31.05.2016

„Xi Jinping er muligvis – som han ofte fremstilles i vestlige medier – den stærkeste leder, Kina har haft, siden Deng Xiaoping. Deng var lederen, der tog over og fik styr på det kaos, der prægede Kina efter Mao og Kulturrevolutionen, og igangsatte økonomiske reformer i slutningen af 1970’erne.

Én ting er imidlertid sikkert – Xi er den mest udfordrede kinesiske leder siden Deng.‟

Denne artikel er fra RÆSON26, der udkom 26. maj.

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

I begyndelsen af marts fandt den årlige nationale folkekongres sted i Beijing. På vanlig vis var alt tilrettelagt forud for mødet af de omkring 3.000 delegerede, men i år skete der alligevel noget uventet. På åbningsdagen, den 5. marts, begyndte et brev underskrevet af ’loyale kommunistiske partimedlemmer’ at cirkulere rundt på nettet. Brevet var rettet mod præsident Xi Jinping, som bl.a. blev beskyldt for at have opgivet princippet om kollektiv ledelse til fordel for selv at rage magten til sig. Præsidenten – som også er kommunistpartiets generalsekretær og leder af den centrale militærkommission – bliver i brevet opfordret til at træde tilbage for ”befolkningens og landets fremtids skyld”.

Det er umuligt at vide, hvem der står bag brevet, som hurtigt blev censureret. Men alene det, at brevet overhovedet begyndte at cirkulere, og at der efterfølgende er blevet slået endnu hårdere ned på kritikere af Xi Jinping, har givet anledning til flere spekulationer om, hvor stærkt Xi står i den øverste kinesiske ledelse. Det har dermed også atter understreget, hvor lidt vi reelt ved, når det drejer sig om magtforholdene og arbejdsgangene i den øverste kinesiske ledelse.

Kinas nye Mao Zedong?
Xi Jinping har igennem de seneste fire år vist, at han ikke er bange for at lægge sig ud med magtfulde interesser i det enorme og komplekse politiske og bureaukratiske system i Kina. Han tør tage større initiativer og chancer, såvel i indenrigspolitikken som i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Derfor fremstilles han ofte i vestlige medier som den stærkeste leder, Kina har haft, siden Deng Xiaoping – eller endda siden Mao Zedong.

Han har indsat sig selv som leder af vigtige nye ’små ledergrupper’ inden for bl.a. den indenrigspolitiske reformproces og national sikkerhed. Han har igangsat en stor omstrukturering af det kinesiske militær, hvor han som led i konsolideringen af partiets totale kontrol over militærets udvikling har oprettet og selv indtaget posten som øverstkommanderende. Og disse tiltag er blevet ledsaget af den stort anlagte anti-korruptionskampagne, som nu kører på fjerde år. Kampagnen, som hidtil har kostet tusinder af højtstående parti- og militærledere posten, er ud over at være rettet mod den omfattende korruption også et vigtigt instrument til at konsolidere Xis magtposition. Den fjerner ikke kun potentielle udfordrere og modstandere af hans dagsorden, men skaffer ham også stor popularitet i den brede kinesiske befolkning. Dette også hjulpet på vej af store propagandakampagner, som ud over den vanlige hyldest af partiets fortræffeligheder og store resultater i genopbygningen af Kina fremmer en persondyrkelse af ’Onkel Xi’, der bringer minder om tiden under Mao Zedong.

Men Kina – og kommunistpartiet – er ikke som under Mao. Det er sagens kerne. Hverken den kinesiske befolkning eller partiet kan i dag kontrolleres og manipuleres på samme måde. Og forsøg herpå skaber modreaktioner, hvilket det oven for omtalte brev kan ses som et eksempel på.

