08.01.2016

David Cameron står over for sin livs udfordring: inden folkeafstemningen om fortsat britisk EU-medlemskab skal han overvinde modstand fra både de øvrige EU-lande og egne partifæller. For at overbevise EU-skeptikerne derhjemme kræver Cameron en aftale om et ”forbedret” EU og et stop for velfærdsturisme. Kan de danske undtagelser bruges som forbillede og løsningsmodel?

ANALYSE af Ole Aabenhus, RÆSONs EU-redaktør

David Cameron blev Storbritanniens yngste premierminister i mere end 100 år, da han trådte til i 2010. Med hans uddannelse på Eton og Oxford har man kaldt ham arrogant og indbegrebet af britisk overklasse. Men i maj 2015 blev han som den første premierminister siden Margaret Thatcher genvalgt med et større flertal end dengang, han trådte til.

I år står Cameron over for et Waterloo, der kan få afgørende betydning for hele Europas fremtid.

I juleferien har han vandret rundt med gummistøvler i et oversvømmet Yorkshire for at vise sin deltagelse. Gummistøvlerne var ganske almindelige, indkøbt i et supermarked – i modsætning til sidste gang, hvor han rykkede ud til en oversvømmelse med designerstøvler. Britisk presse, der har det med at være personfikseret og sladdervorn, anførte dengang, at Eton-drengens gummistøvler kom fra en af Londons fineste modeforretninger. David Cameron er særdeles pressebevidst, så den slags fejltagelser gentager han ikke.

I år står Cameron over for et Waterloo, der kan få afgørende betydning for hele Europas fremtid.
____________________

 

Tilbage i 10 Downing Street, er der gang i den politiske trykkoger. ”Vi kæmper hårdt for at ordne de elementer i vores EU-medlemskab, der forårsager så megen frustration i Storbritannien – så vi kan få en bedre aftale for vores land og sikre vores fremtid”, sagde Cameron i sin nytårsvideo 2016, skødesløs i hjemmet, med juletræ i baggrunden.

Tre dage senere fik han et åbent brev fra seks ”unge” konservative parlamentarikere, førstegangsvalgte i maj 2015, der har besluttet sig for at stemme ”Nej” til fortsat britisk medlemskab af EU. Den ene af dem, Anne-Marie Trevelyan fra Berwick-Upon-Tweed, udtalte: ”Jeg ønsker ikke, at Storbritannien skal forsvinde, ædt op af en superstat, som ikke har det samme system som vi, når det gælder justits og skat. Desværre mener jeg, at David Cameron er blevet underkendt af de øvrige EU-ledere, som ikke vil befri os fra en stadig tættere union og give os magten tilbage”. Dermed udtrykker hun en skepsis, der bliver mere og mere udtalt.

Briterne delt på midten
Briterne er delt i to mellem et ”Ja” og ”Nej” til fortsat medlemskab af EU, og tendensen trækker mere og mere mod et ”Nej”. En større undersøgelse lige før jul (YouGov) angav, at 42 procent af briterne ville ud af EU, mens 41 ville blive. Men den siger også, at 55 procent regner med, at slutresultatet alligevel bliver et ”Ja” til EU.

Nu, nogle dage inde i januar, siger en ny opinionsmåling (OBR), at 43 procent ønsker Storbritannien ud, mens kun 36 procent vil blive i EU. Tilbage står, i begge undersøgelser, ca. 20 procent, der endnu ikke har besluttet sig.

En ny opinionsmåling siger, at 43 procent af briterne ønsker Storbritannien ud af EU, mens kun 36 procent vil blive i unionen.
____________________

 

OBRs direktør siger i en kommentar, at ”gennem de seneste 12 måneder har flere følt sig mere og mere frastødt af EU, end tiltrukket”. Forklaringen hænger bl.a. sammen med flygtningestrømmen, der får flere briter til at sige at de ikke ønsker at være en del af EU’s problem med flygtninge.

Camerons opfattelse af, hvordan flygtningestrømmen svinger hen over året, får formentlig indflydelse på, hvornår han vælger at afholde folkeafstemningen. Der er masser af gætterier, og britisk presse citerer den ene og den anden politiker for, om det bliver i år eller næste år. De fleste siger ”i juni” eller ”i efteråret” 2016, men reelt ved vi kun, at afstemningen finder sted inden udgangen af 2017.

