12.03.2016

Magtbalancen i Asien er under forandring. Kinas naboer iagttager Riget i Midten, som for sin del er ved at lære sin nye rolle i regionen: som stormagt.

Af Asger Røjle [fra RÆSON25]

Da Nordkorea den 6. januar 2016 testede en påstået brintbombe, rettede hele verden straks deres appeller mod Kina. Da landet den 7. februar fulgte op med at affyre, hvad det kaldte en satellit, skete akkurat det samme.

Alle andre følte sig magtesløse over for det isolerede regime i Pyongyang, men man håbede, at Kinas ledere endnu havde så megen indflydelse på de breddegrader, at de ville kunne lægge pres på deres gamle våbenbrødre for at få dem til at standse atomvåbenudviklingen og de evindelige provokationer over for nabolandene. Kinesiske talsmænd fordømte både atomprøvesprængningen og satellitaffyringen, men de vendte sig samtidig imod skærpelsen af de internationale økonomiske sanktioner mod Nordkorea, som der ellers var lagt op til i de første døgn. Over for omverdenen måtte de understrege, at Kina kun får begrænset opmærksomhed hos Kim Jong-Un og hans fæller – og så mente de i øvrigt, at USA med sin fjendtlige politik havde en stor del af ansvaret for, at Nordkorea havde følt sig nødsaget til at foretage en fjerde atomtest. ”Washingtons antagonistiske tilgang har skubbet Pyongyang i retning af ønsket om at skaffe sig en atomvåbenkapacitet,” som det hed i en kommentar fra Wang Haiqing, der er journalist ved det kinesiske officielle statslige nyhedsbureau, Xinhua. ”I løbet af de seneste få år har USA brugt mangfoldige pressionstaktikker mod Pyongyang, herunder krigsøvelser og økonomiske sanktioner, og USA har ligefrem nægtet at tage imod de sjældne goodwilltegn, som Nordkorea har givet,” forklarede Wang.

Forhandlinger mellem USA og Kina førte ikke til noget som helst – ikke engang da selve udenrigsministrene sad over for hinanden i slutningen af januar 2016. Der er næppe tvivl om, at John Kerry allerhelst ville have sparket sin kinesiske kollega, Wang Yi, hårdt over skinnebenet under forhandlingsbordet. Men Kina er så vigtig en dialogpartner, at Kerry – med en pæn diplomatisk omskrivning af sine inderste følelser – holdt sig til udsagnet: ”Det er godt at enes om målet, men det er ikke nok at enes om målet. Vi tror på, at det er nødvendigt at enes om meningsfulde skridt for at opnå dette mål.”

Med deres atomtest har nordkoreanerne vist verden, at landet er kommet et stykke videre i udviklingen af kernevåben, også selvom bomben ikke var den brintbombe, som de påstod, at det var. Dermed har de atter forrykket den militære magtbalance i regionen.

Resultatet af uenigheden mellem USA og Kina er, at der i den første måned reelt intet skete i forhold til Nordkorea fra verdenssamfundets side.

Spillet omkring Nordkorea i ugerne efter prøvesprængningen afspejler tydeligt Kinas ændrede rolle i regionen. Kina er blevet økonomisk og militært langt stærkere, end landet har været i det seneste århundrede, og det tvinger nærmest kineserne til at spille en hovedrolle i regionale spørgsmål. Deres styrke tvinger dem ind i en stormagtsrolle, uanset om de har stor lyst til det eller ej.

Den kinesiske trussel
Selvom Kina er blevet meget mere aktiv på den verdenspolitiske scene, er opretholdelsen af stabilitet på hjemmefronten altid langt den højeste prioritet for Kinas ledere. Der er en nationalistisk tendens hos nogle ledere, nogle dele af befolkningen og ikke så få af dem, der skriver på den kinesiske del af internettet, som bakker kraftigt op om en mere markant og selvhævdende udenrigspolitik – og de har en vis indflydelse. Men denne indflydelse rækker ikke længere, end hvis den begynder at true den politiske og samfundsmæssige stabilitet i selve Kina.

