20.01.2016

Steen Nørskov: ”Uanset hvilket verdenshjørne, saudierne vender sig mod i de her år, synes de, at de kan se Irans hånd. De ser en voksende iransk magt og indflydelse dér hvor de selv engang var stærkest […] Det forstærker en følelse af at være presset af rivalen Iran på alle mulige punkter og af at være svigtet af sin store allierede, USA.‟

Atomaftalen med USA har givet Iran en billet tilbage til verdensmarkedet efter ti år med hårde sanktioner, og iranerne kan se frem til økonomisk fremgang og større indflydelse i Mellemøsten. På den anden siden er Saudi-Arabien et land i krise: de taber terræn i regionen og har alvorlige økonomiske problemer.

Interview med Steen Nørskov, journalist og vært for ‚Arabiske Stemmer‛ på P1.

INTERVIEW af Julie Rønn Madsen

RÆSON: Det sunni-muslimske Saudi-Arabien startede året med at henrette den kendte shia-muslimske prædikant Nimr Al-Nimr, som blev betragtet som en vigtig religiøs leder i Iran. Dette har forværret en allerede eksisterende konflikt imellem Saudi-Arabien og Iran. Iranske diplomater fik 48 timer til at forlade Saudi-Arabien efter en storm på Saudi-Arabiens ambassade i Teheran, mens Saudi-Arabien på sin side – påstår Iran – har bombet Irans ambassade i Yemen. Kan du forklare den historiske baggrund for konflikten mellem Saudi-Arabien og Iran?
NØRSKOV: Det er en konflikt, som er meget dyb og langvarig. Man kunne lægge startpunktet flere steder. Man kunne gå tilbage til 600-tallet, hvor konflikten mellem shia og sunni opstår i islam. Det sker få år efter profeten Mohammeds død. Nogle mener, at den rette aftager er Mohammeds fætter Ali og hans søn Hussein, og nogle mener at andre (Abu Bakr, Omar) burde være de rette efterfølgere. Så opstår det her skisma mellem shia og sunni, som er en tronfølgerstrid.

Man kan også sætte starttidspunktet hvor de arabiske stammer på halvøen invaderede det nuværende Iran, eller Persien, og stillede de daværende persere overfor valget mellem at konvertere til islam eller dø. Der er en meget stærk bevidsthed i Iran om, at den muslimske tro er noget, som man blev påført eller påtvunget udefra.

Jeg mener, at man skal fokusere mere på, hvordan verden tager sig ud i dag. Man skal i højere grad gå tilbage til 1979 og til den iranske revolution. Man får et regime i Teheran, der definerer sig som den islamske republik Iran, og det er vel og mærke en shia-muslimsk republik. Det saudiarabiske kongedømme har hele tiden defineret sig religiøst, men sunni-muslimsk. Det ligger endda i kongens og kongehusets titel og navn; han er ”vogter af de to hellige moskeer” i Mekka og Medina. Dermed opkaster han sig selv til at være en af de vigtigste figurer i sunni-islam og i islam i det hele taget. Når der så kommer et andet regime i regionen, som på samme måde opkaster religion, men vel og mærke shia-islam, til det, regimet hviler på, så forstærker det en allerede eksisterende, historisk rivalisering.

Samtidig sker der i 1979 noget, som ryster det saudiarabiske kongehus: Det helligste i islam, moskeen i Mekka, bliver besat af yderliggående sunni-muslimer, som udspringer af den samme tradition som Al-Qaeda og IS udgår af i dag. Man kan sige, at kongehuset kom under pres fra to sider i 1979. Dels udefra, fra det shia-muslimske Iran, hvor ayatollaherne pludselig fik deres egen stat, og indefra, fra radikale sunni-muslimske kræfter.

