13.09.2016

Selvom Brexit-afstemningen har sat UK i kompleks situation, bør man lære én ting af Grønlands farvel til EF i 1985: Det er langt nemmere at holde sammen på et kongerige af blandede bolsjer, hvis hovedstaden er villig til at omgås sin formelle suverænitet kreativt og pragmatisk. Den skotske førsteminister Nicola Sturgeon har taget idéen om en ‚omvendt Grønland‛ op.

Af Ulrik Pram Gad

Man fornærmer vel ikke nogen ved at karakterisere valgkampen op til Brexit-afstemningen som en rodet affære. Det forblev mildest talt uklart, hvad der helt konkret skulle ske, hvis ‚Leave‛ vandt.

I et forsøg på at skabe klarhed, sendte de fleste større britiske medier en mand til Nuuk: Grønland forlod EF i 1985. Kunne man mon lære noget af det fortilfælde? ‚Nej‛, konkluderede de fleste af journalisterne: Både hvad angår proces, substans og problemets størrelse er Grønland og UK simpelthen for forskellige.

Ikke desto mindre er der måske én lære at uddrage – nemlig om vigtigheden af forfatningsmæssig pragmatisme og vilje fra alle sider for at omgås formel suverænitet en vis kreativitet. I netop dén henseende kan Grønland faktisk antyde en vej frem for det Forenede Kongerige.

Skotland er nemlig ikke det første sted, hvor spørgsmålet om EU-medlemskab har virket som en katalysator for decentralisering og forfatningsmæssige reformer. I 1972 stemte et stort flertal i Grønland imod medlemskab, men som en integreret del af Danmark måtte man følge Danmark ind i EF. Denne oplevelse satte fyr under kravet om hjemmestyre i Grønland – især fordi Færøerne fik lov til at blive ude med henvisning til deres hjemmestyreordning fra 1946. Det grønlandske hjemmestyre fra 1979 gjorde tilbagetrækning fra EF i 1985 muligt.

Skotland er ikke det første sted, hvor spørgsmålet om EU-medlemskab har virket som en katalysator for decentralisering
_______

 

Men der er en vigtigere lære at drage for det Forenede Kongerige af den måde, Kongeriget Danmark har arrangeret sig i forhold til EU. Det danske eksempel understreger, hvordan en suveræn stat kan bestå af områder med vidt forskellig formel og praktisk status i forhold til EU. Egentlig rumme i sig selv noget af den samme mangfoldighed under den britiske krone – Kanaløerne, Isle of Man og en række oversøiske territorier har hver deres ordning. Men ekstremerne og den dynamik, som Grønland og Færøerne under dansk suverænitet repræsenterer, kan pege på nye muligheder for UK.

Grønlands farvel til EF
Da Grønland forlod EF, rummede traktaterne ikke en formel for, hvordan man melder sig ud af EU (den famøse artikel 50). Men en sådan artikel ville heller ikke have været relevant, for det, der foregik, var ikke en udmeldelse af en medlemsstat. Formelt var det der skete derimod, at dele af en medlemsstats territorium blev undtaget fra medlemskabet. Det var ikke en ensidig beslutning, men byggede på en aftale, formaliseret i en protokol til traktaterne, kendt som ‚Grønlandstraktaten‛, underskrevet af alle medlemsstaterne.

Danmark forblev medlem, Grønland blev overført til en kategori af ‚oversøiske lande og territorier med forfatningsmæssige forbindelser til en medlemsstat‛. Denne kategori fandtes i forvejen i traktaterne, som udstikker en særlig ramme for områdernes forhold til EU, de såkaldte OLT-lande. Som en del af forhandlingerne måtte Grønland acceptere særlige betingelser (en fiskeriaftale som groft sagt sælger kvoter for kontanter) for at opnå den fordelagtige markedsadgang, som er en del af OLT-ordningen.

I første omgang blev forhandlingerne mellem EF og Grønland varetaget af Danmark på mandater aftalt med Landsstyret i Nuuk. Men over årene er tyngdepunktet i både substans og kommunikationen med Bruxelles gradvist flyttet nordpå.

Denne bevægelse er en del af en generel tendens til decentralisering i Kongeriget Danmark. Denne decentralisering rummer sågar væsentlige udenrigspolitiske elementer – noget man ellers sædvanligvis regner for kernen af en stats suverænitet.

Da Arktisk Råd blev dannet i 1996 var det den daværende grønlandske landsstyreformand, Lars Emil Johansen, der underskrev stiftelsesaftalen på vegne af Danmark. Ingen betvivlede, at han var berettiget til dét. I 2005 rundsendte Danmark en diplomatisk note om, at Grønland og Færøerne kunne underskrive bilaterale aftaler med fremmede stater (forudsat at de kun involverede hjemtagne sagsområder og i øvrigt ikke vedrørte Danmark).

