11.07.2016

Indenfor få uger ventes den endelige fredsaftale med rebellerne i FARC, der forventes at udvikle sig til et politisk parti. Fredaftalen styrker troen på fremtiden for de 46 mio. indbyggere i landet, der allerede er på vej mod pladsen som Sydamerikas tredjestørste økonomi.

BAGGRUND af Thomas Christensen

I slutningen af juni blev der i Cubas hovedstad Havana indgået en våbenhvile mellem Colombias regering og oprørsbevægelsen FARC. Aftalen giver håb om, at en permanent fredsaftale vil blive underskrevet inden for overskuelig fremtid – regeringen i Bogota håber på at rammerne kan være forhandlet på plads allerede inden Colombias uafhængighedsdag fra Spanien, som er den 20. juli.

Lykkes det at få en aftale på plads, vil det kræve en folkeafstemning – hurtigst muligt – inden den kan vedtages endeligt. Forventningen er at den vedtages med et klart flertal – meningsmålinger viser, at op mod 60 pct. af befolkningen støtter op om fredsaftalen. Men som man så det ifbm. Brexit er forudgående meningsmålinger ikke altid nogen garanti for udfaldet af afstemningen – især ikke når så mange stærke følelser er på spil, som det er tilfældet her, hvor den har drabelige konflikt har stået på i mere end et halvt århundrede. For hvordan skal en nation pludselig kunne hele sårene og skue fremad, når så mange enten har mistet livet eller er internt fordrevne?

Hvordan skal en nation pludselig kunne hele sårene og skue fremad, når så mange enten har mistet livet eller er internt fordrevne?
_______

 

4 års forhandlinger
Ved ceremonien i Havana så man FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon [se foto af Ban Ki-Moon og Colombias præsident Santos, ovenfor], samt flere andre højtstående internationale politikere, heriblandt præsidenterne fra Cuba, Venezuela og Chile. Til trods for massiv regn, var flere tusinde mennesker samtidig mødt frem på den centrale Plaza Bolívar i hovedstaden Bogota. Her fulgte de underskrivelsesceremonien live på storskærme. Folk skiftevis omfavnede hinanden, lod tårerne få frit løb og brød ud i spontan skønsang til nationalsangen, alt imens det Colombianske flag vajede overalt.

Colombia, der i dag har 46 mio. indbyggere, har historisk set præget af fattigdom og ulighed. Omfattende vold og korruption har gennem mange år været en del af hverdagen for den hårdt prøvede befolkning. I begyndelsen af 1990’erne, da konflikten og urolighederne var på det højeste, blev der årligt begået omkring 30.000 mord – et tal, der dog siden er reduceret til under det halve. De sidste års fredsprocesser med forskellige oprørsgrupper ført til roligere politiske forhold og en stabil økonomi. Regeringen har satset på øget sikkerhed i byerne, hvilket har betydet at udenlandske investorer er kommet til landet. Økonomien har traditionelt været baseret på landbrug, mens olie i dag er den vigtigste ”legale” eksportvare. Colombia har en åben økonomi, og landet er på vej til at blive regionens tredjestørste økonomi efter Brasilien og Mexico. Den årlige vækst i BNP ligger på omkring 4 pct.

Aftalen indebærer oprettelsen af 23 midlertidige udslusningslejre for FARC-tropper
_______

 

Forhandlinger om en fredsaftale tog for alvor fart for 4 år siden, og forsoningsmøder har fundet sted i både Oslo og Havana. Aftalen indebærer oprettelsen af 23 midlertidige udslusningslejre for FARC-tropper. Disse camps skal bidrage til at sikre overgangen til civilsamfundet samt beskytte de tidligere guerillaer mod repressalier fra tidligere fjender. FARC-medlemmer vil kun kunne forlade disse lejre ubevæbnede og i civilt tøj – andre civile er forment adgang, med mindre det sker i embedsmedfør (fx sundhedsfagligt personel). Senest 60 dage efter underskrivelsen af den endelig fredsaftale skal FARC frivilligt overgive deres tunge våben og ammunition til FN. For øvrige håndvåben hedder fristen 180 dage.