I debatten i samtlige Kinas nabolande hører man konstant om ”den kinesiske trussel”, og det er ubestrideligt, at Kina mange steder i regionen fører en mere aggressiv og selvhævdende politik end tidligere. Men samtidig gør Kinas størrelse, befolkningstal og økonomiske og militære styrke, at den kinesiske ledelse ikke har noget valg.

Det er naturligt, at Kina på godt og ondt lever op til en stormagtsrolle i regionen. Det var derimod en unaturlig situation, at Kina i mange år ikke var i stand til – og i en periode ikke ønskede – at spille denne rolle. Det er efterhånden meget længe siden, at Kinas daværende leder, Deng Xiaoping, i 1980’erne gjorde det til et slogan, at Kina i udenrigspolitikken skulle ”hide and bide” [”skjule sig og vente på sin chance,” red.] – altså holde en lav profil, mens landet gradvist opbyggede sin magt. Nu er magten øget i en grad, hvor der er opstået spændinger mange steder i regionen. Spændinger, som skaber store overskrifter i de asiatiske nyhedsmedier – og indimellem i hele verden.

I Det Østkinesiske Hav strides Japan og Kina om en gruppe klippeøer, som japanerne kalder Senkaku, og kineserne for Diaoyu. Striden har såmænd været der hele tiden, hvor de to parter pænt lod være med at nævne den, men i de sidste fem år er den blevet et meget anspændt stridspunkt mellem de to lande.

I Det Østkinesiske Hav ligger også Taiwan, der har fungeret som en selvstændig stat i mere end et halvt århundrede, men som Kina stadig opfatter som en løsreven pro­vins, der blot venter på at vende hjem til Kina.

I Det Sydkinesiske Hav har Kina en hel række uløste territoriale stridigheder med Vietnam, Filippinerne og andre lande i regionen om øgrupperne Spratly og Paracel samt en række småøer. Her har Kina inden for det seneste år skabt store protester fra de andre landes side ved en bevidst indsats for at gøre ubeboede klippeskær til rigtige øer med mennesker, erhverv og militær. De har etableret fiskeriudposter og militære baser og har senest skabt bekymring i nabolandene ved at placere missiler på en af klipperne. Klipperne skal forvandles til ubestridte kinesiske øer, som efter Kinas opfattelse skal tælle med, når havretszoner skal fastlægges.

På alle disse fronter har Kina været betydeligt mere selvhævdende end tidligere, men mange steder er der med den italienske Østasienforsker Giulio Puglieses ord tale om en ”reaktiv selvhævdelse”. Pugliese peger i en ny artikel i tidsskriftet SAIS Review på, at det fx i forholdet til Japan var japanerne – ikke kineserne – som begyndte striden i 2011 ved at nationalisere tre af Senkaku/Diaoyu-øerne, der hidtil havde haft private ejere. Det var med andre ord i hans øjne Japan og ikke Kina, som fik konflikten til at flamme op, og det var Kina, som derpå reagerede – med en vis selvhævdelse – på den japanske provokation.

Japan hævder at befinde sig i ”sikkerhedspolitisk mere og mere truende omgivelser”, og på denne baggrund er landet i gang med at opbygge en helt ny forsvarspolitik, der går ud på at skabe en højere profil og en mere aktiv rolle i regionen. ”Der er ingen tvivl om, at Kina opbygger sin militære kapacitet. Men der er heller ingen tvivl om, at Japans premierminister, Shinzo Abe, overdrev truslen fra Kina, der bruger tre gange så mange penge på sit nationale forsvar, som Japan gør, som retfærdiggørelse af ny sikkerhedspolitisk lovgivning i Japan,” konstaterer professor Satoshi Amako fra Waseda-universitetet i Tokyo i en ny artikel på den australske webside East Asia Forum.

