Daniel Fabricius: Ungarns befolkning bør stemme nej til EUs virkelighedsfjerne flygtningekvoter
28.09.2016
. Når Ungarn søndag går til stemmeurnerne, kan de og premierminister Orbán sende et klart signal til Bruxelles, om at de ikke vil danse efter Junckers pibe, når det handler om migrantspørgsmålet, og det kan få store konsekvenser i resten af EU.
INTERNATIONAL KOMMENTAR af Daniel Fabricius
Søndag den 2. oktober 2016 har den ungarske regering ledet af premierminister, Viktor Orbán, indkaldt sin befolkning til stemmeurnerne.
Denne gang er valget dog ikke til nationalforsamlingen, men en folkeafstemning om EU-Kommissionens plan om, at en signifikant del af løsningen på migrantkrisen skal være obligatoriske omfordelingskvoter af de flygtninge, som kommer til EU.
Den beslutning stemte Ungarn imod til ministerrådsmødet, men man valgte at nedstemme et land i en ministerrådsbeslutning. Det er mig bekendt første gang, man nogensinde har gjort dette. Før Lissabon-traktaten skulle man nå til enighed, hvilket hidtil også har været kutyme. Denne gang stod Orbán dog i vejen, og man må sige, at han ikke ligefrem er vellidt i Bruxelles, hvilket resulterede i, at man gjorde brug af det kvalificerede flertal, og stemte Ungarn og et par andre lande, ned.
Hvis kvotesystemet bliver en realitet, vil Ungarn være tvunget til at modtage en given mængde flygtninge, som omfordeles fra andre EU-lande. De er tvunget til at tage folk ind i deres land, på deres territorium, som befolkningen potentielt ikke ønsker, og som nationalforsamlingen er imod.
Det er også spørgsmålet, som det ungarske folk får på søndag. Spørgsmålet til folkeafstemningen lyder, ”Vil De have, at Den Europæiske Union uden Nationalforsamlingens (red. Ungarns) godkendelse, kan tvinge ikke-ungarske statsborgere til at blive flyttet til Ungarn?”
De er tvunget til at tage folk ind i deres land, på deres territorium, som befolkningen potentielt ikke ønsker, og som nationalforsamlingen er imod
_______
Hvis man kigger på selve spørgsmålet, er det interessant, fordi det er et værdiladet spørgsmål, om man selv mener, at man ville have, at EU kunne bestemme over Ungarn. Faktum er, at det har de tydeligvis magt til, så juridisk giver den ikke så meget mening.
Ikke desto mindre er det interessant, især i slipstrømmen af Brexit, hvordan EU og de resterende EU-lande kommer til at reagere.
Den skarpe læser har måske undret sig over, hvorfor Danmark som EU-land ikke er omfattet af denne tvungne omfordelingskvote. Selvom Det Radikale Venstre også vil have Danmark til at deltage i omfordelingen af ’flygtninge’, har Danmark stadig sit retsforbehold, som vi gudskelov beholdte, hvorfor Danmark ikke påvirkes.
Ovenpå utilfredsheden fra Ungarn, blandt andet støttet af Slovakiet, har flere lande lagt sag an mod EU-Kommissionen, da de mener, at de obligatoriske kvoter kræver en traktatændring i Dublin-forordningen. Dette ville kræve enstemmighed, som man så kunne blokere og dermed også blokere den tvungne omfordeling.
Dermed kan folkeafstemningen blive et stærkt argument til Bruxelles om, at Orbán har sin befolkning i ryggen. Vil EU af moralske årsager nedstemme ikke bare et land i ministerrådet men en direkte folkeafstemning om et specifikt spørgsmål? Det kan jeg ikke svare på, men såfremt de gør, tror jeg, at helvede bryder løs. Det er i hvert fald svært at se det demokratiske i det. Og det vil de østeuropæiske landes befolkninger også have svært ved.
Vil EU af moralske årsager nedstemme ikke bare et land i ministerrådet men en direkte folkeafstemning om et specifikt spørgsmål?
_______
Afstemningen i Ungarn nærmer sig, og venstrefløjen anført af tidligere premierminister Gyurcsany forsøger at få ungarerne til at blive hjemme i sofaerne. Hvis der ikke kommer nok mennesker til stemmeurnerne, bliver afstemningen nemlig erklæret ugyldig. Det kræver således, at halvdelen af ungarerne møder op og stemmer, før resultatet bliver kendt gyldigt. Det lyder ikke som et voldsomt højt tal i en dansk kontekst, men EU-afstemninger får sjældent meget over 50 pct. i stemmeboksen.
Venstrefløjens taktik lyder underlig, da man optimalt set burde advokere for at deltage i demokratiet – enten ved aktivt at nedstemme regeringens forslag, eller at støtte det. Men meningsmålingerne viser et flertal til fordel for et nej ved afstemningen – som regeringen håber. Og derfor synes venstrefløjens bedste taktik at være, at færre end halvdelen stemmer.
I metroen i Budapest findes store regeringsfinansierede plakater med ”Vi sender en besked til Bruxelles”. Jeg synes personligt ikke, at det er regeringens opgave at promovere en bestemt side. Regeringspartiet Fidesz kan føre kampagne, men jeg mener ikke, at der skal bruges skattekroner på den fremlægning, som den ungarske regering har.
Det bliver en skelsættende dag for Ungarn, men da også for resten af EU, hvis resultatet bliver et nej. Resultatet kommer helt sikkert til at blive hørt rundt i de europæiske hovedstæder og i Bruxelles, og jeg håber, at EU vil lytte til Ungarn – uanset resultatet – og imødekomme regeringen, som ultimativt er valgt af befolkningen.
Herudover må EU også forstå, at deres virkelighedsfjerne løsning med, at disse kvoter skulle løse problemer, altså er langt ude. Orbán og Ungarn har brugt millioner af euro på at sikre alle EU-borgernes ydre grænse, men ikke fået andet end hug for det. Tværtimod burde vi hjælpe Ungarn med midler, så de netop kan sikre, at den promille af asylansøgere, som rent faktisk vil blive i Ungarn, lever under anstændige forhold.
Orbán og Ungarn har brugt millioner af euro på at sikre alle EU-borgernes ydre grænse, men ikke fået andet end hug for det.
_______
Danske medier glemmer dog tit at fortælle, at Ungarn er det tredje fattigste land målt på BNP i EU. Ungarn har ikke midler til at huse flygtninge, som vi har i Danmark. Så hvorfor skælder vi ud på Ungarn, men sender penge til grækerne? Grækerne som tydeligvis ingen EU-reguleringer overholder – hverken når det handler om Schengen eller om økonomisk politik.
Det gør de, fordi EU har en agenda mod Orbán. Orbán vil ikke EU’s vej, og det synes Juncker er træls.
Det ultimative, Orbán kunne komme med, ville være et brev til Juncker med sin befolknings støtte i en sag, hvor Juncker har en torn i øjet på Ungarn. Et brev underskrevet af det ungarske folk med et nej til flygtningekvoter. Jeg håber vitterligt, at Orbán får mulighed for at sende dette brev. ■
ILLUSTRATION: Ungarns premierminister Victor Orbán ved EU-topmøde i Bratislava. Foto: Alexey Vitvitsky/Sputnik/Polfoto
Daniel Fabricius (f. 1993) er dansk-ungarer, medlem af Konservativ Ungdom og uddannet civiløkonom.