RÆSON: Hvordan kan det være at Saudi-Arabien vælger at henrette Nimr Al-Nimr, som jo er en åbenlys provokation af det iranske præstestyre?
NØRSKOV: Saudierne vidste præcis, hvad der ville ske, hvis de henrettede Nimr-Al Nimr. Iran havde advaret Saudi-Arabien meget kraftigt imod at henrette ham. Når man alligevel valgte at gøre det, så tror jeg, at man skal forstå, at Saudi-Arabien ikke er en monolit. Vi har en tendens til at tænke på Saudi-Arabien som ’Huset Saud’ og at de styrer Saudi-Arabien. Kongehuset er ganske rigtigt utroligt magtfuldt. Men kongehuset består af mange tusind mennesker med titler af prinser og prinsesser, som ønsker forskellige ting, og trækker i hver sin retning. Nogle ønsker – og det er de samme som forsøger at liberalisere landet økonomisk – at kvinder for eksempel skal have lov til at køre bil og stemme ved lokalvalg, som det skete i december 2015 for første gang. Andre inden for kongehuset trækker i den modsatte retning og forsøger at forhindre en udvikling hen mod et friere samfund.

Uden for kongehuset har du hele kasten af islamiske lærde, wahabisterne. Det er for eksempel sheikerne ved de store moskeer og ved de islamiske universiteter. Der er også tele-evangelister, som man kan kalde dem med et amerikansk udtryk, som prædiker for millioner af seere på tv og har politisk religiøse talkshows, hvor de blandt andet udsteder fatwaer, som forbander folk. En af de mest populære Twitter kontoer i Mellemøsten tilhører en saudiarabisk, ekstrem konservativ prædikant, som hedder Mohammed Al-Arife. Han har næsten 12 millioner følgere. Han bruger Twitter til at udbrede sit konservative, super ortodokse syn på islam. Alle de her kræfter trækker i hver sin retning.

RÆSON: Der er altså mange forskellige interesser på spil. Men hvilke stemmer er stærkest i Saudi-Arabien lige nu?
NØRSKOV: Det er et rigtigt godt spørgsmål efter det, der lige er sket. Der sker på mange måder en åbning af sociale og økonomiske rum i Saudi-Arabien i de her år. Herhjemme har vi et enormt fokus på, at kvinder ikke må køre bil, og at de nærmest ikke må lave nogle ting uden en mandlig værge, det vil sige som regel deres mand eller far. Men sideløbende med den udvikling sker der faktisk en opblødning i Saudi-Arabien – en liberalisering.

Det gælder for eksempel på universiteterne, hvor kvindelige studerende på nogle universiteter nu udgør over halvdelen på medicinstudierne, og næsten halvdelen på jurastudierne. Så vil kritikerne sige: Ja, de får fine universitetsuddannelser både i og uden for Saudi-Arabien, men så kommer de bare hjem for at blive husmødre. Og det var rigtigt – for nogle år siden, men det er ikke rigtigt mere.

… der sker faktisk en opblødning i Saudi-Arabien – en liberalisering. Det gælder for eksempel på universiteterne, hvor kvindelige studerende på nogle universiteter nu udgør over halvdelen på medicinstudierne, og næsten halvdelen på jurastudierne.
____________________

 

Da jeg var i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, i december, talte jeg med en partner i et stort advokatfirma. Han fortale mig, at halvdelen hans ansatte jurister i firmaet er kvinder. Det er sket i løbet af ganske få år. Og nogle af de kvinder har også fået møderet for domstolen. Så nu står der altså kvindelige, saudiarabiske advokater ved sharia-domstolene og procederer foran en dommer. Det er der nok mange af dommerne, der ikke bryder sig om, men det er bare ærgerligt. En lignende udvikling sker der på en lang række områder. Samtidig bliver kvinder stadigvæk pisket for små forbrydelser, som ikke engang er forbrydelser i vores del af verden. Der er mange modsatrettede bevægelser, som sker samtidig, bare i forskellige lag.

RÆSON: Er der hovedsageligt tale om en religiøs og historisk konflikt mellem shia- og sunni-muslimer, eller spiller den politiske dagsorden en større rolle?
NØRSKOV: Det er en konflikt, som først og fremmest handler om interesser. Det er dels en magtkamp mellem to lande om indflydelse i hele Mellemøsten. Samtidig er det en intern magtkamp inden for de to landes grænser, mellem reformtilhængere og konservative, både i Riyadh og i Teheran. I hver enkelt land er der konflikter, hvor det gamle skisma mellem shia og sunni bliver brugt som instrumenter i en kamp om magten, som er meget jordnær, og som foregår her og nu. Men man bruger de gamle historier om de skrækkelige arabere eller persere til at mobilisere.

