29.12.2016

Ved udgangen af året går Ban Ki-moon af som FN’s generalsekretær. Trods ti år i stolen har han ikke formået at brænde igennem i en tid, hvor mange mennesker har mistet troen på traditionelle ledere, demokratiske institutioner og internationalt samarbejde.

Analyse af Andreas Sugar

’Ban Ki-who’ og ’Nowhere Man’ var nogle af de øgenavne, FN’s sydkoreanske generalsekretær fik tildelt et stykke inde i sin første embedsperiode, der startede nytårsdag 2007. Mange medier og diplomater var enige om, at manden med det besynderlige navn havde svært ved at fylde skoene ud efter den populære og karismatiske ghaneser Kofi Annan. Konklusionen efter snart ti år er desværre, at de lidet flatterende tilnavne, som først og fremmest var møntet på hans anonymitet, ramte pinagtigt rigtigt.

Det er alment kendt, at valget af Ban Ki-moon til ”verdens umuligste post” var et kompromis mellem Kina og USA. Beijing insisterede på en asiat, da posten uformelt roterer mellem verdensdelene, mens Washington ville have en føjelig bureaukrat. Præsident Bushs FN-ambassadør, den brovtende og stærkt FN-kritiske John Bolton, beskriver i sine memoirer, hvordan han og Condoleezza Rice fandt frem til, at det skulle være den sydkoreanske udenrigsminister. ”Jeg er ikke sikker på, vi ønsker en stærk generalsekretær”, skal Rice efter sigende have sagt. Dermed blev det. Og trods lunken entusiasme blandt medlemslandene blev han fem år senere genvalgt til endnu en embedsperiode.

Hvis man skal danne sig et helhedsbillede af hans indsats efter ti år på posten, bør man overveje følgende seks parametre:

1. Kommunikationsfærdigheder
Uden reel magt i form af en hær, finanser eller stemmeret i FN’s organer, må organisationens chef bruge embedets moralske autoritet og sine talegaver til at trænge igennem over for ledere og befolkninger. Han skulle gerne være en stemme, alle lytter til – fra politikeren på Christiansborg til menneskerettighedsaktivisten i Colombias jungle.

En generalsekretær har god adgang til verdens medier, hvilket bør udnyttes til at lægge pres på verdens regeringer, gøre opmærksom på globale problemer og positionere FN og sig selv i forhold til løsninger og tiltag. En velformuleret og effektivt kommunikerende generalsekretær kan inspirere, overbevise, udstille, udskælde, opmuntre eller mane til besindighed.

Ban Ki-moon er en umådeligt svag retoriker. Hans mundtlige engelsk er haltende og fejlfuldt, i en grad hvor fx CNN til tider har fundet det nødvendigt at forsyne hans tale med undertekster. Derudover fremstår han som en, der læser op af et manuskript. Selv i interviewsituationer er han indstuderet, stiv og sjældent original. Han er venlig og smilende, men savner humor og charme. Han er ikke en, man instinktivt har lyst til at lytte til, da der mangler overbevisning, passion og naturlighed i hans fremfærd. Alt i alt scorer Ban desværre ikke højt på dette parameter.

2. Evnen til at præge dagsordenen
Generalsekretæren kan i kraft af sit mandat bringe internationale spørgsmål på dagsordenen og dermed rykke ved verdens grundsyn på en række områder – lige fra nedrustning til menneskerettigheder og hiv/aids-bekæmpelse. Som den tidligere undergeneralsekretær Shashi Tharoor har sagt om embedet: ”Han kan flytte verden, men ikke styre den.” Dvs. han kan præge den internationale dagsorden uden at have magten eller midlerne til at gennemtvinge sine ideer. I sidste ende er det medlemslandene, der beslutter, om de vil skrive under på en aftale, implementere den og stille ressourcer til rådighed.

Han vil nok gerne tage en del af æren for de nye Verdensmål fra 2015, og han spillede da afgjort en rolle i løbet af forhandlingsprocessen.
_______

 

Ban Ki-moon har været forholdsvis aktiv på en række områder. Han vil nok gerne tage en del af æren for de nye Verdensmål fra 2015, og han spillede da afgjort en rolle i løbet af forhandlingsprocessen. Selv om klimaforandring allerede havde været debatteret længe, så var Ban med til at skabe fornyet momentum i forhandlingerne, der kulminerede i Paris-aftalen for et år siden. Han har også været en fortaler for LGBT-rettigheder, både internt i organisationen og generelt. Onde tunger påstår dog, at det var hans stab, der listede emnet ind i hans taler, og at det blev en mærkesag, efter han fik ros for det.