Og hvis vi ser ud over Danmark, er det ikke ualmindeligt, at stater bemyndiger advokater, private borgere, NGO-repræsentanter – til tider udenlandske statsborgere – til at repræsentere dem ved møder i internationale organisationer. Dette var sådan set på dén måde, diplomatisk praksis i sin tid begyndte. Det afgørende er, at alle parter anerkender repræsentantens ‚akkreditiver‛.

I 2013 indvilligede de danske myndigheder i, på vegne af Færøerne, at iværksætte en appel til WTO’s tvistbilæggelsespanel over EU’s måde at forhandle fiskeriaftaler på. Det er et sagsområde, som Kongeriget Danmark har overladt til Bruxelles (dansk fiskeri) og Tórshavn (færøsk fiskeri). Formelt set forberedte Danmark at lægge sag an mod sig selv. Søgsmålet blev dog i sidste ende droppet, da sagen blev afklaret, inden den nåede til WTO.

Grønland som forbillede – for England og Wales
Resultaterne af Brexit-afstemningen i England og Wales stod som bekendt i skarp kontrast til resultaterne i Skotland, Nordirland, og Gibraltar. Læg hertil udsigten til en ny skotsk uafhængighedsafstemning, til fornyede uroligheder i Nordirland, og til isolation af Gibraltar fra Spanien. For at undgå den situation kunne regeringen i London undlade at aktivere en formel udmeldelse via artikel 50. I stedet kunne forhandlingerne sigte på en territorial undtagelse af England og Wales fra Storbritanniens medlemskab.

UK ville herefter stadig være et medlemsland – formentlig med en stemmevægt reduceret til hvad der tilkommer en befolkning af Skotlands og Nordirlands størrelse. Spørgsmålet om, hvem der konkret repræsenterer denne medlemsstat, på hvilket mandat, og efter hvilke koordinationsprocedurer vil man skulle blive enige om internt i UK. Formentlig ville skotske ministre og bureaukrater fra Nordirland skulle spille centrale roller.

I stedet kunne forhandlingerne sigte på en territorial undtagelse af England og Wales fra Storbritanniens medlemskab(af EU, red.)
_______

 

En sådan ‚omvendt Grønland‛-ordning spiller en betydelig rolle i debatten i de dele af UK, der stemte for Remain. Den skotske førsteminister Nicola Sturgeon vender igen og igen tilbage til idéen. Forskningsseminarer i Belfast og Gibraltar har taget idéen op. Naturligt, for ordningen ville løse det problem, Brexit-afstemingen har skabt for Skotland, Nordirland og Gibraltar – men også for dem, der gerne vil holde sammen på UK som sådan.

Tilbage står det helt afgørende problem, nemlig hvilket forhold England og Wales egentlig ønsker at have til EU og det indre marked. Det bliver afgørende for, hvilken type grænser, der vil skulle være mellem de enkelte del af det – knapt så – Forenede Kongerige. I det spørgsmål kan Grønland ikke give megen meningsfuld inspiration.

EU fremstår tit som et stift, legalistisk samarbejde. Men de politiske processer, der leder frem til EU-aftaler er ofte ganske pragmatiske. Særligt når det gælder, hvordan man rummer forskellige forfatningsmæssige ordninger i medlemsstaterne. På den baggrund burde det være muligt at finde en ordning for UK.

Og erfaringen fra forholdet mellem Grønland og Danmark viser, at det kan være nødvendigt for en stat at omgås sin formelle suverænitet kreativt, for overhovedet at opretholde den. Det virker som om danske politikere og embedsmænd efterhånden har lært den lektie. Spørgsmålet er, om London – med sin bagage som imperiets centrum – også vil være i stand til det. ■

Erfaringen fra forholdet mellem Grønland og Danmark viser, at det kan være nødvendigt for en stat at omgås sin formelle suverænitet kreativt, for overhovedet at opretholde den
_______

 

ILLUSTRATION: Skotterne stemte for at blive i EU, og her er mennesker mødt op ved det skotske parlament i Edinburgh for at demonstrere mod resultatet. Foto: James Glossop/NI Syndication/Polfoto

Ulrik Pram Gad er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet. Hans bog ‚National identity politics and postcolonial sovereignty games‛ om trekantforholdet mellem Grønland, Danmark og EU udkommer 7. oktober på forlaget Museum Tusculanum.