05.08.2016

CSR har brug for et etisk fundament, hvor det ikke er profit, men derimod løsning af verdens store udfordringer, der er i højsædet.

Af Claus Strue Frederiksen, Ph.d. på Center for Information and Bubble Studies på Københavns Universitet

At lade ræven vogte gæs er en opskrift på ulykke.

Uanset hvor venligt det rødbrune rovdyr smiler, bør man afvise dens tilbud om at stå vagt. Det er soleklart. Selv børn kan forstå, at man ikke skal give afgørende magt til det, man søger at værne sig mod. Det kan derfor undre, at vi har overladt området for samfundsansvarlig virksomhedsdrift – i daglig tale kaldet CSR – til erhvervsfolk og interesseorganisationer, der normalt tjener virksomhedernes økonomiske interesser.

Når det kommer til CSR, er det nemlig i høj grad magtfulde erhvervsorganisationer og profitorienterede netværk, der sætter dagsordenen. Med en fortælling om, at virksomheders økonomiske interesser flugter med samfundets brogede interessekatalog, har de reduceret CSR til hovedsagligt at handle om risikostyring og profitmaksimering.

Et illustrativt eksempel er Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA), der blandt andet rådgiver regeringen om virksomheders sociale ansvar. Ifølge netværkets egen hjemmeside består VFSA af „danske erhvervsfolk, som tror på, at socialt ansvar betaler sig for både samfundet, den enkelte og for virksomheden.‟ Og i en sommerhilsen fra Folkemødet på Bornholm slår formand Sven A. Blomberg fast, at „CSR skal integreres i forretningen på en måde, så det giver mening. Også på bundlinjen.‟ CSR er altså godt, bare det kan betale sig.

Det snævre økonomiske fokus står i skarp kontrast til hele ideen med CSR, der jo netop er sat i verden for at sætte grænser i jagten på profit.

_______

 


Det snævre økonomiske fokus står i skarp kontrast til hele ideen med CSR, der jo netop er sat i verden for at sætte grænser i jagten på profit. Selvom der er penge at tjene på alvorlig forurening og kummerlige arbejdsforhold, bør virksomheder afholde sig fra den slags. Meningsfuld CSR bygger således på et etisk fundament, hvor visse handlinger anses som værende uansvarlige uafhængigt af eventuelle økonomiske gevinster.

Den etiske dimension fylder imidlertid nærved ingenting i CSR-miljøet. Her tales i stedet om forretningsdrevet og strategisk CSR. Eksempelvis meddeler Dansk Industri på deres hjemmeside, „at CSR skal være forretningsdrevet og knyttet til virksomhedens kerneforretning.‟ Og ifølge Dansk Erhvervs hjemmeside er det „afgørende, at arbejdet med CSR kobles til virksomhedens forretning, så det styrker virksomhedens vækst og konkurrenceevne, og ikke bliver en administrativ byrde.‟

CSR betragtes således som et værktøj, der kan bruges til at sikre eller ligefrem øge virksomheders indtjening.

Selvom det er den omvendte verden, har det faktisk haft sine fordele. Den forretningsdrevne tilgang til CSR er utvivlsomt en af hovedårsagerne til, at CSR er blevet så populært. Hovedparten af alle store virksomheder har i dag en CSR-politik og ifølge en nylig undersøgelse foretaget af revisionshuset KPMG rapporterer over 70 procent af verdens store virksomheder årligt om deres CSR-indsats. CSR er gået fra at være forbeholdt venstresnoede idealister til at blive et af de absolut hotteste buzzwords i forretningsverdenen.

I dag er det således de færreste erhvervsfolk, der offentligt afviser CSR. Og de fleste topledere konverserer hellere end gerne om alt fra leverandøransvar til grøn energi. Og den megen snak er skam ikke blot varm luft. Tværtimod har den haft stor betydning for millioner af mennesker over hele kloden. Især i lande med utilstrækkelige regler inden for eksempelvis miljø og arbejdstagerrettigheder har CSR-bølgen sat sine positive spor. Når store virksomheder som Danfoss og Novo Nordisk stiller krav til leverandører om arbejdsmiljø og sikkerhedsudstyr, er det med til at dæmme op for et ræs mod bunden, hvor det er de mest kyniske arbejdsgivere, der render med al profitten.

Win-win-fortælling er tættere på lose-lose

Men den forretningsdrevne tilgang til CSR har desværre også sine ulemper.

Indledningsvis er det værd at bemærke, at den bygger på win-win fortællingen, hvor samfundets interesser fuldstændig sammenkædes med virksomhedernes interesser. Kort fortalt er tanken, at virksomheder har brug for profit for at overleve og samfundet har brug for virksomheder for at skabe velstand. Velmenende underskudsforretninger er ikke til gavn for nogen, hvorimod veldrevne virksomheder genererer både arbejdspladser, skattekroner og produkter på hylderne. Tilføjer man den øgede sociale og miljømæssige bevidsthed hos interessenter – herunder forbrugere, medarbejdere og investorer – ender man ifølge forretningslogikken i en win-win situation, hvor CSR og konkurrencedygtighed går hånd i hånd.