Generelt ses en voksende kritik i Kina, også fra højtstående partimedlemmer, af udviklinger i landet under Xi Jinping.
____________________

 

Generelt ses en voksende kritik i Kina, også fra højtstående partimedlemmer, af udviklinger i landet under Xi Jinping. Særlig skepsis er der over for de metoder, der anvendes til at afskrække og straffe de personer og grupper i det kinesiske samfund, som anses for at være ’fjendtligt indstillede’. Herunder hører den øgede brug af tvungne offentlige og TV-transmitterede ’tilståelser’ og ’selvkritik’ og forsøgene på at true eksilkinesere, som er kritiske over for partiet, til tavshed ved at genere og fængsle familiemedlemmer, som fortsat er i Kina. Det har også givet anledning til debat blandt – og kritik fra – såvel højtstående partimedlemmer som toneangivende journalister, forskere og advokater, at Xi i februar drog på rundtur til flere statskontrollerede medier med klar besked om, at de altid først og fremmest skal være partiets talerør og krævede ’absolut loyalitet’ fra landets journalister.

Frygten for kaos og tab af kontrol
Det, der altid har forenet den øverste kinesiske ledelse hen over de forskellige fraktioner og uenigheder, er målet om at fastholde kommunistpartiets magtmonopol. Læren, særligt siden Tiananmen i 1989 – hvor partiledelsen indsatte militæret til at slå demonstrationerne bl.a. på Den Himmelske Freds Plads i Beijing ned – er, at en fastholdelse af magtmonopolet forudsætter, at ledelsen forbliver i stand til at fremstå og lede samlet, og at der er kontinuitet og forudsigelighed i den politiske proces. Det var der ikke under Mao med katastrofale konsekvenser til følge. Det er Xi Jinping ganske givet meget bevidst om, idet hans egen familie led meget under Kulturrevolutionen. Kulturrevolutionen var perioden fra 1966-1976, hvor Kina – særligt grundet Maos magtbegær og paranoia – var henlagt til totalt kaos og ukontrollerbar vold ført an af de unge såkaldte rødgardister mobiliseret af Mao til at angribe og fjerne alt og alle, der gik imod hans projekt om en ’evig revolution’. Som 15-årig blev Xi således sendt til ’hårdt arbejde’ på landet i Shaanxiprovinsen, hvor han endte med at tilbringe de næste seks år. Hans far, Xi Zhongxun, som var en af kommunistpartiets grundlæggere, blev som andre ’ikke kulturrevolutionære ledere’ offentligt ydmyget, tortureret og sat i fængsel. Og hans ældre halvsøster Xi Heping begik selvmord efter i årevis at have været forfulgt og pint af rødgardister, der ville have hende til at fordømme og tage afstand fra faderen.

At Xi Jinping fremstår så magtfuld, kan derfor også være et resultat af, at der i den øverste kinesiske ledelse er en vis konsensus om behovet for at lede samlet igennem en forenende topfigur …
____________________

 

At Xi Jinping fremstår så magtfuld, kan derfor også være et resultat af, at der i den øverste kinesiske ledelse er en vis konsensus om behovet for at lede samlet igennem en forenende topfigur, særligt i lyset af de mange indenrigspolitiske og udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, som ledelsen står overfor i disse år. Der kan således være tale om en velovervejet strategi, hvilket vil betyde, at Xi fortsat skal manøvrere rundt mellem og forhandle med forskellige fraktioner og institutionelle interesser repræsenteret i ledelsen. Han skal også fortsat levere resultater, især i forhold til økonomisk stabilitet og fremgang, som kan tilfredsstille en bred magtbase i partiet og militæret.

Hvert år, flere og mere komplekse udfordringer
Det er ikke en let opgave. I år spås en økonomisk vækst på 6,5-7 pct. – det laveste niveau i et kvart århundrede. Der er igangsat store reformer og omlægninger i den kinesiske økonomi, som overordnet set skal ændres fra at være en produktionsbaseret og investeringsdrevet økonomi til en service- og vidensøkonomi drevet af højere indenlandsk efterspørgsel og med innovation øverst på dagsordenen. De mange års ensidige fokus på økonomisk vækst har haft store omkostninger, særligt de enorme miljøproblemer, som landet står med i dag, og den høje ulighed. Ledelsen har erkendt den hidtidige udviklingsmodels negative konsekvenser og begrænsninger, men de igangsatte reformer og omlægninger indebærer store fyringsrunder, særligt i produktions- og stålindustrien. Dette øger den sociale uro og de sociale spændinger i det kinesiske samfund.