Camerons udfordring
Cameron er en mester i ikke at sige noget for tidligt, men at lade andre spekulere over, hvor han helt præcist står. Han er en ”balancer”- en person, der forsøger at holde sammen på modsætninger, men ikke nødvendigvis har så stærke meninger selv. Han har fra starten af sin karriere haft et ry for at være euroskeptiker, men bliver af euroskeptikerne beskyldt for i virkeligheden at ville beholde Storbritannien i EU for enhver pris.

Cameron har selv skabt sit livs udfordring. I januar 2013 udskrev han en folkeafstemning, hvor han gav folket mulighed for at de skulle få lov til at stemme for eller imod britisk medlemskab af EU. Det var et dristigt forsøg på at vise, at han ville give briterne den folkeafstemning, som Tony Blair havde lovet, men aldrig gennemførte. Og et mindst lige så vovet forsøg på at lukke den kløft for/imod EU, der havde drevet ham rundt i manegen som ung statsminister.

Cameron gjorde sit løfte betinget: Hvis han vandt valget i 2015 – hvad han efterfølgende gjorde – så ville han senest i 2017 udskrive en folkeafstemning. Og først – dvs. nu – ville han forhandle om en ny traktat, et ”reformeret” EU, så valget skulle stå mellem et ”forbedret” eller et ”brexit” – et britisk exit fra EU.

Skt. Georg mod dragen
Der er sket en del siden 2013: det højreorienterede parti UKIP (United Kingdom Independence Party) vandt stort ved valget til Europa-Parlamentet i 2014, og de konservative parlamentsmedlemmer er nervøse for opbakningen i deres valgkredse og fra deres økonomiske støtter. Derudover har EU-lederne sagt blankt nej til en traktatændring.

Alle afventer spændt, om David Cameron alligevel vil kunne aftvinge EU-lederne på kontinentet noget konkret – i det mindste kravet om, at fremmedarbejdere fra andre EU-lande skal have arbejdet i fire år i Storbritannien, før de kan opnå sociale ydelser på linje med britiske statsborgere. Hvilket i givet fald vil være en oplagt diskrimination og på koalitionskurs med et af grundprincipperne i EU: Arbejdskraftens frie bevægelighed.

I sine taler forsøger han at fremstille sig selv som lidt af begge dele – som en slags St. Georg, der skal overvinde dragen, dvs. de 27 EU-lande på fastlandet, og aftvinge dem ”reformer” og ”a better deal for Britain”.

St. Georg vandt første træfning i Bruxelles, på topmødet den 18.-19. december. Mødet førte ikke så langt som overskrifterne i de store aviser havde lagt op til, men alle var ”positive” efter mødet. Angela Merkel erklærede, at man nu så muligheden for at ”finde en vej”, og det samme gjorde Cameron.

Han vil på den anden side ikke have siddende på sig, at han er alt for positiv, så han lod straks sin tro væbner tilbage fra studieårene i Oxford, Boris Johnson, gå i pressen. Boris Johnson, borgmester i London, ”advarede” EU-lederne om, at de ”tager gruelig fejl”, hvis de tror at Cameron ønsker Storbritanniens forbliven i EU ”for enhver pris”. Kommer de ikke Storbritannien i møde, risikerer de at måtte se landet trække sig ud.

Eller med andre ord: Vi vil gerne blive i EU, men det bliver ikke gratis.

Der forhandles på livet løs i Bruxelles og rundt om i hovedstæderne, og næste station på vejen er et topmøde den 18.-19. februar, hvor Storbritannien er et hovedpunkt på dagsordenen. I britisk presse antager man, at der må komme en aftale dér, og at folkeafstemningen så kan finde sted i juni eller august/september i år. Men reelt aner vi ikke, hvad Cameron vil. Vi ved blot, at han er nødt til at fremtræde som én, der efter hårde kampe har ”reformeret” EU, og nu giver sit folk mulighed for at vælge til eller fra.

Stop for velfærdsturisme som ufravigelig krav
Camerons krav til EU har ændret sig en del, siden dengang i 2013 hvor Cameron præsenterede sit oplæg om en folkeafstemning ”senest i 2017”. I dag er sociale ydelser til udlændinge fra andre EU-lande blevet et hovedpunkt: Man skal arbejde og betale skat i Storbritannien i mindst fire år, før man kan få arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale goder. Dette var slet ikke på dagsordenen i 2013, men i dag er velfærdsturisme blevet til et afgørende make-or-break punkt for Cameron.