RÆSON: Hvorfor sker denne konfliktoptrapning netop nu?
NØRSKOV: Iranerne reagerede, set udefra, meget voldsomt på henrettelsen af Sheik Nimr. Han var shia-muslim, men han var også saudiaraber. Så hvorfor reagere de så voldsomt? Her tror jeg, at vi skal tilbage til beskrivelsen af de to lande som meget sammensatte størrelser. Det var konservative kræfter i Iran, der sendte deres folk ned foran den saudiarabiske ambassade med molotovcocktails og satte bygningen i brand. Det gjorde de, fordi de er ved at tabe magtkampen i Iran til Hassen Rohani (den iranske præsident, red.) og reformfolkene. De konservative ønsker en konfrontation, fordi det er deres eneste mulighed for at bremse Rohani. Reformerne fik nemlig et kæmpe skub med atomaftalen i juli sidste år og betyder, at næsten ti års sanktioner mod Iran bliver ophævet (fra 17. januar 2016, red.). Ved ambassadeangrebet var der allerede næste dag pågrebet halvtreds formodede gerningsmænd. For bare 3-4 år siden var der et lignende angreb på den britiske ambassade. Men dengang blev ingen anholdt efter angrebet – så tidevandet er skiftet i Teheran i løbet af få år. Det er reformfolkene, som lige nu har overtaget, og de konservative prøver så godt de kan, at bremse den udvikling.

På den saudiarabiske side er krisen, om muligt, endnu større. De har en ny konge, Salman, som ikke har siddet særligt længe. Han er 80 år, syg og svækket, og han er den sidste af Saudi-Arabiens grundlægger, Ibn Sauds, sønner. Næste gang der kommer et tronskifte, så vil magten for første gang skulle skifte til den næste generation. Der er en igangværende magtkamp imellem de to kronprinser, den lidt ældre kronprins Mohammed bin Nayef og den yngre vicekronprins og forsvarsminister, Mohammed bin Salman, som er søn af kongen. Mohammed Bin Nayef er mangeårig indenrigsminister og chef for de hemmelige tjenester. Han er en erfaren mand med dyb indsigt i alle de farer, som truer kongehuset. Skulle kongen falde om i morgen, så ville det teknisk set, ifølge arvefølgen, være ham, der bliver konge. Vicekronprinsen og kongesønnen, Mohammed bin Salman, er kun 30 år. I løbet af utrolig kort tid har han konstant udfordret kronprinsen ved for eksempel at indlede krigen i nabolandet Yemen i marts 2015.

Saudi-Arabien har altså både en tronfølgestrid og en krise med krigen i Yemen. Men i virkeligheden er de et symptom på en endnu større krise, nemlig at Saudi-Arabien taber terræn og mister indflydelse overalt.
____________________

 

Saudi-Arabien har altså både en tronfølgestrid og en krise med krigen i Yemen. Men i virkeligheden er de et symptom på en endnu større krise, nemlig at Saudi-Arabien taber terræn og mister indflydelse overalt.

Uanset hvilket verdenshjørne, saudierne vender sig mod i de her år, synes de, at de kan se Irans hånd. De ser en voksende iransk magt og indflydelse dér hvor de selv engang var stærkest. I nabolandet Yemen mod syd er en saudiarabisk-støttet regering faldet og store dele af landet kommet under kontrol af oprørere, som Riyadh beskylder for at være støttet og styret af Iran. Mod øst i et andet naboland, den lille østat Bahrain, ulmer et shia-muslimsk oprør, som saudierne også beskylder Iran for at stå bag. Mod Saudi-Arabiens grænse mod nord lå der engang et stabilt, sunni-domineret Irak. Nu ligger der et ustabilt, shia-domineret – delvist iransk-kontrolleret – Irak. I Syrien har Iran spillet en helt afgørende rolle for Bashar Al-Assads regimes overlevelse. I Libanon har Iran gennem Hizbollah bevaret en indirekte, men stærk tilstedeværelse i den centrale del af Mellemøsten. Selv i den palæstinensiske Gaza-stribe, hvor der formentlig ikke bor en eneste shia-muslim, har Iran formået at få fodfæste. Sådan ser det nye ’iranske Mellemøsten’ ud fra Riyadh.