I Kina er et aktivt civilsamfund under hastig udvikling. Det er selvfølgelig et andet civilsamfund end i et demokratisk politisk system, men ikke desto mindre er der i dag tale om et civilsamfund, som stiller sig kritisk over for udviklinger både i og uden for Kina. Samtidig er det et civilsamfund, som i stigende grad bliver i stand til at mobilisere sig og udtrykke utilfredshed og vrede. Antallet af demonstrationer og protester øges hvert år – der er nu omkring 600 ’mass incidents’ om dagen, hvor et ’mass incident’ defineres som bestående af mindst 500 deltagere. De fleste protester er kortvarige og lokale, men der er tendens til, at de bliver voldsommere og tager til i omfang. Det er tydeligst i Sydkina, hvor der i flere af de store fabriks- og industriområder har været meget store demonstrationer for bedre løn- og arbejdsvilkår, der i flere tilfælde er endt med, at arbejderne har ødelagt dele af fabrikken samt truet og slået fabriksledere og -ejere. Protesterne har imidlertid mange forskellige baggrunde og formål. Nogle bunder i de ringe vilkår for landets store gruppe migrantarbejdere (kaldet ’den flydende befolkning’), andre er reaktioner på forskelsbehandling, korruption og embedsmisbrug, ofte fra lokale parti- og regeringsrepræsentanter. Der er også ’middelklasse-aktioner’, som fx udspringer af en fødevareskandale eller bekymring over de sundhedsmæssige konsekvenser af den meget høje luftforurening, som præger mange af Kinas storbyer. Fælles for alle er, at udbredelsen af mobiltelefoner og adgang til internettet spiller en vigtig rolle. Der er i dag mere end 700 mio. internetbrugere i landet, og internettet er en let anvendelig platform for debat, mobilisering og organisering. Den såkaldte sociale netværks-revolution i Kina sætter partiets kontrol- og overvågningssystem under voldsomt pres.

Antallet af demonstrationer og protester øges hvert år – der er nu omkring 600 ’mass incidents’ om dagen, hvor et ’mass incident’ defineres som bestående af mindst 500 deltagere.
____________________

 

Partiets modsvar har de senere år været en yderligere skærpelse af kontrol- og overvågningssystemet. De ’hårde’ metoder – fx trusler, husransagelser, tæt overvågning, hyppige forhør og arrestationer og de oven for omtalte tvungne offentlige og TV-transmitterede ’tilståelser’ og ’selvkritik’ – kombineres med ’bløde’ metoder, fx stort anlagte ideologiske propagandakampagner, der forherliger og belønner den korrekte samfundsånd og adfærd. Disse kampagner vinder dog ikke længere samme genklang som tidligere, og det er generelt blevet sværere for partiet at få indfanget og reguleret de mange nye grupper og tendenser i det kinesiske samfund, som spænder fra voksende religiøse bevægelser til enkeltsagsorganisationer, der udspringer fx af miljø-, fødevare- og medicinskandaler.

Dette er det altoverskyggende dilemma for ledelsen, som på den ene side prioriterer opretholdelse af indenrigspolitisk kontrol og stabilitet, men på den anden side erkender behovet for et mere aktivt, kreativt og ’connected’ kinesisk samfund i omlægningerne af den kinesiske økonomi. Det er særligt i denne sammenhæng, at fordelene for ledelsen ved at have Xi Jinping som den stærke og samlende leder skal ses med et overordnet formål om at genvinde befolkningens opbakning til og tro på partiet.

Også voksende udfordringer uden for Kina
Men Beijing står også over for voksende udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Konflikten i Det Sydkinesiske Hav og de gentagne amerikanske gennemsejlinger af, hvad der af Kina anses som kinesiske farvande, står øverst på dagsordenen. Det skyldes, at spørgsmålet om at forsvare og genvinde, hvad der opfattes som retmæssigt kinesisk territorium og interessesfære, er tæt knyttet til partiets indenrigspolitiske legitimitet.