Velfærdsturisme er blevet til et afgørende make-or-break punkt for Cameron.
____________________

 

Det, at britiske borgere skal have fordele, som tilvandrende arbejdskraft først får efter fire år i landet, er hidtil blevet set som umuligt at gennemføre. Det er traktatstridigt, sådan som reglerne om fri bevægelighed tolkes i dag – og klart imod østeuropæiske interesser. Men måske er situationen ved at ændre sig. Her i nytåret sagde den polske udenrigsminister, Witold Waszczykowski, til Reuters, at Polen er villig til at støtte det britiske ønske, hvis landet til gengæld får britisk støtte til, at der placeres en permanent NATO-base i Polen!

Waszczykowskis formulering bærer præg af kontante forhandlinger i forbindelse med Camerons besøg i Polen i december: ”Det vil være meget vanskeligt for os at acceptere nogen form for diskrimination”, siger han, ”- medmindre Storbritannien ville hjælpe os med de polske forsvarsønsker på topmødet i Warszawa”, det vil sige det kommende NATO topmøde i juli. Polen har tidligere lagt billet ind på, at NATO skulle placere 3-5.000 mand i Polen som markering over for Rusland. Problemet er, at en permanent NATO-base i Polen ville være i strid med NATO-Rusland aftalen fra 1997 om placering af styrker i de tidligere østbloklande. Men britisk støtte vil være en stor sejr for den ny polske regering.

De nationale parlamenter skal kunne blokkere for EU-lovgivning
De øvrige krav, Cameron har stillet op, er sandsynligvis lettere opnå. Storbritannien vil gerne have mulighed for en ”opt-out” løsning, dvs. en undtagelse fra princippet i Rom-traktaten om ”en stadig tættere union”. Cameron mener, at de nationale parlamenter skal kunne blokere for EU-lovgivning. Det var ikke noget stort problem, at fjerne EU-hymnen og EU’s flag fra Lissabon-traktatens tekst, da Holland gjorde det til et kardinalpunkt efter afstemningen om forfatningstraktaten i 2005. Og de nationale parlamentet har allerede i dag mulighed for at gøre indsigelse over for Kommissionen, før den kan fremsætte et lovforslag.

Cameron ønsker også, at EU skal lægge større vægt på øget konkurrenceevne, hvilket nok heller ikke bliver svært at få igennem. Til sidst kommer det tilsyneladende uskyldige krav om større fleksibilitet, men som når det præciserer kan få vidtrækkende konsekvenser: Det skal officielt anerkendes, at euroen ikke skal være den eneste valuta i Europa på længere sigt. Britiske erhvervsinteresser ikke stilles dårligere end andres, selv om landet ikke er med i euroen.

Forestillingen om, at Frankfurt, Den Europæiske Centralbanks hovedsæde, skal overtage London City’s rolle, er et mareridt for briterne.
____________________

 

Cameron frygter nemlig de 19 eurolandes planer om et langt tættere samarbejde. Eurolandenes forhandlinger forventes først at gå rigtigt i gang, når den britiske folkeafstemning er overstået. Det vil sige, at vi får et samlet ”kerne-Europa” på 19 lande og ni, der er udenfor. De ni lande uden for euroen er ikke enige om ret meget. Danmark har fx fra starten afvist Camerons forsøg på at skabe en fælles ”ydre blok”, og den nuværende regering siger som den tidligere, at Danmark knytter sig til ”kerne-Europa”. Men Storbritannien er i dag Europas finanscentrum, og det er helt afgørende for britisk økonomi. Forestillingen om, at Frankfurt, Den Europæiske Centralbanks hovedsæde, skal overtage London City’s rolle, er et mareridt for briterne.

Danmark som forbillede
Alt tyder på, at Camerons folk vil forhandle hårdt og kontant i den kommende tid, lige som de har gjort i Polen. Omvendt står det klart, efter topmødet i december, at de øvrige EU-lande vil gøre, hvad de kan, for at holde sammen på EU. Problemet er bare at finde en løsning, der er politisk og juridisk farbar.

Cameron henviste direkte til de danske forbehold i sit oplæg til topmødet i december.
____________________

 

Men her spiller Danmark faktisk en rolle. Cameron henviste direkte til de danske forbehold i sit oplæg til topmødet i december, ”Dear Donald”, stilet til formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk. Her fremhævede han både det danske sommerhusforbehold, og de fire forehold fra Edinburgh-aftalen.

