16.07.2016

For Erdogan kunne kuppet ikke komme på et bedre tidspunkt. Han har længe ønske at styrke sine magtbeføjelser i forsvaret mod indre og ydre fjender.

 
Analyse af RÆSONs Mellemøstredaktør, Ferhat Gurini

DEN SENESTE TID i Erdogans præsidentielle embede har sendt Tyrkiet dybere og dybere ned i en voldsspiral præget af blodige terrorangreb fra Islamisk Stat, en intensiveret borgerkrig mellem den tyrkiske regering og PKK samt en voksende usikkerhed i den tyrkiske befolkning. Adskillige journalister er blevet fængslet og borgerrettigheder stækket.

Så kom kuppet. Først gik rygtet om at militæret havde afspærret en af de centrale broer i Istanbul. Og så fulgte dramatiske timer: landets største lufthavn blev lukket ned og spærret af tanks, kampfly fløj lavt over hovedstaden og bombede nær Erdogans præsidentpalads, mediehuse blev belejret og flere broer afspærret. I mangel af bedre måtte Erdogan snakke til befolkningen over en pixelleret Facetime-forbindelse – over hvilken han opfordrede dem til at gå i gaderne. Det gjorde de.

Det, der virkede umuligt og usandsynligt var sket: militæret havde forsøgt at kuppe en tyrkisk regering, efter flere højtprofilerede retssager indledt af AKP-regeringen mod hæren og dets regeringsfjendtlige generaler. I morges havde støvet lagt sig. Over 200 mennesker har mistet livet og næsten 3.000 kupmagere var blevet tilbageholdt.

Militærkuppet kommer i kølvandet på et forløb, hvor den tyrkiske efterretningstjeneste ikke har kunne forhindre adskillige, dødelige terrorangreb i landets metropoler, voksende spændinger mellem tyrkere og syriske flygtninge samt en blodig borgerkrig mod PKK i det sydøstlige Tyrkiet, der hver dag sender soldater fra alle egne af landet hjem i ligkister. Føjer man nu også et mislykket militærkup indenfor egne rækker til regnestykket, begynder ideen om Erdogan som en standhaftig og robust leder at falde fra hinanden. Det er derfor ikke usandsynligt at det fejlslåede militærkup er et wake-up call til Erdogan om at cementere sig yderligere og gennemføre sine planer om et superpræsidentielt system hurtigst muligt. Dér kunne kuppet ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Det fjerner nemlig fokus fra, hvad der er blevet anset for en impotent efterretningstjeneste og forværret sikkerhedspolitisk situation til at Erdogan kan få renset ud blandt politiske modstandere og opposition.

 

Føjer man nu også et mislykket militærkup indenfor egne rækker til regnestykket, begynder ideen om Erdogan som en standhaftig og robust leder at falde fra hinanden
_______

 

De første bemærkninger, den tyrkiske befolkning hørte fra deres præsident, var rettet mod Gülen-bevægelsen – en islamisk bevægelse, der frem til starten af 2010’erne var AKPs allierede i kampen om at reducere militærets indflydelse i tyrkisk politik og fremme en islamisk dagsorden i republikken. Men de to brød med hinanden og siden har Gülen-bevægelsen angiveligt forsøgt at skade AKP-regeringens legitimitet bl.a. via afsløringen af korruptionsskandaler (fx den, der i december 2013 tvang flere ministre til at trække sig). AKP og Erdogan har forsøgt at reducere Gülen-bevægelsens indflydelse ved at afskedige adskillige politibetjente samt via overtagelsen af store banker og mediehuse med forbindelse til Gülen-bevægelsen, hvilket har mødt stor kritik fra det internationale samfund. Særlig opbakning har bevægelsen hos den dømmende magt og politistyrken, og ikke i så høj grad hos militæret.

AKPs første modtræk til det fejlslåede kup er også begyndt at tegne sig. Rygter går allerede nu på at op mod 2500 dommere, formentlig med forbindelse til Gülen-bevægelsen, er blevet taget til fange af politiet. Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, har sagt, at Tyrkiet ikke kan fortsætte et venskabeligt forhold med et land (dvs.: USA), som huser Fethullah Gülen, lederen af bevægelsen, som har levet i eksil i Pennsylvania siden 1990’erne.

