28.03.2016

KOMMENTAR af Dennis Kristensen, formand for FOA

FAGBEVÆGELSEN lykkes traditionelt, når det handler om kerneopgaven; at forhandle og forny kollektive overenskomster. Det skulle vi også gerne. Det er trods alt spidskompetencer, som er oparbejdet gennem 117 år. Og gennem de mange år har overenskomsternes indhold ændret sig ganske markant. Fra klassiske emner som løn, arbejdstid og ferie til emner i gråzonen mellem samfund og arbejdsmarked som barsel, uddannelse og pension. Til gengæld har fagbevægelsens indflydelse på politiske beslutninger været udfordret. Vi vil ikke længere “tilhøre” et bestemt politisk parti, men samarbejde med alle, der deler fagbevægelsens synspunkter i den aktuelle sag.

Til politisk indflydelse hører også viljen og evnen til at indgå trepartsaftaler med arbejdsgivere og regeringer. Og det lykkedes i år at få en trepartsaftale i hus, som skal åbne døre til arbejdspladser for de mange flygtninge, som kommer til Danmark nu og i de kommende år. Trepartsinstitutionen blev ellers dømt ude af Venstre i oppositionsrollen i 2012, da Claus Hjort Frederiksen efter de sammenbrudte trepartsforhandlinger med den S-ledede regering fandt fagbevægelsen ubrugelig for en fremtidig Venstre-ledet regering: “De er ikke enige i, at omkostningerne er for høje herhjemme, så virksomhederne flytter ud. De er ikke enige i, at skatterne er for høje. De er ikke enige i, at vi skal have et større arbejdsudbud. De er ikke enige i det med en længere arbejdstid. Og skal man lave trepartsdrøftelser, kræver det jo i al fald, at man forhandler med en part, der har et fælles synspunkt, om man så må sige.”

Ved sin dannelse sidste sommer indskrev Venstre-regeringen alligevel trepartsforhandlinger i sit regeringsgrundlag. Og føjede integration til som et yderligere tema, da flygtningene for alvor kom til Danmark i efteråret. Underligt nok var trepartsforhandlingerne i 2012 og i år hinandens modsætninger. I 2012 mødte en helt uforberedt og i treparts-sammenhæng uerfaren regering en fagbevægelse med betydelige trepartserfaringer. I år var rollerne byttet om. En regering med betydelige treparts-erfaringer mødte en fagbevægelse, som for LOs vedkommende var ny og helt uerfaren.

I år var rollerne byttet om. En regering med betydelige treparts-erfaringer mødte en fagbevægelse, som for LOs vedkommende var ny og helt uerfaren
____________________

 

Og det fik afgørende betydning for resultatet i år. Det var godt, at der kom en aftale i hus. Først og fremmest af hensyn til den enkelte flygtning og familiesammenførte. Dernæst af hensyn til vores muligheder for at finansiere fremtidens velfærd og service. Og det lykkedes også at skitsere indholdet i de næste runder af trepartsforhandlingerne, således at balancen mellem indsatsen for at skaffe flygtninge arbejde og tilsvarende skaffe etniske danskere arbejde er fornuftig. Men forløbet af forhandlingerne var på LO-siden en katastrofe. Manglende overblik og indsigt kombineret med manglende is i maven, var tæt på at føre til, at LO ved den afsluttende forhandling, efter et flere timers separat møde, ville forlade forhandlingerne. Det blev LO og DA, som reelt formulerede trepartsaftalen med FTF og Akademikerne som tilskuere. På samme måde blev LOs forhandlingsudvalg tilskuere til formulering af aftalens vigtigste elementer. Den forhandlingsform overlever forhåbentlig ikke de kommende runder af trepartsforhandlingerne. Det finder FTF og Akademikerne sig næppe i, og det samme gælder forhåbentligt LOs forhandlingsudvalg.

Men forløbet af forhandlingerne var på LO-siden en katastrofe
____________________

 

SET MED FOAs øjne er trepartsaftalens værste konsekvens og grunden til, at vi vendte tommelfingeren nedad, at aftalen alene er skruet sammen efter det private arbejdsmarkeds forhold uden hensyn til forskellene mellem det private arbejdsmarked og det offentlige. I kortest mulige overskriftsform betyder det, at flygtninge vil få ekstremt lav indslusningsløn i det offentlige, mens de offentlige arbejdspladser, som i forvejen tager det største sociale ansvar, ikke kan sige nej, og ikke vil have sikkerhed for, at udgifterne holdes uden for budgetrammerne med risiko for fortrængning af ordinært ansatte. For de offentligt ansatte stikker katastrofen dog også dybere.