Alt i alt kan man sige, at Ban på dette punkt gjorde, hvad der forventes af en generalsekretær. Han har bakket op om store – eksisterende – initiativer, men har ikke lanceret dristige eller banebrydende koncepter som fx Kofi Annans Responsibility to Protect-doktrin om verdens ansvar for at beskytte civilbefolkninger.

3. Fredsmægler
Mens en mægler fra USA eller en anden stormagt kan bringe geopolitisk eller økonomisk vægt til forhandlingsbordet, så har generalsekretæren en enestående position i kraft af sin upartiskhed og internationale legitimitet. I nogle tilfælde er det måske netop det, der skal til. Men det kræver seriøse politiske og menneskelige ressourcer at involvere sig i løsningen af vor tids komplekse og langvarige konflikter, og man skal derfor vælge sine indsatser med omhu.

Ban Ki-moon har både personligt og gennem sin skare af såkaldt ’særlige udsendinge’ forsøgt sig i en række konflikter, fra Burundi til Libyen, Vestsahara, Colombia, Yemen og andre steder. I Syrien dristede han sig endog til at udnævne sin forgænger til at tvinge parterne i tale. Den tålmodige ghaneser måtte dog opgive efter bare fem måneder i frustration over Assad-regimets aftalebrud og sikkerhedsrådets ”destruktive uenighed”. Siden har to af de mest garvede FN-forhandlere været på sagen, og lige lidt har det nyttet. Umiddelbart er det ikke til at se, hvad Ban Ki-moon eller hans udsendinge kunne have gjort anderledes, når ikke parterne ønsker fred, og stormagterne modarbejder hinanden. Så er der måske mere held i Cypern, hvor FN-ledede forhandlinger er i gang på ny og måske fører til en endelig aftale efter 40 år.

I det store og hele har Ban forsøgt at blande sig, hvor der var mulighed for det. Men han har ikke taget rigtigt store chancer og har dermed hverken brændt sig eller haft store gennembrud.
_______

 

I det store og hele har Ban forsøgt at blande sig, hvor der var mulighed for det. Men han har ikke taget rigtigt store chancer og har dermed hverken brændt sig eller haft store gennembrud. Vi har ikke været vidne til vovede missioner, som da Kofi Annan i sin tid tog på lynvisit til Baghdad, drak te med Saddam Hussein og fik afværget – om end kun midlertidigt – et amerikansk luftangreb på Irak. Svenskeren Dag Hammarskjöld var dybt og personligt involveret i konflikten i Congo, hvilket også blev hans endeligt, da han omkom i et mystisk flystyrt under en af sine mange missioner til Afrika. I 1980’erne betroede peruvianeren Javier Perez de Cuellar sine skrappeste trouble shooters med at forhandle om frigivelsen af gidsler i Libanon og om fred mellem Iran og Irak.

4. Leder af en global organisation
FN-systemet tæller mere end 50.000 fastansatte og omkring 120.000 soldater, politifolk og civile medarbejdere i de fredsbevarende operationer. Selv om generalsekretæren ikke har direkte administrativ kontrol over dem alle, så er han ikke desto mindre en samlende figur, en forsvarer af organisationens principper. En der kan inspirere, opmuntre eller berolige alt efter behov. Personligt er det svært at glemme Kofi Annans tale til de ansatte i New York efter 11. september 2001, som gav håb og trøst i en traumatisk stund og samtidig fremhævede FN’s unikke rolle i den fælles bekæmpelse af terrorisme.

Ban Ki-moon har aldrig fået talt sig ind de ansattes hjerter eller vundet deres tillid. Han gjorde sig hurtigt upopulær, da han efter blot få måneder i embedet offentligt kritiserede bureaukratiet og nepotismen, alt imens han omgav sig med koreanske rådgivere. Det blev ikke bedre af, at han for mange fremstod som forfængelig og mere optaget af statsmiddage, pressemeddelelser og image end af reel handling. Eller at han i et forsøg på at tilfredsstille medlemslandene indførte nyttesløse reformer, hvis primære effekt var at svække arbejdsforholdene for de ansatte. En række tidligere og nuværende medarbejdere, der blev interviewet til denne artikel, havde ikke meget godt at sige om deres øverste chef. Farveløs, provinsiel, ineffektiv, mekanisk, ubeslutsom, snæversynet, principløs og selvhævdende var nogle af de adjektiver, der gik igen.

