03.08.2016

KOMMENTAR af Vera Rosenbeck

Når det kommer til spørgsmålet om EU, har jeg to indrømmelser: For det første er jeg, i modsætning til mange af mine ideologiske åndsfæller, en blød og pragmatisk liberalist, der helt grundlæggende tror på ideen om styrke i samarbejde og samhandel.

For det andet har jeg – ligesom mange andre – utrolig svært ved at gennemskue organisationen bag EU og de bevæggrunde, der lægges til grund for unionens bureaukratiske udvikling. Mine forudsætninger for at have en helstøbt vision af, hvilket EU, jeg ønsker, lader derfor noget tilbage at ønske. Netop den uigennemskuelighed, tror jeg er et af organets største problemer.

Som sagt tror jeg på ideen EU; at vi har bedre chancer for at udvikle os som verdenssamfund og sikre demokrati, velstand og frihed til flere mennesker på verdensplan, hvis vi arbejder sammen om det. Den grundholdning oplever jeg, at mange deler, men samtidig har svært ved at genkende i det nuværende EU-system. Et system, der forekommer mere interesseret i egen opretholdelse, end i at forsvare den udvikling, EU har taget, eller forsøge at komme det åbenlyse problem i møde, nemlig at et stigende antal borgere i Europa ikke længere bakker op om EU i dets nuværende udformning.

Og hvorfor skulle man egentlig også det, når der nu ikke er nogen særlig debat, hverken i EU eller i Danmark, om hvilken retning man gerne vil have unionen til at bevæge sig i?

Man fristes til at spørge, om der er nogen politikere, danske såvel som europæiske, der har lyst til at tage ansvar for EU’s udvikling gennem de seneste 30 år? Baseret på den nuværende debat, der er fyldt af catch frases om samarbejdets vigtighed eller quick fix løsninger, må svaret være nej. Og i så fald, er det nok ikke så underligt, at mange vælger at gøre som mig og stemme EU-skeptisk, så snart vi kan komme til det for at give udtryk for den mistillid, som både politikerne og systemet i sig selv afføder.

Set fra min stol ligger ansvaret for denne voksende mistillid især på de nationale parlamenter. Den danske debat om, hvilket EU vi som befolkning ønsker at være en del af, og hvilken rolle, vi har at spille i udviklingen af dette, er så iltfattig, at kvælningspunktet hastigt nærmer sig. Hvad de danske partier vil med EU, forbliver et åbent spørgsmål, som ingen rigtig har lyst til at besvare.

Har Socialdemokraterne og Venstre overhovedet en holdning til det nuværende og det fremtidige EU, de har lyst til at forsvare på et tidspunkt?
_______

 

I stedet taler alle i overskrifter og ultimatummer uden at gide beskæftige sig med de mere komplekse problemstillinger i EU-spørgsmålet. Det er jo f.eks. nemt for Liberal Alliance at sige, at EU kun bør være et økonomisk handelssamarbejde, ligesom den oprindelige ide gik på. Bortset fra, at det viste sig, at det er utrolig svært at have frihandel uden også at have et vist minimum af politisk samarbejde om handelsvilkår. Hvis man vil skabe et nyt EU uden den politiske overbygning, hvordan kommer man så uden om det problem?

I den anden ende af spektret render Radikale Venstre rundt og snakker om mere EU og billige telefonabonnementer, men hvordan har de tænkt sig, at et større politisk samarbejde i Europa skulle foregå i en tid, hvor EU-skepsissen vokser, og mange europæiske stater har travlt med at trække i land og sætte grænser? Og har Socialdemokraterne og Venstre overhovedet en holdning til det nuværende og det fremtidige EU, de har lyst til at forsvare på et tidspunkt?

Den eklatante mangel på hjemlig debat om de grundlæggende EU-visioner har konsekvenser for den demokratiske struktur og derved også for tilliden til systemet.

Jeg gør mig ingen forestillinger om, at EU, ligegyldigt hvor optimalt man så indretter systemet, vil komme til at føles som et nærdemokratisk organ for de europæiske borgere. Dertil er det simpelthen for langt væk og for komplekst. Den rolle bør de nationale parlamenter udfylde ved kontinuerligt at diskutere EU på godt og ondt, og det er netop derfor, at den manglende debat er et udtryk for et enormt ansvarssvigt, der i sidste ende leder til en afvisning af projektet i sin helhed. Senest eksemplificeret ved Storbritanniens udmelding, der har delt Folketinget i en blanding af jubel og dommedagsprofetier. Som vanligt i unuancerede overskrifter.

Overraskende nok blev jeg faktisk glad, da jeg hørte Leave-siden havde vundet folkeafstemningen. På trods af mange politiske nederlag igennem de sidste 10 års politiske forhandlinger, senest i spørgsmålet om flygtningekrisen, har EU vist sig at være både kritikafvisende og mere eller mindre indifferent over for den stigende utilfredshed.

Mit naive håb er derfor, at Storbritannien med deres udmeldelse, og potentielle økonomiske og demokratiske succes heraf, tænder en advarselslampe selv ikke de europæiske bureaukrater kan overse. EU er i krise. Og hvis ikke de europæiske, for ikke at nævne de nationale politikere, snart indser det, tror jeg ikke, Storbritannien er den eneste udmeldelse, min generation kommer til at opleve.

Hvor er balancen mellem fælles politiske løsninger og national suverænitet? Hvilke vilkår skal standardiseres, og hvilke skal der være fri konkurrence om? Hvor meget bureaukrati er for meget? Det er nogle af de centrale spørgsmål, som det EU, jeg ønsker, beskæftiger sig med – både europæisk og nationalt. Et EU, hvor der først og fremmest bliver taget politisk ansvar for den udvikling, organet har undergået, og hvor den fortsatte debat bliver anset som en forudsætning for unionens fortsatte overlevelse og legitimitet.

■

ILLUSTRATION: Tre unge anti-brexit briter demonstrerer ved Downing Street i det centrale London, efter at det Forenede Kongerige stemte for at forlade EU. Foto: Isabel Infantes/PA Photos/Polfoto.

Biografi: Vera Rosenbeck (f. 1996) er debattør og medlem af Liberal Alliance. Hun har tidligere været formand for elevorganisationen Danske Skoleelever, og ansat i Dansk Industris uddannelsesafdeling.