Med årets trepartsaftale ville de offentligt ansatte, hvis de havde været Ludo-brikker, være slået tilbage til start
____________________

 

DET HAR TAGET EN DEL årtier at få LO til reelt at lige-behandle den private og den offentlige sektor og acceptere, at de to sektorer er hinandens forudsætninger. I mine øjne nåede denne ligestilling af interessevaretagelsen for privat og offentligt ansatte først i mål i Hans Jensens tid som LO-formand. Bedst symboliseret ved trepartsaftalen om den offentlige sektor med Anders Fogh Rasmussen-regeringen i 2007. Nu er vi i LO tilbage til melodien om, at vi i den offentlige sektor skal lære at indordne os under “de faktiske forhold inden for jernindustrien”. Med årets trepartsaftale ville de offentligt ansatte, hvis de havde været Ludo-brikker – med et citat fra “Den eneste ene” – være slået tilbage til start.

Blandt de nyeste udfordringer til arbejdsmarkedets parter hører deleøkonomi eller platformsøkonomi. Uanset om disse nye fænomener handler om at leje, få adgang til eller dele ejerskab over, så vil både fagbevægelse og arbejdsgivere skulle finde deres ben at stå på. Er de mange nye tiltag, der er på vej, udtryk for nye former for selvstændige erhvervsdrivende, nye delte ejer og selskabsformer eller lønarbejde maskeret for at undgå kollektive overenskomster? Der vil uden tvivl dukke eksempler op på alle tre – og måske flere – kategorier i fremtiden. Nye ansættelsesformer, der flytter klassiske arbejdsgiveromkostninger som ferie, pension, sygdom, uddannelse osv. over til statskassen, er begyndt for alvor at brede sig i form af tids- eller opgavebegrænset ansættelse, freelance arbejde, vikarjobs og lignende. Disse udfordrer ikke blot statskassen, men i høj grad kernen i den kollektive overenskomst; nemlig den grundlæggende tryghed for både lønmodtager og arbejdsgiver.

Og så skal fagbevægelsen naturligvis til enhver tid kunne forsvare opnåede forbedringer for lønmodtagerne mod angreb. Det gælder grænseoverskridende social dumping, og det gælder politikere uden reelt kendskab til Den Danske Model.

Respekt for aftalerne på arbejdsmarkedet – den sociale kontrakt – er ikke længere en del af et tværpolitisk DNA. Det er i virkeligheden Den Danske Model som forudsætning for velfærdssamfundet, der sættes på højkant
____________________

 

DET GIVER SIG SELV, at både lønmodtagere og arbejdsgivere skal overholde en indgået aftale. Det samme gjaldt tidligere også de politiske beslutningstagere. Den respekt for aftalerne på arbejdsmarkedet – den sociale kontrakt – er dog ikke længere en del af et tværpolitisk DNA. Det er i virkeligheden Den Danske Model som forudsætning for velfærdssamfundet, der sættes på højkant, når politikere ophører med at respektere aftalerne på arbejdsmarkedet. Senest oplevet med Alternativets beslutningsforslag i Folketinget om, at politikerne og ikke lønmodtagerne skal bestemme, hvilke sociale og miljømæssige hensyn, der skal tages, når lønmodtagernes pensionsopsparing investeres af pensionskasser og -selskaber. Her er Alternativet rendt ind i en total solformørkelse eller en mental nedsmeltning.

SELVFØLGELIG skal Folketinget ikke fastlægge de etiske retningslinjer, som skal gælde for eksempelvis pensionsopsparerne i FOAs pensionsselskab PenSam. Det er hverken Folketingets eller Alternativets penge, men derimod FOA-medlemmernes penge. PenSams retningslinjer for ansvarlige investeringer, som er ganske omfattende og spænder fra menneskerettigheder og børnearbejde over masseødelæggelsesvåben og besatte områder til miljø og biodiversitet, er resultatet af mere end tre årtiers løbende behandling i medlemsdemokratiet i PenSam. Og medlemsdemokratiet i PenSam er en del af den overenskomstmæssige aftale om pensionsordning til FOAs medlemmer. Folketinget skal naturligvis beskytte pensionsopsparingen bedst muligt mod for store risici, men skal holde fingrene væk fra de etiske beslutninger, som grundlæggende handler om, at FOAs medlemmer skal kunne se sig selv i spejlet med god samvittighed, når de til sin tid modtager den månedlige pension.

Og klodens klimaproblemer løses ikke ved at angribe Den Danske Model. Tværtimod.

ILLUSTRATION: Dennis Kristensen [foto: Polfoto]