RÆSON: De er paranoide?
NØRSKOV: De er paranoide, men selv paranoide kan jo blive forfulgt. Nogle steder ser saudierne rigtigt. Irans indflydelse er vokset. Det statslige budget i Saudi-Arabien for 2016 blev fremlagt lige efter jul, med et underskud på hundrede milliarder dollar. Det betyder noget for, hvordan saudierne tænker om deres eget land. De tænker: Mit land er i krise. Det forstærker en følelse af at være presset af rivalen Iran på alle mulige punkter og af at være svigtet af sin store allierede, USA. Det er i den atmosfære, at der er nogen, som beslutter sig for at henrette Sheik al-Nimr. Som tænker: Vi skal ryste den her region. Og det gjorde de.

RÆSON: Den Arabiske Liga har fordømt Iran og er enige i at støtte Saudi-Arabien mod ”fjendtlige handlinger” fra Iran. Hvorfor har de gjort det?
NØRSKOV: Den Arabiske Liga er i høj grad de sunni-arabiske landes forening. Et land som Saudi-Arabien hjælper økonomisk en række lande, blandt andet Egypten, med milliarder af dollars hver år – direkte sprøjtet ind i den egyptiske statskasse. Når Saudi-Arabien så siger: Nu fordømmer vi det shiitiske Iran, så gør egypterne det også. Det er meget lidt overraskende.

Det som i virkeligheden er mere interessant er, at nogen af de små emirater langs Golfen, som er Saudi-Arabiens nærmeste allierede, vælger ikke at kappe alle forbindelser til Iran. Nogle lande har, som fx Bahrain og Sudan, men det er interessant, at et land som Qatar opretholder forbindelsen. Qatar har trukket deres ambassadør hjem – på den måde viste de solidaritet og støtte til Saudi-Arabien – men de valgte hverken at kappe de diplomatiske eller handelsmæssige forbindelser til Iran.

RÆSON: Hvorfor tror du, at et land som Qatar har valgt af bevare de diplomatiske forbindelser til Iran?
NØRSKOV: Det har at gøre med åbningen af den iranske økonomi, som sker lige nu. De tager altså bestik af det store iranske marked. En stor del af handelen vil foregå omkring et land som Qatar: der er for eksempel penge, som vil blive overført fra Iran til banker i Qatar, og så videre til fx amerikanske eller danske firmaer. Den handel vil Qatar ikke gå glip af. Så udadtil, når de stemmer i Kairo og i Den Arabiske Lige, så rækker de hånden op og siger: ja, vi fordømmer også Iran, og vi kalder vores ambassadører hjem fra Teheran. Men hvis du spørg mig, så tror jeg, den ambassadør er tilbage i Teheran inden længe.

RÆSON: Saudi-Arabiens økonomi er i frit fald som følge af de lave oliepriser. Hvordan forholder Saudi-Arabien sig til deres økonomiske situation på kort og på længere sigt?
NØRSKOV: Den saudiarabiske regering har for første gang nogensinde, offentliggjort et statsligt budget for det nye år. Og her skal man hæfte sig ved, at der står, at man regner med et statsligt underskud på omkring 100 milliarder amerikanske dollars. Et underskud, som kong Salman i en tale indrømmede er et alvorligt problem.

Der er i Saudi-Arabien en bemærkelsesværdig stor åbenhed om de problemer, landet står i […] Saudi-Arabien befinder sig i en dybt alvorlig økonomisk krise.
____________________

 

Der er i Saudi-Arabien en bemærkelsesværdig stor åbenhed om de problemer, landet står i. I et interview i The Economist fra januar, siger den unge vicekronprins, Mohammed bin Salman, at landet er i økonomiske problemer. Han siger, at man har tænkt sig over en årerække at skære betydeligt i det statslige forbrug og subsidier. Bin Salman sagde også – og det har skabt endnu større overskrifter – at den saudiarabiske regering overvejer at lade dele af det statslige olieselskab, Aramco, blive børsnoteret. Hvis det sker, bliver det en kæmpe begivenhed. Aramco ville blive verdens største delvist private firma. Det er formentlig langt over dobbelt så meget værd som Apple. Hvis man bare forestiller sig en 5% andel af Aramco sat til salg, så vil det være århundredes børsnotering. Uanset om saudiaraberne tager den beslutning eller ej, er det nogle klare signaler, som meget tydeligt fortæller verden, at kongehuset godt er klar over, at Saudi-Arabien befinder sig i en dybt alvorlig økonomisk krise.