De fleste forhold er allerede forhandlet på plads, og man er nået til enighed om oprettelsen af en såkaldt sandhedskommission. Konkret udestår endnu at træffe afgørelser om forhold som ansvarsfordeling og strafudmåling for krigsforbrydelser, evt. amnesti til krigsdeltagere på lavere niveau, godtgørelser til krigsofre og eksempelvis genhusning for nogle af de godt fem mio. fordrevne. Når aftalen er trådt i kraft forventes FARC – i en reformeret udgave – at fortsætte som politisk parti, der vil søge indflydelse via traditionelle demokratiske virkemidler.

Aftalen er kommet i stand via norske og cubanske mæglere, og har været undervejs i 4 år. Også fremadrettet vil udmøntning af våbenhvilen involvere kræfter fra det internationale samfund – for aftalen forudsætter nemlig at FARC frivilligt overdrager sine våben, og her er parterne blevet enige om at bede FN om hjælp. FN’s sikkerhedsråd er blevet anmodet om at oprette en mission af forventeligt 12 måneders varighed, som kommer til at bestå af ubevæbnede observatører. Senest seks måneder efter underskrivelsen af den endelige aftale skal våbnene overleveres til FN-observatørerne. Nogle af de kasserede våben vil indgå i monumenter, som for fremtidige generationer skal markere freden.

Præsident Juan Manuel Santos påpegede ved ceremonien i Havana at: “Colombia er blev vænnet til at leve i konflikt. Vi har ikke det fjerneste minde om, hvad det vil sige at leve i fred og harmoni”, og han fortsatte: ”I dag begynder et nyt kapitel i vores historie, et kapitel som bringer freden tilbage og giver vores børn mulighed for ikke at gentage vores historie”. På Twitter svarede FARC prompte: “Vi gjorde det. Vejen mod fred må fortsætte, det er ikke længere en illusion, men et løfte”. FARC’s øverstkommanderende Rodrigo Londono, bedre kendt under sit krigernavn Timochenko, udviste også imødekommenhed over for de tidligere modstandere.

Om Colombias væbnede styrker sagde han: “De var vores fjender, men fremadrettet er de vores allierede”. I Santos, en ”aristokratisk” uddannet økonom fra amerikanske universiteter med stærkt konservative rødder, er det trods alle odds lykkedes Londono at finde en partner, som kunne tilsidesætte fordommene og tidlige tiders foragt, og i stedet søge pragmatiske løsninger. Alt sammen sker på et tidspunkt i konflikten, hvor regeringen eller må siges at have ”The upper hand”. Regeringen i Bogata er over tid er kommet til at fremstå stærkere i konflikten, og magtbalancen er de senere år tippet til Santos’s fordel (et bidrag har været de massive amerikanske investeringer som følge af Plan Colombia). FARC er reduceret i medlemsantal og er blevet presset helt i defensiven.

Jairo Munive Rincon, der er Senior Researcher ved Dansk Institut for Internationale Studier, er overvejende optimistisk omkring mulighederne for at aftalen vil blive en succes. ”Alt det logistiske omkring aftalen er allerede forhandlet på plads. Der bliver oprettet 23 udslusningslejre som vil medvirke til at de tidligere oprørere hurtigt kan blive integreret i civilsamfundet”.

Når det gælder den indflydelsesrige hær, som har profiteret på konflikten, har man gjort meget for at sikre de ansatte, fordi bevillingerne må forventes at blive beskåret. ”Soldaterne skal bl.a. fremover deltage i fredsbevarende FN’s missioner i udlandet og skal derfor ikke frygte for lediggang” forklarer Munive til RÆSON. Peter Hakim, en af verdens førende Colombiaeksperter, og tidligere præsident for den ansete organisation og tænketank ”The Inter-American Dialogue” er også forsigtig optimist: ”Forhandlingerne om fred har været længe undervejs, og begge parter har en klar forståelse af hvad aftalen indebærer samt hvad de næste skridt er. Jeg er overbevist om at Colombia vil håndtere overgangen på en både civil som intelligent måde” fortæller han RÆSON.