Historien bygger desværre på en række fejlagtige antagelser, herunder at virksomheder opererer på et transparent marked, hvor interessenter er i stand til at sammenligne og vurdere virksomheders CSR-indsats. Men som konkluderet af David Budtz Pedersen, Vincent F. Hendricks og undertegnede i magasinet Ræson sidste år er „CSR rapportering i den nuværende form i bedste fald ubrugelig.‟

Problemet ved den nuværende rapporteringspraksis er, at den ikke indeholder relevante baselines, der klart angiver, hvornår en virksomhed med rette kan siges at opføre sig socialt og miljømæssigt ansvarligt. Samtidig indebærer fraværet af en fælles CSR-valuta, at det er stort set umuligt at sammenligne virksomheders CSR-indsats. Interessenter, der ønsker at differentiere mellem virksomheder på baggrund af deres CSR-indsats, må således nøjes med at handle på baggrund af sporadisk fakta og mavefornemmelser.

Fortællingen om win-win bygger desuden på en antagelse om, at interessenter konsekvent belønner de samfundsansvarlige virksomheder, hvilket der dog ikke er belæg for at hævde. En række undersøgelser konkluderer ganske vist, at der er penge i CSR. Eksempelvis konkluderer et meta-studie udført af Oxford University i samarbejde med det rådgivende investeringsselskab Arabesque Partners, at samfundsansvarlige virksomheder klarer sig bedre end deres knap så CSR-engagerede konkurrenter. Hertil kan tilføjes, at det forekommer overordentligt usandsynligt, at det på den lange bane kan betale sig for store velrenommerede virksomheder som Novo Nordisk at benytte tvangsarbejde eller dumpe kemisk affald i den lokale flod.

Flere ting er imidlertid værd at bemærke. For det første fokuserer undersøgelser, der søger at påvise korrelation mellem CSR og profit, hovedsagligt på miljødelen og knap så meget på det sociale område. At det er en god forretning at reducere sit energiforbrug er imidlertid ingen overraskelse. For det andet sætter undersøgelserne ofte lighedstegn mellem det at fremstille sig som værende social og miljømæssig ansvarlig og det at være social og miljømæssig ansvarlig.

Men der kan sagtens være stor forskel på en stærk CSR-profil og på at opføre sig socialt og miljømæssigt ansvarligt.

Eksempelvis viser et studie foretaget af forskere ved Lundquist College of Business ved University of Oregon, at de amerikanske virksomheder, der scorer højst på analyseinstituttet MSCI’s anerkendte CSR-indeks, også er dem, der betaler mindst i skat. Den lave skatteindbetaling skyldes, at mange af de CSR-engagerede virksomheder har en særdeles aggressiv skattepolitik og eksempelvis gør flittigt brug af skattely.

At CSR kan være mere pynt end substans illustreres desuden af den lange række af skandalesager med CSR-profilerede virksomheder i hovedrollen. Her er Volkswagens snyd i forbindelse med udledning af klimagasser i bilfabrikantens dieselmotorer et godt eksempel. Inden afsløringen havde Volkswagen i en årrække flittigt promoveret sig som en samfundsansvarlig virksomhed, om end det viste sig at være på en temmelig billig baggrund. Et ældre og mere klassisk eksempel er Enron, der jo nærmest er blevet synonym med bedrageri og regnskabssvindel. Inden skandalen brød ud i lys lue i 2001 var den amerikanske energigigant imidlertid kendt som foregangsmand på CSR området. Helt frem til sammenbruddet publicerede Enron således nydelige CSR-rapporter og havde sågar egen CSR-taskforce til at monitorere og implementere virksomhedens omfattende CSR-program.

Tilhængerne af strategisk og forretningsdrevet CSR vil måske forsøge at forsvare sig med, at fortællingen om win-win blot siger, at CSR kan være en god forretning, og at virksomheder som Enron jo netop blev bragt i knæ, fordi de svindlede – hvilket kan vise sig at være overordentlig dyrt, især hvis man bliver opdaget.

Problemet er imidlertid, at win-win fortællingen ikke lyder, at virksomheders interesser sommetider flugter med samfundets interesser. En sådan påstand er jo temmelig ukontroversiel. Den lyder derimod, at det altid er tilfældet. Hvilket er åbenlyst forkert. Der tjenes jo masser af penge på tvangsarbejde, alvorlig forurening og anden hensynsløs adfærd rundt omkring i verden. At forestille sig, at alle virksomheder ville stå sig økonomisk bedre ved at handle socialt og miljømæssigt ansvarligt, er hovedløst naivt.

Der kan sagtens være stor forskel på en stærk CSR-profil og på at opføre sig socialt og miljømæssigt ansvarligt.

_______

 

For at fungere som fundament for CSR, skal historien om win-win stå alene – ellers har vi jo brug for endnu et fundament, der kan afgøre sagen, når der opstår konflikt mellem virksomheders økonomiske interesser og samfundets mangeartede sociale og miljømæssige interesser. Et sådant fundament indgår imidlertid ikke i ideen om forretningsdrevet CSR.