Modstandere af premierminister Abes sikkerhedspolitiske reformer kritiserer premierministeren for at være en udspekuleret ræv, der i 2015 udnyttede dette argument til sidste blodsdråbe for at styre reformerne gennem det japanske parlament og få Japans stadig meget pacifistisk orienterede vælgerskare til at acceptere ændringerne, som betyder, at Japan kommer til at spille en lidt mere aktiv rolle i regionens sikkerhedspolitik. Japan har siden Anden Verdenskrig haft en forfatning, som kraftigt begrænser landets mulighed for at have et militær. Af samme årsag kaldes det militær, som landet trods alt har, for ”selvforsvarsstyrker”.

Men Giulio Pugliese mener, at Abe faktisk tror på sin egen analyse af de nye sikkerhedsudfordringer, Japan står overfor.

Abe mener af et ærligt hjerte, at Kinas højere profil er en trussel – ikke kun for Japan, men for hele verden. Han mener, at kun ”et resolut standpunkt” fra Japans side kan tæmme det mere og mere aggressive Kina, og han mener, at han med sine sikkerhedspolitiske reformer kan ”få mænd med onde tanker langs Japans grænser til at indse, at de må opgive deres idé om at invadere Japan,” som han sagde i en TV-tale til det japanske folk i 2015 inden vedtagelsen af de nye sikkerhedspolitiske love.

Ganske vist var det en diplomatisk nødvendighed, at Abe i samme tale understregede, at ”de sikkerhedspolitiske love ikke retter sig mod noget andet land i særdeleshed, men kun handler om at lukke vores land for røvere og tyve, så de hverken vil planlægge eller fortsætte med at blande sig på vores territorium, og at de omsider vil overholde folkeretten.” Men samtidig med at Abe sagde disse ord, påpeger Pugliese, blev der på TV-skærmen vist optagelser med Kinas præsident, Xi Jinping, og de omstridte klippeøer. ”Reklamefremstødet [for de nye tiltag, red.] gik en balancegang mellem nødvendig diplomatisk sømmelighed og direkte fordømmelse af Kinas aktiviteter i Det Østkinesiske Hav, hvor landet tvinger sin vilje igennem,” skriver Pugliese.

Senest har Japan i januar 2016 erklæret, at fartøjer fra selve de japanske selvforsvarsstyrkers flåde i fremtiden vil blive sat ind som støtte for kystvagten ved patruljering omkring de omstridte øer, når det er nødvendigt. Meningen er ikke, at det faktisk skal ske. Meningen er, at Kina skal tro på, at Japan faktisk vil være villig til at sætte det rigtige militær ind, og at kineserne derfor vil være mere varsomme med at sende deres fartøjer på provokerende patruljeringer i, hvad japanerne opfatter som deres farvand. Hvis Kina opfatter den japanske erklæring som troværdig, og hvis Kina af den grund frygter en eskalering af striden, som de ikke ønsker lige nu, og derfor skærer ned på de kinesiske patruljers antal og/eller de patruljerende skibes bevæbning, har japanerne opnået, hvad de ville.

Skyggespil
Der foregår med andre ord lidt af et skyggespil mellem Kina og dets nabolande i øjeblikket. Det går godt det meste af tiden, for det er åbenlyst, at ingen af parterne for alvor ønsker åbne konfrontationer. Men spændingerne har ved enkelte lejligheder været dybt bekymrende for alle parter.