En række tidligere og nuværende medarbejdere, der blev interviewet til denne artikel, havde ikke meget godt at sige om deres øverste chef.
_______

 

Kritikken nåede til tider de højeste lag i organisationen. I 2010 trådte svenskeren Inga-Britt Ahlenius tilbage fra sin post som chef for FN’s interne kontrolorgan og skrev i den forbindelse en meget kritisk rapport om generalsekretærens lederevner. I et senere interview spurgte hun retorisk: ”Hvordan kunne denne mand blive udnævnt til verdens vigtigste job? Han er på ingen måde sin opgave voksen. Som leder af sekretariatet er han en katastrofe. Han er uinteresseret og uengageret”. Året inden lækkedes et ligeledes sønderlemmende notat fra den norske vice-FN-ambassadør til udenrigsministeriet i Oslo. Heri beklagede hun Bans svage ledelse, manglende karisma og passive tilgang til en række kriser og globale spørgsmål. Særligt i de første år jokkede han – til de ansattes gru – jævnligt i spinaten, fx da han i en udtalelse nægtede at fordømme dødsstraf, som FN formelt er imod.

Selv om kritikken aftog noget med årene, blev Ban aldrig en elsket faderfigur i organisationen.
Presset til at sige noget positivt om ham, fremhævede de interviewede ansatte hans ærlighed, omhu og hårde arbejde. Han har utvivlsomt været disciplineret, rejst verden tynd og ikke lænet sig tilbage, som det hed sig om østrigeren Kurt Waldheim.

Til hans fortjeneste har Bans embedsperiode været forholdsvis fri for skandaler. Men der har været et par uheldige sager, som ikke er blevet håndteret lige godt. Da der efter jordskælvet i Haiti i 2010 udbrød kolera i det plagede land, viste det sig snart, at det kunne spores tilbage til de nepalesiske FN-soldaters lejr. Udbruddet medførte op imod 10.000 dødsfald, men der skulle alligevel gå næsten seks år, før FN tog ansvar, og Ban undskyldte for epidemien. Ligeledes tog det også alt for lang tid at tage affære i kølvandet på afsløringen af seksuelle overgreb begået af FN-personel i Den Centralafrikanske Republik. Generalsekretæren har – ikke uberettiget – fået en del kritik for disse miserer.

5. Forholdet til stormagterne
En af de mest krævende balanceakter for enhver generalsekretær er forholdet til stormagterne, hvilket i FN-regi primært betyder de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, og blandt dem især USA, Kina og Rusland. Det er bydende nødvendigt for generalsekretæren at være på god fod med de vigtigste politiske aktører uden at give afkald på FN’s principper eller forholdet til 188 øvrige medlemslande. Hvis ikke man passer på, kan det let koste én posten, som egypteren Boutros-Ghali erfarede, da han ragede uklar med Clinton-regeringen og blev vraget efter fem år.

Ban Ki-moon har formået ikke at gøre sig uvenner med nogen af ’de fem store’, hvilket på den ene side er en bedrift, men måske også tegn på, at han ikke for alvor har udfordret dem. Han har oftest undgået kontroverser ved ikke at blande sig for meget, når der har været uoverensstemmelser i Sikkerhedsrådet. Man kan sige, at stormagterne fik det, de ønskede: En, der var ”mere sekretær end general”, som en ansat formulerede det.

Ban Ki-moon har formået ikke at gøre sig uvenner med nogen af ’de fem store’, hvilket på den ene side er en bedrift, men måske også tegn på, at han ikke for alvor har udfordret dem.
_______

 

Til tider udsættes generalsekretæren også for pres fra andre lande. Tidligere i år kom Ban i alvorligt uføre, efter at en FN-rapport om overtrædelser af børns rettigheder under væbnede konflikter kritiserede Saudi-Arabien for dets bombardementer af nabolandet Yemen, der også ramte skoler og hospitaler. Da Riyadh truede med at trække den økonomiske støtte til FN, blev Saudi-Arabien officielt fjernet fra listen over de lande, som forbryder sig mod børns ve og vel.