Colombia fortsat den største leverandør af kokain til det amerikanske marked
_______

 

50 års konflikt
FARC var oprindeligt en marxistisk inspireret oprørsbevægelse som havde sit udspring i Colombias landdistrikter. De væbnede stridighedere, der begyndte i 1964, menes at have kostet mere end 220.000 mennesker livet og måske 5 mio. er internt fordrevne. Da oprørsgruppen, som er at finde på forskellige internationale terrorlister, var på sit højeste, havde den kontrol over et svært tilgængeligt område på størrelse med Schweiz. Omkring årtusindeskiftet talte FARC omkring 17.000 aktive medlemmer – siden reduceret drastisk til omkring 7.000 guerillaer i dag. Andre paramilitære grupper har kæmpet på regeringens side, men er også svundet ind.

Fra 1990’erne udgjorde narkohandel en stor del af FARC’s indtægtsgrundlag – via dyrkningen af coca-planten, der bruges til fremstilling af kokain – og i mange år var kidnapninger og trusler var en anden stor indtjeningskilde.

I 1999 besluttede USA’s daværende præsident Bill Clinton til at iværksætte det, der blev døbt som ”Plan Colombia”. Det var en amerikansk hjælpepakke som bestod af et tilskud i størrelsesordenen 10 milliarder dollars, der havde det primære formål at bekæmpe narkofremstillingen i Colombia. Konsekvenserne af det amerikanske bidrag var, at FARC blev tvunget i defensiven, uden at den colombianske regering dog helt kunne formå at eliminere bevægelsen. Det efterlod fredsprocessen i et dødvande, der forhalede vejen mod den endelige fredsaftale. Og Colombia er i øvrigt fortsat den største leverandør af kokain til det amerikanske marked.

Der hersker dog ikke tvivl om et en permanent aftale rummer store udfordringer. Selv om FARC ikke længere har fordums militære styrke, ønsker bevægelsen som nævnt fortsat at søge politisk indflydelse, fremover via mere gængse demokratiske kanaler. Om FARC bliver et reelt politisk parti vil fremtiden vise, men ambitionerne går i den retning.

I 1980erne resulterede et lignede forsøg på en amnestiaftale i at flere tusinde oprøre og deres sympatisører blev dræbt af paramilitære grupper og af soldater som ikke fulgte regeringens officielle politik. Mistillid og skepsis trives derfor fortsat i bedste velgående, om end rebellerne synes indstillede på at gøre et nyt helhjertet forsøg. ”Der er fortsat behov for internationalt diplomati til at facilitere og sikre overgangen til en ny og fredelige hverdag” fastslår Peter Hakim.

Og der findes fraktioner inden for FARC, som kan tænkes at ville gøre meget for at spolere en aftale. Enheden ”The First Front” har således allerede tilkendegivet at den ikke vil respektere aftalen. Fraktionen er blandt andet kendt for at stå bag kidnapningen af tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt og tre andre amerikanske gidsler. Og Frontens beslutning kan meget vel tænkes at blive bakket op andre grupperingen inden for FARC.

I øjeblikket er meningsmålingerne i aftalens og den siddende regerings favør – alligevel tilkendegiver 40 pct. at de vil stemme imod
_______

 

Store dele af befolkningen ser fortsat med stor skepsis er dette på FARC og andre oprørsbevægelser, fordi organisationerne historisk har finansieret deres aktiviteter og kamp gennem kidnapninger og narkohandel. Og mange spørgsmål står fortsat ubesvaret hen – om end man har prøvet at udlægge teksten grundigt i selve aftalegrundlaget. Vil de revolutionære få amnesti for deres forbrydelser? Hvordan vil man sikre at afvæbningen og reintegrationen af guerillaer i samfundet vil finde sted på en tillidsfuld måde? Dertil kommer komplekse situationer, når internt fordrevne vender tilbage til deres oprindelige hjem, marker m.v. – som andre, i mellemtiden, kan have vundet hævd over (der er mange lignende juridiske tvister i Guatemala som i dag – mange år senere – endnu ikke er afgjort).

Landets tidligere præsident Uribe er voldsom modstander af en fredsaftale. Han nyder ifølge Hakim fortsat stor respekt hos dele af befolkningen, og han har omtalt Præsident Santos som en forræder, der med aftalen har solgt ud. Der er en reel risiko for at en folkeafstemning vil resultere i en forkastelse af fredsaftalen, hvis Uribe formår at få pisket en stemning op. I øjeblikket er meningsmålingerne i aftalens og den siddende regerings favør – alligevel tilkendegiver 40 pct. at de vil stemme imod. Mange synes præcis som Uribe at regeringen skulle have knust FARC militært frem for at søge forsoning, især nu hvor regeringen de senere år har står så stærkt mens FARC har været trængt. Andre er også bekymrede for at guerillaerne vil tilslutte sig kriminelle grupper fremfor at nedlægge deres våben.