Nationalismen er blevet – og bliver fortsat – brugt til at sikre opbakning i den kinesiske befolkning til kommunistpartiet. Nationalisme har dog udviklet sig til et tveægget sværd. På den ene side kan de kinesiske ledere bruge nationalismen til at mobilisere befolkningen med det formål at lægge pres på andre internationale forhandlingspartnere og stater samt til at fjerne opmærksomheden fra egne fejl og svagheder. På den anden side medvirker nationalismen til at øge befolkningens forventninger til Kinas internationale ageren og status, som kan lægge et yderligere pres på de kinesiske ledere i internationale forhandlinger og konflikter. Dette viser sig særligt i territorielle og historiske spørgsmål, hvor der er stigende forventninger om, at de kinesiske ledere aktivt vil forsvare landets kerneinteresser og grænser samt genvinde ’det tabte territorium’. Medvirkende til den kompromisløse kinesiske linje og den styrkede kinesiske militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav de senere år er således de kinesiske lederes frygt for stærke indenrigspolitiske reaktioner, hvis de kommer til at fremstå svage og eftergivende.

De fem største dilemmaer
Xi Jinping er muligvis – som han ofte fremstilles i vestlige medier – den stærkeste leder, Kina har haft, siden Deng Xiaoping. Deng var lederen, der tog over og fik styr på det kaos, der prægede Kina efter Mao og Kulturrevolutionen, og igangsatte økonomiske reformer i slutningen af 1970’erne. Én ting er imidlertid sikkert – Xi er den mest udfordrede kinesiske leder siden Deng. Han har – hvis alt går efter partiets drejebog – syv år tilbage på posten, og han står over for adskillige store dilemmaer i bestræbelserne på at styrke partiet, hvilket han uden tvivl ser som en forudsætning for realiseringen af ’den kinesiske drøm’. Dette er Xis centrale politiske slogan og henviser til starten på en ny storhedstid for Kina. Uanset udfaldet af hans bestræbelser vil Kinas videre udvikling under Xi få store konsekvenser for resten af verden.

1. Skal han fortsætte med at øge kontrol- og overvågningssystemet og indskrænke ’det frie rum’, hvilket hæmmer både den aktivitet, kreativitet, kritiske tænkning og innovation i det kinesiske samfund, som er nødvendig i omlægningerne af den kinesiske økonomi?

2. Skal han fortsætte den stort anlagte antikorruptionskampagne? Den har tilsyneladende resulteret i frygt og mistillid på alle niveauer af det politiske og bureaukratiske system og skabt en afventende og passiv holdning hos lokale ledere og provinsledere, som bestemt ikke gavner implementeringen af den økonomiske reformdagsorden.

3. Skal han fortsætte med at køre på i forhold til den økonomiske reformdagsorden? Det indebærer bl.a. effektiviseringer, fyringsrunder og lukninger blandt de store statsejede virksomheder, hvilket vil skabe yderligere social uro og sociale spændinger i det kinesiske samfund.

4. Skal han fortsætte egen persondyrkelse og dermed risikere at skabe så stærke modreaktioner internt i partiet og i militæret, at de ikke længere kan kontrolleres og holdes nede?

5. Skal han fortsætte med at opbygge militære installationer og styrke den militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav? Skal han generelt fastholde udfordringen af USA’s militære dominans i Østasien? Den nuværende linje øger mistilliden og frygten hos Kinas naboer, som selv opruster militært og styrker de militære relationer til USA og Japan. Hermed undermineres Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske doktrin siden starten af 1990’erne om ’fredelig udvikling’, der tilsiger en gradvis opbygning af gensidig tillid og fordele mellem Kina og dets naboer. Ligeledes er den nuværende linje medvirkende til yderligere at øge de nationalistiske forventninger i den kinesiske befolkning.

Uanset udfaldet af hans bestræbelser vil Kinas videre udvikling under Xi få store konsekvenser for resten af verden.
____________________

 

Camilla T.N. Sørensen (f. 1976) er adjunkt ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Primære forskningsinteresser er kinesisk politik, østasiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og international politik-teori.

ILLUSTRATION: Xi Jinping under et officielt tre-dages besøg i Prag, Tjekkiet. Marts 2016 [Michel Dolezal/CTK/Polfoto]