Menneskerettighedsorganisationer over hele verden protesterede voldsomt over denne åbenlyse kapitulation over for afpresning. ”Det er en af de mest smertefulde og svære beslutninger, jeg har været nødt til at træffe”, erkendte Ban Ki-moon under et pressemøde. ”Det er uacceptabelt, at medlemslande udøver urimeligt pres”, sagde han videre. Havde han noget valg? Burde han af princip have holdt fast, selv om det kunne have haft alvorlige konsekvenser for nødhjælpsarbejdet i regionen, hvis saudierne gjorde alvor af truslen? Sagen udstillede i hvert fald den slags dilemmaer, en generalsekretær står over for.

6. Indflydelse på verdens gang
Det er ikke fair at forvente, at FN’s generalsekretær egenhændigt kan ændre verdens gang. Han betegnes dog af gode grunde ofte som verdens sekulære pave, netop fordi han er hævet over nationale interesser og derfor kan prædike for klodens overordnede velfærd.

Det har utvivlsomt været et turbulent årti, hvor multilateralismen har haft svære kår. Det er populismens og nationalismens tid, hvor mange regeringer og politikere har nedprioriteret, vendt sig bort fra eller endda gjort en dyd ud af at kritisere internationalt samarbejde. Sådanne tendenser vil selv den mest kompetente generalsekretær have svært ved at ændre. Men Ban Ki-moon har ikke været i stand til at fremføre stærke modargumenter. Som en tidligere ansat sagde: ”Han repræsenterer ikke et troværdigt og stærkt alternativ. Tværtimod forsyner han skurkene med ammunition; hvorfor skulle nogen som helst forpligte sig til verdenssamfundet, når empty suits som han er dets ledere?”

Ban har set passivt til fra sidelinjen, mens opbakningen for internationale normer har lidt gevaldigt. Bare i år har tre afrikanske lande – Sydafrika, Burundi og Gambia – trukket sig fra Den Internationale Straffedomstol; en gevaldig lussing for en betydningsfuld global institution. Ban beklagede blot landenes beslutning og håbede, at de ville genoverveje den.

Hvis man skal rangere den udgående generalsekretær, må det blive langt under middel; vel at regne i bunden sammen med østrigeren Kurt Waldheim.
_______

 

En generalsekretær har i virkeligheden en del platforme til rådighed til at påvirke medlemslandene, ikke mindst bilaterale møder, men også sin optræden i medierne og diverse fora. I sin sidste tale til verdens ledere under generalforsamlingen i september, talte Ban Ki-moon hudærligt og med store bogstaver om klodens sørgelige tilstand og holdt sig ikke tilbage fra kritik af enkelte medlemslandes opførsel eller den manglende solidaritet i det hele taget. En stærk opsang, der alligevel forekom som for lidt og for sen.

Karakter: Under middel
En god generalsekretær kan appellere til verdens samvittighed og være en drivkraft for forandring. Hans moralske stemme er vigtigere end nogensinde i en verden, hvor vi har rammerne og institutionerne til at løse fælles problemer, men hvor følelsen af broderlighed synes på retræten. Stillingen som FN’s øverste chef er ikke blevet nemmere i en tid med uløselige konflikter, nye trusler, øget ulighed og en ukontrollerbar medievirkelighed. Men selv mod disse odds skal en generalsekretær forsøge at inspirere og minde os om, at vi alle har et ansvar. Ban Ki-moon har utvivlsomt hjertet på det rette sted, men ejer desværre ikke Pave Frans’ åbenlyse udstråling, glimt i øjet eller evne til at kommunikere med masserne.

Hvis man skal rangere den udgående generalsekretær, må det blive langt under middel; vel at regne i bunden sammen med østrigeren Kurt Waldheim. Det har syntes tydeligt fra starten, at jobbet har været for stor en mundfuld for Ban, der som tidligere koreansk udenrigsminister ikke havde megen erfaring med at lede en enorm organisation eller håndtere store internationale kriser. Og hans manglende karisma forblev en kæmpe hæmsko. Hvis man ser hans efterfølger, portugiseren António Guterres, tale i bare fem minutter, får man indtrykket af en selvsikker, passioneret og inspirerende leder, der vil kæmpe indædt for at være en modvægt til den retning verden går i. Forventningerne er i hvert fald høje.

ILLUSTRATION: Ban Ki-Moon, FN’s generalsekretær (Wikimedia Commons).

Andreas Sugar var ansat i FN fra 1997 til 2009, mestendels i afdelingen for fredsbevarende operationer.