Hakim deler frygten for at nogle FARC-medlemmer vil vende til blinde øje til freden og i stedet lade sige drage af det lukrative kriminelle marked: ”Dette er et område, hvor succes vil kræve en masse tålmodighed, høj tolerance og en anseelig mængde ressourcer” fastslår Hakim, der dog ikke mener at dén risiko vil sætte en kæp i hjulet for fredsaftalen. Pessimisterne minder dog om, at en fred med FARC ikke er en vidunderkur som med et løser alle landets samlede problemer. Kun en yderst begrænset andel af de godt 12.000 årlige drab i landet, kan reelt tilskrives konflikten mellem FARC og regeringsstyrkerne.

Der er også frygt for at en anden af landet store oprørsbevægelser, ELN (ligeledes en vestreorienteret bevægelse, der især har forsøgt at fremme deres interesser via kidnapninger og attentater mod elforsyningen), vil udfylde tomrummet efter FARC. Men Munive er optimist: ”Forhandlingerne om en fred med ELN er allerede gået i gang, nu skal organisationen bare vise tegn på for alvor at ville ophøre med kidnapninger, inden man også på den front kan tage de afgørende skridt hen mod en varig fredsaftale”. Munive spørger retorisk: ”Hvad er alternativet til fred?” Det er middelklassen som skal købe budskabet om fred, og her gør det ikke noget at præsident Santos’s familie er medejer af landet største avis ”El Tiempo” – det giver ham gode muligheder for at præge debatten i den ønskede retning frem mod den forestående folkeafstemning.

Pessimisterne minder om, at en fred med FARC ikke er en vidunderkur som med et løser alle landets samlede problemer. Kun en yderst begrænset andel af de godt 12.000 årlige drab i landet, kan reelt tilskrives konflikten mellem FARC og regeringsstyrkerne
_______

 

Potentialet og problemerne
Hakim mener at en allerede spirende økonomi vil resultere i et boom, når visheden om fredens permanente karakter først har bundfældet sig: ”Øgede investeringer fra private og udenlandske investorer samt omfordeling af det offentlige budget henimod infrastruktur, sundhed og uddannelse vil alt sammen bidrage til at den kommende fredsaftale vil blive overholdt”. Også EU barsler med planer om oprettelse af en trustfund, som skal bakke op om freden. Lektor i Latin Amerikanske studier ved Aarhus Universitet Ken Henriksen, ser også positivt på aftalen, om end en form for normalisering vil tage lang tid: ”Hele integrationen i civilsamfundet afhænger af hvad staten kan tilbyde, og her skal vi huske på at Colombia er skrøbelig efter international målestok”.

Men nogle spørgsmål vil præge landet i mange år fremover: Skal man fx lave en ”Sandhedskommission” efter sydafrikansk forbillede? Der er bønder, der skal dyrke nye afgrøder, guerillaer, som skal indsluses i civilsamfundet og som nævnt juridiske konflikter om ejerforhold for en del af de 5 mio. internt fordrevne. Man behøver blot at se på Guatemala: Her var man for 10-15 år siden i en på mange måder lignende situation, med såvel internt som ekstern fordrevne. En form for ny normaltilstand er blevet opnået i Guatemala, men der kører fortsat mange juridiske tvister. ”Det er helt centralt at fredsaftalen i Colombia følges op af en jordreform for at projektet på sigt skal blive en succes” påpeger Ken Henriksen. Senere på måneden er det meningen at Obama skal bevidne underskrivelsen af den endelige aftale i hovedstaden Bogota. Munivo er håbefuld: ”Det vil én gang for alle besegle krigens skæbne”. ■

Thomas Christensen (f.1972) er cand. mag. i historie og Samfundsfag/statskundskab ved KU og har tillige en 2-årig diplomudd. I Kriminologi fra KU.Har i mange skrevet om Latinamerikanske forhold på freelancebasis i bl.a. Weekendavisen, Information og Samvirke ILLUSTRATION: Underskrivelsen af fredsaftalen i Havanaa, Cuba [foto: FN]