Det altoverskyggende problem ved den forretningsdrevne tilgang er dog, at den er med til at fastholde CSR på et utilstrækkeligt niveau. Som beskrevet i en række rapporter fra eksempelvis FN, World Economic Forum og Verdensnaturfonden, står vi overfor de største sociale og miljømæssige udfordringer i menneskehedens historie.

I disse år bruger vi ressourcer svarende til halvanden planet, dvs. vi omdanner langt flere ressourcer til affald end planeten kan nå at gendanne til nye ressourcer, hvilket er åbenlyst uholdbart. Desuden forventes utilstrækkelig imødegåelse af klimakrisen at føre til yderligere pres på livsvigtige ressourcer som eksempelvis rent drikkevand samt at føre til ekstreme vejrfænomener, der vil drive millioner af mennesker på flugt. Derudover risikerer kombinationen af massive flygtningestrømme, korrupt regeringsførelse og stigende økonomisk ulighed at skabe omfattende social uro. Her er det værd at understrege, at rapporterne samstemmende konkluderer, at disse udfordringer kun kan imødekommes gennem radikale ændringer af vores nuværende levevis. Alle bliver nødt til at bidrage, også virksomhederne!


CSR har brug for et etisk fundament

Selvom en eller anden form for forretningsvenligt perspektiv givetvis var nødvendigt for at sætte CSR-bølgen i bevægelse, tyder det på, at den forretningsdrevne tilgang har udviklet sig til at være en hæmsko snarere end en del af løsningen. CSR har brug for et etisk fundament, hvor det ikke er profit, men derimod løsning af verdens store udfordringer, der er i højsædet. Bemærk: den etiske tilgang handler ikke så meget om rene hjerter og velmenende intentioner. Tværtimod, den handler først og fremmest om gode konsekvenser, herunder at vi sikrer ordentlige levevilkår for os selv og kommende generationer.

En etisk tilgang til CSR vil utvivlsomt møde massiv modstand. Kritikerne vil blandt andet hævde, at eftersom etik er et personligt anliggende, kan moral ikke bruges som fundament. Etik er jo kendetegnet ved at være forskelligt fra person til person og ingen kan agere overdommer i etiske spørgsmål.

Ved nærmere eftersyn er en sådan subjektivistisk tilgang til etik imidlertid meget svær at forsvare, da den har vanvittige implikationer. Hvis intet med rette kan kaldes etisk forkasteligt ender vi nemlig med at skulle acceptere alverdens afskyeligheder. Eksempelvis indebærer etisk subjektivisme, at pædofili er en ligeså god hobby som at spille tennis. Et synspunkt, som de færreste er villige til at forsvare, hvorved subjektivismen må forkastes.

Selvom en eller anden form for forretningsvenligt perspektiv givetvis var nødvendigt for at sætte CSR-bølgen i bevægelse, tyder det på, at den forretningsdrevne tilgang har udviklet sig til at være en hæmsko snarere end en del af løsningen.

_______

 

At den nuværende forretningsdrevne tilgang er uholdbar synes efterhånden også at være ved at gå op FN’s Global Compact, der er verdens største initiativ på CSR området. Global Compact blev stiftet i 1999 og har over 12.000 medlemmer, hvoraf hovedparten er multinationale virksomheder. I rapporten Impact – Transforming Business, Changing the World konkluderer organisationen, at en fundamental forandring af den nuværende måde at drive forretning på er nødvendig. Rapporten stiller i den forbindelse spørgsmålstegn ved, hvorvidt det etiske ansvar, som virksomheder har til at bidrage til løsningen af verdens store udfordringer, er tilstrækkelig inddraget i den nuværende praksis.

Som en sidste udvej kan tilhængerne af forretningsdrevet CSR hævde, at etisk funderet CSR er udtryk for naiv idealisme. Størstedelen af verdens virksomheder vil ikke være med. Og de få, der vil, ender i økonomisk ruin. Jagten på profit er nemlig forretningsverdenens DNA.

To ting er værd at bemærke. Først, etisk CSR er nødvendig, hvis verden skal bestå. Hvis virksomhederne fortsætter den nuværende praksis, så kan vi kysse civilisationen og planeten farvel. For det andet er virksomheder sociale entiteter, som vi har skabt. Virksomheder er således ikke fra naturens hånd skabt udelukkende med profit for øje. Tværtimod, forretningsverdenen er, hvad vi gør den til.

Magtfulde erhvervsorganisationer bør sammen med medlemsvirksomhederne derfor øjeblikkeligt holde op med at sammenkæde CSR og profit. I stedet bør de anerkende, at meningsfuld CSR er etisk funderet. Det handler om at bidrage til at imødekomme verdens store udfordringer, også selvom det i visse tilfælde er knap så økonomisk rentabelt.

■

ILLUSTRATION: Et medlem af Greenpeace protesterer over Volkswagens snyd med dieseludledning på adskillige af koncernens modeller, der udviklede sig til en skandalesag for den gamle, folkekære bilproducent. AP Photo/Michael Sohn/Polfoto