RÆSON: Sidste år gik det sunni-muslimske Saudi-Arabien ind i nabolandet Yemen med den forventning, at de hurtigt kunne banke den shia-muslimske oprørsgruppe houthi-bevægelsen på plads. Men det har de ikke formået. På hvilken måde er krigen i Yemen et problem for Saudi-Arabien?
NØRSKOV: Det er en ekstremt dyr krig. Det er ikke en krig, som de har sat pris på. Men det er klart, at med daglige bombardementer og fly i luften, og milliarder brugt på at sponsorere militser på landjorden, så er det en krig, som Saudi-Arabien dårligt, i den nuværende situation, kan blive ved med at føre. Og man skal huske på, at det er ikke den eneste krig, Saudi-Arabien fører i øjeblikket. Saudi-Arabien fører også krig i Syrien, hvor de sponsorerer nogle af de største og vigtigste oprørsgrupper i krigen mod Assad. Så der er i virkeligheden et forsvarsbudget som er alt, alt for stort i forhold til den økonomiske krise landet står i.

RÆSON: Så Saudi-Arabien vil blive nødt til at trække sig ud på et tidspunkt?
NØRSKOV: Jeg vil sige det på den måde, at det ville hjælpe gevaldigt på økonomien, hvis de indstillede deres militære eventyr rundt omkring. Men dermed ikke sagt at de vil gøre det. Fordi Saudi-Arabien ser en iransk indflydelse overalt, som de føler sig tvunget til at svare på. Ikke kun ved at udbrede deres egen wahabi-udgave af islam, ved at opføre islamske kulturcentre og bygge moskeer, som de har gjort ved titusinder af centre overalt i verden, men også ved militært at konfrontere iranerne, der hvor de ser dem stikke hovedet frem.

RÆSON: I Syrien kæmper Iran for at holde Assad ved magten, men Iran bløder også økonomisk. Hvor længe er iranerne parate til at holde fast i støtten til præsident Assad og i deres rolle i krigen?
NØRSKOV: Det er ikke tvivl om, at de krige, som Iran fører, først og fremmest i Syrien, er en kæmpe belastning for den iranske økonomi, på samme måde som Saudi-Arabiens krige er det for den saudiarabiske økonomi. Den iranske økonomi har været yderligere belastet af den kendsgerning, at landet i snart ti år har været underlagt stadig strammere sanktioner. Nu bliver sanktionerne hævet. Det vil give iranerne nogle helt nye og bedre muligheder for at oprette deres militære engagement i Syrien. Det ser man på med enorm bekymring i Riyadh. Saudiaraberne er bekymret, fordi iranere, selv under sanktioner som nærmest har lagt deres økonomi i ruiner, har været i stand til at udbrede deres indflydelse. Hvad vil de så ikke være i stand til, med en forventet økonomisk stigning på mellem 4-5% i år? Hvad vil de så ikke være i stand til i de kommende år, hvor de i stor målestok vil være i stand til at sende billig olie på markedet?

Nu bliver sanktionerne hævet. Det vil give iranerne nogle helt nye og bedre muligheder for at oprette deres militære engagement i Syrien.
____________________

 

RÆSON:I Syrien støtter Saudi-Arabien en række oprørsgrupper. Samtidig er Saudi- Arabien anklaget for at være ret passive i bekæmpelsen af IS. På den anden side kæmper Iran og Rusland for at holde Assad ved magten. Hvor efterlader det de grupperinger, der er inde i Syrien?
NØRSKOV: Sidste år har der været rapporter om, at iranerne skulle være i gang med en tilbagetrækning fra slagmarkerne i Syrien. Det har jeg svært ved at se for mig af to grunde: Den ene grund er, at de allerede har investeret så meget. Det er så stor en økonomisk, men også politisk, strategisk investering for dem, at den er de ikke villig til at opgive. Og slet ikke på et tidspunkt, hvor det faktisk går fremad for dem på flere fronter. Den anden grund er at de endelig ser at investeringen er ved at betale sig, i hvert fald delvist. Derfor har jeg svært ved at se det iranske engagement blive mindre i Syrien.

