske samfund er ifølge Piettre meget alvorlige, og hvis han skulle komme med ét råd til befolkning og politikere, er det at tænke sig godt om, inden konflikterne optrappes yderligere: ”Vil I gerne have borgerkrig? For så skal I nok få det.”

Hvad er svaret?
Når vi rammes af terror, er magthavernes svar mere sikkerhed, direkte modforanstaltninger og fysisk beskyttelse. Og generelt i Europa bakker befolkningerne op om politikernes stramme linje som det umiddelbare svar, der viser handlekraftige magthavere. Men i undtagelsestilstandens DNA ligger det at være en tidsbegrænset foranstaltning, og offentlige ressourcer – særligt i en økonomisk lavkonjunktur – er også begrænsede. Samtidig har det stramme sikkerhedsgreb en tendens til at marginalisere mindretalsgrupper, der pga. tiltagene står i en retsløs tilstand.


Måske er der et for ensidigt fokus på sikkerhed på bekostning af forebyggelse og integrationsarbejde? Beretningerne fra læreren Samia Essabaa og sociologen Alexandre Piettre tyder på det. Også politikere som Lars Barfoed og terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen stiller spørgsmålstegn ved, hvad formålet med terrorbekæmpelsen bør være. At forhindre enhver ideologisk inspireret voldshandling på europæisk jord? Forskerne forklarer, at i Storbritannien defineres målet for den samlede strategi til bekæmpelse af terrorisme som: At sikre borgernes tryghed nok til at leve deres liv, som de plejer – til trods for, at der eksisterer en trussel. Derfor peger Dalgaard-Nielsen m.fl. på, at strategien mod terror også bør ”…rumme et samspil mellem flere politikområder end det retspolitiske, derunder udenrigspolitik, socialpolitik, undervisnings- og uddannelsespolitik, samt måske kulturpolitikken‟.

Det er på forebyggelse og integration, tyngden af indsatsen skal lægges, hvis sammenhængskraften og frihed, lighed og broderskab skal bevares. Og det er her, Frankrig og andre lande i Europa skal stå deres prøve, hvis ikke terroristerne skal opnå den indirekte sejr ved, at vi selv afvikler vores samfundsmodel og demokrati. Frankrig og Europa bør værne om borgerens frihed, den økonomiske lighed og det sociale fællesskab, for på længere sigt kan vi ikke tåle et demokrati itu. ■

ILLUSTRATION: En fransk betjent står 12. november 2016 vagt nær Bataclan-koncertstedet i Paris, hvor 130 mennesker blev dræbt året før. Foto: Kamil Zihnioglu/AP/Polfoto

Dyveke Vestergaard Johansen, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu bl.a. Paris-baseret freelancejournalist.

Anna Maria Kristensen, cand.public i Journalistik og Mediesociologi. Journalist med særligt kendskab til Frankrig. Har i årene 2014-2016 fungeret som freelancejournalist med bl.a. base i Paris.