”Kina er kun ved at lære at være en stormagt. At sikre fri sejlads i sine farvande samt fri overflyvning er i overensstemmelse med dets nationale interesser,” skriver Xue Li og Xu Yanzhuo, der er lektorer ved Kinas statslige videnskabsakademi for samfundsvidenskaber i Beijing, i januar 2016 i en artikel i webmagasinet The Diplomat om situationen i Det Sydkinesiske Hav. ”Regeringen i Washington burde erkende, at Kinas ambitioner i Det Sydkinesiske Hav er begrænsede, og at Beijing i lang tid har haft en tilbagetrukken tilgang. Kina har aldrig udforsket olie- og gasforekomster ved Spratly-øerne og har ligefrem affundet sig med, at andre med krav på området har bortjaget, anholdt og ligefrem skudt på kinesiske fiskere,” skriver de to kinesiske forskere.

En anden kinesisk forsker har udtrykt det anderledes: ”Kinas bestræbelser på at finde balancen mellem suverænitet og stabilitet kan ikke undgå at blive vanskelig,” skrev Shen Dingli, der er professor i international politik ved Fudan-universitetet i Shanghai, for et par år siden i en kommentar på CNN’s hjemmeside. Han fortsatte: ”Stillet over for stigende sikkerhedspolitiske udfordringer er Kina nødt til at svare igen, alt imens landet naturligvis overholder international lovgivning.”

Det er ingen hemmelighed, at Kinas mål på længere sigt med sine patruljeringer og øvrige aktiviteter i de omstridte farvande er at skabe en situation, hvor såvel Det Sydkinesiske som Det Østkinesiske Hav reelt er gjort til Kinas eget farvand. Det er Kinas ret, mener man i Kina: ”Kina har ret til at udføre normale navigations- og patruljeaktiviteter. Vi fraråder Japan at gøre noget, der kan provokere eller skabe nye spændinger. Ellers må Japan tage ansvar for alt, der måtte ske,” sagde det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Hong Lei, i januar 2016.

Men én ting er Kinas langsigtede mål. På kort sigt er det i de kinesiske myndigheders interesse – og magt – at skrue op og ned for spændingerne, når det passer dem. Og det gør de. Hvor der i 2014 var mange anspændte situationer ved Senkaku/Daioyu-øerne, så var det meget tydeligt, at Kina i 2015 gjorde sit yderste for at undgå situationer, der kørte op i en spids. Der var lige så mange patruljeringer som året før, men langt færre anspændte sammenstød og episoder, hvor fiskerbåde og kystvagtsskibe har truet og provokeret hinanden.

Sådan gik det, fordi Kina ikke ønskede at gøre det nemmere for premierminister Abe at få gennemført sine sikkerhedspolitiske love ved at give ham gode argumenter på hånden. Det var ”en taktisk ændring, som var dikteret af realpolitik,” skriver Giulio Pugliese i førnævnte artikel. Omkring debatten om de japanske sikkerhedslove i sommeren 2015 reagerede Kina faktisk på al den antikinesiske retorik fra Japans regering med ”en tilbageholdende attitude, præcis fordi den [regeringen] gennemskuede alle påskuddene” fra japansk side, skriver professor Satoshi Amako fra Waseda-universitetet.

Filippinerne inviterer amerikanerne tilbage
I samme periode i 2015 var der også mange spændinger i Det Sydkinesiske Hav. USA indgik en ny forsvarsaftale med Filippinerne og sendte fly og skibe ind i områder, Kina entydigt opfatter som sine egne. Kina beskyldte i rasende vendinger USA for at skabe nye og unødvendige spændinger i området.

Det er heller ikke usandsynligt, at der i 2016 kommer nye spændinger i Det Østkinesiske Hav, hvis man skal tro en spådom fra de to kinesiske forskere ved Kinas statslige videnskabsakademi for samfundsvidenskaber: ”Hvis Tsai Ing-wen, forkvinde for Taiwans Demokratiske Fremskridtsparti, bliver valgt som Taiwans leder i januar 2016 [hvilket hun blev, red.], forventer Kina, at hun vil føre en de jure-uafhængighedspolitik. I det tilfælde vil Kinas maritime prioritet flytte til Det Østkinesiske Hav, særligt Taiwanstrædet, og det vil betyde, at Kina vil tage en mere tilbagetrukket position i Det Sydkinesiske Hav,” skriver Xue Li og Xu Yanzhuo i The Diplomat.