Det særlige ved AKP-regeringens konflikt med Gülen-bevægelsen er, at det langsomt har bevæget sig fra et internt alliancebrud, til en eksplicit konflikt. Senest er det blevet brugt i Erdogans konspiratoriske narrativ om eksterne, mørke aktørers og femtekolonners evige forsøg på at underminere den tyrkiske stat. Det er en fortælling, som understreger Erdogans voksende paranoia og hans klare og tydelige autokratiske tendenser. At Erdogan som noget af det første forsøger at skyde skylden på Gülen-bevægelsen, er et utvetydigt tegn på, at han på ingen måde har tænkt sig at ændre kurs. Militæret har også rettet skylden mod Gülen-bevægelsen, hvilket tydeliggør, at Tyrkiet, i modsætning til for 20 år siden, har en situation hvor militæret faktisk forsøger at tilfredsstille en civilt valgt regering ved at acceptere AKP-regeringens narrativ. Det er et tydeligt tegn på at generalernes indflydelsessfære i tyrkisk politik er stærkt reduceret.

 

Det særlige ved AKP-regeringens konflikt med Gülen-bevægelsen er, at det langsomt har bevæget sig fra et internt alliancebrud, til en eksplicit konflikt
_______

Superpræsidenten
Forud for militærkuppet havde det tyrkiske parlament stemt en lov igennem, der fjernede parlamentarikeres immunitet. Det ledte til flere bogstavelige slagsmål i parlamentet, hvor det siddende regeringsparti AKP og det pro-kurdiske parti, HDP, fik udvekslet hårde ord, vandflasker og knytnæver.

HDP-parlamentarikere frygter, at Erdogan vil udnytte lovgivningen til at sende HDPs lovgivere i fængsel og dermed tippe balancen til AKPs fordel i parlamentet. Som det første pro-kurdiske parti i Tyrkiets 90 år lange historie kom HDP over den exceptionelt høje 10 pct. spærregrænse ved parlamentsvalget i juni sidste år (2015). Det skete på bekostning af AKP – der nu er det næststørste parti i de kurdiske områder i landet. Det ledte til et genvalg i november, hvor AKP, gennem polarisering og frygt, fik hevet så mange HDP-stemmer til sig at man kunne danne en etpartisregering. Men man har stadigvæk ikke stemmer nok til at skabe forfatningsmæssige ændringer, som Erdogan har brug for, for at få indført sit superpræsidentielle system.

Lovgivningen om at ophæve parlamentarikeres immunitet er et af de kreative indspark, AKP har benyttet for at komme sin dagsorden nærmere. Senest har han advokeret for at give de godt og vel tre millioner syriske flygtninge i Tyrkiet stemmeret – samtidig med det lokalt er kommet til dødelige konfrontationer mellem tyrkere og syriske flygtninge. De andre partier mistænker Erdogan at komme med forslaget for at tippe den demografiske balance i sin favør.

Man kan frygte, at han også vil udnytte kuppet til at argumentere for, at Tyrkiet nu mere end nogensinde før har brug for en forfatningsændring, der giver ham superpræsidentielle beføjelser til at presse folkets og ikke militærets dagsorden igennem.

Både EU, USA, Rusland og NATO såvel som de tre oppositionspartier i det tyrkiske parlament har vist solidaritet med den tyrkiske regering og fordømt det fejlslåede militærkup. Det betyder naturligvis ikke, at Erdogan fra den ene dag til den anden går fra at være en polariserende figur i tyrkisk politik til en folkehelt, men ikke desto mindre giver det noget goodwill på kontoen.

Kuppet er slut, Erdogan blev ikke væltet, og nu skal han vise, at han stadigvæk er en handlekraftig og målrettet leder. Han er allerede begyndt at trække på klassiske konspirationer, og meget tyder på, at han vil fortsætte med sine gamle metoder, hvis ikke endnu mere hårdfør. At dømme fra hans seneste års regeringstid er han ikke sky for at bryde både menneske- og borgerrettigheder herunder at springe fair rettergange over. Med et fejslået kup rettet mod sig, vil man formentlig se ham intensivere brugen af netop de midler og i processen forsøge at bane vejen for at styrke sit eget embede med nye magtbeføjelser.

Man kan frygte, at der nu vil følge en undtagelseslignende tilstand, som bruges til at luge ud i Tyrkiets politiske opposition – både i parlamentet, hos politiet, den dømmende magt og militæret, sådan at Erdogan kan få strømlinet alle landets politiske magtcentre og undgå et lignende kup i fremtiden. Når selv militæret har vist sig ikke, at kunne afsætte Erdogan, er spørgsmålet om det nu kun kan gå i en retning for Tyrkiet – nemlig Erdogans vej. ■

Erodgan er allerede begyndt at trække på klassiske konspirationer, og meget tyder på, at han vil fortsætte med sine gamle metoder
_______

ILLUSTRATION: Demonstration i Sirvas, Tyrkiet [foto: Serhat Zafer/Anadolu Agency/Polfoto]