Det danske sommerhusforbehold, fra optagelsen i det daværende EF i 1972, viser, at EU-kredsen sagtens kan acceptere undtagelser, når omstændighederne er til det. Sommerhusforbeholdet siger, at kun danskere må købe sommerhus i Danmark. Argumentationen handlede om det ramaskrig, det ville have vakt, hvis ”tyskerne skulle kunne genbesætte den jyske vestkyst”. Der er altså præcedens for, at man kan tage hensyn til nationale stemninger, når et lands medlemskab står på spil.

De fire danske forbehold, der blev formuleret efter at Danmark havde stemt ”Nej” til Maastricht-traktaten i juni 1992, blev ”konfirmeret” på et topmøde i Edinburgh i december samme år. Her blev det aftalt, at forbeholdene ville blive skrevet ind i næste traktat, Amsterdam-traktaten – forudsat at danskerne stemte ”Ja” til Maastricht-traktaten og de fire forbehold i maj 1993. Det vil sige at det også er præcedens for, at man kan lave et politisk forlig, der egentlig har traktatkarakter, uden at ændre traktaten. Forliget skal bare skrives ind i næste traktat.

Thatchers lange skygge og modstand fra egne rækker
Cameron får brug for hele sit våbenarsenal, hvis det skal lykkes ham at opnå et ”Ja” til et – ”reformeret” Europa. Hans tungeste modstander er nemlig hans eget parti, hvor euroskeptikerne tæller omkring 100 af de konservatives 330 medlemmer af parlamentet.

Fløjkrigen går tilbage til 1980’erne, da Margaret Thatcher svingede over fra at være EU-positiv til at blive EU-skeptiker. Det førte til ”Maastricht-oprøret” i 1992, da en snes konservative ”backbenchers” protesterede mod, at EF skulle omdannes til en Union, og det er i høj grad politikere og partistøtter fra dengang, der er omdrejningspunktet i modstanden mod EU i dag.

Den gamle splid fik ny vind i sejlene, da Cameron kom til i 2010 og som relativt ung skulle manøvrere mellem nogle af de gamle ”ronkedorer” (enlige hanelefanter, red.) i gruppen. En af hans første handlinger var at markere sin euroskeptiske side ved at flytte partiets medlemmer i Europa-Parlamentet ud af EPP (European Peoples’ Party), der domineres af EU-glade kristendemokrater, og danne en ny, konservativ, euroskeptisk gruppe i Europa-Parlamentet – European Conservatives and Reformists group (ECR). Her sidder bl.a. Morten Messerschmidt og hans partifæller i Dansk Folkeparti – og regeringspartiet i Polen, det nationalkonservative Lov og Retfærdighed.

Camerons udspil om en folkeafstemning om EU kan ses som et forsøg på at samle sit eget parti, og samtidig få bekræftet, at Storbritannien stadig er en stormagt, der kan tvinge sin vilje igennem i Europa.
____________________

 

Camerons udspil om en folkeafstemning om EU kan ses som et forsøg på at samle sit eget parti, og samtidig få bekræftet, at Storbritannien stadig er en stormagt, der kan tvinge sin vilje igennem i Europa. Men det er højt spil: Det kan stadig blive et ”Nej”. Hvis det sker, skal Storbritannien ud at finde nye markeder. Men ”Commonwealth of Nations” (sammenslutning af Storbritannien og en række tidligere britiske kolonier, red.) og ”the Anglosphere” (den engelsksprogede del af verden, red.) er ikke meget at bygge på; de er ”værdifulde tillæg til et [EU] medlemskab snarere end et realistisk alternativ”, som det hed i en kommentar i Financial Times i slutningen af sidste år.

I værste fald risikerer Storbritannien at gå delvis i opløsning. I Skotland truer partilederen fra SNP (Scottish National Party), Nicola Sturgeon, med en ny folkeafstemning om skotsk selvstændighed, hvis Storbritannien trækker sig ud af EU. Og senest er der lignende toner fra Nordirland. Resultatet kan blive en stærkt amputeret britisk løve.

Men måske kan Cameron sætte sin lid til historien. I 1975 udskrev Labour-lederen Harold Wilson en folkeafstemning om fortsat britisk medlemskab af det daværende EF, kun to år efter den britiske indtrædelse i 1973. En overgang så det ud til at blive et ”Nej”, men det endte med, at 67 procent af briterne stemte ”Ja” til at blive i EF.

ILLUSTRATION: David Cameron til møde med Angela Merkel hvor temaet var genforhandlinger af Storbritanniens EU-Medlemskab. Berlin, 29. maj 2015 [foto: Crown copyright/Arron Hoare].