I Filippinerne har ’truslen fra Kina’ fået den konsekvens, at amerikanske soldater, som for 25 år siden blev smidt af deres baser i landet i afkoloniseringens navn, nu bliver bedt af landets regering om at vende tilbage. ”Uden at lade sig holde tilbage af sin blodfattige økonomi og gentagne nedsmeltninger på aktiemarkedet har Kina indledt året med at udføre flere testflyvninger over bittert omstridte øer i Det Sydkinesiske Hav,” skriver den filippinske Asienekspert Richard Javad Heydarian på al-Jazeeras webside.¬ ”Alarmeret af Kinas territoriale selvhævdelse har Filippinerne endnu en gang åbnet portene på sine bedste militærbaser for amerikanske soldater,” fortsætter han.

Filippinernes befolkning er ikke så antiamerikansk som mange andre folkeslag i Østasien, og ifølge Heydarian håber man, at landets nye militæraftale med USA, der giver amerikanske soldater adgang til otte af landets vigtigste militærbaser (inklusive dem, der vender ud mod Det Sydkinesiske Hav), vil kunne tjene som en ”skjult afskrækkelse” mod yderligere kinesisk selvhævdelse. Det vil forhåbentlig kunne ”bidrage til at overbevise Kina om, at pres på naboerne for at få dem til at opgive deres territoriale krav, faktisk slet ikke er i Kinas interesse,” udtaler Ernest Bower, der er seniorrådgiver ved det amerikanske Center for Strategiske og Internationale Studier, til tidsskriftet Foreign Policy.

I sine bestræbelser på at skabe en balance i regionen over for Kinas fremvækst forsøger USA målbevidst at skabe alliancer med så mange som muligt af de lande, som omkranser Kina, og stimulerer disse lande til at indgå alliancer indbyrdes.

Økonomisk kappestrid
Kina har netop gennemført en radikal modernisering og omorganisering af Folkets Befrielseshær, således at styrkerne nu er organiseret i fem geografisk definerede ’teatre’. Der sker samtidig en opprioritering og centralisering af Kinas militære kapacitet i rummet og på internettet. ”Som helhed vil disse forandringer give Kina en øget selvtillid i landets evne til at afskrække og tvinge sin vilje gennem over for alle modstandere, og det kan meget vel føre til et generelt mere aggressivt standpunkt,” spår den amerikanske forsvarsanalytiker John Costello, som har en fortid i USA’s flåde, i en artikel på websiden The Diplomat i januar 2016.

Når Kina udfordrer eksisterende magtbalancer i regionen, sker det naturligvis ikke kun på den militære front. Inden for økonomien, hvor den seneste tids panik omkring styrtdykkende aktiepriser ved Kinas børser viser, hvor afhængig hele regionen (og resten af verden) er blevet af Kina som markedsplads og fabrikshal, arbejder Kina åbenlyst på at skabe mere indbyrdes samarbejde – og dermed større indbyrdes afhængighed – i regionen. Men det skal finde sted under ubestridelig kinesisk ledelse.

”Kina erklærer sig som tilhænger af en større regional økonomisk indbyrdes afhængighed. Med sine egne initiativer (…) udfordrer Kina de etablerede former for regionalt samarbejde,” skriver Amitav Acharya, der er professor i international politik ved American University i Washington, i en artikel på den australske webside East Asia Forum fra januar 2016. Den nye kinesiske udviklingsbank, Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB), er således en åbenlys rival til globale udviklingsbanker som Verdensbanken (med stærk amerikansk dominans) og også mod Den Asiatiske Udviklingsbank, der har base på Filippinerne, men traditionelt er domineret af Japan. ”For Kina handler AIIB mest om at komme på banen som en multilateral [for mange lande, red.] leder, der tilbyder en alternativ vision for global regeringsførelse end det, de etablerede institutioner, som blev skabt efter Anden Verdenskrig og fremmet af USA, tilbyder,” skrev redaktøren af The Diplomat, Ankit Panda, i januar 2016.