I forhold til Saudi-Arabien, så ser jeg faktisk heller ikke dem nævneværdig nedtone eller begrænse deres økonomiske og militære engagement i Syrien – og i virkeligheden af samme grund, som jeg ikke ser iranerne gøre det. Simpelthen fordi investeringen er for stor og for vigtig til, at de kan bakke ud. Saudi-Arabien udråbte tilbage i august 2015 IS som sin fjende nummer 1. Når Saudi-Arabien alligevel bliver beskyldt for at støtte IS, så er det på én gang uretfærdigt og forståeligt. Det er efter alt at dømme forkert at beskylde Saudi-Arabien, som stat, for at støtte IS. Men der er saudiarabiske fonde og rigmænd, altså enkeltindivider, som overfører store pengebeløb gennem banker i fx Kuwait og Qatar, som IS så kan bruge i sin krig.

RÆSON: Hvad kommer konfliktoptrapningen mellem Saudi-Arabien og Iran til at betyde for fredsforhandlingerne omkring Syrien?
NØRSKOV: På kort sigt vil det gøre det sværere for fredsforhandlingerne i Wien og i Sikkerhedsrådet i New York. I de kommende uger bliver der forsøgt at lave en skitse til et forløb, der kan føre til, at man stopper krigen i Syrien. Og jeg har svært ved at forestille mig, at det forløb kan komme ret langt, når de to vigtigste aktører på hver sin side af konflikten, Iran og Saudi-Arabien, er i åben konfrontation.

RÆSON: I løbet af de næste uger ophæves sanktionerne mod Iran, og Iran træder tilbage på det globale oliemarkedet. Hvad kommer det til at betyde for Irans økonomiske situation og for befolkningen?
NØRSKOV: Irans økonomiske situation bliver klart forbedret. Almindelige iranere har også en klar forventning om, at mange års økonomisk tilbagegang nu vil blive vendt, og at de også personligt, i deres egen lille hustandsøkonomi, vil opleve forbedringer. Det er måske den vigtigste grund til, at de fleste iranere støtter åbningen og den atomaftale, der blev lavet sidste sommer. De kan se for sig, at Iran nu igen bliver en del af verden, og at verden igen bliver en del af Iran.

RÆSON: Hvad kommer det til at betyde for Mellemøsten, at Iran kommer tilbage på oliemarkedet?
NØRSKOV: Det vil på kort sigt kun skærpe den rivalisering, vi har talt om, og der er både private aktører og regeringer, der risikerer at miste store indtægter og indflydelse. Eksempelvis nogle af de små emirater, der har levet godt af at være mellemmænd hvor de har overført varer og valuta til Iran under sanktionerne. På længere sigt, og det handler ikke kun om olie, så håber jeg, at det overordnet vil være en fordel for regionen og føre til afspænding og mere samhandel, når Iran bliver en del af den regionale og globale økonomi igen. Men det er, vil jeg godt indrømme, mest af alt et lønligt håb.

RÆSON: Som verdens største olieeksportør, en indflydelsesrig stemme i regionale spørgsmål i Mellemøsten og en allieret i krigen mod terrorisme, har Saudi-Arabien været en af USA’s vigtigste samarbejdspartnere. Men nu er Iran på vej tilbage til det international samfund takket være Obamas atomaftale. Hvor står USA nu i forhold til de to lande?
NØRSKOV: Den aftale, som amerikanerne lavede med iranerne sommeren 2015, forsøgte saudiaraberne at forhindre. Folk jeg har talt med i Riyadh, både mennesker tæt på kongehuset og magten i Saudi-Arabien, men også helt almindelige saudier, betragter den her aftale som en stor fejltagelse. De stoler ikke på iranernes hensigter, og de følger sig svigtet af USA. Selv de saudiere, som er venligsindede overfor USA, mener, at amerikanerne er naive, og at de bliver snydt af iranerne. Og de tror, at det først og fremmes bliver dem selv, saudierne, som kommer til at betale for amerikanernes fejl. Set med saudiarabiske briller, så har amerikanerne både svigtet og ladet hån om en gammel, trofast allieret.

Set med saudiarabiske briller, så har amerikanerne både svigtet og ladet hån om en gammel, trofast allieret.
____________________

 

ILLUSTRATION: Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, til møde med den saudiske udenrigsminister Adel al-Jubeir om situationen i Iran og Syrien. London, 14. januar 2016. [foto: Kevin Lamarque /Polfoto via AP].