05.07.2016

International kommentar af Louise Riis Andersenx

HVIS – ELLER NÅR – STORBRITANNIEN FORLADER EU, vil hverken Storbritanniens eller EU’s rolle i verden være den samme. Det ligger fast. Præcis hvordan forandringerne vil manifestere sig, gisnes der løs om i disse dage, men sandheden er naturligvis, at det er der ingen, der ved.

På ét lille punkt ser det dog ud som om, Brexit allerede har ført til en konkret – og ganske overraskende – styrkelse af det udenrigspolitiske samarbejde mellem de tilbageblevne medlemmer af Unionen. Overraskelsen kom den 28. juni 2016, da Holland og Italien foreslog, at de to lande deler pladsen som ét af de valgte medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd i 2017-18. Direkte adspurgt om forslaget var en modreaktion på den britiske beslutning om, at forlade EU, svarede den italienske udenrigsminister, Paolo Gentiloni, med overbevisning i stemmen: ”Absolutely!”

På overfladen ligner det en lille, men positiv, fortælling om europæisk sammenhold i en tid, der ellers er præget af europæisk splittelse og svækkelse. Den fulde fortælling er dog mindre heroisk. Beslutningen om at dele pladsen blev nemlig truffet i ellevte time – og efter, at Holland og Italien i flere år havde ført hver sin nationale kampagne i direkte og åben konkurrence mod hinanden (og i øvrigt også mod Sverige, der også stillede op til en plads i Sikkerhedsrådet 2017-18). Da Generalforsamlingen mødtes forleden for – under ledelse af Mogens Lykketoft – at vælge fem nye medlemmer til Sikkerhedsrådet, vandt Sverige med stort flertal den første valgrunde og sikrede sig dermed den ene af de to pladser, der er reserveret til gruppen af ”vesteuropæiske og andre lande”. Tilbage stod nu kampen mellem Italien og Holland. Fem gange blev der stemt. Og fem gange var resultatet det samme: uafgjort. Først da var det, at Holland og Italien besluttede at indstille konkurrencen og bede om at få lov til at dele pladsen.

Når den italienske FN-mission i New York omtaler beslutningen som ”a great show of unity”, er der derfor primært tale om dygtigt spin. Der er givetvis et generelt ønske om at vise, at europæiske lande kan stå sammen. Det er al ære værd, men ikke ligefrem et radikalt opgør med den eksisterende praksis, hvor EU-landene først og fremmest repræsenterer sig selv og ikke EU, når de optræder i FN’s Sikkerhedsråd.

Lige præcis når det kommer til Sikkerhedsrådet og de store spørgsmål om international fred og sikkerhed, der drøftes dér, har EU som institution et meget begrænset spillerum
_______

 

At Holland og Italien deler en plads i Sikkerhedsrådet vil ikke i sig selv styrke EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske profil eller føre til, at EU på sigt får fast plads i FN’s Sikkerhedsråd. Tværtimod er den lidt aparte model med til at understrege, at lige præcis når det kommer til Sikkerhedsrådet og de store spørgsmål om international fred og sikkerhed, der drøftes dér, har EU som institution et meget begrænset spillerum.

DET STØRRE SPØRGSMÅL, der lurer i horisonten, og som Brexit indirekte sætter i et nyt skarpt lys, er, hvor længe Sikkerhedsrådets nuværende sammensætning kan forsvares og bevares. Sikkerhedsrådet afspejler som bekendt Verden anno 1945. Dengang var Storbritannien et verdensomspændende imperium. I dag truer Skotland og Nordirland med at melde sig ud af den britiske union for at kunne forblive i den europæiske. I givet fald vil England formentligt uden videre overtage den faste plads i Sikkerhedsrådet og dermed få vetoret over alle Rådets beslutninger. Det vil kun være med til at tydeliggøre det urimelige i, at langt større og mere magtfulde lande som Indien, Tyskland og Sydafrika fortsat må nøjes med kun engang i mellem at kunne sidde med omkring bordet og altid uden vetoret.

Den britiske udmelding af EU vil betyde, at Frankrig er det eneste EU-medlem med en fast plads i Sikkerhedsrådet. Der spekuleres i øjeblikket intenst på, hvordan det vil påvirke den udenrigspolitiske dynamik i EU
_______

 

LIDT MINDRE OMFATTENDE, men ikke desto mindre reelt, gælder det, at uanset om ”Storbritannien” bliver til ”England” efter Brexit eller ej, vil den britiske udmelding af EU betyde, at Frankrig er det eneste EU-medlem med en fast plads i Sikkerhedsrådet. Der spekuleres i øjeblikket intenst på, hvordan det vil påvirke den udenrigspolitiske dynamik i EU, og om det vil gøre det lettere eller sværere for EU-landene at formulere fælles linjer på de spørgsmål, der er på Sikkerhedsrådets dagsorden. Alt andet lige ville det at Frankrig står som ene EU-mand på FN’s kommandobro formentligt kunne øge presset for – formelt eller uformelt – at omdanne den franske faste plads i Sikkerhedsrådet til en mere fælles EU-repræsentation. Men i disse tider er alt andet netop ikke lige. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi ikke aner, præcis hvordan tsunamien fra Brexit vil vælte ind over kysterne på de andre internationale samarbejdsorganisationer, der indtil nu på godt og ondt har sikret den internationale orden. ■

Louise Riis Andersen (f. 1970) er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og medlem af Udviklingspolitisk Råd. Louise har været ansat på DIIS siden 2004. Inden da var hun ansat i Udenrigsministeriet. Hun har læst statskundskab i Aarhus og har en PhD i International Politik fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Karel Jan Gustaaf van Oosterom (t.v.) og Sebastiano Cardi (t.h.), som repræsenterer henholdsvis Holland og Italien i FN, fejrer erobringen af sædet i Sikkerhedsrådet, 30. juni 2016 [foto: FN]