Det aldrig ydmyge Nordkorea
Nordkorea forbliver imidlertid det bedste og mest åbenlyse eksempel på, at der stadig er store begrænsninger for Kinas indflydelse i regionen. I adskillige år har Beijing investeret mange diplomatiske ressourcer og megen diplomatisk goodwill i at forbedre forholdet til Sydkorea – uden at provokere Nordkorea alt for meget. Det er blevet fulgt op af et øget økonomisk samkvem mellem Kina og Sydkorea, som også har haft et fælles ønske om at bruge krigshistorien til at inddæmme Japan i den aktuelle magtpolitik i regionen, hvor Japan i årevis har haft langt mindre indflydelse, end landets økonomiske betydning ellers ville berettige det til.

Men den aktuelle krise omkring Nordkoreas påståede brintbombe har tydeligt afsløret begrænsningerne i denne politik, så længe Kina åbenbart samtidig ønsker at bevare et stabilt Nordkorea som stødpude mellem landet selv og andre lande i Østasien som Sydkorea og Japan, der militært er allierede med USA. Under præsident Park Geun-hye (der kom til magten i 2012) har Sydkorea ønsket en hård linje over for Nordkorea, mens Kina har forsøgt at få dæmpet omverdenens reaktion så meget som muligt. ”Kinas position er stærk, men de midler, som er til Kinas rådighed, er begrænsede,” forklarer Jin Qiang, der er professor ved Instituttet for Nordøstasiatiske Studier ved Yanbian-universitetet i Julinprovinsen, til nyhedsbureauet AP i januar 2016.

Først og fremmest er Kina interesseret i at undgå, at regimet i Nordkorea bryder sammen. Det ville i givet fald skabe store flygtningestrømme og dernæst et samlet – og vestvendt – Korea. Begge dele vil true stabiliteten i selve Kina, ikke mindst fordi der bor mange koreanere på den kinesiske side af grænsen. Det perspektiv bryder regeringen i Beijing sig naturligvis ikke om. ”Hvis Nordkorea bliver et fjendtligt land, vil det kunne skade Kina på mange måder,” udtaler Shi Yinhong, der er professor i international politik ved Renmin-universitetet i Beijing, til New York Times i januar 2016.

På den ene side ønsker Kina status quo og et stabilt Nordkorea, og Kina prøver derfor at overtale Vesten til at søge dialog og en større forståelse for styret i Pyongyang i stedet for konfrontation: ”En barfodet person frygter ikke ham, der bærer sko,” som Kinas præsident, Xi Jinping, med et kinesisk ordsprog forsøgte at forklare USA’s præsident, Barack Obama, da de mødtes i 2013. Eller med andre ord: Er man fattig nok, så er man ligeglad med økonomiske sanktioner, som ikke kan gøre en ret meget fattigere, end man er i forvejen.

På den anden side ønsker Kina, at Nordkorea viser bare en lille smule mere anerkendelse for Riget i Midtens genvundne magt og status. Man vil ikke – som i kejsertiden – have dem til at betale tribut til Kina, men ønsker sig bare større respekt. ”Hvad Xi Jinping forventer af Kim Jong-Un, er, at han viser den form for ærbødighed, som Korea, et lille land, skylder en stormagt som Kina at vise,” som den amerikanske Kina- og Koreaforsker John Delury, der er lektor ved Yonsei-universitetet i Seoul, skrev i en e-mail til New York Times. Og han fortsatte: ”Af sine helt egne grunde nægter Kim at vise denne ærbødighed.”

ILLUSTRATION: Xi Jinping på besøg i Egypten (AP Photo/Ahmed Omar)